jeg er virkelig bange for at få et grimt barn

Zeus skriver:

Udelukkende fordi, hun lige umiddelbart er bange for at få et grimt barn..? Ej nu er det godt nok mig der er forarget!

nej men hvis hun vitterligt ikke er klar på et barn så er det jo en mulighed

Til Trådstarter:

Du lyder oprigtig bekymret og ked af det.. og du er bange for at du måske går hen og får en fødselsdepressio... Jeg synes du skal give dig selv en uge eller to, og så virkelig mærke efter hvordan du har det der. "Chokket" skal måske lige lægge sig, så du kan begynde at glæde dig.

Hvis ikke du får det bedre med din situation ville jeg anbefale professionel hjælp. Jeg har en bekendt, som på et tidspunkt betroede mig at hun var ked af det fordi hun havde fået en dreng og det var SÅ hårdt for hende at indrømme overfor sig selv og andre, fordi det er så tabu-baseret.. og det er også skide tabu-belagt at erkende dine følelser omkring din bekymring om dit barns udseende.. men ikke detsto mindre er det sådan du føler. Og den følelse kan måske bunde i noget.. noget som du måske kan få gavn af at få bearbejdet

Du må aldrig blive for stolt til at søge hjælp når du føler de der "forbudte" følelser.. der er folk, som kan hjælpe og lette bekymringerne på en hensigtsmæssig måde

isabellamor skriver:

jeg kan jo ikke gøre andet end at skrive hvad jeg syntes ud fra hvad hun skriver...

og jeg konkludere ud fra hvad jeg læser at det næsten kan være det eneste rigtige for hende og så kan hun vente til hun er klar. hvordan kan det være et hård respons.. ville det ikke nærmere være en hård repons at sige til hende at hun bare SKAL få det barn, hvis det nu er hun ikke føler sig klar til det. hvem er det godt for at få et barn hvis det ikke er ønsket..!!

det står jo nærmest mellem linjerne at det er det hun ønsker, og at hun ønsker at få en form for "accept" til at gennemføre en abort... 

Jeg tror mere det handler om at TS havde brug for at få at vide at det er okay at være i tvivl og have disse tanker... Og jeg skriver ikke at hun "SKAL" få det barn, jeg skriver blot at jeg mener det er for hård en udmeldning at opfordre hende til en abort på baggrund af de (ret få) oplysninger TS giver.

KaLee skriver:

Det modsiger du inddirekte dig selv i forhold til hvad du skriver til mig. 

Du har ikke haft i tankerne at opfordre til en abort... Men du vil hellere opfordre hende til at bortadoptere barnet, pga tanker om udseendet?

Ok... Nu er jeg også ved at være forarget - men slet ikke over de samme ting som dig.  

rolig nu de damer....

jeg siger ikke hun skal have abort eller adoptere det væk.

men hvis hun vitterligt ikke er klar til at få det barn når det kommer til stykket- så hellere da bortadoptere det istedet for barnet ikkke har en mor som ønsker det..

hendes tanker skal helt sikkert nok ændre sig under graviditeten, men synes stadig hun skal føle efter om hun virkelig er klar

isabellamor skriver:

jeg kan jo ikke gøre andet end at skrive hvad jeg syntes ud fra hvad hun skriver...

og jeg konkludere ud fra hvad jeg læser at det næsten kan være det eneste rigtige for hende og så kan hun vente til hun er klar. hvordan kan det være et hård respons.. ville det ikke nærmere være en hård repons at sige til hende at hun bare SKAL få det barn, hvis det nu er hun ikke føler sig klar til det. hvem er det godt for at få et barn hvis det ikke er ønsket..!!

det står jo nærmest mellem linjerne at det er det hun ønsker, og at hun ønsker at få en form for "accept" til at gennemføre en abort... 

Kære TS

Der er absolut intet i vejen med dig.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville elske mit barn, men derfor tænkte jeg da ligesom dig "Jeg håber sgu godt nok ikke han bliver grim". For der findes da herre mange grimme menneske. (Især mænd - ja det synes jeg altså)

Men som mange andre også skriver, skal ens barn godt nok være grimt før man selv kan se det. Moderkærligheden er SÅ stor, at man ikke fatter det før man oplever det.

Måske kommer din moderfølelse ikke lige med det samme og det er også HELT normalt.
Nogen kvinder skal først lære deres barn at kende før de mærker kærligheden og det skal man ikke panikke over og man skal ikke føle sig som en dårlig mor.

Selvom dit barn er et planlagt ønskebarn kan jeg da godt forstå, at du panikker lidt nu. For nu er det virkelighed og ikke bare en drøm. Det er derfor en graviditet varer 9 måneder. Så man kan nå at vænne sig til det.
Mange kvinder svinger imellem lykke og angst.
Kan jeg nu slå til som mor?
Kan jeg lide mit barn?
Bliver mit barn rask og sund?
Hvad nu hvis det bliver et kolikbarn? Brænder jeg så sammen?

Det er helt naturligt og man skal have lov til at have disse tanker.
At fornægte sine tanker pga man skal fremstå som et perfekt menneske har aldrig gavnet nogen.
Mange gør det og det kan jeg sgu godt forstå sådan som man bliver dømt herinde.

Mht dine tvangstanker synes jeg da du skal konsultere en psykiater, der kan hjælpe dig via kognitiv terapi.
Du ved godt du ikke skader dit barn, men har man OCD stemmer følelser og fornuft bare ikke overens.
Det er en lidelse der kan behandles, så det er bare med at komme i gang.

Jeg er sikker på, at du bliver den lykkelige mor til en køn lille unge.
Men livet som mor er fyldt med angst og bekymringer, men også stor glæde og lykke.

Så stort tillykke med din graviditet og held og lykke med det hele.

Krussedulle skriver:



Du skal læse på linjerne, ikke imellem! Hvis TS bad om hjælp til at beslutte om hun skulle beholde barnet eller ej, havde hun nok skrevet det.. Nu ytre hun jo faktisk bare en masse tanker og bekymringer hun har! Tror ikke hun har behov for at du, eller andre lige konkluderer, at hun nok egentlig bare skulle få en abort..

Maja88 skriver:

rolig nu de damer....

 

jeg siger ikke hun skal have abort eller adoptere det væk.

men hvis hun vitterligt ikke er klar til at få det barn når det kommer til stykket- så hellere da bortadoptere det istedet for barnet ikkke har en mor som ønsker det..

hendes tanker skal helt sikkert nok ændre sig under graviditeten, men synes stadig hun skal føle efter om hun virkelig er klar

Men hvorfor er det lige at abort og adoption overhovedet skulle komme på tale?

Det var ikke mig der startede snakken om det - og slet ikke over de tanker hun har.

Hendes tanker ændrer sig højst sandsynligt under graviditeten. og hvis hun stadig har det skidt / de tanker om noget tid, så er det noget hun kan lufte med JM om.. Og jeg tror næppe at nogen JM ville råde hende til bortadoption.  

RGN skriver:

Kære TS

Der er absolut intet i vejen med dig.

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville elske mit barn, men derfor tænkte jeg da ligesom dig "Jeg håber sgu godt nok ikke han bliver grim". For der findes da herre mange grimme menneske. (Især mænd - ja det synes jeg altså)

Men som mange andre også skriver, skal ens barn godt nok være grimt før man selv kan se det. Moderkærligheden er SÅ stor, at man ikke fatter det før man oplever det.

Måske kommer din moderfølelse ikke lige med det samme og det er også HELT normalt.
Nogen kvinder skal først lære deres barn at kende før de mærker kærligheden og det skal man ikke panikke over og man skal ikke føle sig som en dårlig mor.

Selvom dit barn er et planlagt ønskebarn kan jeg da godt forstå, at du panikker lidt nu. For nu er det virkelighed og ikke bare en drøm. Det er derfor en graviditet varer 9 måneder. Så man kan nå at vænne sig til det.
Mange kvinder svinger imellem lykke og angst.
Kan jeg nu slå til som mor?
Kan jeg lide mit barn?
Bliver mit barn rask og sund?
Hvad nu hvis det bliver et kolikbarn? Brænder jeg så sammen?

Det er helt naturligt og man skal have lov til at have disse tanker.
At fornægte sine tanker pga man skal fremstå som et perfekt menneske har aldrig gavnet nogen.
Mange gør det og det kan jeg sgu godt forstå sådan som man bliver dømt herinde.

Mht dine tvangstanker synes jeg da du skal konsultere en psykiater, der kan hjælpe dig via kognitiv terapi.
Du ved godt du ikke skader dit barn, men har man OCD stemmer følelser og fornuft bare ikke overens.
Det er en lidelse der kan behandles, så det er bare med at komme i gang.

Jeg er sikker på, at du bliver den lykkelige mor til en køn lille unge.
Men livet som mor er fyldt med angst og bekymringer, men også stor glæde og lykke.

Så stort tillykke med din graviditet og held og lykke med det hele.

*LOL* Endnu en gang er vi skræmmende enige (se min smøre tidligere - den minder uhyggeligt meget om din) :-D

Anonym skriver:

Hej alle

Jeg er gravid i 6 uge og det var plantlagt men jeg føler absolut ingen glæde... kun tristhed og bekymringer

Lige da jeg testede positiv var jeg glad men glæden var kort.. allerede dagen efter gik virkeligheden op for mig og så fik jeg da virkelig skidt da jeg pludselig slet ikke føler mig klar

Det er meget få børn jeg synes er søde/kønne og når jeg ser en af dem ønsker jeg mit barn bliver lige så charmerende.. jeg skammer mig over det men jeg er virkelig bange for at få et grimt barn som frastøder mig eller jeg intet føler overfor..

Jeg kan på ingen måde forestille mig livet som mor da jeg føler mig som datter 100 % og har ingen små børn i familien som jeg kan relatere til...

Jeg er bange for at få en fødselsdepression og bange for at skade barnet, da jeg også lider af tvangstanker

bange for jeg aldrig kommer til at elske barnet og alle snakker om ih og åh det er så dejligt at være gravid men det er det absolut ikke når man ingen glæde har og ikke kan føle noget for det der nu er i maven

 

Alene ud fra den markerede udtalelse synes jeg at det er iorden at overveje situationen.
Man skal ikke sætte et uønsket barn i verden, det er ingen tjent med. Dermed ikke sagt  at dit barn ikke er ønsket. Og det er altså helt okay at ville vente hvis det er det du føler er rigtigt.

De bedste ønsker for dig.

Carina