Mål: at blive mor! (Langt!!)

Vi var heldige at jeg kun havde mild udgave af PCO...

Men jeg kan følge dem der kæmper og som stirrer 1.000 gange på samme test i håbet om den ekstra streg...

Eneste grund til det ikke tog os længere tid (og muligvis også større behandling) var at jeg blev fuldkommen hysterisk hos vores læge og råbte af dem at nu ville jeg til gynækolog for det kunne ikke passe at jeg ikke fik menstruation efter 14 måneder...

Så jeg føler med dem der kæmper, men kan også godt huske hvordan jeg selv havde det inden vi startede...

Vi havde i starten af vores forhold snakket det igennem og var blevet enige om vi ville have børn sammen inden vi blev 30...

Vi syntes selv at 30 var højeste alder for at få børn for at vi også kunne huske hvordan det var for os selv at være børn og teenager når de nåede til det, og for at vi kunne være unge nok til at nå at få og opleve børnebørn blive store

Vi fik vores søn da jeg var 28 og kæresten blev 30 måneden efter....

Inden vi startede på at ville have børn tænkte jeg også at så ville jeg bare smide pillerne og så 3 mdr senere så ville jeg stå med en positiv test...

jeg anede intet om ægløsningstests eller hormontal eller noget andet...

det at få børn det gjorde man da bare, og dem der ikke kunne måtte jo være syge og have dårlige gener og måske de slet ikke burde få børn... Sådan tænkte jeg om det hele inden vi selv startede...

idag ved jeg at der er MANGE grunde til at man ikke kan blive gravid, og at man absolut ikke er et dårligere menneske bare fordi ens hormoner mener noget andet end det de burde...

Jeg havde en veninde der mistede sent i graviditeten 3 uge førend jeg fandt ud af jeg var gravid med vores søn.. det var ikke hendes første gang at miste men det var første gang så langt henne... det var rigtig svært for mig at glæde mig over positiv test og dele det med hende for jeg var bange for hvordan hun ville håndtere at jeg fik noget hun virkelig drømte om men som hun mistede...

idag er hun selv blevet mor til en dejlig pige, dog ikke uden komplikationer... men hun var en af dem der blev gravid bare hun tænkte på at glemme sine piller...

det var også svært da hun blev gravid mens jeg stadig drømte om at vi snart skulle igang... men jeg var der for hende og hun for mig hele vejen...

Christine skriver:

Det er nok rigtigt til en vis grad - det er heller ikke sagt for at træde nogen over tæerne. Jeg mener bare at jeg tænker man så er der hvor man har brug for noget støtte mentalt, for ikke at ende helt i kulkælderen.

Men fra min side - og ja, jeg er utroligt heldig, jeg har slet ikke prøvet at vente på at blive gravid, så hurtigt går det - så kan det også bare virke som om nogle synes eller tror at miraklet er mindre af den grund. Og sådan er det jo heller ikke.

Mine børn er da ikke mindre værd for mig (eller andre, håber jeg) bare fordi de kommer nemt til mig. 

Nej, følelserne dér forstår jeg simpelthen ikke. Det praktiske forstår jeg bedre, altså mht. at tage billeder af 1000 tests. Det har jeg aldrig gjort, for jeg er ret sikker på at jeg er gravid når det første tegn (ikke) kommer.

Til gengæld har "vi" jo også bekymringer og jeg tager på ingen måde for givet at det går godt i en graviditet, tværtimod er jeg sindssygt bange hver eneste dag for at noget går galt. Men det er nok et personlighedstræk.

Dine børn er da bestemt ikke mindre værd. 

Men det føles hurtigt fordømmende, når kvinder som dig (der har let ved at blive gravid) begynder at stille spørgsmålstegn ved barnløse kvinders følelser, tanker og adfærdsmønster. Man behøver ikke have brug for noget støtte bare fordi man reagerer sådan - jeg tror, stort set alle barnløse kvinder har døjet med de følelser/tanker, du bringer frem i dit indlæg. 

Og ja - andre kan bare ikke sætte sig ind i det - og ja, det kan virke hårdt på fertile kvinder. Men forestil dig et liv uden dine børn - det er sikkert umuligt for dig. Tænk på, at barnløse kvinder har det på samme måde, de venter bare utrolig længe på at blive gravide først. 

Mama85 skriver:

Hej baby.dk-brugere. Jeg håber ikke at I tager dette ilde op, det er blot tanker jeg har gjort mig, og jeg vil bestemt ikke træde nogen over tæerne! Jeg har i den sidste tid spekuleret meget på alle de billeder af div. Gravidtetettests der er mange billeder af, herinde på siden..og har tænkt meget over hvilke grundlag der er for drømme og ønsker bag billederne. Selvfølgelig har vi mere eller mindre samme interesse herinde på dette forum: børn!  Det kan vi hurtig blive enige om  Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet, men jeg har ALDRIG testet mere end én gang i løbet af alle 3 gravidteter, ikke fordi at børnene er mindre ønsket af den grund, men fordi at jeg har den holdning enten så er den der, ellers er den ikke. Jeg har hellere aldrig i mit liv taget en æl-test, naturen går sin gang her, og igen: børnene er ikke mindre ønsket af den grund, jeg er under de 30, og ønsker selvfølgelig børn, men det har aldrig været en "besættelse" som jeg skulle have gennemlevet nærmest for al den energi jeg nu end måtte have, men for dem der tester løs og skiller sågar tests af og tager billeder af disse i negativer for at se om der liiiige skulle være en ekstra streg og måske føler "modgang" i pb og skal gøre en aktiv indsats, hvilke tanker og overvejelser gør I jer omkring dette? Er det et "kald" for jer at blive mødre og bruger I virkelig næsten alle jeres vågne timer på at tænke på pb??føler I på nogen tidspunkt at det hele er gået over gevind med pb? Er det jeres inderste ønske at blive forældre eller er der også lidt pres fra den øvrige verden, eks. Hvor der er flere i omgangskredsen der begynder at stifte familie? Håber på konstruktive svar og at min undren ikke bliver misforstået- og tolket

Jeg synes også nogen gange det er helt VILDT, at folk bliver ved med at teste og teste og sågar også tage ÆL tester. Det er langt fra hvad jeg ville gøre .. 

Men det er nok fordi jeg, som dig, ikke har det svært ved at blive gravid. 

Jeg tror ikke det handler om hvorvidt, det er et ønske barn eller ej, men mere om en selv og om ens krop vil det samme som en selv. 

Men det er altid svært at sætte ord på det, når nu man ikke har været der selv  

Christine skriver:

Har fulgt lidt med i tråden og jeg forstår ærligt talt ikke helt pointen - hverken trådstarter eller "modsvarerne".

Men bed lige mærke i det med ikke at juble på andres vegne "medmindre de har kæmpet", det forstår jeg ikke at man ikke kan uanset egen situation 

Der går jo heldigvis ikke noget barn fra nogen blot fordi en anden bliver gravid. Så efter min personlige mening, så synes jeg man får et psykisk problem - eller en besættelse - der hvor man mister empati for andre. Ingen tvivl om at det er et kæmpe pres man er under som ufrivilligt barnløs, men man kan vel godt være medmenneskelig alligevel?! Men jeg ved som sagt ikke om det er dét der er spørgsmålet i tråden 

Av... Jeg tror det er første gang i mit liv,at jeg er blevet beskyldt for ikke at være medmenneskelig

Og ja,måske virker det som om,at jeg (og barnløse kvinder generelt) ikke er medmenneskelige og mangler empati,når andre kvinder bliver gravide hurtigt . Jeg tror desværre bare ikke,at meget fertile kan forstå den sorg,som man er i besiddelse af,når man ikke kan få børn.. For det er en stor sorg måned efter måned,når fru rød dukker op,når det eneste man brændende ønsker sig er et barn. Jeg har været igennem utallige hormonbehandlinger,smertefulde

Lisbeth1985 skriver:

Av... Jeg tror det er første gang i mit liv,at jeg er blevet beskyldt for ikke at være medmenneskelig

Og ja,måske virker det som om,at jeg (og barnløse kvinder generelt) ikke er medmenneskelige og mangler empati,når andre kvinder bliver gravide hurtigt . Jeg tror desværre bare ikke,at meget fertile kan forstå den sorg,som man er i besiddelse af,når man ikke kan få børn.. For det er en stor sorg måned efter måned,når fru rød dukker op,når det eneste man brændende ønsker sig er et barn. Jeg har været igennem utallige hormonbehandlinger,smertefulde

 

ÆU og et utal af negative tests - og det føles SÅ uretfærdigt,for vi vil være gode forældre og vi har det overskud,som et barn kræver... Når folk i vores omgangskreds hurtigt bliver gravide,så bliver jeg først skide ked af det,for jeg står først i køen og jeg har stået der LÆNGE. Min sorg kommer altså før deres glæde. Gør det mig til et dårlig menneske? Nej,for jeg et jo netop blot et menneske (som heldigvis glæder sig på andres vegne,når jeg lige har vendt mine egne tanker)

Har ikke læst samtlige svar

for mig handler det der med at teste ganske enkelt om at få spændingen udløst nogen gange synes man jo at man mærker "et eller andet anderledes" undervejs i en cyklus og så kan det være svært at sidde på sine hænder og bare vente på mens, som jo ikke altid kommer helt på klokkeslæt.

vi var hurtige om den første, men her 2. Gang skulle vi lige forbi en SA først og så blev spændingen og iveren kun større. Jeg nåede lige akkurat at miste modet da vi 4 måneder efter SA endnu ikke havde opnået en ny graviditet. Jeg havde allerede nået at glæde mig så jeg ville bare have min graviditet tilbage NU! Og så føles en cyklus pludselig frygtelig lang. Heldigvis var der gevinst i netop den måned

Vi har dog ikke brugt æl-test og har heller ikke testet mere end 1 gang pr cyklus, lige bortset fra da der så var gevinst, for liiiige at være sikker lagde også et billede herind for at få bekræftet at jeg ikke så syner, for jeg havde vitterligt mistet modet den måned og regnede ikke med et positivt resultat  

jeg forstår udemærket dem der tester og tester, det betyder ikke nødvendigvis at hele deres verden kredser om pb, men lige ugen op til mens er det vel meget naturligt at spændingen stiger og man bliver ivrig efter at få svar det er jo en kæmpe ting at blive gravid  

Mht æl-test kan det jo være enten fordi man har prøvet længe, eller fordi det ville passe ekstra godt ind hvis det lige præcis skete NU, og så er det da fint at prøve at optimere chancerne  

Christine skriver:

Har fulgt lidt med i tråden og jeg forstår ærligt talt ikke helt pointen - hverken trådstarter eller "modsvarerne".

Men bed lige mærke i det med ikke at juble på andres vegne "medmindre de har kæmpet", det forstår jeg ikke at man ikke kan uanset egen situation 

Der går jo heldigvis ikke noget barn fra nogen blot fordi en anden bliver gravid. Så efter min personlige mening, så synes jeg man får et psykisk problem - eller en besættelse - der hvor man mister empati for andre. Ingen tvivl om at det er et kæmpe pres man er under som ufrivilligt barnløs, men man kan vel godt være medmenneskelig alligevel?! Men jeg ved som sagt ikke om det er dét der er spørgsmålet i tråden 

Har du aldrig været misundelig over at en anden scorede den fyr du var forelsket i? Eller fik det job du drømte om? Eller noget helt tredje?

modesty skriver:

Har du aldrig været misundelig over at en anden scorede den fyr du var forelsket i? Eller fik det job du drømte om? Eller noget helt tredje?

Jo, men det er jo pointen. Ingen får DIT barn ved at blive gravid. Så jeg forstår det desværre ikke helt.

Mama85 skriver:

Hej baby.dk-brugere. Jeg håber ikke at I tager dette ilde op, det er blot tanker jeg har gjort mig, og jeg vil bestemt ikke træde nogen over tæerne! Jeg har i den sidste tid spekuleret meget på alle de billeder af div. Gravidtetettests der er mange billeder af, herinde på siden..og har tænkt meget over hvilke grundlag der er for drømme og ønsker bag billederne. Selvfølgelig har vi mere eller mindre samme interesse herinde på dette forum: børn!  Det kan vi hurtig blive enige om  Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet, men jeg har ALDRIG testet mere end én gang i løbet af alle 3 gravidteter, ikke fordi at børnene er mindre ønsket af den grund, men fordi at jeg har den holdning enten så er den der, ellers er den ikke. Jeg har hellere aldrig i mit liv taget en æl-test, naturen går sin gang her, og igen: børnene er ikke mindre ønsket af den grund, jeg er under de 30, og ønsker selvfølgelig børn, men det har aldrig været en "besættelse" som jeg skulle have gennemlevet nærmest for al den energi jeg nu end måtte have, men for dem der tester løs og skiller sågar tests af og tager billeder af disse i negativer for at se om der liiiige skulle være en ekstra streg og måske føler "modgang" i pb og skal gøre en aktiv indsats, hvilke tanker og overvejelser gør I jer omkring dette? Er det et "kald" for jer at blive mødre og bruger I virkelig næsten alle jeres vågne timer på at tænke på pb??føler I på nogen tidspunkt at det hele er gået over gevind med pb? Er det jeres inderste ønske at blive forældre eller er der også lidt pres fra den øvrige verden, eks. Hvor der er flere i omgangskredsen der begynder at stifte familie? Håber på konstruktive svar og at min undren ikke bliver misforstået- og tolket

Jeg havde svært ved at få æggeløsning fordi jeg netop tænkte meget på det så var til lægen først hvor hun sagde at jeg havde svært ved at få æggeløsning og efter det tænkte jeg ikke over det og så skete det men har ikke lagt billeder ud af min pb overhovedet men der i mod lag jeg mange billeder af min mave hvordan den udviklede sig  

linea hansen skriver:

Jeg havde svært ved at få æggeløsning fordi jeg netop tænkte meget på det så var til lægen først hvor hun sagde at jeg havde svært ved at få æggeløsning og efter det tænkte jeg ikke over det og så skete det men har ikke lagt billeder ud af min pb overhovedet men der i mod lag jeg mange billeder af min mave hvordan den udviklede sig