Er så ked af det.....

Gardenia skriver:

Hold da fast nogen stride kvinder jeres mænd bor med? Man får jo helt ondt af dem

Der skal 2 forældre til at lave en familie, det er ikke kun mor der gør et barn lykkeligt. Hvordan ville i selv have det hvis i blev tvunget ind i, ja noget som helst egentligt?

TS - jeg forstår slet, slet ikke du overhovedet overvejer at gå imod hans ønske. Hvad hvis du ente som enlig mor til 3, uden din kærlighed, bare fordi du ikke kunne få dig selv igennem en abort? I har 2 børn og er åbenbart lykkelige nok til at blive gravid trods beskyttelse?
Kærlghed er sgu ikke en selvfølge, det er noget man er heldig at finde og skal arbejde for at beholde. Jeres 2 børn er heldige at de har jer samlet under et tag.

Men er det OK at hun går imod hendes eget ønske? Og derved svigter sig selv? Hvem skal hun være mest tro mod? Hende selv resten af livet, eller ham der kan finde på at afbryde forholdet nu eller senere af andre årsager?

Stride kvinder? Fordi vi vælger at være tro mod os selv? Min mand er far til alle mine fem børn....og havde han ikke haft de samme ønsker for fremtiden som jeg, ja så havde jeg nok ikke valgt ham.....

mener ik hun skal forlade ham for at få barnet, men jeg mener de står midt i deres livs største dilemma og at det nu er på tide at finde ud af hvad de hver især ønsker for fremtiden, eller om en af dem skal se bort fra egne ønsker..men uanset hvad så er det ikke optimalt for deres liv sammen forsat.

Frk. Himmelblå skriver:

Jamen, du svarer ikke på mit spørgsmål?

Hvis kvinden ønsker barnet, er det så bedre, at hun får det fjernet mod sit ønske. Altså underlægger sig et medicinsk og smertefuldt indgreb for herefter at skulle bearbejde sine psykiske men sammen med den mand, der pådrog hende "skaden"? - Er det opskrften på en sund familie?

Jeg mener ikke, at ligestilingen har "sejret ad helvede til"! Jeg mener, vi fortsat har meget til gode på den front...

 

Hvor er jeg bare tit helt enig med dig

Anonym skriver:

Sidder og kigger på mine to børn og kan ikke forstå manden ikke vil have den lille spire der vosker inde i maven, jeg er ikke ret langt henne og manden har sagt at han gerne vil have én mere, men at han ikke magter det lige nu

Jeg er så ked af det, splittet og magter ikke af det er MIG der (måske) skal ind og tage livet af den lille spire - for mig er det endnu et ønskebarn....

Hvad skal jeg dog gøre

Her læst hele tråden igennem, og forstår dit dilemma, men synes også lidt jeg læser at du måske har taget beslutningen.

Som jeg hører/læser det vil det være næsten umenneskeligt for dig at få den abort. Risikoen er der for at du (måske resten af livet) vil give ham skylden for et "manglende" barn, også selvom det måske bliver erstattet med et andet på et senere tidspunkt. Og du vil måske også selv bære rundt på skyldfølelse da du i sidste ende tog valget om at få det fjernet!

Og så er jeg nu stadig af den holdning at hvis man er gammel nok til at dyrke sex er man også gammel nok til at tage ansvaret. Uanset hvilken prævention man bruger er der altid en lille risiko og det VED man!

Det lyder til i har en dejlig familie sammen og det håber jeg virkelig i bliver ved med. Er sikker på han ikke vil elske det barn mindre, bare fordi timingen måske ikke lige passede!

Held og lykke med din beslutning

Anonym skriver:

Det er det også - men hva nytter det, når manden ikke er klar til flere pt.....

 

Han ved at chancen var der uanset om i har brugt kondom ell ej.

Kan han hoppe på dig og har han selv sagt at han gerne vil ha en mere, så må han leve med at tidspunktet er nu.

Jeg har slev stået i den situation og fortalte pænt min (x)kæreste at jeg absolut ikke ville have det fjernet og at han så selv måtte bestemme om han ville blive eller gå. Han valgte at blive. (At vi ikke er sammen mere har intet med nr 3 at gøre)

Ville gøre det samme igen

 

/Mette

jydeinden skriver:

jeg siger ikke at man som udgangspunkt Skal have en abort, men heg siger at min holdning er at jeg synes at det er enormt egoistisk og dels forlange at manden bliver og derudover at forlange/ forvente at ens mand pr automatik bare vil vænne sig til endnu et barn. jeg synes jo at hvis man vælger at få et barn med en menneske så bør man som udgangspunkt være enige, og hvis ikke så må man enten berede sig på at blive single,eller også få en abort.. jeg går absolut ikke ind for tvungen faderrolle :-)

Du går ikke ind for tvungen faderrolle?

Jamen, der er da sørme heller ikke mange mænd, der tvinges til at dyrke sex...

Går du ind for tvungen abort?

Jeg kan kun svare ud fra mig selv og min egen erfaring.

Har stået i samme situation selv. Jeg klarede simpelthen ikke at tage abort. Manden havde hele tiden sagt, at han gerne ville have en til, men først om nogen år. Jeg klarede ret og slet ikke at skulle tage livet af baby nr 2. Jeg går ind for fri abort, men jeg klarer ikke selv at gennemføre det. Psykisk for mig ville det være at tage livet af vores baby - uanset, hvor meget man kalder det foster, et uheld osv. Jeg var knust. Jeg var bange for, at han kom til at gå fra mig. Jeg var bange for, hvordan hans forhold til barnet kom til at blive. Han var vred på mig meget længe. Uanset, hvor meget jeg forsøgte at forklare ham, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, så forstod han det ikke. Det var et helvede! Han gik ikke med til scanninger, han blev irriteret, når jeg var træt osv osv osv. Men han valgte at blive, og da vi kom så langt som til fødslen var han med og det var stort for ham også. Han og Lillebror har verdens bedste forhold i dag. Så for os har det løst sig. Dermed ikke sagt, at det kommer til at udspille sig på samme måde hos jer.

For mig er det en forkælet holdning at have, at ville tage abort nu og så hellere blive gravid om et år eller to. Man står nu og er gravid. Det er det som er realiteten. Hvis der var andre ting i det, som at han f eks er arbejdsløs eller at man ikke har et ordentlig sted at bo el lign, så kan jeg jo se, at man kan være nødt til at overveje at vente. Men hvis den eneste grund er at "det er ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig det", så er det altså ikke grund nok til at tvinge en uønsket abort igennem i mine øjne.

Det bliver sagt af flere her, at man er strid, hvis man ikke bøjer sig for sin mands ønske om at vente. Jeg synes, man lige så strid, hvis man gennemtrumfer en abort. I en ideel verden er børn altid planlagte og velkomne og forældrerne er enige om alt. Nogen gange sker ting desværre ikke helt på den måde. En abort er ikke bare en pille og så færdig med det. Det kan kaste lange skygger. En dame i min familie angrer stadig i dag , at hun fik abort pga manden, da hun var 25. Hun er i dag 50. De er ikke længere sammen. Det kan være, forholdet ikke varer, om man vælger barnet, men det kan altså også være, at forholdet ikke varer, om man vælger abort. Ingen af os kan spå om fremtiden. Vi kan kun tage vores egne valg ud fra det vi ved og føler nu.

Til TS:  jeg tror jeg ved, hvordan du har det. Uanset, hvad det ender med, så er det krise lige nu. Tag den beslutning, som du selv vil være i stand til at leve med i fremtiden, uanset om det er, at beholde eller at følge hans ønske. Det virker, som han har lagt det hele over i armene på dig. Så må du tage den bedste beslutning, du kan og stå for den. Ønsker dig og din familie en fin fremtid.

Jamen, du svarer ikke på mit spørgsmål?

Hvis kvinden ønsker barnet, er det så bedre, at hun får det fjernet mod sit ønske. Altså underlægger sig et medicinsk og smertefuldt indgreb for herefter at skulle bearbejde sine psykiske men sammen med den mand, der pådrog hende "skaden"? - Er det opskrften på en sund familie?

Jeg mener ikke, at ligestilingen har "sejret ad helvede til"! Jeg mener, vi fortsat har meget til gode på den front...

 

Jeg kunne jo vende den rundt? Hvad er det for en måde at lave familie på når den ene part tydeligt har sagt fra og den anden bare tvinger? Det er vel ligeså meget psykisk skade at man påtvinger en mand et ansvar han har takket nej til? Hvad med barnet? Skal det vokse op med en far der er distanceret fordi mor ikke kunne overskue en abort?
Abort er ikke lig med smertefuldt medicinsk indgreb, kvinden får tilbudt smertelindring og kan med lidt vilje komme videre uden nævneværdige problemer. Det er der altså tusindvis af kvinder der gør hver eneste dag, der er ingen grund til at hive kanonerne frem fordi man er uenig.

Ligestillingen i den vestlige verden er en forkvaklet størrelse. Det der var meningen at vi skulle blive lige gennem, er nu blevet en ret øm bevægelse der primært går ud på at få frataget alt mandighed fra vores mænd, fjerne alt medbestemmelse over egen tilværelse og gud nåde og trøste den der tør stille sig mod. For så bliver der hevet ord som "overgreb" "psykisk skade" og "tvang" frem - hvilken mand ville gøre sig skyldig i det.

Ja det er meget bedre at kvinden får fjernet forsteret så de kan se hinanden i øjnene bagefter. Især når der er børn involveret i billedet - familien handler altså ikke kun om kvinden.

Ciss skriver:

Jeg kan kun svare ud fra mig selv og min egen erfaring.

Har stået i samme situation selv. Jeg klarede simpelthen ikke at tage abort. Manden havde hele tiden sagt, at han gerne ville have en til, men først om nogen år. Jeg klarede ret og slet ikke at skulle tage livet af baby nr 2. Jeg går ind for fri abort, men jeg klarer ikke selv at gennemføre det. Psykisk for mig ville det være at tage livet af vores baby - uanset, hvor meget man kalder det foster, et uheld osv. Jeg var knust. Jeg var bange for, at han kom til at gå fra mig. Jeg var bange for, hvordan hans forhold til barnet kom til at blive. Han var vred på mig meget længe. Uanset, hvor meget jeg forsøgte at forklare ham, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, så forstod han det ikke. Det var et helvede! Han gik ikke med til scanninger, han blev irriteret, når jeg var træt osv osv osv. Men han valgte at blive, og da vi kom så langt som til fødslen var han med og det var stort for ham også. Han og Lillebror har verdens bedste forhold i dag. Så for os har det løst sig. Dermed ikke sagt, at det kommer til at udspille sig på samme måde hos jer.

For mig er det en forkælet holdning at have, at ville tage abort nu og så hellere blive gravid om et år eller to. Man står nu og er gravid. Det er det som er realiteten. Hvis der var andre ting i det, som at han f eks er arbejdsløs eller at man ikke har et ordentlig sted at bo el lign, så kan jeg jo se, at man kan være nødt til at overveje at vente. Men hvis den eneste grund er at "det er ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig det", så er det altså ikke grund nok til at tvinge en uønsket abort igennem i mine øjne.

Det bliver sagt af flere her, at man er strid, hvis man ikke bøjer sig for sin mands ønske om at vente. Jeg synes, man lige så strid, hvis man gennemtrumfer en abort. I en ideel verden er børn altid planlagte og velkomne og forældrerne er enige om alt. Nogen gange sker ting desværre ikke helt på den måde. En abort er ikke bare en pille og så færdig med det. Det kan kaste lange skygger. En dame i min familie angrer stadig i dag , at hun fik abort pga manden, da hun var 25. Hun er i dag 50. De er ikke længere sammen. Det kan være, forholdet ikke varer, om man vælger barnet, men det kan altså også være, at forholdet ikke varer, om man vælger abort. Ingen af os kan spå om fremtiden. Vi kan kun tage vores egne valg ud fra det vi ved og føler nu.

Til TS:  jeg tror jeg ved, hvordan du har det. Uanset, hvad det ender med, så er det krise lige nu. Tag den beslutning, som du selv vil være i stand til at leve med i fremtiden, uanset om det er, at beholde eller at følge hans ønske. Det virker, som han har lagt det hele over i armene på dig. Så må du tage den bedste beslutning, du kan og stå for den. Ønsker dig og din familie en fin fremtid.

Lahn11 skriver:

Undskyld, men hvad fanden har ligestilling med det at gøre????! 

Mænd har ALDRIG kunne tvinge en kvinde til abort, så vift jeg ved, fik vi ligestilling INDEN fri abort ? 

Hvis dette er hendes ønskebarn, og de HAR AFTALT FÆLLES at de vil gave et barn mere... Så må jeg sku indrømme, at den der undskyldning eller hvad fanden det er med at han ikke vil LIGE NU, den holder ikke, det er jo nemt nok for manden at bede om abort, det er ikke ham der skal tage livet af sit ønskebarn, det er kvinden! Og det er hende der står med de psykiske lidelser, og måske endda fysiske hviS et eller andet går galt og det resultere i steril ! 

Sagen havde i mine øjne været en anderledes hvis Han havde givet udtryk for at han ALDRIG ville have flere børn.. Det er altså ikke sikkert at det kommer til at ske .. Og et barn er bare ikke noget man returnere og siger vi venter lige lidt, er det først væk, så kommer det aldrig igen... 

synes ikke det er ligestilling som er problemet, men kvinder\mænd der misbruger fri abort som prævention .. 

Det er jo nemllig lige præcist der problemet er, det her handler jo slet ikke om ligestilling. Jo, kvinden har nu bestemmelsen over liv og død, konsekvenserne for begge parter ligger udelukkende i hendes hænder og mandenkan ente være et dumt svin og takke nej, være et dumt svin og forsvinde eller være et dumt svin overfor sig selv.

Siger igen: Stakkels, stakkels jeres mænd. Mage til amputeret skare skal man godt nok lede længe efter - får han nøglen til huset? Kontokort? Indkøbsliste? Tager han selv tøj på om morgenen? Ja, jeg gør nar af dig.

Frk. Himmelblå skriver:

Du går ikke ind for tvungen faderrolle?

Jamen, der er da sørme heller ikke mange mænd, der tvinges til at dyrke sex...

Går du ind for tvungen abort?

heller ikke til det sidste..

men jeg har den holdning at hvis manden har gjort sit for at garderer sig imod børn lige nu, så formoder jeg det er fordi han rent faktisk IKKE ønsker børn lige nu, og så synes jeg da i den grad det er noget snæversynet at sige " jamen det er bare ærgeligt for det VIL jeg, og jeg er kvinden, og kvinden har altid ret og lov til at gøre som det passer hende"