Er enlige mødre sejere end mødre i forhold?

1000 tak for alle jeres dejlige, ærlige, fantastiske indlæg til denne debat!

Jeg har i alt fald fået lidt at tænke over, og det er jo hele formålet

I skal have tak, for at have bibeholdt en god, og ærlig tone under debatten, for at svare ærligt, for jeres undren, og for at I tog Jer tid til at deltage.

Mom skriver:

Halløj

Nu har jeg efterhånden læst med herinde i en rum tid, og er mere end et par gange stødt på sætningerne, som "når man er alene, så SKAL man bare", "når man er alene, så kan man bare" osv...

Hver gang jeg har læst sådan en sætning, så kommer jeg til, at tænke på, om enlige mødre ser sig selv som værende mere sej, hårdfør mm end mødre der lever i et parforhold.?

Er der en eller anden form for status i, at klare det hele selv? Er det ikke ok, at bede sin partner om hjælp ved fx. sygdom?

Jeg tænker, som jeg også skrev i en anden tråd - der er ingen grund til at leve som om, man er enlig, når man nu ikke er det. Og min mening er, at når man nu en gang er 2, så er man også 2 om at dele ansvaret, og man er 2 om at tage vare på familien og hinanden.



Kh Mom

Jeg ville føle mig meget ynkelig og skrøbelig alene.
Især pga. at hvis min kæreste og jeg gik fra hinanden står jeg uden noget som helst. Han er min helt store støtte til at vi reelt set kan gennemføre at få et barn nu, uden problemer.
Hvis vi ikke var sammen, ja, så skulle jeg klare alt selv. Og ærligt talt så vil jeg hellere dele det med ham. :-)

Synes det er flot med de enlige mødre som virkelig kan holde styr på det hele selv, men jeg ønsker det ikke selv. Ikke på nogen måde. Tror opgaven ville være mig alt for hård, især lige nu hvor jeg hverken har uddannelse, kørekort eller noget som helst andet. Jeg står og er afhængig af min partner. Og heldigvis generer det ham da ikke.

Jeg er også typen der tænker at alle mødre er seje på hver deres forskellig måder.

Nu har jeg aldrig været alene mor, og min kæreste er verdens bedste far. Men jeg er ik sammen med min kæreste fordi jeg har brug for ham! Jeg er sammen sammen med min kæreste fordi jeg vælger ham, og han vælger mig. Det er et valg vi vælger hver dag, og det syntes jeg da også er ret sejt! Vh stine

StineW79 skriver:

Jeg er også typen der tænker at alle mødre er seje på hver deres forskellig måder.

Nu har jeg aldrig været alene mor, og min kæreste er verdens bedste far. Men jeg er ik sammen med min kæreste fordi jeg har brug for ham! Jeg er sammen sammen med min kæreste fordi jeg vælger ham, og han vælger mig. Det er et valg vi vælger hver dag, og det syntes jeg da også er ret sejt! Vh stine

Og ka da lige oveni det så tilføje, at nu ligger jeg med bræksyge, og thea er stadig syg også, og derfor har kærsten valgt at arbejde hjemmefra i dag, så jeg ik ska stå med det hele selv. 

Syntes faktisk at min kærste er meget sejer end mig ligenu!M vh stine

Tror at om man er i forhold eller ej, så har man det lige nemt eller svært... man har jo nok vær sine ting at slås med...

Rosa-Sofia skriver:

Jeg synes enlige mødre er seje, at de får det til at fungere. Ville godt nok selv nødigt undvære min mand. Men altså jeg tænker, at det er naturligt, når man er et par, at man fordeler arbejdet, hvorfor skulle man ikke det?

 

Jeg er enig.... Men jeg tænker at i nogle forhold er det da ret ulige fordelt mht. det praktiske og børnene... Jeg er ikke selv i sådan et forhold og vil helt sikkert heller ikke undvære min mand, men skrev de der eksempler for lige som at pointerer at det altså ikke er så sort hvidt - hverken at være alene eller sammen med nogen.... Tager helt sikkert hatten af for enlige, men bestemt også bare for mødre generelt...

Jeg har prøvet begge dele.

Da manden og jeg først fik børn, hjalp vi hinanden osv.

Da nr to var lille blev det mere og mere til at jeg måtte stå for alt derhjemme, både med børn og mad og rengøring. Til sidst følte jeg mig omtrent eneansvarlig for det hele og var helt udslidt.

Det endte så med at forholdet gik helt i stykker. Manden flyttede ud, og pludselig var jeg alene med to forholdsvis små børn.

Selv om jeg gjorde nøjagtig de samme ting, som jeg allerede havde gjort og været ansvarlig for længe, så var følelsen af at stå alene med det hele totalt overvældende. Selv om manden ikke havde løftet en finger i flere år, så var selve bevidstheden om, at jeg nu virkelig var alene om det hele, og at jeg ingen havde at støtte mig til eller falde tilbage på, hvis der var noget, tung at bære. Man mærker virkelig ansvaret. Selv om manden og jeg havde været uenige om mange ting, så var der en viss lettelse i at kunne deles om ansvaret via at diskutere, hvad der var bedst at gøre i børneopdragelsen.

Når man er alene med børnene så har man det fulde ansvar og må gøre hele arbejdet hver eneste dag. Det kan være tungt. I sidste uge havde jeg f eks feber tre dage og sled med at komme mig ud af sengen - men hverdagen skal jo fungere for børnene alligevel, så der var ikke noget valg. Til gengæld vil jeg også sige, at det at være i et dårligt fungerende forhold også er en stress og slitagefaktor, som kan gøre hverdagen tung. Det er bare nogle andre problemer og følelser, man slider med i den situation.

Enlige mødre er ikke nødvendigvis sejere end mødre i forhold - for der er så mange forhold i livet, som spiller ind -  men enlige mødre er i udgangspunktet tvunget til at udvise et vist niveau af sejhed for at klare sig, og det er da helt naturligt at man bliver lidt stolt af sig selv, når man klarer noget, som alle ved, er krævende.

Mødre er generelt nogen seje damer uanset, om de er i et forhold eller ikke....

EnSødMor skriver:

Der er INGEN mødre der er sejere/bedre end andre, slet ikke en eneste! 

Desværre findes der nogle derude enlige som samlevende som føler sig hårdere ramt end andre, eller modsat bedre/sejere end andre, hvilket er en forkert holdning at have! 

Vi har alle vores kampe med vores børn, ingen kampe er ens, og ingen mødre er ens, nogle kan føle sig utrolig hårdt ramt af et lille bitte tigerspring som holder dem vågne om natten i 2 dage, hvor imod andre mødre først føler sig hårdt ramt når de ikke har fået søvn i 1 år!  

Det er så forskelligt, og der er ingen defination på "Bedre mor end andre" - 

Ja, nogle enlige føler sig måske hårdere ramt end samlevende, netop fordi de ikk har de ekstra hænder i hjemmet, men har de fleste ikke selv valgt det?

Og det er sku også hårdt at være samlevende som mor, der er så mange ting der skal spille ind i en god rytme, at det kan sætte parforholdet på prøve!

Syntes det er en fin debat at starte, for der er så mange fordomme, og jeg selv møder tit især enlige som føler sig hårdere ramt end andre, og det passer bare IKKE! 

 

 Så god karma til alle, vi er sku alle skide seje mødre altså!

Der er mange rigtige ting, i det, du skriver.

Det, som ikke er sant, er at de fleste enlige selv har valgt det. Tvært i mod er de fleste enlige - så vidt jeg kan se - endt som enlige uden at det på noget tidspunkt var det, de ønskede - eller valgte.

F eks: Min mand var mig utro i flere måneder, før jeg opdagede det, og toppede kransekagen med en dose økonomisk utroskab i tillæg. Det var absolut ikke det, jeg så for mig, den gang vi giftede os og fik børnene, så nej, statusen som enlig var ikke noget jeg ønskede, men det var sådan, det blev. Og de fleste andre enlige har sine historier om, hvordan de endte som enlige. Det er et absolut fåtal, som bevidst planlægger at blive aleneforælder. Det er ikke noget, man vælger. Det er en situation, man ender op i, når ting omkring en går fuldstændig i opløsning. At kalde det et valg bliver helt forkert.

Et lille sidesprang i debatten, men ikke helt uvæsenligt alligevel....

 

Men er det ikke ofte sådan at hvis nogen brokker sig over noget og andre har det"værre" så vil man lige påpege at måske du synes det er træls men jeg må selv gøre det eller jeg har ikke og så videre
Jeg har en kusine jeg holder rigtig meget af som jeg ikke kunne snakke børn med i flere år fordi hvis der vat noget der gik mig på så fik jeg altid den : jamen su er bare heldig du har børn. Fordi hende og mande kæmpede med at få. Nu har de fået og nu kan vi godt snakke om umulige børn.

Eller bilen er dum . Jamen du er heldig du har en bil fordi jeg har bare en gammel cykel og så videre tror ikke det er pga jalouxi på nogen måder.

SjeBets skriver:

Men er det ikke ofte sådan at hvis nogen brokker sig over noget og andre har det"værre" så vil man lige påpege at måske du synes det er træls men jeg må selv gøre det eller jeg har ikke og så videre
Jeg har en kusine jeg holder rigtig meget af som jeg ikke kunne snakke børn med i flere år fordi hvis der vat noget der gik mig på så fik jeg altid den : jamen su er bare heldig du har børn. Fordi hende og mande kæmpede med at få. Nu har de fået og nu kan vi godt snakke om umulige børn.

Eller bilen er dum . Jamen du er heldig du har en bil fordi jeg har bare en gammel cykel og så videre tror ikke det er pga jalouxi på nogen måder.

Helt enig

Græsset er altid grønnere på den anden side