Er enlige mødre sejere end mødre i forhold?

Aisha skriver:

Fordi de klare alt uden nogen former for hjælp og mange gange uden aflastning. Jeg synes det er hårdt nok med en mand der hjælper rigtig meget. Jeg kunne selv ikke klare og stå alene med det hele.

Du ved da ikke om de enlige står uden hjælp overhovedet?

Jeg kender en del enlige mødre, som har god hjælp i familie og venner når det hele brænder på!

Og mange enlige mødre, har X´er som også har børnene, måske ikke lige med en 7-7 ordning, men så med en 14-2 ordning.

Halløj

Nu har jeg efterhånden læst med herinde i en rum tid, og er mere end et par gange stødt på sætningerne, som "når man er alene, så SKAL man bare", "når man er alene, så kan man bare" osv...

Hver gang jeg har læst sådan en sætning, så kommer jeg til, at tænke på, om enlige mødre ser sig selv som værende mere sej, hårdfør mm end mødre der lever i et parforhold.?

Er der en eller anden form for status i, at klare det hele selv? Er det ikke ok, at bede sin partner om hjælp ved fx. sygdom?

Jeg tænker, som jeg også skrev i en anden tråd - der er ingen grund til at leve som om, man er enlig, når man nu ikke er det. Og min mening er, at når man nu en gang er 2, så er man også 2 om at dele ansvaret, og man er 2 om at tage vare på familien og hinanden.



Kh Mom

Synes helt klart at enlige mødre er "sejere" end mødre i forhold. 

Og her mener jeg kvinder som er HELT ALENE, uden nogen form for hjælp af evt børnenes far.

liten-mamma skriver:

Synes helt klart at enlige mødre er "sejere" end kvinder i forhold. 

Og her mener jeg kvinder som er helt alene, uden nogen form for hjælp af evt børnenes far.

Min tanke gik på enlige mødre i det hele taget

Men JA, hvis man står som palle alene i verden, må det være rockerhårdt!

Men mit indtryk er (og det kan godt være forkert), at langt de fleste enlige mødre, har familie og venner, som gerne vil hjælpe.

Jeg har endnu aldrig mødt en enlig mor, som ikke havde en eneste som de kunne henvende sig til.

Min tanke gik på enlige mødre i det hele taget

Men JA, hvis man står som palle alene i verden, må det være rockerhårdt!

Men mit indtryk er (og det kan godt være forkert), at langt de fleste enlige mødre, har familie og venner, som gerne vil hjælpe.

Jeg har endnu aldrig mødt en enlig mor, som ikke havde en eneste som de kunne henvende sig til.

Jeg er enlig mor, men jeg har megen hjælp og støtte i min datters far. Vi har en 7/7 ordning og han træder til når jeg har brug for det. Så jeg synes ikke selv, at jeg er sejere end mødre i et forhold

Selvfølgelig kan man som enlig mor få hjælp og støtte udefra, men de er der sgu ikke hele tiden. De er der ikke når baby kl. 02 om natten skriger og skriger. Dér er man alene og det er msn det meste af tiden. 

Så jeg synes, at nogle enlige mødre er sejere!  Og har kæmpe respekt for dem!

hvis jeg blev enlig ville jeg skabe mig et stærker netværk, eller rettere trække mere på mit netværk end jeg gør nu - tror mange enlige er super gode til at få hjælpen så det at være enlig ikke bare er en enlig ørkenvandring, for er det det så skal man være sindsyg sej...

Jeg kan også undre mig nogen gange når folk kalder mig sej, eller spørger en ekstra gang om det nu er rigtigt, jeg altid er alene med børnene om morgen og står for aflevering på cykel og står klar til at modtage skolebørn 20 minutter i 8. Jeg synes virkelig ikke det er noget sejt ved det, for det er jo bare sådan det er.... Tænker enlige nok også vil tænke, jamen det er jo bare sådan det er og man får det til at fungere.

Jeg kan da også som en i forhold se fordele ved en enligs status, tænk at have faste dage hvor man ved man har tid til sig selv en heeeeel dag, tænk at være helt sig selv når børnene er lagt. Men kan sørme også se ulemperne, tænk aldrig at have en buffer til at hente når man hygger sig med en god ven, tænk aldrig at kunne sige: nu trækker jeg mig en halv time og du har børnene, tænk aldrig at kunne tale om sine skønne børn en hel aften med en der synes de små ting er lige så vidunderlige som man selv synes osv osv.

Er man mere sej? Hmm ved jeg sgu ikke... Tror jeg ikke jeg ville sige, for synes i det hele taget ikke man skal være sej for at være mor

Hejsa,

Hmm, jeg har prøvet at være begge dele, og jeg må sige, at ud fra mine egne erfaringer, så kan det ikke gøres op sådan:0)

Jeg startede som alene mor. Faderen til min datter meldte helt og aldeles fra, da jeg var 6 mdr. henne. Jeg var HELT alene med hende til hun var 4 år, hvor jeg mødte min nuværende mand.
Jeg havde hende jo på fuldtid, altid alene. Intet weekend fri eller andet. Jeg har ikke forældre, som bare lige står på spring for at passe osv.
Jeg havde også et fuldtidsarbejde ved siden af, da min barsel var slut.
Det var hårdt - mest fordi det sociale forsvandt. Jeg skulle jo være hjemme til sovetider osv. Mine veninder var slet ikke, der hvor jeg var og omvendt. Jeg var den eneste med barn, og de andre flyttede til større byer for at læse.
Men der kan jo også være mange enlige mødre, som har et super netværk. Som har en fader, som passer hver 14. dag i weekenden eog evt. en enkelt dag i løbet af ugen. En familie som gladeligt passer osv.

Da jeg fandt min mand, var vi jo så to. Min mand har også en søn med ind i forholdet. Sammen har vi fået to drenge.
Trods at jeg var i et forhold, så var jeg meget mere presset, end da jeg var alene.
Min mand arbejder ude, og da vi havde fået Anton, var jeg pludelig alene mor til to børn, min datter og Anton. Da Anton var 9 dage gammel skulle min mand på arbejde igen, var væk i 12 dage og hjemme i 2.
Jeg var helt alene om opgaven - min mands familie bor i Esbjerg og vi i Viborg, og mine forældre står stadig ikke på spring.
Et år efter Anton kom, kom lillebror Arthur til verdenen.
Nu var min mand ikke væk 12 dage og hjemme to, men kørte hjemmefra hver dag kl. 0500 og var hjemme igen kl. 1900 - havde så dog fri i weekenderne - men hver anden weekenden fræsede han landevejene tyndt fra Viborg til Esbjerg for at hente og aflevere søn.

Så jeg må sige, at jeg synes, at jeg har været langt sejere som mor i et forhold end som enlig.
I forholdet har jeg jo også skulle være en del af et forhold - have overskud, tid og lyst til min mand, og det kræver sin kvinde, når man er spændt sådan for:0)

Håber det kunne bruges, altså min side af sagen:0)

Christina - som betegner sig selv som gift enlig mor til 3:0)

Mom skriver:

Halløj

Nu har jeg efterhånden læst med herinde i en rum tid, og er mere end et par gange stødt på sætningerne, som "når man er alene, så SKAL man bare", "når man er alene, så kan man bare" osv...

Hver gang jeg har læst sådan en sætning, så kommer jeg til, at tænke på, om enlige mødre ser sig selv som værende mere sej, hårdfør mm end mødre der lever i et parforhold.?

Er der en eller anden form for status i, at klare det hele selv? Er det ikke ok, at bede sin partner om hjælp ved fx. sygdom?

Jeg tænker, som jeg også skrev i en anden tråd - der er ingen grund til at leve som om, man er enlig, når man nu ikke er det. Og min mening er, at når man nu en gang er 2, så er man også 2 om at dele ansvaret, og man er 2 om at tage vare på familien og hinanden.



Kh Mom

Der er ingen status for mig i at være alene med mine 3 børn.

Men et par der er 2 om evt 1, 2 eller 3 børn, skal ikke komme og pive til mig over om de kan "klare" eller "magte" deres børn...

Jeg er den forkerte modtager...

For JA!!!! Jeg er mere hårdfør og klarer 2 menneskers job fordelt på 3 børn med en voksen indtægt...

Så andre der i princippet er bedre stillet, skal holde kæft i sådan en grad, at de aldrig lærer at stave til det... De kan så gå til andre der står i lign. situation...

De skal ikke drage parallel med mig, der er jeg sgu nok blevet lidt hård i filten...

Jeg har mere eller mindre været enlig mor i fire år.

Jeg bor meget langt væk fra min familie (i et andet land endda), og ingen af mine børn er hos deres fædre nogensinde nærmest.

Så jeg vil mene, jeg står rimelig alene med mine børn. Jeg har nogle super veninder, der gerne træder til, når det hele brænder og som jeg ikke kunne leve uden - de er dem, der nogle gange tager over, så jeg kan genoplade batterierne.

Om mit liv er hårdere end de mødres, der er i et parforhold, skal jeg ikke kunne sige, men det er helt sikkert anderledes.
Når ungerne er puttet, har jeg min alenetid, som jeg ikke ville være foruden - men på den anden side har jeg ikke nogen at dele glæderne med heller.

Men ja, jeg klapper nogle gange mig selv på skulderen over, at jeg kan klare det alene, og at jeg er sej - for det har jeg nogle gange brug for at få at vide / sige til mig selv

MEN gav du mig valget mellem at have en "rigtig" famile med far og børn og være alene med mine unger, ville jeg vælge min nuværende situation over alt andet - for det her er mit liv, og det har jeg det super med

Aisha skriver:

Selvfølgelig er enlige kvinder sejere end kvinder i parforhold hilsen en gift kvinde!

kan du uddybe hvorfor du mener det... '

 

jeg syntes nemlig det er topsejt at kunne køre et respektfuldt forhold hvor man barevare kærligheden samtidigt med at man junglere børn hus og kariere..

 

jeg tror det er lige hårdt.. bare på forskellige punkter. 

Mom skriver:

Halløj

Nu har jeg efterhånden læst med herinde i en rum tid, og er mere end et par gange stødt på sætningerne, som "når man er alene, så SKAL man bare", "når man er alene, så kan man bare" osv...

Hver gang jeg har læst sådan en sætning, så kommer jeg til, at tænke på, om enlige mødre ser sig selv som værende mere sej, hårdfør mm end mødre der lever i et parforhold.?

Er der en eller anden form for status i, at klare det hele selv? Er det ikke ok, at bede sin partner om hjælp ved fx. sygdom?

Jeg tænker, som jeg også skrev i en anden tråd - der er ingen grund til at leve som om, man er enlig, når man nu ikke er det. Og min mening er, at når man nu en gang er 2, så er man også 2 om at dele ansvaret, og man er 2 om at tage vare på familien og hinanden.



Kh Mom

Ja..! Det synes jeg...

Jeg er mor i forhold..
Og hatten af for enlige... I perioder er min kæreste væk 6 uger af gangen, dog kun i hverdagene og jeg synes det er benhårdt at være alene, især de første uger.. Så bliver jeg lidt sejere hehe..
For man finder en styrke i at være nød til at tage sig af sine børn og sit hjem uanset hvad.. Der kommer ikke nogen og gør det for en..

Jeg er også sejere i en periode efter han kommer hjem, men så luller jeg stille og roligt ind i tosomheden..