Kalder dit bonusbarn dig for mor/far, bonusmor/bonusfar

Anonym skriver:

Jeg har en bekendt, der er bonusmor for (sjovt nok) kærestens datter!

Når jeg har set dem sammen eller hørt om dem, kalder datteren farens kæreste for "MOR" eller "bonusmor" ? 

Bonusmoren omtaler også sig selv for "mor" for barnet..

(barnet har en sød mor...)

Hvad gør i/du derhjemme?

OG hvad er din holdning til dette?

 

Jeg synes personligt ikke, at man burde få sit bonusbarn til at kalde sig selv for "mor" ... Jeg ville bare blive ked af det hvis min datter kaldte sin fars kæreste for mor? hvad med jer andre..

Først skal jeg sige jeg har selv en bonusmor men har altid kaldt hende ved navn da hun først kom ind i mit liv da jeg var 8-9 år.

Har så selv fået en bonusdatter for et år siden og 98% er jeg ved navn, hun har en mor og det er hun meget godt klar over, men den smutter alligevel en gang imellem, fx hvis hun vil kalde på både sin far og jeg på samme tid. Jeg har dog valgt at jeg ikke irettesætter hende længere. Vi gjorde det i starten cirka de første 3 måneder, for ikke at såre moren, men med tiden er vi holdt op fordi vi fra mange har hørt at det er en måde at lægge afstand til hinanden på ved at bede hende om ikke at kalde mig det. Hun har forstået jeg kun er fars kæreste. Vi lader hende selv bestemme mest af alt fordi hvis hun føler at hun vil kalde mig det, så er det noget hun selv bestemmer. Det er kæresten og jeg enige om. Dog er hun aldrig i tvivl om hvem hendes rigtige mor er.. Så tror bare det er lidt trykhed hun finder i det ord ikke andet Man kan aldrig elske nogen højere end sine forældre sådan er det, uanset hvor tæt den bonusforældre er med barnet

Prinsesse2ben skriver:

Gud hvor synes jeg godt nok at mange har en barnlig tilgang til tingene.. 

Her kan man som mor være den voksne og hjælpe barnet med at skabe en god relation til et menneske som skal være i barnets liv. Men i stedet påvirkes barnet af mors negative holdning til en evt ny kvinde - Børn mærker jo selv de mindste dårlige vibrationer imellem voksne.

Ork ja, der er masser af følelser bag ved det hele, det er jeg klar over. Men dem må man simpelthen gemme væk til veninderne eller andet godtfolk, istedet for at fylde sit barn med det... Sådan er det at være voksen!

Jeg synes også at folk lyder meget barnlige og har allerede bestemt at ingen andre må være i deres børns liv. Man lader sine egne følelser gå udover barnet, i stedet for at arbejde på at få er godt samarbejde og super glade børn. Ligesom jeg oplevede i italien

Yurie skriver:

Jeg synes også at folk lyder meget barnlige og har allerede bestemt at ingen andre må være i deres børns liv. Man lader sine egne følelser gå udover barnet, i stedet for at arbejde på at få er godt samarbejde og super glade børn. Ligesom jeg oplevede i italien

Meget enig.. Det er sørgeligt... Man bliver nød til at stå med et åbent sind for det, børnene kan mærke det med det samme.. Og jeg endte med at blive rigtig uvenner med moren fordi hun opførte mig sådan.. Jeg fik dikteret at jeg ikke måtte opdrage og indrages i min kærestes barns liv...Det kunne jeg og kæresten ikke acceptere og derved blev jeg og moren rimelig uvenner i en længere periode..

Altså den nye kæreste kommer med til at opdrage uanset om moren/faren vil det eller ej ellers holder forholdet med pågældende forældre ikke fordi INGEN kan leve med at det kun er den enes ønsker det går efter. Hvis far eller mor bor sammen med en anden så er det logisk at den anden voksen også får en ting eller to at sige. Måske ikke i de kæmpe emner fx skole, børnehave osv. Men med de små ting hvad der er acceptabelt hjemme hos en selv det må den enkle husstand finde ud af sammen.. Også fx at komme med til ting som julestue i børnehaven.. Det kan den anden part altså ikke bestemme.. Altså stod det til min kærestes eks måtte jeg heller ikke skifte ble fordi jeg så kom for tæt på hendes datter.. Men helt ærligt altså hvor er vi så henne?? Der syntes jeg ikke længere det handler om hvad der er bedst for barnet der syntes jeg mere det er moren der har følelserne uden på tøjet.

Min (tidligere) bonusdatter har altid kaldt mig ved navn og jeg har altid kaldt mig selv ved navn overfor hende. Jeg synes andet vil være forkert. Selvfølgelig er det ikke sådan, at jeg retter hende hvis hun ved en fejl kalder mig mor, for det er sket. Hvis hun har opdaget det, så kigger vi på hinanden med et smil på læben og jeg siger, at jeg er jo ikke mor. En enkelt gang har jeg kaldt hende far - kun kærlig ment

Som bonusmor er man i min verden "kun" bonus og ikke mor. 

Vh. Louise

Yurie skriver:

Jeg synes også at folk lyder meget barnlige og har allerede bestemt at ingen andre må være i deres børns liv. Man lader sine egne følelser gå udover barnet, i stedet for at arbejde på at få er godt samarbejde og super glade børn. Ligesom jeg oplevede i italien

Der forbeholder jeg mig rettten til at være uenig. Eftersom man ikke kan udtale sig om noget rigtig før man står i situationen, er det svært at vide hvordan man præcis vil agere. Men jer som udtaler jeg så positivt er ikke selv i en situation hvor i skal tage stilling til det at et fremmed menneske i ikke kender skal ind i jeres barns liv. Ens barn er ens kæreste eje og det er ikke bare spdan mige til. Nu er der ikke noget kæreste i min eks liv ig som det ser ud med samvær lige nu, ville det alligevl ingen betydning have. Jeg er fint ud i stand til at tænke på min søn før mig selv og skulle det blive aktuelt ville mine holdninger, kun komme til udtrykke når min søn ikke er til stede. Og jeg vil så forvente at de blev respekteret i og med at jeg er hans mor!

Anonym skriver:

Jeg har en bekendt, der er bonusmor for (sjovt nok) kærestens datter!

Når jeg har set dem sammen eller hørt om dem, kalder datteren farens kæreste for "MOR" eller "bonusmor" ? 

Bonusmoren omtaler også sig selv for "mor" for barnet..

(barnet har en sød mor...)

Hvad gør i/du derhjemme?

OG hvad er din holdning til dette?

 

Jeg synes personligt ikke, at man burde få sit bonusbarn til at kalde sig selv for "mor" ... Jeg ville bare blive ked af det hvis min datter kaldte sin fars kæreste for mor? hvad med jer andre..

min kærestes datter kalder mig for Lindi, vil simpelthen aldrig lade hende kalde mig for mor/eller bonusmor.. hun har kun en mor og det er hende hun bor hos. Synes det er blevet alt for moderne med bonus der og her, det skaber ofte forvirring hos børn. Kan forstå at i nogle tilfælde hvor den ægte mor ell far ikke er der mere, eller ikke har en rolle i barnets liv overhoved så er det 

Prinsesse2ben skriver:

Gud hvor synes jeg godt nok at mange har en barnlig tilgang til tingene.. 

Her kan man som mor være den voksne og hjælpe barnet med at skabe en god relation til et menneske som skal være i barnets liv. Men i stedet påvirkes barnet af mors negative holdning til en evt ny kvinde - Børn mærker jo selv de mindste dårlige vibrationer imellem voksne.

Ork ja, der er masser af følelser bag ved det hele, det er jeg klar over. Men dem må man simpelthen gemme væk til veninderne eller andet godtfolk, istedet for at fylde sit barn med det... Sådan er det at være voksen!

Man kan jo sagtens have et godt forhold til eks-kærestens nye kæreste/kone SELVOM man ikke ønsker, at vedkommende skal have mor-tittel til barnet For mig personligt er der én mor og én far, og det forvirrer ikke barnet unødigt, at den anden part så kaldes ved navn. Det synes jeg bestemt ikke er en barnlig holdning, hvis det er det du mener.. 

At mit barn får en ekstra tæt relation til en anden kvinde modtager jeg med kyshånd (desuden kunne min eks kunne godt bruge en ordentlig kvinde i sit liv ) - men hun får aldrig mor-titlen. 

Bøllemyr skriver:

i

Der forbeholder jeg mig rettten til at være uenig. Eftersom man ikke kan udtale sig om noget rigtig før man står i situationen, er det svært at vide hvordan man præcis vil agere. Men jer som udtaler jeg så positivt er ikke selv i en situation hvor i skal tage stilling til det at et fremmed menneske i ikke kender skal ind i jeres barns liv. Ens barn er ens kæreste eje og det er ikke bare spdan mige til. Nu er der ikke noget kæreste i min eks liv ig som det ser ud med samvær lige nu, ville det alligevl ingen betydning have. Jeg er fint ud i stand til at tænke på min søn før mig selv og skulle det blive aktuelt ville mine holdninger, kun komme til udtrykke når min søn ikke er til stede. Og jeg vil så forvente at de blev respekteret i og med at jeg er hans mor!

Mine brødre er bonusfædre og de er da med i opdragelsen, fordi de bor sammen, så det er naturligt. De hedder deres navnew, og selv hos de børn hvor deres egen far har valgt dem fra. Man retter ikke børn på den strenge måde, men fortæller dem hvordan tingene er, så de ikke bliver forvirret. Jeg har også oplevet den største idilt af en bonusmor, der bare skulle blande sig udenom. Min mor var papmor og min far papfar, da begge havde børn da de mødte hinanden. Og ja jeg ved godt at man gør alt for at beskytte sine børn, men man er nød til at være åben for at der kan komme nye voksne ind i børnenes liv.
Så hvis du får en kæreste/mand må han ikke rose eller "straffe" Charlie?

Gigl skriver:

Man kan jo sagtens have et godt forhold til eks-kærestens nye kæreste/kone SELVOM man ikke ønsker, at vedkommende skal have mor-tittel til barnet For mig personligt er der én mor og én far, og det forvirrer ikke barnet unødigt, at den anden part så kaldes ved navn. Det synes jeg bestemt ikke er en barnlig holdning, hvis det er det du mener.. 

At mit barn får en ekstra tæt relation til en anden kvinde modtager jeg med kyshånd (desuden kunne min eks kunne godt bruge en ordentlig kvinde i sit liv ) - men hun får aldrig mor-titlen. 

Nej en anden kvinde/mand vil aldrig få mor/far titlen. Men jeg tror pointen var at der blev skrevet at den nye kæreste ikke havde noget at skulle have sagt når de har barnet

Adrina skriver:

Min steddatter kaldte mig mor to gange og fortalte hende hver gang at det hed jeg ikke . I mine ører lyder der bare forkert, for datteren havde jo en mor. 

Men hvis hun har en mor, er hun jo heller ikke din steddatter - en stedmor eller -far er "i mors (eller fars) sted", fordi mor eller far er død.