Ret bange for at føde!

Uha de damer, hvor er i bare skidehamrende dejlige til at komme med alle jeres råd og svar! Håber det er okay jeg ikke lige svarer individuelt alligevel, for kan godt se det kommer til at tage hele aftenen så. Hehe! Men bare fortsæt med de gode råd, det betyder virkelig meget for mig. Virkelig rart at jer, der har prøvet det, vil hjælpe sådan en førstegangsføder som mig! Tak for det

Puhaa jeg føler med dig!! Jeg havde det nøjagtig på samme måde da jeg ventede 1 barn. Jeg var skræmt fra vid og sans og intet af det folk sagde hjalp mig!! MEN da jeg stod i det var jeg overhovedet ik bange! Jeg er god til at håndtere smerten og trække mig ind i mig selv og koncentrere mig, og det hjalp mig meget. Jeg snakkede ikke et eneste ord med hverken kæreste eller jordmødre i de 6 timer det varede så koncentreret var jeg mit bedste råd er at du skal tage det som det kommer. Lad vær og forvent din fødsel går sådan og sådan for du kan ikke vide det og måske du så blir skuffet hvis det ikke går sådan... bare et råd... Og fortæl din kæreste og JM at du er bange!! Det er vigtig de ved det..

Frøken J. skriver:

De damer, de damer. Nu er det jo sørme ved at være oppe over (tænk man kan sige det.. Underligt!), og jeg må indrømme, at selvom jeg på den ene side er utålmodig efter at se vores pige, så er jeg på den anden side IKKE utålmodig, fordi jeg ved, at det først kræver jeg kommer gennem en fødsel. Og det er jeg helt vildt bange for, faktisk. Især på det seneste er jeg blevet angst!

Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for i siger. Måske komme med nogle gode råd til fødslen? Hvordan man bedst håndterer den og angsten.. Jeg har ikke brug for at vide: "Jamen jeg sprak jo fra A-Z og troede jeg skulle dø, men det var det hele værd" - Jeg har brug for gode råd og betryggende vendinger

Help a girl out!

Jeg tror den angst er helt normal! Jeg havde den i hvert fald også - samtidig med, at jeg pludselig var helt sikker på, at mit liv ville forandres til noget jeg egentlig ikke ønskede alligevel, og egentlig slet ikke ville være mor alligevel - tal om panikangst og kolde fødder 

Men jeg oplevede, at da det først gik i gang, så var der slet ikke plads og tid til angsten. Jeg var nødt til at følge min krop - og jordemoder - og det, sammenholdt med vearbejdet, gjorde, at angsten slet ikke kunne få fodfæste. Og da hun endelig var ude, forsvandt kolde fødder og jeg var mor uden forbehold!

2. gang var angsten der også - dog ikke på samme måde. Primært fordi 1. fødsel havde været en barsk omgang, så havde nogle ting, jeg var nervøs for kunne gå galt igen. Og så fordi jeg ligesom vidste hvad jeg skulle igennem Og igen var der ikke plads til angsten, da slaget skulle stå.

Jeg tror angsten hovedsageligt er skabt af alle de tanker man gør sig. Og når man aldrig har prøvet det før, så aner man jo ikke, hvad man går ind til - og ofte er det ukendte det mest skræmmende. Jeg håber, du får en god fødsel. Jeg har prøvet en barsk og en helt-efter-bogen - og begge fødsler husker jeg som de mest fantastiske oplevelser. for under fødslen er man nødt til at være 100 % til stede i nuet - og så er angsten slået hjem

Frøken J. skriver:



Kan helt sikkert bruge dem - Tak! Jeg tror også noget jeg skal fokusere på er ærlighed. Jeg har det ofte med at underspille hvordan jeg har det og være lidt for "høflig" til at ville sige fra eller bede om hjælp. Det må jeg ligge fra mig under fødslen!

Jeg lover dig at ærlighed kommer helt af sig selv.....og nogle gange lige lovlig meget.... Når man har ondt siger man tingene som de er..
Så det skal du ik tænke på.
Det "gode" ved veer er at du ikke har noget valg...og så man altså uanende kræfter... Helt vildt....du vil bagefter føle dig som verdens sejeste kvinde...det lover jeg dig

Så bare klø på

Mht til frygt for at sprække så kan jeg sige dig at du ikke vil opdage det....huden er så spændt ud af du ikke vil mærke hvis du sprækker.
Og så er jordmødre rigtig gode til at lægge varme klude på mellem kødet for at undgå sprækker.

Frøken J. skriver:

De damer, de damer. Nu er det jo sørme ved at være oppe over (tænk man kan sige det.. Underligt!), og jeg må indrømme, at selvom jeg på den ene side er utålmodig efter at se vores pige, så er jeg på den anden side IKKE utålmodig, fordi jeg ved, at det først kræver jeg kommer gennem en fødsel. Og det er jeg helt vildt bange for, faktisk. Især på det seneste er jeg blevet angst!

Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for i siger. Måske komme med nogle gode råd til fødslen? Hvordan man bedst håndterer den og angsten.. Jeg har ikke brug for at vide: "Jamen jeg sprak jo fra A-Z og troede jeg skulle dø, men det var det hele værd" - Jeg har brug for gode råd og betryggende vendinger

Help a girl out!

Der er mange, som har det som dig! Jeg var egentlig ikke bange for fødslen, men jeg havde også en virkelig forfærdelig graviditet, så glædede mig bare ekstremt til at lille Camille kom ud.!

For mit vedkommende var fødslen en god oplevelse og jeg oplevede den slet ikke så frygtelig som mange beskriver den! Jeg håber du får den samme positive oplevelse og selvom at det er mega kliché, så er det vitterligt glemt, når du har dit barn i dine arme

Frøken J. skriver:

De damer, de damer. Nu er det jo sørme ved at være oppe over (tænk man kan sige det.. Underligt!), og jeg må indrømme, at selvom jeg på den ene side er utålmodig efter at se vores pige, så er jeg på den anden side IKKE utålmodig, fordi jeg ved, at det først kræver jeg kommer gennem en fødsel. Og det er jeg helt vildt bange for, faktisk. Især på det seneste er jeg blevet angst!

Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for i siger. Måske komme med nogle gode råd til fødslen? Hvordan man bedst håndterer den og angsten.. Jeg har ikke brug for at vide: "Jamen jeg sprak jo fra A-Z og troede jeg skulle dø, men det var det hele værd" - Jeg har brug for gode råd og betryggende vendinger

Help a girl out!

Hejsa..

Til trods for at jeg lå med veer i 21 timer, synes jeg at jeg havde den bedste fødsel ever ( har ikke noget at samligne med ud over skræk historierne), men når jeg tænker tilbage på dagen, kan jeg egentlig godt savne den lidt..

Jo det gjorde ondt, men man vidste hvorfor, syntes det var en dejlig dag og oplevelse.. Og når gødslen først går i gang, forsvinder alt frygt og man vil bare gerne hjælpe sin lille guldklump til verden..

Så tænk på dagen, som der bliver en af de lykkeligste dage i dit liv, INTET kan beskrive den følelse der kommer op i en når man får den lille op på maven..

Så i stedet for at tænke på dagen med frygt, så tænk på den med glæde :-)

Der er ko ingen der siger at din historie bliver en skrækhistorie :-)

Følger dig spændt på sidelinjen, og glæder mig til den dag du skriver at du er i fødsel eller har født :-)

Knus og kram

Jeg havde det fuldstændig på samme måde op til min fødsel.... Fødte 13 dage før tid, havde veer i 11 timer og det gjorde vildt sindssygt ondt..... Fik lattergas og det hjalp en smule... Det var rigtig hårdt men jaa når man ligger der med veer og og presser bebsen ud til sidst så tænker man ikk over noget som helst.. Jeg ville bare gerne have ham ud  Men det sidst tryk der gjorde at han kom ud gjorde rigtig ondt men var det skønneste fordi jeg kunne "mærke" at han kom ud og nu vidste man det var overstået også fik man ham op på maven

Frøken J. skriver:

De damer, de damer. Nu er det jo sørme ved at være oppe over (tænk man kan sige det.. Underligt!), og jeg må indrømme, at selvom jeg på den ene side er utålmodig efter at se vores pige, så er jeg på den anden side IKKE utålmodig, fordi jeg ved, at det først kræver jeg kommer gennem en fødsel. Og det er jeg helt vildt bange for, faktisk. Især på det seneste er jeg blevet angst!

Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for i siger. Måske komme med nogle gode råd til fødslen? Hvordan man bedst håndterer den og angsten.. Jeg har ikke brug for at vide: "Jamen jeg sprak jo fra A-Z og troede jeg skulle dø, men det var det hele værd" - Jeg har brug for gode råd og betryggende vendinger

Help a girl out!

Søde ven..det er helt og aldeles normalt at være ved at tisse i bukserne af skræk den sidste tid...jeg kan godt huske det fra mig selv.
Men...jeg kan love dig een ting med garanti..du glemmer alt om det, når først fødslen går i gang.
Så har man overhovedet ikke tid til at tænke på det.

Mit råd til dig er, at du her i de sidste dage holder dig i gang med andre ting, gør rent, er sammen med venner, ser nogle gode film, der kan aflede din opmærksomhed, læs nogle gode bøger, hør evt lydbånd og lav noget håndarbejde eller andet kreativt, så du holder tankerne væk fra det aktuelle.
Og så får du lige et stort knus.

Kærligst
Sussie

Frøken J. skriver:

Jeg ved ikke.. Jeg tror det primære er smerterne, angsten for at sprække, og at man ikke ANER hvad man går ind til! Jeg er meget kontrolmenneske, og for mig er det svært at jeg ikke har den ringeste anelse om, hvad jeg går ind til. Man kan jo UMULIGT på forhånd forestille sig, hvor ondt det vil gøre. Jeg har læst en milliard fødselsberetninger, jeg har set fødselsvideoer, lyttet til DR's fødselspodcasts, og alligevel føler jeg mig på bar bund.

Jeg var fx ret afklaret med, at jeg ville have en rimelig naturlig fødsel uden for meget unaturlig smertelindring, men efter en nat med mavekramper den anden aften hvor jeg godt ved, at veerne bliver værre, så er jeg pludselig ikke så sikker mere..

Jeg havde det PRÆCIS lige sådan!!

Jeg blev tilbudt igangsættelse 41+3. Det var SÅ mærkeligt at stå og sige ja tak (for jeg tog imod ) til "lige om lidt" at have de vildeste (og hidtil ukendte) smerter i sit liv... 

Da jeg fik den første stikpille blev jeg også lidt bange igen, men da veerne kom glemte jeg det, og blev fokuseret på dem i stedet!

Jeg ville føde i vand, og jeg ville bruge det som smertelindring, da jeg ikke ønskede medicinsk lindring!
Da jeg kom ind kl. 2om natten med veer, kunne jeg SLET ikke overskue det bad, og bad om en epidural med det samme. Den blev bestilt, da man skønnede det ville blive et langt forløb, og mens jeg ventede fik jeg lidt akupunktur og varmepude.

Da anæstesilægen meldte sin ankomst var jeg alt for åben til, at ville få glæde af epien og jeg afbestilte. Det nåede jeg da lige at glæde mig over, for så fik jeg jo min bedøvelses-frie fødsel.

Igennem hele fødslen vil der være milepæle som fjerner dit fokus fra angsten. Det er i hvert fald min oplevelse. Jeg svingede mellem magtesløshed, forventningens glæde og glæden over de "milepæle". Da jeg blev indlagt og var i fødsel, hver gang der var centimeterfremgang, da vandet kunne tages, da jeg fik pressetrang, da jeg måtte presse osv..

Jeg forstår godt du er bange nu, og især bange for det uvidste. Prøv at sende Pia fra ekspertpanelet en besked - hun er JDM og kan måske berolige dig lidt!!  

Frøken J. skriver:

De damer, de damer. Nu er det jo sørme ved at være oppe over (tænk man kan sige det.. Underligt!), og jeg må indrømme, at selvom jeg på den ene side er utålmodig efter at se vores pige, så er jeg på den anden side IKKE utålmodig, fordi jeg ved, at det først kræver jeg kommer gennem en fødsel. Og det er jeg helt vildt bange for, faktisk. Især på det seneste er jeg blevet angst!

Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for i siger. Måske komme med nogle gode råd til fødslen? Hvordan man bedst håndterer den og angsten.. Jeg har ikke brug for at vide: "Jamen jeg sprak jo fra A-Z og troede jeg skulle dø, men det var det hele værd" - Jeg har brug for gode råd og betryggende vendinger

Help a girl out!

Åhh jeg havde det ligesom dig  jeg var helt vildt bange. men jeg personligt, synes ikke det var så slemt som jeg havde frygtet.

Den måde jeg tacklede veerne bedst på, var nærmest at gå ind i mig selv og fokusere på vejrtrækningen. Når nogen spurgte mig om noget, var det kun korte svar jeg havde, og jeg nærmest ignorerede dem omkring mig 

Jeg vil råde dig til at tage en ve af gangen, og prøve på at lade være med at tænke på, hvor lang tid det nu vil vare