Hvor er det modbydeligt!

Ja undskyld overskriften men jeg har brug for luft nu! 

Nogen har måske læst min tidligere tråd, men jeg fortæller lidt så alle er med. 

22 juli vågner jeg med blodet fosende ned af benene, min søn bliver taget med aks senere den dag, uge. 29+0, han klarer det rigtig godt, men 3 dage senere bliver han meget dårlig og vi får de chokerende nyheder, grad 4 blødninger i begge sider af hjernen massiv spredning, han vil ikke overleve  

dagen efter slukker vi respirator, slanger og alt det andet fra hans lille krop, han bliver lagt i mine arme og vi nyder 1,5 time sammen inden hans små øjne lukkes for altid, 4 dage gammel og helt perfekt. 

22 juni,nøjagtig en månede senere vågner jeg med blodet rendene igen, jeg græder og er helt i panik, jeg har fået mens (hvorfor samme dag?!) 

i dag er det den 22 juli jeg bløder igen og kan slet ikke klarer det, i syntes sikkert jeg er skør, men det er så svært at forklare, det gør kort sagt, så ondt

jeg ringer til min far tudene og vil bare have et trøstende ord (fortalte ham ikke om mens) og hans svar er jeg ved præcis hvordan du har det, min ex fødte 3 gange på toilettet. Jeg spørger lettere chokket hvad han mener (jeg er hans eneste barn) og han svarer, ja vi måtte samle dem op og ligge dem i en pose, øh hvad tænker jeg?! Og jeg siger mener du en sa? Og han svarer ja. 

Jeg ligger bare på magter det slet ikke! Jeg er sikker på det var røv hårdt ( har selv haft 2 sa) men det er fandme ikke det samme! 

Undskyld den lange rodede indlæg, tak for i læste med havde brug for luft 

Ved ikke hva jeg kan sige der kan hjælpe, men sender et kram. 

Ved ikke hva jeg kan sige der kan hjælpe, men sender et kram. 

Mami skriver:

Ja undskyld overskriften men jeg har brug for luft nu! 

Nogen har måske læst min tidligere tråd, men jeg fortæller lidt så alle er med. 

22 juli vågner jeg med blodet fosende ned af benene, min søn bliver taget med aks senere den dag, uge. 29+0, han klarer det rigtig godt, men 3 dage senere bliver han meget dårlig og vi får de chokerende nyheder, grad 4 blødninger i begge sider af hjernen massiv spredning, han vil ikke overleve  

dagen efter slukker vi respirator, slanger og alt det andet fra hans lille krop, han bliver lagt i mine arme og vi nyder 1,5 time sammen inden hans små øjne lukkes for altid, 4 dage gammel og helt perfekt. 

22 juni,nøjagtig en månede senere vågner jeg med blodet rendene igen, jeg græder og er helt i panik, jeg har fået mens (hvorfor samme dag?!) 

i dag er det den 22 juli jeg bløder igen og kan slet ikke klarer det, i syntes sikkert jeg er skør, men det er så svært at forklare, det gør kort sagt, så ondt

jeg ringer til min far tudene og vil bare have et trøstende ord (fortalte ham ikke om mens) og hans svar er jeg ved præcis hvordan du har det, min ex fødte 3 gange på toilettet. Jeg spørger lettere chokket hvad han mener (jeg er hans eneste barn) og han svarer, ja vi måtte samle dem op og ligge dem i en pose, øh hvad tænker jeg?! Og jeg siger mener du en sa? Og han svarer ja. 

Jeg ligger bare på magter det slet ikke! Jeg er sikker på det var røv hårdt ( har selv haft 2 sa) men det er fandme ikke det samme! 

Undskyld den lange rodede indlæg, tak for i læste med havde brug for luft 

Har selv mistet et barn .. Og står til at skulle sige farvel en gang mere

Der er ingen retfærdighed til .


herfra

FrkRaarup skriver:

Har selv mistet et barn .. Og står til at skulle sige farvel en gang mere

Der er ingen retfærdighed til .


herfra

WHAT??? Og undskyld ts. Det er en ufattelig svær situation - og jeg tror også jeg ville HADE min krop for at udsætte mig for det hver måned...

Jeg synes det er rigtigt synd for dig, at du har mistet dit lille barn.
Men jeg kommer også til at sige dig imod..for JO det er det samme..jeg har været gennem det hele, og tabet ER det samme...for MIG var det.

Du har din sorg..og føler dit omkring det du har oplevet..men din far har lige så meget ret til at føle en lige så stor sorg om sit.
Så din sorg til trods, så kan du ikke være bekendt at nedgøre hans tab, og slet ikke kalde det modbydeligt (måske har jeg misforstået din mening med overskriften)

Jeg har selv siddet med et barn der levede i 2 timer og set ham dø, men jeg har også siddet med 2 dødfødte og hver eneste var et bundløst dyb af sorg og tab.
Jeg synes at du skal glæde dig over at du trods alt havde de dage sammen med dit barn, at du nåede at få den tid, det gjorde vi andre ikke....heller ikke din far.

Kærligst
Sussie

For ikke så lang tid siden lavede jeg en tråd om det samme.

Jeg kan slet ikke forstå når nogen sammenligner min lille Isaac med en abort, han var og er alt andet end en abort.

Jeg vil gerne respektere at det også har/er hårdt for dem der har fået en abort, det er jo aldrig sjovt lige meget hvad, men bliver rigtig ked når de snakker om det som om de har prøvet det samme.

Jeg fødte et velskabt barn, det er en abort ikke.

Jeg kan virkelig godt følge dig 

(og d. 22 er bare en dum dum dato, fødte selv d. 22/12)

SussieThyssen skriver:

Jeg synes det er rigtigt synd for dig, at du har mistet dit lille barn.
Men jeg kommer også til at sige dig imod..for JO det er det samme..jeg har været gennem det hele, og tabet ER det samme...for MIG var det.

Du har din sorg..og føler dit omkring det du har oplevet..men din far har lige så meget ret til at føle en lige så stor sorg om sit.
Så din sorg til trods, så kan du ikke være bekendt at nedgøre hans tab, og slet ikke kalde det modbydeligt (måske har jeg misforstået din mening med overskriften)

Jeg har selv siddet med et barn der levede i 2 timer og set ham dø, men jeg har også siddet med 2 dødfødte og hver eneste var et bundløst dyb af sorg og tab.
Jeg synes at du skal glæde dig over at du trods alt havde de dage sammen med dit barn, at du nåede at få den tid, det gjorde vi andre ikke....heller ikke din far.

Kærligst
Sussie

Har ikke prøvet nogle af delene " kun " at opleve af mit foster var gået til ved NF skanning .

og jeg vil på ingen måde sammen ligne at mistet et barn i uge 29 og mistet et foster.

det er i mine øjne 2 vidt forskellige situationer. Men ja sorgen over at mistet barnet er der.

Kan også huske da jeg fik menstruation efter vi havde mistet Lia. Jeg styrtblødte og var så bange for alt var forkert. Endte med at blive undersøgt, falde om og og og... og for dig er det jo sikkert dobbelt fordi hele din søns for tidlige start på livet starter med blødning og du derfor næsten for et dejavu.

Med hensyn til din far tænker jeg det måske var længere end du tænker siden de samler fosteret op. Måske du skulle spørge og måske I kunne finde hinanden fordi han måske forstår mere end du tror. Jeg har efter jeg har mistet mødt andre der har mistet fra ca 16. Uge og det er ikke antallet af uger i maven, eller levede dage der har været udslagsgivende for om jeg følte samhørigheden.

grinny skriver:

For ikke så lang tid siden lavede jeg en tråd om det samme.

Jeg kan slet ikke forstå når nogen sammenligner min lille Isaac med en abort, han var og er alt andet end en abort.

Jeg vil gerne respektere at det også har/er hårdt for dem der har fået en abort, det er jo aldrig sjovt lige meget hvad, men bliver rigtig ked når de snakker om det som om de har prøvet det samme.

Jeg fødte et velskabt barn, det er en abort ikke.

Jeg kan virkelig godt følge dig 

(og d. 22 er bare en dum dum dato, fødte selv d. 22/12)

Det forstår jeg simpelthen heller ikke.

At miste et foster og et barn er i mine øjne 2 vidt forskellige ting uden at have prøvet det.

TS kæmpe kram