Hvor er det modbydeligt!

FrkRaarup skriver:

Har selv mistet et barn .. Og står til at skulle sige farvel en gang mere

Der er ingen retfærdighed til .


herfra

Hvad for noget?? Ikke igen da?? 

Sandratoft skriver:

Måske var det så svært at gennemskue, da du selv nævner din far i start indlægget. 

Men lige meget hvad, tror ikke det var meningen at kommentarerne havde til hensigt at gøre dig ked af det, men blot ment som en hjælp til at se det fra en anden side.

 

Jeg håber du lige så stille får det bedre og ønsker dig alt det bedste fremover. 

Men så må folk jo læse de efterfølgende indlæg og ikke bare fortsætte i samme rille. 

Mami skriver:

Men så må folk jo læse de efterfølgende indlæg og ikke bare fortsætte i samme rille. 

Det gjorde alle altså heller ikke.

Mami skriver:

Ja undskyld overskriften men jeg har brug for luft nu! 

Nogen har måske læst min tidligere tråd, men jeg fortæller lidt så alle er med. 

22 juli vågner jeg med blodet fosende ned af benene, min søn bliver taget med aks senere den dag, uge. 29+0, han klarer det rigtig godt, men 3 dage senere bliver han meget dårlig og vi får de chokerende nyheder, grad 4 blødninger i begge sider af hjernen massiv spredning, han vil ikke overleve  

dagen efter slukker vi respirator, slanger og alt det andet fra hans lille krop, han bliver lagt i mine arme og vi nyder 1,5 time sammen inden hans små øjne lukkes for altid, 4 dage gammel og helt perfekt. 

22 juni,nøjagtig en månede senere vågner jeg med blodet rendene igen, jeg græder og er helt i panik, jeg har fået mens (hvorfor samme dag?!) 

i dag er det den 22 juli jeg bløder igen og kan slet ikke klarer det, i syntes sikkert jeg er skør, men det er så svært at forklare, det gør kort sagt, så ondt

jeg ringer til min far tudene og vil bare have et trøstende ord (fortalte ham ikke om mens) og hans svar er jeg ved præcis hvordan du har det, min ex fødte 3 gange på toilettet. Jeg spørger lettere chokket hvad han mener (jeg er hans eneste barn) og han svarer, ja vi måtte samle dem op og ligge dem i en pose, øh hvad tænker jeg?! Og jeg siger mener du en sa? Og han svarer ja. 

Jeg ligger bare på magter det slet ikke! Jeg er sikker på det var røv hårdt ( har selv haft 2 sa) men det er fandme ikke det samme! 

Undskyld den lange rodede indlæg, tak for i læste med havde brug for luft 

Christine skriver:

Det gjorde alle altså heller ikke.

1 har reageret på mit efterfølgende indlæg, de 2 andre ingen respons. 

Og folk fortsat debatten. 

Ingen tænkte åbenbart på at jeg skrev jeg havde brug for luft i disse dage (2 måneders  dagene) nej jeg skulle i stedet "hjælpes" til at rumme min fars sorg lige præcis og jeg skulle " hjælpes" til at forstå at han føler lige præcis det samme og hans sitiuation er præcis den samme. 

Som jeg skrev tidligere prøvet jeg at sige fra overfor ham, men det blev pænt ignoreret og jeg lagde røret på. 

Herinde prøvede jeg at dele min frustration over det hele, min far var dråben der fik bæret til at flyde over. Men ikke engang i kategorien. "Mistet et barn" kunne jeg puste ud, uden at skulle rumme andres sorg.

min sorg bliver pænt ignoreret for andres sorg og hvornår man sørger er langt vigtere. 

Det er jo et krav efterhånden at man er et slags super menneske der kan det hele, altid siger og føler det rigtige har overskud til alle andre og kan rumme alle andres sorg uagtet at det kun er 2 måneder siden og man stadig er i dyb sorg. 

M_V skriver:

det må være så forfærdelig hårdt. Hvor er du stærk at være kommet igennem det første år.

Er sikker på din far har sagt det for at trøste dig, og ikke for at sammenligne

Det første år? Det er 2 mdr siden? 

Kan i ikke snart droppe min far? Det handler ikke om ham. 

Men tak føler mig ikke stærk <3

Mami skriver:

Det første år? Det er 2 mdr siden? 

Kan i ikke snart droppe min far? Det handler ikke om ham. 

Men tak føler mig ikke stærk <3

M_V skriver:

Undskyld jeg havde læst forkert og troede det var årsdagen. Men om det er 1 år siden eller 2 måneder siden, så er man stærk når man kan gennemleve et så stort tab.

Tak <3

Mami skriver:

1 har reageret på mit efterfølgende indlæg, de 2 andre ingen respons. 

Og folk fortsat debatten. 

Ingen tænkte åbenbart på at jeg skrev jeg havde brug for luft i disse dage (2 måneders  dagene) nej jeg skulle i stedet "hjælpes" til at rumme min fars sorg lige præcis og jeg skulle " hjælpes" til at forstå at han føler lige præcis det samme og hans sitiuation er præcis den samme. 

Som jeg skrev tidligere prøvet jeg at sige fra overfor ham, men det blev pænt ignoreret og jeg lagde røret på. 

Herinde prøvede jeg at dele min frustration over det hele, min far var dråben der fik bæret til at flyde over. Men ikke engang i kategorien. "Mistet et barn" kunne jeg puste ud, uden at skulle rumme andres sorg.

min sorg bliver pænt ignoreret for andres sorg og hvornår man sørger er langt vigtere. 

Det er jo et krav efterhånden at man er et slags super menneske der kan det hele, altid siger og føler det rigtige har overskud til alle andre og kan rumme alle andres sorg uagtet at det kun er 2 måneder siden og man stadig er i dyb sorg. 

Jeg synes mit svar var renset for de ting du nævner og jeg læste flere svar der ligeledes undlod at diskutere sorg og din far generelt. Så håber du kan sortere lidt i svarene og være glad for dem du synes at du kan bruge til noget.

Selvfølgelig skal du ikke rumme andres sorg og selvfølgelig har du lov til at forlange forståelse. Og hvis det hjælper noget, så er jeg sikker på alle føler med dig. Jeg håber du kan få hjælp, måske via hospitalet, til at bearbejde forløbet, for det lyder godt nok hårdt og traumatiserende.

Og jeg håber du har andre til at støtte dig, når din far ikke kan være der for dig?

Har du brug for det så skriv endelig til mig   Line hjalp mig rigtig meget med at forstå at hvad jeg gjorde og følte er helt rigtigt for hvor jeg nu var i min sorg - det du føler er fuldstændig okay