Mål: at blive mor! (Langt!!)

esioul skriver:

jeg jubler ikke på andres vegne. Kun hvis de som mig har kæmpet en brag kamp. Jeg har haft det skidt med de følelser,men klinikken jeg er tilknyttet siger det er helt naturligt følelser. Vi skal i reagensglas behandling og har pt kæmpet 5 år.

Nej, det kan jeg også godt forstå..det er vel en helt naturlig reaktion at ikke gå og klappe med sine hænder hvergang en ven/bekendt smider et billed af en scanningsbillede eller en voksende mave på fb, dét har jeg stor forståelse for! men fra dét og til nærmest benægte andres børns eksistens er jo kæmpe stor..håber på at jeres pb lykkedes ved hjælp af reagensglas 

Mama85 skriver:

Hvor tidligt i jeres forløb lod I jer undersøge om hvorfor jeres pb ikke lykkes? For 3 år er da lang tid uden at blive klogere på hvorfor det endnu ikke er lykkedes jer, alt efter jeres alder..men nu hvor tænker jeg om kender jeg faktisk 3 par hvor det har taget mellem 5-8 år fra pb-start til at de fik deres guldklumper-helt naturligt! Men tusinde tak for dit meget velbeskrevet svar..

Vi blev henvist efter 1 år, men der sagde fertilitetslægen at det udelukkende skyldtes overvægt. Det slog mig ud og endte sgu med at æde endnu mere:/

vi kontaktede selv en privat klinik i starten af '14, og der fandt de ud af - efter grundige undersøgelser, at det hormon(FSH) der skal skubbe til ægblærerne ind hvor de bliver befrugtet er for lavt så de gik til grunde og havde derfor slet ik ægløsning. 

 

Blev insemineret ret i fredags efter hormonbehandling som havde båret flot frugt (3 fine ægblærer)

så nu krydser vi fingre for et positivt resultat om små 14 dage

 

og og selv tak!

Hej baby.dk-brugere. Jeg håber ikke at I tager dette ilde op, det er blot tanker jeg har gjort mig, og jeg vil bestemt ikke træde nogen over tæerne! Jeg har i den sidste tid spekuleret meget på alle de billeder af div. Gravidtetettests der er mange billeder af, herinde på siden..og har tænkt meget over hvilke grundlag der er for drømme og ønsker bag billederne. Selvfølgelig har vi mere eller mindre samme interesse herinde på dette forum: børn!  Det kan vi hurtig blive enige om  Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet, men jeg har ALDRIG testet mere end én gang i løbet af alle 3 gravidteter, ikke fordi at børnene er mindre ønsket af den grund, men fordi at jeg har den holdning enten så er den der, ellers er den ikke. Jeg har hellere aldrig i mit liv taget en æl-test, naturen går sin gang her, og igen: børnene er ikke mindre ønsket af den grund, jeg er under de 30, og ønsker selvfølgelig børn, men det har aldrig været en "besættelse" som jeg skulle have gennemlevet nærmest for al den energi jeg nu end måtte have, men for dem der tester løs og skiller sågar tests af og tager billeder af disse i negativer for at se om der liiiige skulle være en ekstra streg og måske føler "modgang" i pb og skal gøre en aktiv indsats, hvilke tanker og overvejelser gør I jer omkring dette? Er det et "kald" for jer at blive mødre og bruger I virkelig næsten alle jeres vågne timer på at tænke på pb??føler I på nogen tidspunkt at det hele er gået over gevind med pb? Er det jeres inderste ønske at blive forældre eller er der også lidt pres fra den øvrige verden, eks. Hvor der er flere i omgangskredsen der begynder at stifte familie? Håber på konstruktive svar og at min undren ikke bliver misforstået- og tolket

"Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet"

Ovenstående udtalelse gør at jeg lidt synes at du diskvalificerer dig i den her debat. Forstået på den måde, at du selvfølgelig gerne må undre dig og stille spørgsmål - men du vil aldrig kunne vide hvordan en kvinde der prøver og prøver, måned efter måned, har det. Du vil aldrig kunne vide hvordan en kvinde der gennemgår hormonbehandlinger og alt hvad det medfører af bivirkninger og psykisk pres, har det.

Der ligger en undertekst i dine svar i tråden som lugter af at du synes at din veninde overreagerer. At hun burde slappe lidt af, og at PB måske mest af alt handler om status, og en form for konkurrence? Du tager fejl.

Du kan og vil aldrig forstå hvordan det er at være din veninde. Acceptér, og lad være med at blive stødt over, at hun har det sindssygt hårdt, og at hun ikke er i stand til at rumme dine børn. Prøv at forstå at det ikke handler om status, men om et grundlæggende, instinktivt, brændende ønske om at blive mor. Prøv at forstå at der ikke er noget mere rædselsfuldt her i verden end frygten for at man aldrig nogensinde kan blive mor, når ens krop og sjæl skriger efter at blive det.

 

Ja vi presser os for hårdt - hudløst ærligt! 

Men vi ved det faktisk ikke helt selv før vi netop for stillet spørgsmålet og tænker os om.

Alt for mig omhandler en baby - for det er der jeg er i mit liv og jeg føler at jeg konstant løber mod en mur, når jeg endnu en måned ved det ikke er lykkedes!

Jeg presser mig selv psykisk ved at teste konstant, pt. 3 ægløsnings test om dagen - fordi min cyklus pt. er så fucked up at jeg ikke ved hvornår og hvordan det hele ender. Alt i mig og alt i mit liv skriger efter en baby, og derfor kan jeg ikke gøre for meget for at få en. 

Jeg ved at jeg selvfølgelig har en historie bag, og mange vil sige at de godt forstår hvorfor min krop skriger på et barn, men selv før jeg blev gravid med Isaac skreg min krop efter 3 år hvor der intet skete.

Lige som esioul kan jeg heller ikke juble over andres graviditets lykke, for det er ikke min lykke og jeg kan ikke længere tænkte at det nok bliver mig en dag - nej mine tanker er "bliver det nogensinde mig igen?" For hvem ved? Den første tog 3 år, og vi blev godt og grundigt snydt - hvad med 2'eren? 3 år igen og alligevel ingen glæde?

Det ligger i vores rødder, vores gener, at vi skal formere os, give noget videre som senere kan forsørge os - jeg ved godt at der er langt fra urmennesker og så til mennesket idag, men stadig er det en del af det at være menneske, og så er det svært når man skal kæmpe mod det "normale" og føle sig så "unormal" fordi man ikke bare kan blive gravid.

modesty skriver:

"Nu har jeg aldrig døjet med fertiliteten, og har aldrig af den ene eller den anden grund haft travlt med at skulle sætte børn i verden, og nu venter jeg ønskebarn barn nr. 3 lige om hjørnet"

Ovenstående udtalelse gør at jeg lidt synes at du diskvalificerer dig i den her debat. Forstået på den måde, at du selvfølgelig gerne må undre dig og stille spørgsmål - men du vil aldrig kunne vide hvordan en kvinde der prøver og prøver, måned efter måned, har det. Du vil aldrig kunne vide hvordan en kvinde der gennemgår hormonbehandlinger og alt hvad det medfører af bivirkninger og psykisk pres, har det.

Der ligger en undertekst i dine svar i tråden som lugter af at du synes at din veninde overreagerer. At hun burde slappe lidt af, og at PB måske mest af alt handler om status, og en form for konkurrence? Du tager fejl.

Du kan og vil aldrig forstå hvordan det er at være din veninde. Acceptér, og lad være med at blive stødt over, at hun har det sindssygt hårdt, og at hun ikke er i stand til at rumme dine børn. Prøv at forstå at det ikke handler om status, men om et grundlæggende, instinktivt, brændende ønske om at blive mor. Prøv at forstå at der ikke er noget mere rædselsfuldt her i verden end frygten for at man aldrig nogensinde kan blive mor, når ens krop og sjæl skriger efter at blive det.

 

Sjældent har jeg læst et indlæg, der i den grad rammer hovedet på sømmet. 

Tak for det!

For at kunne sætte sig ind i, skal man ha været der, og ha følt frustrationerne på egen krop!

Jeg er 26, og blev kærester med min mand da jeg var 15, og han 16. Vi har derfor gået teenageårene igennem sammen, og haft mange snakke om hvornår vi ville have børn - for det ville vi. Han er enebarn, og vil derfor have 2 børn, og det er jeg enig i

Vi starter pb i efteråret 2010, og tager det stille og roligt, ingen stress, men da sommeren 2011 kommer og vi ikke er blevet gravide, begynder jeg på æl tests. Det giver fint udslag, og vi arbejder videre

December 2011 ringer jeg til lægen, og vi får at vide at vi skal ringe igen i januar, da fertilitetsbehandling igen bliver gjort gratis. Vi bliver henvist i januar, kommer hos gyn i marts, og bliver testet. Jeg fejler intet, min mand derimod har meget nedsat sædkvalitet. Nå men i start maj prøver vi IUI , men desværre kun med 1,5 mio sædceller, hvilket er meget lidt. Måneden efter endnu et forsøg, som også går i vasken.

Juli starter vi op på hormoner , men klinikken skal på ferie så vi når ikke forsøget til ende, men vi må bare prøve med hjemmearbejde. Det lykkedes - og min søn er i dag knapt halvandet år..

Den 27/7 i år tester jeg positiv 4+0. Den 4/8 skulle vi ha været hos gynækologen for at ha aftalt det videre forløb omkring pb 2. Det blev dog ikke nødvendigt

Jeg er ikke en af dem der tester lang tid før forventet mens, men jeg har mange cykli måttet tage en test , der selvfølgelig blev negativ, udelukkende for at fremprovokere mens (og det virker)

Men jeg kan snildt sætte mig ind i håbet, spændingen og frustrationen, og kan godt forstå at nogle kvinder bliver testmonstre..

Mama85 skriver:

Var det kærligheden til din kæreste/mand der udviklede sig naturligt til at I nåede den fase hvor det var "naturligt" at begynde at stifte familie? Eller var det en drøm du altid har haft uanset om hvilken mand der var inde i billedet? Det lyder måske lidt fjollet den måde jeg spørger på, men jeg ved at vi er så forskellige at der er nogen der ville kunne vælge sidste svarmulighed (ikke at jeg antyder til at netop du kunne gøre det) men ja, kan godt følge dig i at din motivation for at pb skal lykkes er højere pga. De faktorer I har gennemgået..må jeg have lov til at spørge hvordan det går med pb nu? 

Min mand var faktisk ik klar til at få børn da jeg ville så jeg flyttede fra ham men i den tænke pause fandt han ud af at det var nok der vores forhold var kommet til så jeg flyttede hjem igen. Men jeg var (da jeg flyttede) indstillet på at jeg sku ha børn med en anden hvis han ik ændrede mening.

Jeg har en datter på 3år og en søn på 1år nu så ganske kort efter vi mistede lykkedes det igen

Jeg tror simpelthen det handler om at det kan være svært at forstå hvad alt det påstyr skal til for når man selv har fået hvad man gerne vil have lige præcis da man gerne ville have det - som du har trådstarter - og det skal du prise dig lykkelig for

Situationen er dog en hel anden når man fx prøver meget længe uden resultat eller når man fx (som herhjemme) har været uenige om hvornår det der 'projekt baby' skulle startes. Så lærer man nye ting om sig selv som person og om sit parforhold (ikke nødvendigvis negativt). Man når at gå igennem en masse tanker som 'får vi mon nogensinde et barn?' - de tanker lyder det ikke til du nogensinde er nået at have og det er du da heldig med. Men de tanker intensiverer også det oprindelige ønske man havde om at få det der barn - altså når det ikke bare bliver givet med det samme man beder om det. Man bliver jo bange for at det aldrig kommer til at ske og det at få børn er nu og engang noget af det mest grundlæggende i livet for mange. 

I sidste ende tror jeg det kan sammenlignes med så mange andre udfordringer man kan have i livet som andre måske kan have svært ved at forstå og sætte sig ind i - for de oplevede jo ikke at det var svært for dem selv 

 

 

Er meget enig i det, de andre skriver.

For mig handlede det at teste også om at forbedre mig på en evt mens. Det kan være det mest modbydelige at få sin mens, når man f.eks er på arbejde. Forstil dig at have taget hormoner i 2 måneder op til et forsøg, og gå at håbe på at din drøm snart går i opfyldelse, for så ud af det blå få håbet HELT slukket på arbejde, hvor man så skal gå resten af dagen og være helt ok.....for mig var det rart at kunne teste i fred, også være forberedt på ovenstående situation. Jeg var bare bedre til at håndtere den skide mens, når jeg vidste den kom.

Jeg kiggede også indgående på mine test - mest for at spotte en evt bio - ved godt det lyder vanvittigt, men under mit behandlingsforløb kunne selv en bio havde givet mig håb....for så vidste man i det mindste det kunne lade sig gøre.

Det er meget svært at finde ud af, at det man ønsker sig allermest og altid har troet var en selvfølge, ikke er muligt. Ens reaktionsmønstre er ikke nødvendigvis rationelt på denne krise, og jeg er sindsyg glad for, at de mennesker jeg havde omkring mig heldigvis havde forståelse for det. Håber du kan finde samme overskud for din veninde!

Vil da også give mit besyv med:-)

jeg har aldrig været i behandling, har aldrig tænkt over om jeg skulle have børn, men fandt manden i mit liv. Og vi ville egentlig gerne have børn, men ventede lige til vi var klar.  ingen af vennerne havde fået børn, jo et par for fem-ti år siden.

Vi gik i gang, da jeg var 33 og havde boet sammen i ca. 7 år. snakkede om at det kunne tage et år igennemsnit, så ingen forventninger. Men jeg blev hurtigt gravid, to måneder efter jeg smed p-pillerne men testede først sent og en enkelt gang, da vi var på ferie.

det gik stille og roligt frem til nf, hvor det viste sig at fostret var gået til i uge 9. Min verden brød sammen, hvad var galt og hvorfor kunne jeg ikke stole på min krop?

vi gik igang igen efter en cyklus og ja man kan godt sige, at jeg var lidt besat. Pludselig testede jeg hele tiden, og hvis andre havde haft held med at blive gravide i den tid, så havde jeg nok haft svært ved at håndtere det. Det var det det handlede om.

Jeg blev heldigvis hurtigt gravid igen og endte med en dejlig datter, der selvfølgelig gør at jeg i dag ikke ville have undværet min oplevelse, så havde ikke haft hende. Men det lærte mig meget om mig selv, jeg har aldrig delt tispinde på nettet, men taget rigtig mange og læst alt hvad jeg kunne finde.

Historien har så gentaget sig for nylig, og efter endnu en MA, dog opdaget noget tidligere, er jeg igen gravid, og denne gang er det sket med både ægløsningstest og masser af graviditetstest. Dog uden at det psykisk har været tilnærmelsesvis så hårdt. jeg har været mere realistisk denne gang - jeg er trods alt 37 og har prøvet det før! 

Men jeg tror det kan handle om mange ting. For mig handlede det første gang om, at jeg mistede kontrollen over mig selv og min "skæbne" og ved at tage teste og læse alt hvad der er at læse, også andres vurderinger og erfaringer, så forsøgte jeg at genvinde lidt af den kontrol. Der er noget man bare ikke kan kontrollere, men man prøver alt hvad man kan. Anden gang var min tilgang mere praktisk. Vi skal have nr to og hvad kan jeg gøre, for at det sker hurtigst muligt.

det var mit input, håber du kan bruge det til lidt forståelse:-)