Er enlige mødre sejere end mødre i forhold?

Halløj

Nu har jeg efterhånden læst med herinde i en rum tid, og er mere end et par gange stødt på sætningerne, som "når man er alene, så SKAL man bare", "når man er alene, så kan man bare" osv...

Hver gang jeg har læst sådan en sætning, så kommer jeg til, at tænke på, om enlige mødre ser sig selv som værende mere sej, hårdfør mm end mødre der lever i et parforhold.?

Er der en eller anden form for status i, at klare det hele selv? Er det ikke ok, at bede sin partner om hjælp ved fx. sygdom?

Jeg tænker, som jeg også skrev i en anden tråd - der er ingen grund til at leve som om, man er enlig, når man nu ikke er det. Og min mening er, at når man nu en gang er 2, så er man også 2 om at dele ansvaret, og man er 2 om at tage vare på familien og hinanden.



Kh Mom

Jeg forstår ikke helt hvad spørgsmålet er - eller rettere, jeg opfatter at dit egentlige spørgsmål ikke er din overskrift. 

JA, jeg synes helt klart at enlige mødre er sejere end mødre i parforhold. Der var to i min mødregruppe og jeg kender en tredje med jævnaldrende barn. Det kræver bare væsentligt mere at være alene om et barn, end at være to. 

Betyder det så at os i parforhold ikke må brokke os når opgaverne ikke er ligeligt fordelt? NEJ, selvfølgelig ikke.

Jeg må jo også godt brokke mig over at min leverpostejsmad er røvsyg, selvom der er børn der sulter i Afrika...

Jeg opfatter dog ikke at der er en status i at klare det hele selv, nej.

Jeg er enlig mor og nej jeg er ikke sejere end andre forældre men jeg er sej!
Jeg er sej fordi jeg har været i et forhold hvor jeg næsten ingen hjælp fik fra kæresten, og står med alt selv nu.. jeg har en mor som er begyndt at kan hjælpe med Lukas men ellers er de tætteste der kan hjælpe ca 1, 5 time væk, jeg har ingen faste barnefri dage og weekender er hver 3-7 weekend, har måtte tage tidligere fri fra skole for at kunne nå at hente bassen i dp, har depression og angst....
Jeg er ikke sejere end andre forældre men synes absolut ikke det er nemmere at være enlig end at være i forhold, og HADER når folk kommer med at så har man jo fridage hvor faderen har ham og man har familie til at hjælpe... øh Jaa men når faderen har ham er der også en masse ting der skal ordnes og det er ikke alle der lige har nogen man kan ringe til lokkummet brænder ;-)

Mom skriver:

Min tanke gik på enlige mødre i det hele taget

Men JA, hvis man står som palle alene i verden, må det være rockerhårdt!

Men mit indtryk er (og det kan godt være forkert), at langt de fleste enlige mødre, har familie og venner, som gerne vil hjælpe.

Jeg har endnu aldrig mødt en enlig mor, som ikke havde en eneste som de kunne henvende sig til.

Men du ville stadig stå med alt natteroderiet, alle bekymringerne, de fleste af sygedagene o.s.v. selvom du havde en god veninde der kunne gå en tur med klapvognen ind imellem, og nogle bedster der kunne tage en overnatning i ny og næ. Det kan bare IKKE sammenlignes med en partner der er der 24/7 og som man kan dele alle glæder, sorger og praktiske opgaver med.

modesty skriver:

Jeg forstår ikke helt hvad spørgsmålet er - eller rettere, jeg opfatter at dit egentlige spørgsmål ikke er din overskrift. 

JA, jeg synes helt klart at enlige mødre er sejere end mødre i parforhold. Der var to i min mødregruppe og jeg kender en tredje med jævnaldrende barn. Det kræver bare væsentligt mere at være alene om et barn, end at være to. 

Betyder det så at os i parforhold ikke må brokke os når opgaverne ikke er ligeligt fordelt? NEJ, selvfølgelig ikke.

Jeg må jo også godt brokke mig over at min leverpostejsmad er røvsyg, selvom der er børn der sulter i Afrika...

Jeg opfatter dog ikke at der er en status i at klare det hele selv, nej.

Det er nogle gange svært at finde lige den helt rigtige overskrift

Men du forstod heldigvis essensen

modesty skriver:

Men du ville stadig stå med alt natteroderiet, alle bekymringerne, de fleste af sygedagene o.s.v. selvom du havde en god veninde der kunne gå en tur med klapvognen ind imellem, og nogle bedster der kunne tage en overnatning i ny og næ. Det kan bare IKKE sammenlignes med en partner der er der 24/7 og som man kan dele alle glæder, sorger og praktiske opgaver med.

Jeg mindes ikke at have skrevet at det kan sammenligens, at være enlig mor og mor i et parforhold?

Jeg har prøvet begge dele og jeg tænker da ikke jeg var sejere da jeg var alene... Jo jeg stod alene med alt, men jeg havde og hveranden weekend helt alene hvor jeg kunne gøre nøjagtigt hvad der passede mig uden at skulle tage hensyn til nogen.
Og i hverdagen var min søn i fokus - og det var ærligt talt nemmere bare at skulle leve primært ud fra en et-årigs behov end det er nu, hvor jeg har to børn og en mands plus min egne

Jeg savner ikke at være alene (bortset fra mine friweekender ) men jeg synes faktisk man kæmper med og for mere når man er i et forhold med børn 

Jeg syntes både enlige og mødre i forhold er seje

Er sikker på begge er seje på hver deres måde .

jeg har været sammen med børnenes far i den tid vi har haft børn, dog den seneste tid været alene. 

Og jeg syntes begge dele kræver sin kvinde. Nogle Ting er nemmere i forhold, men med andre bekymringer. Men må også indrømme jeg faktisk til tider syntes den sidste tid alene på nogle områder er nemmere.

så konklusionen må være at begge er seje

Er en enlig mor til ét barn sejere end en gift mor til fire? Er en enlig mor til et handicappet barn sejere end en enlig mor til to sunde og raske børn? Ej - jeg kan ikke se, hvordan man kan generalisere på den måde. Jeg ville meget nødig være alene med børnene, og jeg har al tænkelig respekt for alenemødre, men jeg bryder mig virkelig ikke om at rangliste mødre eller at foregive, man kan gøre moderskab op på den måde. Er en enlig mor, der ikke gør det særligt godt, så sejere eller på niveau med en gift mor, der gør det middelmådigt? 

Mom skriver:

Halløj

Nu har jeg efterhånden læst med herinde i en rum tid, og er mere end et par gange stødt på sætningerne, som "når man er alene, så SKAL man bare", "når man er alene, så kan man bare" osv...

Hver gang jeg har læst sådan en sætning, så kommer jeg til, at tænke på, om enlige mødre ser sig selv som værende mere sej, hårdfør mm end mødre der lever i et parforhold.?

Er der en eller anden form for status i, at klare det hele selv? Er det ikke ok, at bede sin partner om hjælp ved fx. sygdom?

Jeg tænker, som jeg også skrev i en anden tråd - der er ingen grund til at leve som om, man er enlig, når man nu ikke er det. Og min mening er, at når man nu en gang er 2, så er man også 2 om at dele ansvaret, og man er 2 om at tage vare på familien og hinanden.



Kh Mom

Svarer udelukkende ud fra egen situation!!

Jeg er total sej!! Sejere end enlige og sejere end de fleste i parforhold!!

Er skilsmissebarn,vokset op i en hård tid, med en hård barndom og forskellige livskriser i rygsækken.

Jeg er mor til 5.....fået med den samme mand,den eneste ene! Vi fandt sammen da jeg var 15, og har nu været gift i 19år!!

Vi har kæmpet med kriser,økonomi, handicappet børn,job. Osv osv....og alligevel er vi stadig sammen og vi kunne ikke undvære hinanden.

Vi har arbejdet med vores forhold løbene og tiltrods for at jeg ofte PGA hans job,har været alene om børnene så nyder jeg det hele. PGA hans søvndygdom, er det ALTID mig der tager børn om natten....men det er MIT LIV!

Og jeg har en mand der respektere mig og jeg ham!!

Så ja...jeg føler mig sgu sej, og jeg har et sejt liv....ligesom jeg drømte om som 15 årige.

Tænk sig at holde sammen på livet trods modgang. Det i sig selv er da noget af en bedrift.:-)

Aisha skriver:

Fordi de klare alt uden nogen former for hjælp og mange gange uden aflastning. Jeg synes det er hårdt nok med en mand der hjælper rigtig meget. Jeg kunne selv ikke klare og stå alene med det hele.

Men hvem siger De klare alt uden at det går udover psyken eller barnet (siger ikke det gør det, men nogle enlige klare det ikke)