Er enlige mødre sejere end mødre i forhold?

Mom skriver:

Halløj

Nu har jeg efterhånden læst med herinde i en rum tid, og er mere end et par gange stødt på sætningerne, som "når man er alene, så SKAL man bare", "når man er alene, så kan man bare" osv...

Hver gang jeg har læst sådan en sætning, så kommer jeg til, at tænke på, om enlige mødre ser sig selv som værende mere sej, hårdfør mm end mødre der lever i et parforhold.?

Er der en eller anden form for status i, at klare det hele selv? Er det ikke ok, at bede sin partner om hjælp ved fx. sygdom?

Jeg tænker, som jeg også skrev i en anden tråd - der er ingen grund til at leve som om, man er enlig, når man nu ikke er det. Og min mening er, at når man nu en gang er 2, så er man også 2 om at dele ansvaret, og man er 2 om at tage vare på familien og hinanden.



Kh Mom

JEG synes enlige mødre er sejere... I hvert fald end mig

Jeg synes det er hårdt at være mor og vi er endda to om det..
Så tænker jeg at man da skal være lidt sej hvis man står med det hele selv....

Jeg syns enlige mødre er sejere .. Syns det er SÅ meget hårdere og stå med to små børn alene , end det er at være to om tingene .. Da jeg var sammen med børnenes far , var vi faktisk altid enige om tingene og det kørte bare som det skulle med børnene .. Nu har vi 7/7 ordning , og ja jeg syns det er meget hårdere at klare det hele alene .. Specielt når man ikke har bil og bor på landet

Men , alle mødre er seje .. Syns bare det er nemmere at være 2

morethanperfect skriver:

Jeg syns enlige mødre er sejere .. Syns det er SÅ meget hårdere og stå med to små børn alene , end det er at være to om tingene .. Da jeg var sammen med børnenes far , var vi faktisk altid enige om tingene og det kørte bare som det skulle med børnene .. Nu har vi 7/7 ordning , og ja jeg syns det er meget hårdere at klare det hele alene .. Specielt når man ikke har bil og bor på landet

Men , alle mødre er seje .. Syns bare det er nemmere at være 2

Mom skriver:

Halløj

Nu har jeg efterhånden læst med herinde i en rum tid, og er mere end et par gange stødt på sætningerne, som "når man er alene, så SKAL man bare", "når man er alene, så kan man bare" osv...

Hver gang jeg har læst sådan en sætning, så kommer jeg til, at tænke på, om enlige mødre ser sig selv som værende mere sej, hårdfør mm end mødre der lever i et parforhold.?

Er der en eller anden form for status i, at klare det hele selv? Er det ikke ok, at bede sin partner om hjælp ved fx. sygdom?

Jeg tænker, som jeg også skrev i en anden tråd - der er ingen grund til at leve som om, man er enlig, når man nu ikke er det. Og min mening er, at når man nu en gang er 2, så er man også 2 om at dele ansvaret, og man er 2 om at tage vare på familien og hinanden.



Kh Mom

Det er svært at sammenligne jeg syntes også alle mødre er seje på hver deres måde. 

Min mand arbejder i Nordsøen, og er væk 14 dage ad gangen. Der er jeg alene med vores datter, og det kører fint. For det skal det det er mig der skal op om natten, for der er ikke andre til det. 

Ligeså snart han kommer hjem, er det ligesom at springe en ballon. Så orker jeg ikke det hele, og jeg forstår ikke at jeg har klaret de 14 dage. men det går jo fint hver gang han er væk. 

Men alle har vel brug for lidt luft en gang i mellem.

 

Min mand har i en periode på 2 år haft jobs der har betydet at han har været meget væk hjemmefra. Det vil sige at jeg i perioder på op.til tre uger har været alene med mit barn. Jeg er klar over det ikke er samme som at være enlig mor men man står overfor nogle af de samme ting/udfordringer. Jeg har oplevet at man som enlig bliver meget mere selvstændig og selvhjulpen. I starten ringede jeg meget til min mand om alt mellem himmel og jord da jeg var vant til at vi snakkede om alle problemer. Det stoppede jeg hurtigt med da han ikke kunne gøre noget alligevel. Det at han ikke.har været hjemme har betydet at jeg nu selv kan kører med campingvogn osv. Når man er to glider hverdagen bare nogle gange nemmere men vores datter er blevet meget mere selvhjulpen af at der kun har været mig
mig. Begge dele er svært til tider men enlige mødre har bare flere ting de må klare selv og sådan er det. Jeg syntes ikke at man skal se ned på hinanden af den grund .

Ser ikke mig mere sej end mødre i et forhold, men jeg ser mig selv som værende mere presset til tider, når der er møder/arrangementer, hvor jeg har det sværere ved at deltage i. Eller hvis der fx ved uddannelse har været ryste-sammen overnatninger eller lignende, hvor jeg ikke har en, der lige kan tage over.

Meeen til gengæld er jeg jævnt træt af at høre, når nogen i parhold mener, at det er luksus, når jeg er børne fri hver anden weekend

Nu har jeg prøvet begge dele, og jeg synes ikke man kan stille det op at den ene er sejere end den anden!!
For det kan/er jo hårdt på hver sin måde, og hver med sine fordele og ulemper.
Hånden på hjertet - så synes jeg det er meget mere hårdt at være en sammenbragt familie, men det er en helt anden snak

Jeg har en yderst hjælpsom mand! Han er både kærlig, opmærksom og helt uimodståelig lækker Men min holdning er også at selvom jeg er i et parforhold (gift) så kan jeg stadig godt håndtere nogle ting selv - selvom vi er to, behøver vi bestemt ikke være to om ALT!

Jeg skrev i en anden tråd, at man som enlig ingen valg havde omkring sygdom. Jeg står ved min holdning - synes det er en lidt forkælet tilgang til tingene at man ikke kan lade en syg partner tage sine syge børn. For når man står alene med aben, så kan man mere end man tror! Derfor er det heller ikke noget vi praktisere herhjemme.

Jeg synes jeg var mega sej da jeg blev mor første gang og boede med en psykopat. Jeg var sej da jeg stod alene med min datter og ikke fik hjælp til noget som helst. Jeg synes jeg er sej fordi jeg nu endelig er sammen med mit livs kærlighed og venter vores to kærlighedsbørn. Jeg synes min mand og jeg er sejr fordi vi får det til at fungere med dine/mine børn selvom det indimellem er pisse hårdt.

Så i min verden kan det ikke stilles så firkantet op

Jeg har prøvet at være enlig og i forhold. Med faren var det ofte som at have to børn. Så på den måde blev det en lettelse at blive enlig mor. Men der er fordele og ulemper ved begge dele. Når man er to er der to om opgaven, en der kan være der hvis en har brug for en aften ude. Men forholdet skal der kæmpes mere for. Det bliver lettere glemt, da man skal have pasning ude. Som alene , hvor jeg fandt en ny jamen så har vi haft kæreste weekender hvor sønnen var ved far. Hvilket vil blive savnet når vores fælles barn kommer til verden. En anden fordel ved at være enlig er den selvstændig hed der bliver i barnet. Har en dreng der er meget selvstændig, hvilket er vidunderligt når der kommer en mere. Men der er jo også ulemper som sygedage og når energien løber ud. Og er de tidspunkter det er hårdt som enlig hvis ikke man har støtten. Men personligt synes jeg selv at ændre tilbyder hjælp mere til en der er enlig end nogen i et forhold, selvom alle har brug for lige en afslapning. Som enlig er der ikke diskussion om opdragelse eller par problemer, hvilket der ofte opstår i et parforhold. Så i mine øjne er der ingen der er sejere end andre angående enlig eller ej. Men synes forældre der skal igennem længe forløb med børn med sygdomme og handikappede børn. Det er seje forældre! At de klare sig igennem det og har stadig den ekstreme kærlighed til deres barn , og at de kæmper den kamp som det er. Det kræver derimod meget. undskyld det lange svar. (med sikkert alt for mange stavefejl(ikke altid let med mobilen))

Jeg var alene i 3 år inden jeg mødte ham jeg er sammen med nu. Jeg følte mig på ingen måde stærkere eller bedre fordi jeg var alene! Synes det er mere besværligt at være alene om tingene og foretrækker da helt sikkert at være 2 om det hele...

Mom skriver:

Halløj

Nu har jeg efterhånden læst med herinde i en rum tid, og er mere end et par gange stødt på sætningerne, som "når man er alene, så SKAL man bare", "når man er alene, så kan man bare" osv...

Hver gang jeg har læst sådan en sætning, så kommer jeg til, at tænke på, om enlige mødre ser sig selv som værende mere sej, hårdfør mm end mødre der lever i et parforhold.?

Er der en eller anden form for status i, at klare det hele selv? Er det ikke ok, at bede sin partner om hjælp ved fx. sygdom?

Jeg tænker, som jeg også skrev i en anden tråd - der er ingen grund til at leve som om, man er enlig, når man nu ikke er det. Og min mening er, at når man nu en gang er 2, så er man også 2 om at dele ansvaret, og man er 2 om at tage vare på familien og hinanden.



Kh Mom

Jeg synes personligt at det må være hårdt at være enlig forældre fx ved at man er syg og måske ikke har nogen til st tage over eller barnet vågner i en periode 5 gange om natten. 

Der er vi i forhold heldigere stillet i det vi kan aflaste og støtte hinanden. Parforhold har selvfølgelig også sine udfordringer med tid nok og alle kompromiserne, men helt klart synes jeg at enlige lærer at klare mere end godt altid er og på det punkt er de sejere