Er enlige mødre sejere end mødre i forhold?

Mom skriver:

Du må finde debatten ligeså formålløs som du lyster

Jeg finder, eftersom jeg er TS, at det kunne være en god debat.

Og det er jo op til hver enkelt om de vil deltage eller ej..

Jeg tror på, at med god tone, kunne det blive en spændene debat, og jeg kan godt lide at se tingene fra forskellige vinkler.

Ok, lyder godt du som TS vil være ansvarlig for en god tone bliver opretholdt 

 

 

chael skriver:

Der er ingen status for mig i at være alene med mine 3 børn.

Men et par der er 2 om evt 1, 2 eller 3 børn, skal ikke komme og pive til mig over om de kan "klare" eller "magte" deres børn...

Jeg er den forkerte modtager...

For JA!!!! Jeg er mere hårdfør og klarer 2 menneskers job fordelt på 3 børn med en voksen indtægt...

Så andre der i princippet er bedre stillet, skal holde kæft i sådan en grad, at de aldrig lærer at stave til det... De kan så gå til andre der står i lign. situation...

De skal ikke drage parallel med mig, der er jeg sgu nok blevet lidt hård i filten...

Det var dog en masse vrede..

Jeg tænker, så folk i et parforhold må ALDRIG brokke sig over at det er hårdt?

De må aldrig tilkendegive, at de pt er inde i en periode, hvor de syntes det kan være svært at magte deres børn, med de udfordinger børn nu engang giver?

Hvis det er sådan dit indlæg skal forstås, og det lader det til, så syntes jeg det er enormt fordømmende - du kan ikke vide hvad man går igennem som forældre og kæreste, blot fordi du står alene med dine 3 børn.

Phoenix skriver:

Ok, lyder godt du som TS vil være ansvarlig for en god tone bliver opretholdt 

 

 

Jeg kan ikke være ansvarlig for hvordan andre vælger at formulere sig, jeg kan kun være ansvarlig for min egen tone - og den vil jeg gøre mit allerbedste for bliver ved med at være god.

Vi er jo trods alt voksne mennesker

Jeg tænker at de enlige er mega seje og at jeg ikke ville kunne gøre det.. men samtidig hvis min kæreste er væk hele weekenden så synes jeg nogen gange det har været "nemmere" uden ham.. Eller hyggeligere.. lyder måske forkert.. men så laver min datter og jeg bare lige det vi vil og ikke alle skal være enige osv.. 

Jeg vil sige at der klart er forskel på mødre der er alene med sit barn/sine børn. Og kvinder der har en partner. (Som hjælper til)

De skal jo selv ordne alt. De kan ikke lige sende manden ud og handle hvis der mangler noget, de kan ikke lige tage en aften ude med en veninde uden at skulle finde en babysitter. De står for ALT, rengøring, indkøb, aflevering og hentning af sine børn. Madlavning, opvask, putning. Og når alt dette er ordnet, så er man alene, ingen voksen at sparre med, ingen man eller kvinde (hvis man nu er til kvinder) at holde om og have intimitet med. 

Jeg føler selv jeg er ved at gå til af kedsomhed og ensomhed når jeg er alene med Villads i en weekend. Tænk at den følelse sidder rigtig mange alene mødre og alene fædre med hver dag. 

Jeg har stor respekt for de enlige forældre derude som bare er super forældre det er jo tit noget man ikke selv har valgt, så derfor er det endnu mere svært at stå helt mutters. 

Jeg kunne ikke tænke mig at være enlig forælder. 

Synes bestemt mødre i parforhold er mindst ligeså seje som enlige!

man kan sagtens være i et parforhold hvor den ene part arbejder meget, eller ikke er så meget hjemme, og så står man også med et kæmpe arbejde alene (selvom man faktisk er 2) synes det er noget vås at enlige er bedre.

selvfølgelig er det hårdt at stå med så meget alene, men tilgængæld er der mange former for økonomisk hjælp til enlige, i forhold til hvis man er to.

synes man er lige sej, på hver sin måde!

Mom skriver:

Jeg kan ikke være ansvarlig for hvordan andre vælger at formulere sig, jeg kan kun være ansvarlig for min egen tone - og den vil jeg gøre mit allerbedste for bliver ved med at være god.

Vi er jo trods alt voksne mennesker

Det er sandt. 

Dog er det altid følsomt, når man sætter vilkårene for enlige mødre overfor vilkårene for mødre i parforhold.

Men håber du får en god og interessant debat ud af det, som tiltænkt  

Mom skriver:

Det var dog en masse vrede..

Jeg tænker, så folk i et parforhold må ALDRIG brokke sig over at det er hårdt?

De må aldrig tilkendegive, at de pt er inde i en periode, hvor de syntes det kan være svært at magte deres børn, med de udfordinger børn nu engang giver?

Hvis det er sådan dit indlæg skal forstås, og det lader det til, så syntes jeg det er enormt fordømmende - du kan ikke vide hvad man går igennem som forældre og kæreste, blot fordi du står alene med dine 3 børn.

Jeg læser det egentlig mere som, at man lige skal stikke fingeren i jorden over hvem man bruger til hvilket brok.

Det er nok ikke til en enlig mor man skal hælde irritation over manden nu igen er til fodbold og man igen igen skal putte børn alene. 

Synes jeg egentlig er fair at melde ud. Det betyder ikke man ikke tale om at børnene har en svær perioder, at man ikke har fået søvn fordi lille Bo kastede op hele natten osv.

Jeg har også ting hvor jeg ved det måske ikke er mig man skal læsse af hos, og så må jeg bare melde det ud (kan så gøre det med lidt mindre vrede i ordene men det er en anden historie )

Isabella_mor skriver:

Jeg vil sige at der klart er forskel på mødre der er alene med sit barn/sine børn. Og kvinder der har en partner. (Som hjælper til)

De skal jo selv ordne alt. De kan ikke lige sende manden ud og handle hvis der mangler noget, de kan ikke lige tage en aften ude med en veninde uden at skulle finde en babysitter. De står for ALT, rengøring, indkøb, aflevering og hentning af sine børn. Madlavning, opvask, putning. Og når alt dette er ordnet, så er man alene, ingen voksen at sparre med, ingen man eller kvinde (hvis man nu er til kvinder) at holde om og have intimitet med. 

Jeg føler selv jeg er ved at gå til af kedsomhed og ensomhed når jeg er alene med Villads i en weekend. Tænk at den følelse sidder rigtig mange alene mødre og alene fædre med hver dag. 

Jeg har stor respekt for de enlige forældre derude som bare er super forældre det er jo tit noget man ikke selv har valgt, så derfor er det endnu mere svært at stå helt mutters. 

Jeg kunne ikke tænke mig at være enlig forælder. 

Jeg tænker også, at det at være enlig bestemt ikke er en status jeg kunne tænke mig, da jeg har stor hjælp i min mand.

Og igen, jeg er slet ikke tvivl om, at det indimellem er hårdt, for man har ingen til at sparre med, eller lige gøre nogte, imens man selv gør noget andet..

Og hvis man så samtidigt står i en situation hvor man ikke selv har valgt at blive enlig, så skal man forholde sig til det også oveni al det praktiske - det må være rockerhårdt!

Kunne jeg være enlig? Klart! Nogle gange har man jo ikke et valg, der er bare ingen vej udenom...

Syntes jeg enlige mødre er sejere end mig - nogle er.. Bestemt! Hvis man intet netværk har overhovedet, eller hvis man har mistet sin ægtefælle og skal håndtere sorg samtidigt med at være alene, klart så er man væsentligt sejere end mig!

Men om alle enlige mødre er sejere end mig, som er i parforhold - no way.. Jeg er mindst ligeså sej som de,

jeg har været enlig mor til to små børn og har selvfølglig også været i forhold, jeg er i forhold nu og jeg må sige at jeg synes at være enlig mor var så meget hårdere end at være i forhold, og være to om tingene. så ja jeg så mig selv som sej, at stå med to små børn, tage en uddannelse, eller have to jobs, uden den store hjælp, ja faderen havde dem 2 ud af 14 dage, men det er dælme ikke meget i det store billede. Jeg har aldrig i mit liv været så meget hængt op som da jeg var alene med ungerne i de bum bum 3-4 år.

Alle ting er så meget nemmere med en der kan tage over når man er syg, hente eller bringe, man kan dele pligterne ud det er dælme rart.

Så jow jeg synes en del enlige forældre er seje. Behøves ikke kunne være mødre, min bror er også ret sej synes jeg han har ungerne i 7/7 ordning ... og er ved at tage hans anden uddannelse, efter han blev ramt af sygdom der gjorde han ikke kunne arbejde med hans første uddannelse.