Er jeg den eneste??

Nadia&Daniel skriver:

Er jeg den eneste som ikke er ked af, at min datter er blevet flaskebarn?

Er jeg den eneste som ikke har givet det en tanken, da jeg gik fra bryst til flaske?

Er jeg den eneste som ser det lige så naturligt at give flaske som at give bryst?

Er jeg den eneste som føler lige så meget nærværd med min datter, når jeg giver hende flaske, som vist jeg havde ammet?

Jeg har en flaskebarn - og jeg er glad for det. Jeg har været glad for flasken for dag 1 af (næsten).. Jeg nåede at amme Laura i få dage - men selv JM opgav, og tilskyndede mig til at give Laura flaske (helst med mælk fra mig - ellers "bare" mme) og ved I hvad? Det var/er en af DE BEDSTE beslutninger jeg har taget..

Fik en gladere datter ud af det, en mand som følte han var lige så vigtigt som moren selv, og en stolt farmor som kunne give det første barnebarn flaske..

Min mors første reation på at Laura var/er flaskebarn: "Årh nej, amming er så vigtigt".. Det kan godt være, men er det ikke mere vigtigt med et glad og MÆT baby, end at tænke på sig selv og den lyserød drøm om at amme sit barn..

Jeg føler mig lige så meget nær min datter når jeg giver hende flaske, som jeg gjorde da jeg ammede (i den første mdr.), og dog, er måske tættere på hende pga flásken, fordi jeg følte at jeg gjorde en forskel, en god en.

Men om man ammer eller giver flaske - så husk, det er i hjertet en god mor er at finde

nej... jeg har det på samme måde... jeg stoppede amningen da han var 3 mdr... jeg syntes ikke det gav nærvær eller hygge... jeg ville bare have det hurtigt overstået. 

at gå over til flaske var nok den bedste beslutning jeg har taget og en beslutning jeg ikke vil fortryde... nogensinde..

Giraffen skriver:

jeg tror det afhænger meget af hvilke idéer og krav man har til sig selv som mor. Jeg er møg-følsom og har altid gerne ville amme og ved jeg vil se det som et nederlag hvis ikke jeg kan. Nøjagtig ligesom jeg vil hvis jeg forventer en god karakter til en eksamen og ikke får den. 

Men hvis ikke ens moder-identitet sidder i amningen så er det klart den ikke bliver så hårdt ramt når man går over til flaske Her har jeg en kæreste der meget gerne vil have et flaske-barn så han ka være mere med, men jeg vil helst amme -allermest pga praktiske og økonomiske omstændigheder

Men jeg kender både de der elsker at kunne give flaske og ser det som en frihed og dem der elsker at amme og ser det som en frihed

Men tror det afhænger meget af hvad ens 'identitet' er holdt oppe på

Det var dog bare SÅ klogt sagt

Jeg har født 3 børn og har ikke ammet en eneste af dem, dog ufrivilligt, da det bare ikke ville fungere. Den nære kontakt som nogle mener at man mister, ja den har jeg aldrig savnet, da jeg i stedet lagde mine børn ind til mit nøgne bryst når jeg gav flaske for at få den samme føelse / kontakt med mine børn som ammende mødre. Mine børn har stort set aldrig fejlet noget, bortset fra en influinza i ny og næ. Min sivgerinde derimod, hun har ammet sine børn lige til de begge næsten var 2 år, og jeg har aldrig oplevet børn med så meget sygdom som hendes. Så myten med at brystbørn bliver mindre syge og har større imunforsvar end flaskebørn, den holder bare ikke. Der er også en større frihed ved at have flaskebørn, da det er nemmere at få dem passet ude i ny og næ.

Nadia&Daniel skriver:

Er jeg den eneste som ikke er ked af, at min datter er blevet flaskebarn?

Er jeg den eneste som ikke har givet det en tanken, da jeg gik fra bryst til flaske?

Er jeg den eneste som ser det lige så naturligt at give flaske som at give bryst?

Er jeg den eneste som føler lige så meget nærværd med min datter, når jeg giver hende flaske, som vist jeg havde ammet?

Jeg har en flaskebarn - og jeg er glad for det. Jeg har været glad for flasken for dag 1 af (næsten).. Jeg nåede at amme Laura i få dage - men selv JM opgav, og tilskyndede mig til at give Laura flaske (helst med mælk fra mig - ellers "bare" mme) og ved I hvad? Det var/er en af DE BEDSTE beslutninger jeg har taget..

Fik en gladere datter ud af det, en mand som følte han var lige så vigtigt som moren selv, og en stolt farmor som kunne give det første barnebarn flaske..

Min mors første reation på at Laura var/er flaskebarn: "Årh nej, amming er så vigtigt".. Det kan godt være, men er det ikke mere vigtigt med et glad og MÆT baby, end at tænke på sig selv og den lyserød drøm om at amme sit barn..

Jeg føler mig lige så meget nær min datter når jeg giver hende flaske, som jeg gjorde da jeg ammede (i den første mdr.), og dog, er måske tættere på hende pga flásken, fordi jeg følte at jeg gjorde en forskel, en god en.

Men om man ammer eller giver flaske - så husk, det er i hjertet en god mor er at finde

*Enig  

Der er intet galt med at ha et flaskebarn ! Føler bestemt også, at jeg havde en del nærvær med Simon, selvom han fik flaske.. 
Sidst men ikke mindst, så er jeg glad for, at jeg valgte det bedste for både ham og jeg !  

Min søn har været flaskebarn næsten fra dag 1, kunne ikke få gang i amningen og producerede rent faktisk ikke mælk overhovedet. Men var bestemt ikke ked af at jeg ikke kunne amme, og var heller ikke ked af han skulle have flaske.

For mig føltes det meget normalt, og jeg havde under graviditeten et ønske om at amme. Men jeg tror heller ikke jeg vil amme ved den næste, selv ikke hvis jeg kunne.

Nadia&Daniel skriver:

Er jeg den eneste som ikke er ked af, at min datter er blevet flaskebarn?

Er jeg den eneste som ikke har givet det en tanken, da jeg gik fra bryst til flaske?

Er jeg den eneste som ser det lige så naturligt at give flaske som at give bryst?

Er jeg den eneste som føler lige så meget nærværd med min datter, når jeg giver hende flaske, som vist jeg havde ammet?

Jeg har en flaskebarn - og jeg er glad for det. Jeg har været glad for flasken for dag 1 af (næsten).. Jeg nåede at amme Laura i få dage - men selv JM opgav, og tilskyndede mig til at give Laura flaske (helst med mælk fra mig - ellers "bare" mme) og ved I hvad? Det var/er en af DE BEDSTE beslutninger jeg har taget..

Fik en gladere datter ud af det, en mand som følte han var lige så vigtigt som moren selv, og en stolt farmor som kunne give det første barnebarn flaske..

Min mors første reation på at Laura var/er flaskebarn: "Årh nej, amming er så vigtigt".. Det kan godt være, men er det ikke mere vigtigt med et glad og MÆT baby, end at tænke på sig selv og den lyserød drøm om at amme sit barn..

Jeg føler mig lige så meget nær min datter når jeg giver hende flaske, som jeg gjorde da jeg ammede (i den første mdr.), og dog, er måske tættere på hende pga flásken, fordi jeg følte at jeg gjorde en forskel, en god en.

Men om man ammer eller giver flaske - så husk, det er i hjertet en god mor er at finde

Ved ikke om du er den eneste, men det tror jeg nu ikke du er, for kender mange der bevidst har valgt flasken fra starten af fordi de ikke brød sig om tanken om amning..

MEN jeg græd snot i flere dage over at min mælk ikke havde den nærring min søn skulle bruge.. Mælk havde jeg masser af, og han spiste også vældig ved mig, men der gik kun 10 minutter og så kunne jeg amme i en time igen fordi han slet ikke blev mæt.. Han tog heller ikke på, han tabte sig derimod, og jeg var SÅ ked af at jeg ikke kunne amme, for jeg elskede det.. Jeg nåede at amme i 2 mdr og måtte så overgive mig til flasken..

Da min søn begyndte på flasken gik det rigtig godt og han elskede at ligge og blive snakket til imens han spiste og han elskede at se mig dybt i øjenene, og JEG elskede at jeg kunne se den tilfredshed han fik af at blive mæt.. Han blev da meget nemmere ja, for han blev jo pludselig mæt, og det gav tid til at jeg også kunne lave lidt i løbet af dagen udover at amme..

Men efter en måned på flasken begyndte han at blive sur hver gang han skulle have den, og han nægtede at ligge i mine arme og spise, og jeg endte med at ligge ham på sofaen ved siden af mig og så måtte jeg holde flasken på den måde, han ville IKKE ligge hos mig og have den.. om det var fordi vi kom ind i de varme sommermåneder ved jeg ikke, men jeg følte at jeg mistede SÅ MEGET kontakt med mit barn da han pludselig ikke ville ligge ved mig mere..

Så jeg er en af dem der græd over at jeg pludselig ikke kunne amme mere, og kan græde bare ved tanken om det stadigvæk, det kørte mig fuldstændig ned at jeg ikke kunne mætte mit eget barn når jeg jo egentlig havde mælk nok..

Jeg er lidt ked af at se, at jeg tror dit indlæg bliver misforstået.
For mig virker det her som om du gerne vil fortælle de ulykkelige mødre, at det faktisk også er fantastisk at give flaske, og at de nok skal blive glad for det

Nej du er bestemt ikke den eneste..

Kæmpede i 9 dage med at prøve at amme Liva, men det ville bare ikke lykkedes. Til sidst blev hun passiv og fjern i det, og så sendte jeg manden på døgnapoteket efter en sutteflaske og mme.. Mødte uanmeldt op på Ammeambulatoriumet kl. 23:00 og sagde "Nu gider jeg ikke mere, vis mig om hvordan det her flaskenoget virker"!!

Liva fik en suttflaske med 80 ml i, guffede i sig og drak den på 1½ min., lukkede øjenene med et smil og snorksov.. Var SLET ikke i tvivl om vi havde valgt det rette og at vi nu havde en glad baby .

Liva har hele vejen igennem fået flaske (Nutramigen, da hun var allergisk for det andet) og har ALDRIG haft dårlig samvittighed.. Har fundet mange gode sider ved det bl.a. at Livas far har kunne aflaste mig og få den samme nærhed ved at give Liva mad, som jeg havde og at Livas mormor og farmor kunne se efter hende et par timer i de første par måneder, da jeg var meget syg.

Så for flaskebørn

SussieThyssen skriver:

Det var dog bare SÅ klogt sagt

tak hvor er du sød

Hejsa

Nicklas kunne jeg ikke amme.... Efter at have forsøgt i 3 dage hvor han SKREG når jeg lagde ham til så opgav jeg. Fandt senere hen ud af at han havde hold i nakken efter en hård fødsel så det gjorde simpelthen ondt på ham at skulle ligge ved mig og spise. Jeg valgte i stedet at malke ud til ham og gjorde det i 3 mdr. ET KÆMPE ARBEJDE!

Ved Mathias gik amningen rigtig godt de første 7 dage, men så blev jeg indlagt med ham fordi han pludselig blev meget meget syg og faktisk døde i armene på mig op til flere gange men de fik heldigvis liv i ham igen og de fandt aldrig ud af hvorfor han gjorde det, udover at han ikke iltede hans blod ordenligt. Det kostede min amning at være indlagt i 3 uger med ham. Pga alt det der skete forsvandt min mælk simpelthen......

Nu med Nikoline ammede jeg i 9 uger og jeg har elsket det, men ved ikke hvad der er sket, men pludselig en dag ville hun simpelthen ikke spise ved mig mere, og efter at have kæmpet to dage for at få hende til at tage fat, valgte jeg at give hende en flaske. Derefter var hun så glad og tilfreds og vi er stadig på flasket..... Jeg har stadig en masse mælk og forsøger hver dag at ligge hende til, men hun gider simpelthen ikke og det har jeg nu accepteret og sådan er det.... Har lige ringet og fået pier ved lægen for at stoppe min mælk. Jeg har en glad og tilfreds datter og det er det vigtigste for mig.....