Hvor er det modbydeligt!

Mami skriver:

Nej det er 2 måneder siden. 

Fødte 22 maj 2014 han døde den 26 maj 2014

Første mens 22 juni 2014 

anden mens 22 juli 2014

ja langt de fleste overlever fødsel i uge 29 det sagde lægerne også det er meget sjældent det sker det vi var ude for

Ok - så hænger det sammen i mit hoved...

Mami skriver:

Ja undskyld overskriften men jeg har brug for luft nu! 

Nogen har måske læst min tidligere tråd, men jeg fortæller lidt så alle er med. 

22 juli vågner jeg med blodet fosende ned af benene, min søn bliver taget med aks senere den dag, uge. 29+0, han klarer det rigtig godt, men 3 dage senere bliver han meget dårlig og vi får de chokerende nyheder, grad 4 blødninger i begge sider af hjernen massiv spredning, han vil ikke overleve  

dagen efter slukker vi respirator, slanger og alt det andet fra hans lille krop, han bliver lagt i mine arme og vi nyder 1,5 time sammen inden hans små øjne lukkes for altid, 4 dage gammel og helt perfekt. 

22 juni,nøjagtig en månede senere vågner jeg med blodet rendene igen, jeg græder og er helt i panik, jeg har fået mens (hvorfor samme dag?!) 

i dag er det den 22 juli jeg bløder igen og kan slet ikke klarer det, i syntes sikkert jeg er skør, men det er så svært at forklare, det gør kort sagt, så ondt

jeg ringer til min far tudene og vil bare have et trøstende ord (fortalte ham ikke om mens) og hans svar er jeg ved præcis hvordan du har det, min ex fødte 3 gange på toilettet. Jeg spørger lettere chokket hvad han mener (jeg er hans eneste barn) og han svarer, ja vi måtte samle dem op og ligge dem i en pose, øh hvad tænker jeg?! Og jeg siger mener du en sa? Og han svarer ja. 

Jeg ligger bare på magter det slet ikke! Jeg er sikker på det var røv hårdt ( har selv haft 2 sa) men det er fandme ikke det samme! 

Undskyld den lange rodede indlæg, tak for i læste med havde brug for luft 

22 maj fødte jeg, ikke 22 juli

Mami skriver:

Ja undskyld overskriften men jeg har brug for luft nu! 

Nogen har måske læst min tidligere tråd, men jeg fortæller lidt så alle er med. 

22 juli vågner jeg med blodet fosende ned af benene, min søn bliver taget med aks senere den dag, uge. 29+0, han klarer det rigtig godt, men 3 dage senere bliver han meget dårlig og vi får de chokerende nyheder, grad 4 blødninger i begge sider af hjernen massiv spredning, han vil ikke overleve  

dagen efter slukker vi respirator, slanger og alt det andet fra hans lille krop, han bliver lagt i mine arme og vi nyder 1,5 time sammen inden hans små øjne lukkes for altid, 4 dage gammel og helt perfekt. 

22 juni,nøjagtig en månede senere vågner jeg med blodet rendene igen, jeg græder og er helt i panik, jeg har fået mens (hvorfor samme dag?!) 

i dag er det den 22 juli jeg bløder igen og kan slet ikke klarer det, i syntes sikkert jeg er skør, men det er så svært at forklare, det gør kort sagt, så ondt

jeg ringer til min far tudene og vil bare have et trøstende ord (fortalte ham ikke om mens) og hans svar er jeg ved præcis hvordan du har det, min ex fødte 3 gange på toilettet. Jeg spørger lettere chokket hvad han mener (jeg er hans eneste barn) og han svarer, ja vi måtte samle dem op og ligge dem i en pose, øh hvad tænker jeg?! Og jeg siger mener du en sa? Og han svarer ja. 

Jeg ligger bare på magter det slet ikke! Jeg er sikker på det var røv hårdt ( har selv haft 2 sa) men det er fandme ikke det samme! 

Undskyld den lange rodede indlæg, tak for i læste med havde brug for luft 

Jeg forstår dig udemærket....

 

folk..både venner, familie og andre kan ha en alder helveds dårlig vane med at samligne andres sorg med sin egen..

 

Hvad er der blevet af at man kan sige hold kæft hvor det hele stinker og få trøst uden at man skal høre om andres elendighed osv, når man bare har behov for en skulder og trøstende ord, og at man er 100% i fokus...

 

nogle gange får man bare lyst til at skrige folk ind i hovedet når de begynder

 

det gør mig oprigtig ondt at du har mistet, og at du skal opleve disse ting....

 

 

 

Og til jer der sidder og kloger løs i hvem der må føle hvad og hvad der er værst... I BURDE DÆLME SKAMME JER...

gang på gang bliver jeg målløs over den opførsel i kan finde på at ha herinde! 

stjernehimmel skriver:

Jeg forstår dig udemærket....

 

folk..både venner, familie og andre kan ha en alder helveds dårlig vane med at samligne andres sorg med sin egen..

 

Hvad er der blevet af at man kan sige hold kæft hvor det hele stinker og få trøst uden at man skal høre om andres elendighed osv, når man bare har behov for en skulder og trøstende ord, og at man er 100% i fokus...

 

nogle gange får man bare lyst til at skrige folk ind i hovedet når de begynder

 

det gør mig oprigtig ondt at du har mistet, og at du skal opleve disse ting....

 

 

 

Og til jer der sidder og kloger løs i hvem der må føle hvad og hvad der er værst... I BURDE DÆLME SKAMME JER...

gang på gang bliver jeg målløs over den opførsel i kan finde på at ha herinde! 

Mange tak, det er lige præcis sådan jeg har det 

Tusind tak 

Syntes virkelig heller ikke det er særlig rart 

Kan jeg virkelig godt forstå og første gang jeg læste dit indlæg var det MEGET tydeligt for mig at det var et "lufte ud" indlæg, bestemt ikke noget der var lagt op til debat om hvilke følelser der er de rigtige! Men da jeg så den begyndte at snige sig op på fem-seks sider blev jeg igen nysgerrig og ville læse de medfølende ord du fik med på vejen og ville selv give et, men så ser jeg bare at der bliver kørt i hvordan du bør føle og hvordan du ikke kan tillade dig at lade din far have en sorg.

PUHA det er fandeme tankeløst af folk! Og ja det mener jeg sgu, det er overhovedet ikke fair at du skal bonkes oveni hovedet for nogle følelser du ikke kan gøre for og som du forresten er i din FULDE RET til at føle!

 

Jeg forstår dig udemærket og jeg har sgu selv tænkt tanken om at folk skal holde deres kæft når jeg bare ville fortælle om hvordan jeg havde det med min fars død og så de straks begyndte med at "Ja da min far døde........." eller "Ej føler du sådan?"

Det er pisse irriterende for, JA, du tænker DYBT irrationelt lige nu og du har ikke RUM til min eller andres sorg når du er hvor du er.

Du skal intet høre fra mig andet end at jeg 100% forstår dig, din mens lige nu er meget uvelkommen fordi den minder dig om en dag som du slet ikke havde lyst til at opleve og ja, din far ville måske bare vise at han forstår dig, MEN det skal han bare sige han gør og så gemme hans historie til en anden dag.

 

Og jeg kondolerer mange mange gange 

 

Mami skriver:

I guder . 

Det handler ikke  om alle andres sorg, følelser og ret til at sørge! 

Det handler om min sorg, det er præcis 2 måneder siden i dag jeg fødte jeg græder stadig dagligt og går i behandling, jeg ringer til ham for at få trøstede ord men i stedet ender jeg med at sidde og skulle rumme hans 20 år gamle sorg, det er for meget for mig i dag, jeg forsøger at sige fra men bliver ikke hørt og ligger på. 

Finder senere udaf der er pyntet rigtig meget på detaljerne, 

oven i hatten er det nøjagtig 2 måneder siden jeg vågnede med blod ned af benene og fødte vores søn i et ekstremet voldsomt kejsersnit, med en bedøvelse i ryggen der ikke virkede, fuld nakose, blod tab og et ar der gør så ondt! Fejl fra lægernes side i graviditeten og lign. Moderkage løsningen kunne være opdaget. 

Og lige præcis i det har jeg fået mens og har derfor "glæden" af en fuld de ja vu. 

Og nej der var ikke lagt op til debat, det var lagt op til det jeg skrev, dagen i dag er led og modbydelig og jeg har brug for luft. 

 

Stakkels dig, du trænger vist til et stort kram

Diskussionen i denne tråd har da taget en drejning, der ikke er så hensigtsmæssig for dig.

Jeg har heldig vis ikke prøvet nogle af delene, men i min verden er der stor forskel på at stå med et barn i armene og miste før 12 uge. Der er naturligvis en stor sorg ved begge dele, men det er som jeg ser det sorg på to vidt forskellige måder. Ingen mennesker skal begrave deres børn, det er simpelthen umenneskeligt!

Det gør mig så ondt, at du skal igennem det og jeg forstår godt at det hele kommer væltende tilbage hver gang du får mens! Jeg håber inderligt at du får noget hjælp og at det hjælper dig.

I forhold til din far så håber jeg at det var et kluntet forsøg på at række ud og sige at han ved det er svært. Mange og måske især mænd i forældre generationen ved ikke helt hvad de skal sige i sådan en situation og derfor kan det nok blive sagt upassende. Det håber jeg. Og alt andet lige, så ved han jo ikke hvordan det er at sige farvel til et levedygtigt barn, og tænker måske at sorgen er noget nær den samme.

Pyha det blev en lang smøre, håber du ikke er gået kold på halvvejen.

Et stort kram skal du i hvert fald have

Muhmi skriver:

Kan jeg virkelig godt forstå og første gang jeg læste dit indlæg var det MEGET tydeligt for mig at det var et "lufte ud" indlæg, bestemt ikke noget der var lagt op til debat om hvilke følelser der er de rigtige! Men da jeg så den begyndte at snige sig op på fem-seks sider blev jeg igen nysgerrig og ville læse de medfølende ord du fik med på vejen og ville selv give et, men så ser jeg bare at der bliver kørt i hvordan du bør føle og hvordan du ikke kan tillade dig at lade din far have en sorg.

PUHA det er fandeme tankeløst af folk! Og ja det mener jeg sgu, det er overhovedet ikke fair at du skal bonkes oveni hovedet for nogle følelser du ikke kan gøre for og som du forresten er i din FULDE RET til at føle!

 

Jeg forstår dig udemærket og jeg har sgu selv tænkt tanken om at folk skal holde deres kæft når jeg bare ville fortælle om hvordan jeg havde det med min fars død og så de straks begyndte med at "Ja da min far døde........." eller "Ej føler du sådan?"

Det er pisse irriterende for, JA, du tænker DYBT irrationelt lige nu og du har ikke RUM til min eller andres sorg når du er hvor du er.

Du skal intet høre fra mig andet end at jeg 100% forstår dig, din mens lige nu er meget uvelkommen fordi den minder dig om en dag som du slet ikke havde lyst til at opleve og ja, din far ville måske bare vise at han forstår dig, MEN det skal han bare sige han gør og så gemme hans historie til en anden dag.

 

Og jeg kondolerer mange mange gange 

 

Der kan man jo være dybt forskellige, for jeg har altid fået en del ud af at høre andres historier især fordi jeg havde stort behov for at føle jeg ikke var helt alene for det følte jeg, at jeg var kunne ikke tro andre også stod i en situation som var så grotesk.  Derudover følte jeg at jeg stod på randen af vanvid og det hjalp at vide at mine vanvittige tanker blev delt af andre. Min redning,  det der gjorde jeg vendte ryggen til "ikke-livet" var at møde ligesindede der netop sagde: da jeg...

Så en som mig ville så altid træde i spinaten fordi jeg giver det der hjalp mig.

Muhmi skriver:

Kan jeg virkelig godt forstå og første gang jeg læste dit indlæg var det MEGET tydeligt for mig at det var et "lufte ud" indlæg, bestemt ikke noget der var lagt op til debat om hvilke følelser der er de rigtige! Men da jeg så den begyndte at snige sig op på fem-seks sider blev jeg igen nysgerrig og ville læse de medfølende ord du fik med på vejen og ville selv give et, men så ser jeg bare at der bliver kørt i hvordan du bør føle og hvordan du ikke kan tillade dig at lade din far have en sorg.

PUHA det er fandeme tankeløst af folk! Og ja det mener jeg sgu, det er overhovedet ikke fair at du skal bonkes oveni hovedet for nogle følelser du ikke kan gøre for og som du forresten er i din FULDE RET til at føle!

 

Jeg forstår dig udemærket og jeg har sgu selv tænkt tanken om at folk skal holde deres kæft når jeg bare ville fortælle om hvordan jeg havde det med min fars død og så de straks begyndte med at "Ja da min far døde........." eller "Ej føler du sådan?"

Det er pisse irriterende for, JA, du tænker DYBT irrationelt lige nu og du har ikke RUM til min eller andres sorg når du er hvor du er.

Du skal intet høre fra mig andet end at jeg 100% forstår dig, din mens lige nu er meget uvelkommen fordi den minder dig om en dag som du slet ikke havde lyst til at opleve og ja, din far ville måske bare vise at han forstår dig, MEN det skal han bare sige han gør og så gemme hans historie til en anden dag.

 

Og jeg kondolerer mange mange gange 

 

Det er helt rigtigt, mange tusind tak for din besked, den varmer og er helt rigtig 

tarkoflen skriver:

Stakkels dig, du trænger vist til et stort kram

Diskussionen i denne tråd har da taget en drejning, der ikke er så hensigtsmæssig for dig.

Jeg har heldig vis ikke prøvet nogle af delene, men i min verden er der stor forskel på at stå med et barn i armene og miste før 12 uge. Der er naturligvis en stor sorg ved begge dele, men det er som jeg ser det sorg på to vidt forskellige måder. Ingen mennesker skal begrave deres børn, det er simpelthen umenneskeligt!

Det gør mig så ondt, at du skal igennem det og jeg forstår godt at det hele kommer væltende tilbage hver gang du får mens! Jeg håber inderligt at du får noget hjælp og at det hjælper dig.

I forhold til din far så håber jeg at det var et kluntet forsøg på at række ud og sige at han ved det er svært. Mange og måske især mænd i forældre generationen ved ikke helt hvad de skal sige i sådan en situation og derfor kan det nok blive sagt upassende. Det håber jeg. Og alt andet lige, så ved han jo ikke hvordan det er at sige farvel til et levedygtigt barn, og tænker måske at sorgen er noget nær den samme.

Pyha det blev en lang smøre, håber du ikke er gået kold på halvvejen.

Et stort kram skal du i hvert fald have

Tusind tak for din besked den varmer 

lineog4 skriver:

Der kan man jo være dybt forskellige, for jeg har altid fået en del ud af at høre andres historier især fordi jeg havde stort behov for at føle jeg ikke var helt alene for det følte jeg, at jeg var kunne ikke tro andre også stod i en situation som var så grotesk.  Derudover følte jeg at jeg stod på randen af vanvid og det hjalp at vide at mine vanvittige tanker blev delt af andre. Min redning,  det der gjorde jeg vendte ryggen til "ikke-livet" var at møde ligesindede der netop sagde: da jeg...

Så en som mig ville så altid træde i spinaten fordi jeg giver det der hjalp mig.

Det er ikke historien der genere mig jeg har også fundet trøst hos andre i samme situation. 

Det der gjorde mig trist var jeg ringede for at få luft og er verbalt kram, i stedet blev det mig der skulle " samle min far op" og det var for meget for mig, jeg forsøgte st sige fra men blev ignoreret