Tror aldrig vi kommer videre mht. PB.

Stivdie skriver:

Hihi, der er jo ingen grund til at være sur over noget, der ikke engang var ment som en fornærmelse! Det er livet simpelthen for kort til

Har også altid forestillet mig, at hvis jeg overhovedet skulle have børn (hvilket jeg ikke altid har været sikker på), så skulle jeg bestemt have den sidste inden jeg blev 30. Men jeg blev først færdig med min uddannelse kort før jeg fyldte 27...
Kæresten syntes jo at vi skulle starte på PB for 2 år siden (mens jeg stadig studerede), men vi havde en fast aftale om, at uddannelse kom først, så han var nødt til at vente. Da jeg så blev færdig bragte han det på banen igen - men jeg syntes det var smart at jeg liiige fik et job først, hvilket jeg gjorde efter kun en måned trods krisen. Men så var min undskyldning at jeg jo lige skulle ind i arbejdet først og ikke kunne "tillade" mig at gå på barsel efter kun få måneder.

I maj 2012 (havde arbejdet i 7 måneder) kom kæresten så og sagde at NU ville han altså gerne, at jeg smed pillerne! Meen skulle jo lige bruge pakken færdig (og havde sørme også allerede købt den næste.. eller måske gjorde jeg det først dagen efter? Var jo hunderæd ). Da vi så nåede slut august var der ikke flere piller tilbage og jeg havde haft 4 måneder til at vænne mig til tanken, så der stoppede jeg pillerne - hvilket resulterede i 14 dage med panikanfald. Har det meget svært med forandring - og lav selvtillid gør, at jeg er skrækslagen for ikke at kunne håndtere opgaven og ende med at blive en frygtelig mor..
Efter 4 måneders PB kom min ene bedste veninde i januar og fortalte at hun var 12 uger henne. Det beroligede mig helt vildt, for det betød, at jeg pludselig ikke var den eneste i min omgangskreds og at jeg altså ikke ville miste hele mit netværk! Det tog så yderligere to måneder for os, så i alt 6 måneder inden jeg stod med den positive test Og den har jeg faktisk taget helt pænt uden at gå totalt i panik

Årh sådan, forstår fuldt ud det med uddannelse og job har førsteprioritet..

Men når jeg så hører din historie, er det måske sådan lidt min kæreste har det.. :/

Miss-86 skriver:

vi er jo 'kun' på mit 2. år med skrukhed..
Han har ikke lovet det for at få fred, han har lovet det, fordi han virkelig håbede at han ville blive klar.. Han ønsker inderligt at blive klar, fordi at han kan se, hvor meget det betyder for mig..

Vi har snakket om alt, hvad der kunne snakkes om..

Nu er der ikke andet for end at jeg må vente og se tiden an til efter min sidste HPV (selvfølgelig behøver det ikke lige være PÅ dagen vi snakker om det, Hehe..Vil også vise ham, at jeg kan være meget tålmodig)

Og tak, glæder mig også til vi skal afsted

Pyha ja så er det jo virkelig svært! Nogle mænd bliver ikke klar, før baby enten er på vej eller er der! Har en kammerat, der sagde til sin kæreste, at hun var nødt til bare at smide pillerne når hun var klar, for han troede aldrig han blev klar! De har to skønne unger nu, og han blev klar da først de stod med deres lille datter! Og ja nok også under graviditeten, det kan jeg ikke helt huske

Men altså det er jo ikke sikker, at din kæreste har det sådan!

Håber snart han bliver klar, eller l kan finde et kompromis l begge kan leve med!

tarkoflen skriver:

Pyha ja så er det jo virkelig svært! Nogle mænd bliver ikke klar, før baby enten er på vej eller er der! Har en kammerat, der sagde til sin kæreste, at hun var nødt til bare at smide pillerne når hun var klar, for han troede aldrig han blev klar! De har to skønne unger nu, og han blev klar da først de stod med deres lille datter! Og ja nok også under graviditeten, det kan jeg ikke helt huske

Men altså det er jo ikke sikker, at din kæreste har det sådan!

Håber snart han bliver klar, eller l kan finde et kompromis l begge kan leve med!

Ja, jeg ville på den måde ønske jeg tog p-piller, så jeg lissom kunne gøre noget mere på den front.. Hehe.

Nej, det er ikke til og vide, om han aldrig blir klar, men jeg ved at hvis han 'sprang' ud i det og jeg blev gravid, så ville han blive overlykkelig, når baby kom til verden.

Jeg forstår din kæreste, i den forstand at sådan har JEG også haft det. Men her var det samtidig også mig der ville have børn. Jeg var på ingen måder skruk, men vidste bare at jeg skulle have børn. Det tætteste på skruk jeg kom, var når jeg var fuld og pladderromantisk. Og det var også i sådan en situation jeg aftalte med kæresten at p-pillerne skulle ryge. Meeeen jeg trak i land, for så var jeg pludselig ikke klar. Efter et par gange blev jeg enig med mig selv om, at det var for pinligt at jeg blev ved med at sige at nu var det nu, for så at blive ved med at spise p-piller. Så de røg ud til højre, og så lod vi som ingenting. Og nu har vi en søn på halvandet

Jeg tror din kæreste er lige så klar til at få børn, som jeg var. I den forstand at i teorien vil han rigtig gerne, men i realiteten tør han ikke. Og jeg tror aldrig nogensinde han bliver mere klar. Præcis som at jeg aldrig blev klar. Jeg fortrød decideret da jeg blev gravid. De første tre måneder gik jeg og ønskede jeg kunne skrue tiden tilbage, og at alt bare var som før. Vel og mærke uden at jeg på nogen måder overvejede abort. Ligesom en anden i tråden skriver, så var jeg i total panik!! Men en unge skulle jeg altså ha', og panikken drev jo også over, mens maven voksede. Og nu er sønnen jo hele mit liv!!!

Jeg synes din kæreste har råbt "ulven kommer", flere gange end rimeligt er, og jeg synes du skal sætte ham stolen for døren. Og det synes jeg fordi i har været sammen i så mange år!!

Jeg ville sige til ham at fra den og den dato kommer de der kondomer ikke i nærheden af din krop. Han kan få alt det sex han har lyst til, men det bliver uden beskyttelse. Basta! Og så snakker i ikke mere om det.

Miss-86 skriver:

Ja, jeg ville på den måde ønske jeg tog p-piller, så jeg lissom kunne gøre noget mere på den front.. Hehe.

Nej, det er ikke til og vide, om han aldrig blir klar, men jeg ved at hvis han 'sprang' ud i det og jeg blev gravid, så ville han blive overlykkelig, når baby kom til verden.

Hvad med om du sagde til ham, at når l tager på ferie, så er det slut med gummi? Han skal ikke selv gøre noget, og du tager ansvar for, at nu er det nu og så må l se hvad der sker? Tror du det er hele processen om, at han skal tage sådan en stor beslutning, som det trods alt er, at sige, nu vil vi godt have en baby? Han har noget tid til at vende sig til det, du snakker ikke mere om baby, og så som du selv skriver, så kan du jo tage ÆL tests uden han behøver vide det... Måske han er bange for, at hele jeres liv kommer til at gå op i, at l skal lave en baby, og l helt glemmer bare at være sammen, fordi det er fantastisk?

Tror du må tage en god laaaaang snak med ham, om hvad han tænker og så tage den derfra

tribk skriver:

Jeg forstår din kæreste, i den forstand at sådan har JEG også haft det. Men her var det samtidig også mig der ville have børn. Jeg var på ingen måder skruk, men vidste bare at jeg skulle have børn. Det tætteste på skruk jeg kom, var når jeg var fuld og pladderromantisk. Og det var også i sådan en situation jeg aftalte med kæresten at p-pillerne skulle ryge. Meeeen jeg trak i land, for så var jeg pludselig ikke klar. Efter et par gange blev jeg enig med mig selv om, at det var for pinligt at jeg blev ved med at sige at nu var det nu, for så at blive ved med at spise p-piller. Så de røg ud til højre, og så lod vi som ingenting. Og nu har vi en søn på halvandet

Jeg tror din kæreste er lige så klar til at få børn, som jeg var. I den forstand at i teorien vil han rigtig gerne, men i realiteten tør han ikke. Og jeg tror aldrig nogensinde han bliver mere klar. Præcis som at jeg aldrig blev klar. Jeg fortrød decideret da jeg blev gravid. De første tre måneder gik jeg og ønskede jeg kunne skrue tiden tilbage, og at alt bare var som før. Vel og mærke uden at jeg på nogen måder overvejede abort. Ligesom en anden i tråden skriver, så var jeg i total panik!! Men en unge skulle jeg altså ha', og panikken drev jo også over, mens maven voksede. Og nu er sønnen jo hele mit liv!!!

Jeg synes din kæreste har råbt "ulven kommer", flere gange end rimeligt er, og jeg synes du skal sætte ham stolen for døren. Og det synes jeg fordi i har været sammen i så mange år!!

Jeg ville sige til ham at fra den og den dato kommer de der kondomer ikke i nærheden af din krop. Han kan få alt det sex han har lyst til, men det bliver uden beskyttelse. Basta! Og så snakker i ikke mere om det.

Ja, det har du ret i .. Jeg har ellers prøvet at sætte stolen for døren, med at vi kunne have al den sex han ville, men uden kondom, men så skal han bare ikke have sex Puuh, det er svært.

Måske dit svar, var noget han skulle læse, så han kunne se hvordan andre har det At det ikke kun er ham.

tarkoflen skriver:

Hvad med om du sagde til ham, at når l tager på ferie, så er det slut med gummi? Han skal ikke selv gøre noget, og du tager ansvar for, at nu er det nu og så må l se hvad der sker? Tror du det er hele processen om, at han skal tage sådan en stor beslutning, som det trods alt er, at sige, nu vil vi godt have en baby? Han har noget tid til at vende sig til det, du snakker ikke mere om baby, og så som du selv skriver, så kan du jo tage ÆL tests uden han behøver vide det... Måske han er bange for, at hele jeres liv kommer til at gå op i, at l skal lave en baby, og l helt glemmer bare at være sammen, fordi det er fantastisk?

Tror du må tage en god laaaaang snak med ham, om hvad han tænker og så tage den derfra

Ja, jeg har haft sagt til ham før, at nu var det slut med kondom, men den holdte ikke :/ Han kan ikke præstere, når han tænker på baby  Og det er jo nok fordi han slet ikke er på samme stadie som mig - Langt fra!
Jeg tror nu ikke han er bange for at vi vil glemme hinanden, overhovedet ikke! Det eneste han siger, er at han ikke er klar!

Ja, nu må jeg vente og se tiden an til efter HPV.. Også tage den derfra!

 

tribk skriver:

Jeg forstår din kæreste, i den forstand at sådan har JEG også haft det. Men her var det samtidig også mig der ville have børn. Jeg var på ingen måder skruk, men vidste bare at jeg skulle have børn. Det tætteste på skruk jeg kom, var når jeg var fuld og pladderromantisk. Og det var også i sådan en situation jeg aftalte med kæresten at p-pillerne skulle ryge. Meeeen jeg trak i land, for så var jeg pludselig ikke klar. Efter et par gange blev jeg enig med mig selv om, at det var for pinligt at jeg blev ved med at sige at nu var det nu, for så at blive ved med at spise p-piller. Så de røg ud til højre, og så lod vi som ingenting. Og nu har vi en søn på halvandet

Jeg tror din kæreste er lige så klar til at få børn, som jeg var. I den forstand at i teorien vil han rigtig gerne, men i realiteten tør han ikke. Og jeg tror aldrig nogensinde han bliver mere klar. Præcis som at jeg aldrig blev klar. Jeg fortrød decideret da jeg blev gravid. De første tre måneder gik jeg og ønskede jeg kunne skrue tiden tilbage, og at alt bare var som før. Vel og mærke uden at jeg på nogen måder overvejede abort. Ligesom en anden i tråden skriver, så var jeg i total panik!! Men en unge skulle jeg altså ha', og panikken drev jo også over, mens maven voksede. Og nu er sønnen jo hele mit liv!!!

Jeg synes din kæreste har råbt "ulven kommer", flere gange end rimeligt er, og jeg synes du skal sætte ham stolen for døren. Og det synes jeg fordi i har været sammen i så mange år!!

Jeg ville sige til ham at fra den og den dato kommer de der kondomer ikke i nærheden af din krop. Han kan få alt det sex han har lyst til, men det bliver uden beskyttelse. Basta! Og så snakker i ikke mere om det.

Enig og rigtig godt skrevet!

Jeg gik også i panik! Og vi har endda været i behandling! Det skal dog lige siges, at vi slet ikke har prøvet selv, så det var faktisk mere eller mindre en læge der tog beslutningen for os troede egentlig bare vi skulle have min cyklus i gang efter jeg havde været i kunstig overgangsalder! Men så sagde lægen, ja og l vil gerne have et barn, det må vi se at gøre noget ved! Kæresten og jeg kigge på hinanden og sagde ja, det ville vi gerne det ville vi også, troede bare vi selv skulle prøve først, men det skulle vi så ikke

Og da de ringede at blodprøven var positiv var jeg ovenud lykkelig, og så gik jeg lidt i panik, og det er jeg stadig... Der er 6 uger til jeg skal føde og glæder mig, men er sgu da lidt nervøs for, om vi kan finde ud af det her men mon ikke det går, man skal vel være lidt panisk indtil man holder den lille guldklump i armene

Dobbelt

Jeg har dd. kontaktet Dansk Vaccinations Service pr. mail ang. graviditet efter sidste HPV-Vaccine og de har lige sendt svar, man må gerne blive gravid lige efter den sidste vaccine

Lige til orientering, da jeg har skrevet med et par stykker om det, under dette indlæg