Hvor er det modbydeligt!

Denne her tråd har vendt og drejet i mit hoved i en del af dagen. Og undskyld på forhånd ts men jeg har behov for at give en lille forklaring i hvert fald på hvorfor jeg stejler når nogen partout vil sammenligne min datter med en sa før uge 12.

At miste et lille barn det være sig i maven, et for tidligt født eller som mig en nyfødt er også en kamp for at få anerkendt sit barn.  Jeg mødte fx en jordemoder i efterfølgende graviditet der spurgte: kunne man amme det? Jeg har diskuteret med en sundhedsplejerske om hvor mange børn jeg havde fordi hun syntes det var i overkanten at jeg talte Lia med som mit barn og hun nægtede at gøre det. Malmros fx overlevede selv tabet ved at holde fast i et barn ikke får en personlighed før de bliver 9 mnd og noget tilsvarende har jeg mødt i bemærkninger som: det var da godt hun ikke nåede at blive 1 år for så havde du nok ikke kunne leve videre.

Og når så nogen i vi skal rumme alle tanken vil sammenligne netop min datter med det at sige farvel til et foster, en drøm om der måske om 7 mnd kunne komme en baby,  så træder de lige ned i den hvepserede. 

Det handler jo ikke om folk der har mistet ikke anerkender den store sorg det kan være at abortere før 12. Uge, at de vil gøre sig til noget særligt, de vil have patent på sorgen... det handler alene om man vil have anerkendelse af sit barn og man vil have anerkendelse for det helvede man står i. Og vil tro de fleste helst ville kunne skrive netop det ud af sit cv som mor - jeg ville i hvert fald meget gerne være foruden at skulle definere min mor rolle som mor til et dødt barn. For ja min datter er død, ja drømmen om vores fremtid sammen fysisk er pakket væk (næsten) men det betyder ikke jeg ophørte med at være hendes mor. Jeg er lige så meget hendes mor som jeg er mor til mine 3 levende - og nej jeg har ikke haft en sa før uge 12, men jeg har stadig ikke mødt nogen der sagde de var mor til en sa og der i ser jeg forskellen. Jeg og ts og andre der hr skrevet i denne tråd er mor uden et fysisk barn og det er f.... hårdt skal jeg hilse lg sige også efter 8 år og ja kender nogen der vil fortælle det også er hårdt efter 25 år....

Mami skriver:

Tusind tak for din besked den varmer 

Det var da så lidt og bestemt det mindste jeg kunne gøre!
Jeg kan se du har haft det lidt svært med andre der har kommenteret på din far, det var bestemt ikke for at træde mere rundt i det! For jeg synes på ingen måde du skal rumme hans sorg oveni din egen og jeg kan godt forstå at det var mere end hvad du magtede! Håber min intention ikke blev misforstået

lineog4 skriver:

Denne her tråd har vendt og drejet i mit hoved i en del af dagen. Og undskyld på forhånd ts men jeg har behov for at give en lille forklaring i hvert fald på hvorfor jeg stejler når nogen partout vil sammenligne min datter med en sa før uge 12.

At miste et lille barn det være sig i maven, et for tidligt født eller som mig en nyfødt er også en kamp for at få anerkendt sit barn.  Jeg mødte fx en jordemoder i efterfølgende graviditet der spurgte: kunne man amme det? Jeg har diskuteret med en sundhedsplejerske om hvor mange børn jeg havde fordi hun syntes det var i overkanten at jeg talte Lia med som mit barn og hun nægtede at gøre det. Malmros fx overlevede selv tabet ved at holde fast i et barn ikke får en personlighed før de bliver 9 mnd og noget tilsvarende har jeg mødt i bemærkninger som: det var da godt hun ikke nåede at blive 1 år for så havde du nok ikke kunne leve videre.

Og når så nogen i vi skal rumme alle tanken vil sammenligne netop min datter med det at sige farvel til et foster, en drøm om der måske om 7 mnd kunne komme en baby,  så træder de lige ned i den hvepserede. 

Det handler jo ikke om folk der har mistet ikke anerkender den store sorg det kan være at abortere før 12. Uge, at de vil gøre sig til noget særligt, de vil have patent på sorgen... det handler alene om man vil have anerkendelse af sit barn og man vil have anerkendelse for det helvede man står i. Og vil tro de fleste helst ville kunne skrive netop det ud af sit cv som mor - jeg ville i hvert fald meget gerne være foruden at skulle definere min mor rolle som mor til et dødt barn. For ja min datter er død, ja drømmen om vores fremtid sammen fysisk er pakket væk (næsten) men det betyder ikke jeg ophørte med at være hendes mor. Jeg er lige så meget hendes mor som jeg er mor til mine 3 levende - og nej jeg har ikke haft en sa før uge 12, men jeg har stadig ikke mødt nogen der sagde de var mor til en sa og der i ser jeg forskellen. Jeg og ts og andre der hr skrevet i denne tråd er mor uden et fysisk barn og det er f.... hårdt skal jeg hilse lg sige også efter 8 år og ja kender nogen der vil fortælle det også er hårdt efter 25 år....

Undskyld mig men det var dog nogle uempatiske fagfolk du har været i hænderne på!

Og ja det er da faktisk en meget god tanke om man føler man er blevet mor eller ej.

lineog4 skriver:

Denne her tråd har vendt og drejet i mit hoved i en del af dagen. Og undskyld på forhånd ts men jeg har behov for at give en lille forklaring i hvert fald på hvorfor jeg stejler når nogen partout vil sammenligne min datter med en sa før uge 12.

At miste et lille barn det være sig i maven, et for tidligt født eller som mig en nyfødt er også en kamp for at få anerkendt sit barn.  Jeg mødte fx en jordemoder i efterfølgende graviditet der spurgte: kunne man amme det? Jeg har diskuteret med en sundhedsplejerske om hvor mange børn jeg havde fordi hun syntes det var i overkanten at jeg talte Lia med som mit barn og hun nægtede at gøre det. Malmros fx overlevede selv tabet ved at holde fast i et barn ikke får en personlighed før de bliver 9 mnd og noget tilsvarende har jeg mødt i bemærkninger som: det var da godt hun ikke nåede at blive 1 år for så havde du nok ikke kunne leve videre.

Og når så nogen i vi skal rumme alle tanken vil sammenligne netop min datter med det at sige farvel til et foster, en drøm om der måske om 7 mnd kunne komme en baby,  så træder de lige ned i den hvepserede. 

Det handler jo ikke om folk der har mistet ikke anerkender den store sorg det kan være at abortere før 12. Uge, at de vil gøre sig til noget særligt, de vil have patent på sorgen... det handler alene om man vil have anerkendelse af sit barn og man vil have anerkendelse for det helvede man står i. Og vil tro de fleste helst ville kunne skrive netop det ud af sit cv som mor - jeg ville i hvert fald meget gerne være foruden at skulle definere min mor rolle som mor til et dødt barn. For ja min datter er død, ja drømmen om vores fremtid sammen fysisk er pakket væk (næsten) men det betyder ikke jeg ophørte med at være hendes mor. Jeg er lige så meget hendes mor som jeg er mor til mine 3 levende - og nej jeg har ikke haft en sa før uge 12, men jeg har stadig ikke mødt nogen der sagde de var mor til en sa og der i ser jeg forskellen. Jeg og ts og andre der hr skrevet i denne tråd er mor uden et fysisk barn og det er f.... hårdt skal jeg hilse lg sige også efter 8 år og ja kender nogen der vil fortælle det også er hårdt efter 25 år....

Jamen så vil jeg da gerne sige det.
Alle dem jeg har mistet før uge 12 var også mine børn..og jeg var mor til dem alle.
De var små stjerner, der KUNNE være blevet til børn, hvis ikke naturen havde villet det anderledes.
Så enkelt er det.
Og jeg ved at de mødre der har mistet før uge 12 føler den samme sorg ved tanken om det lille barn, der ikke blev til noget. Det gør ondt og savnet er der.
Men igen...vi er alle forskellige, og kan i virkeligheden kun tale for os selv.

SussieThyssen skriver:

Jamen så vil jeg da gerne sige det.
Alle dem jeg har mistet før uge 12 var også mine børn..og jeg var mor til dem alle.
De var små stjerner, der KUNNE være blevet til børn, hvis ikke naturen havde villet det anderledes.
Så enkelt er det.
Og jeg ved at de mødre der har mistet før uge 12 føler den samme sorg ved tanken om det lille barn, der ikke blev til noget. Det gør ondt og savnet er der.
Men igen...vi er alle forskellige, og kan i virkeligheden kun tale for os selv.

Men Lia var ikke en stjerne der kunne være blevet et barn,  hun var et barn der nu kan male himlen lyserød. Hun var ikke bare en drøm, hun var og er.

Jeg var ikke mor til hende, jeg er mor til hende... 

Jeg savner hende ikke, jeg mangler hende... og jeg lever som mor til hende hver evig eneste dag på lige fod men en anderledes defineret rolle end til de andre levende. Der går ikke en dag hvor jeg ikke taler med hende, siger godmorgen og godnat til hende. Der går ikke en dag hvor mit hjerte ikke strejfer hendes.

Ja jeg skal ikke sige om det er det samme med de sa før 12 uge andre har haft, men jeg kan sige jeg ikke bruger verbet er i datid om mig som mor. Og at Lia var et barn og ikke drømmen om et barn

lineog4 skriver:

Men Lia var ikke en stjerne der kunne være blevet et barn,  hun var et barn der nu kan male himlen lyserød. Hun var ikke bare en drøm, hun var og er.

Jeg var ikke mor til hende, jeg er mor til hende... 

Jeg savner hende ikke, jeg mangler hende... og jeg lever som mor til hende hver evig eneste dag på lige fod men en anderledes defineret rolle end til de andre levende. Der går ikke en dag hvor jeg ikke taler med hende, siger godmorgen og godnat til hende. Der går ikke en dag hvor mit hjerte ikke strejfer hendes.

Ja jeg skal ikke sige om det er det samme med de sa før 12 uge andre har haft, men jeg kan sige jeg ikke bruger verbet er i datid om mig som mor. Og at Lia var et barn og ikke drømmen om et barn

Der kan du jo se..vi er forskellige i vores måde at se/sige tingene.
I mit univers så er man datid når man er død.
Min farmor VAR et menneske, men hun er død, min far VAR et menneske, men han er også død.
Mine børns fædre er også døde..de VAR mennesker og i live ..og de børn jeg har mistet VAR også i live...men de er ALLE stjerner.

Jeg tror det er uendeligt vigtigt at man forsøger at forstå at man ikke har patent på sorg.
Og at ens egen sorg ikke er mere berettiget end andres.

SussieThyssen skriver:

Der kan du jo se..vi er forskellige i vores måde at se/sige tingene.
I mit univers så er man datid når man er død.
Min farmor VAR et menneske, men hun er død, min far VAR et menneske, men han er også død.
Mine børns fædre er også døde..de VAR mennesker og i live ..og de børn jeg har mistet VAR også i live...men de er ALLE stjerner.

Jeg tror det er uendeligt vigtigt at man forsøger at forstå at man ikke har patent på sorg.
Og at ens egen sorg ikke er mere berettiget end andres.

Det handler ikke om at have patent men om en anerkendelse af at sorg har forskellige ansigter. Den sorg, som jeg faktisk ofte søger et andet ord for end sorg, jeg har i og med Lia ikke fik lov at leve videre er på ingen måde sammenlignelig med min sorg over jeg havde min far og pap far alt for kort tid. Det betyder ikke den ene sorg er større, dybere eller noget som helst men bare at den er forskellig og jeg ikke kan parallellisere, jeg kunne ikke tage noget fra den ene og forsøge st begribe den anden med. Derimod kan jeg når jeg møder nogen der har mistet efter et kræftforløb se paralleller i tankerne om min fars død,  når jeg møder nogen som har mistet et barn føler jeg også en samhørighed - og den er for det meste stor og gør jeg føler mig forstået og det uafhængigt af om det er min skønne veninde fra Jehova, den muslimske, kristne eller ateisten.  Det har faktisk aldrig været særlig vigtigt hvad man mente der var efter døden - skægt nok når det var døden der gjorde vi fandt sammen.

Men ja vi er forskellige og ingen skal få mig til at sige Lia var som Lia i 8. Uge i min mave. Og det er ikke det samme som at have patent eller tale en sorg ned, men blot at anerkende forskelle

SussieThyssen skriver:

Der kan du jo se..vi er forskellige i vores måde at se/sige tingene.
I mit univers så er man datid når man er død.
Min farmor VAR et menneske, men hun er død, min far VAR et menneske, men han er også død.
Mine børns fædre er også døde..de VAR mennesker og i live ..og de børn jeg har mistet VAR også i live...men de er ALLE stjerner.

Jeg tror det er uendeligt vigtigt at man forsøger at forstå at man ikke har patent på sorg.
Og at ens egen sorg ikke er mere berettiget end andres.

Og så må jeg lige sige jeg slet ikke ser min sorg som mere berettiget end nogen som helst anden - er nemlig en af dem der synes det andre oplever er værre end det jeg oplevede for det har jeg jo aldrig oplevet.

Og jeg byttede alt væk for at kunne skrive mig ud af den minoritets gruppe hvor man har mistet et barn.  Og jeg er også en af dem der mener sorg er relativt og derfor på ingen måde kan gradbøjes. 

Men jo jeg er rimelig stædig når det handler om anerkendelse af Lia som et barn og ikke drømmen om et barn der kunne være.

lineog4 skriver:

Og så må jeg lige sige jeg slet ikke ser min sorg som mere berettiget end nogen som helst anden - er nemlig en af dem der synes det andre oplever er værre end det jeg oplevede for det har jeg jo aldrig oplevet.

Og jeg byttede alt væk for at kunne skrive mig ud af den minoritets gruppe hvor man har mistet et barn.  Og jeg er også en af dem der mener sorg er relativt og derfor på ingen måde kan gradbøjes. 

Men jo jeg er rimelig stædig når det handler om anerkendelse af Lia som et barn og ikke drømmen om et barn der kunne være.

Jamen selvfølgelig er hun da det
Hun har jo været en del af dig i dit liv.
Ligesom mine har været og altid vil være en del af mit liv..uanset om jeg kun nåede at mærke dem i 10 uger, 8 mdr. eller ser dem gå rundt på to ben.