Ret bange for at føde!

Frøken J. skriver:

De damer, de damer. Nu er det jo sørme ved at være oppe over (tænk man kan sige det.. Underligt!), og jeg må indrømme, at selvom jeg på den ene side er utålmodig efter at se vores pige, så er jeg på den anden side IKKE utålmodig, fordi jeg ved, at det først kræver jeg kommer gennem en fødsel. Og det er jeg helt vildt bange for, faktisk. Især på det seneste er jeg blevet angst!

Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for i siger. Måske komme med nogle gode råd til fødslen? Hvordan man bedst håndterer den og angsten.. Jeg har ikke brug for at vide: "Jamen jeg sprak jo fra A-Z og troede jeg skulle dø, men det var det hele værd" - Jeg har brug for gode råd og betryggende vendinger

Help a girl out!

jeg var også PIS HAMRNDE angst for at føde, men alligevel kunne jeg ikke vente på at komme igang.. og da veerne kom havde jeg slet ikke tid eller overskud til at føle angsten fordi at jeg blev så fokuseret på mine veer.. og så blev det faktisk og underligt nok mega hyggeligt at ligge der og vide at jeg ikke skulle noget som helst andet end at lidde der og have veer, og jeg slappede TOTALT af i mit sind. jeg var renset for bekymringer der normalt spøgte i min hverdag.. jeg NØD tiden imellem veerne og da jeg  fik min epidural. var jeg i trance.. jeg slappede så meget af.. og frygtede intet.. 

måske fordi jeg følte mig ENORMT tryg ved at være på fødegangen og ved at have sådan nogle søde jordemødre.. jeg nåede at være igennem 5 vagtskift, så mødte 6 søde jordemødre... 

Jeg har også været bange for at føde - rigtig bange endda, men jo længere hen jeg kom i min graviditet, jo mere forsvandt frygten, lige indtil den nat hvor vandet gik, der blev jeg sgu noget nervøs igen... Men da jeg først begyndte at få veer, så forsvandt alt min frygt. For det første er man bare skide spændt på at se sin lille baby, for nu er det pludselig lige nu, og for det andet, så har man alt for travlt om at koncentrere sig om veer og vejrtrækning til at være nervøs over noget som helst.. Vi er jo heldigvis skabt til at føde børn, og man får altså bare en nogle uanede krafter og energier når man er i fødsel..

Rigtig meget held og lykke med den forestående fødsel, jeg håber den bliver som du ønsker, og jeg glæder mig til at høre om det hele, og ikke mindst til at se din lille prinsesse

Frøken J. skriver:

De damer, de damer. Nu er det jo sørme ved at være oppe over (tænk man kan sige det.. Underligt!), og jeg må indrømme, at selvom jeg på den ene side er utålmodig efter at se vores pige, så er jeg på den anden side IKKE utålmodig, fordi jeg ved, at det først kræver jeg kommer gennem en fødsel. Og det er jeg helt vildt bange for, faktisk. Især på det seneste er jeg blevet angst!

Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for i siger. Måske komme med nogle gode råd til fødslen? Hvordan man bedst håndterer den og angsten.. Jeg har ikke brug for at vide: "Jamen jeg sprak jo fra A-Z og troede jeg skulle dø, men det var det hele værd" - Jeg har brug for gode råd og betryggende vendinger

Help a girl out!

Sødeste dig,

Kan godt forstå angsten melder sig, det ds jo helt naturligt, det ville være mærkeligt andet husker jeg selv havde det ude Asta men da veerne meldte sig forsvandt angsten

Nu har jeg født 3 børn og har født alle tre uden smertestillende og uden sprækker skrammer

Det er det ultimative fedeste og jeg ville gøre det igen hvis jeg fik en fødsel som en af de tre

Du går noget meget fantastisk i møde

Frøken J. skriver:

Jeg har faktisk lavet en fin fødselsplan, men har overvejet at smide den ud, fordi jeg pludselig er kommet helt vildt meget i tvivl om alle de ting, som jeg har skrevet. Fx hvad angår smertelindring.

Jeg tror egentlig, at det hovedsageligt er det uvisse. Jeg VED ikke, hvor ondt det kommer til at gøre, hvad der kommer til at ske eller ikke ske, og jeg VED ikke, om jeg sprækker fra A-Z. Jeg er kontrolmenneske, så det er meget svært for mig at træde ind i "Intetheden" på den måde!

hvor jeg dog kender det... kontrol-freak og planlægningslister haha!

Der er absolut intet andet at gøre end trække vejret dybt ned i preggy-maven og tro på at alt kommer til at gå godt!

Hvad jeg kender til dig, smukke, så er du RET sej... så jeg tror nu nok at du skal klare den fødsel til UG

Mussen2 skriver:

Jeg tror det er ganske naturlig det du føler lige nu hvor fødslen er nært forestående. Det eneste jeg kan sige er lyt til din jordemoder, lyt til din krop og tænk på din vejrtrækning og at hver ve bringer dig tættere på dit brn. på den måde er veen noget konstruktivt.

Det allervigtigste synes jeg er at tænkr på at man skal bruge sin krop aktivt, så man ikke låser og bliver forkrampet, det gør det hele meget værre.

Har du snakket en lille bitte smule om vejrtrækning med din jordemoder? Det eneste jeg fik at vide var at jeg skulle tælle langsom til 4 under både indånding og udånding, det hjalp mig til at styre og overleve veerne både herhjmme og under fødslen.

Pøj Pøj - det skal nok gå.

Tusind tak for svar! Jeg har faktisk overhovedet ikke talt med min JM om fødslen :O Det er som om, at hver gang er der sket et eller andet som har gjort, at vi aldrig er nået så langt. Og mit næste besøg er når jeg er 40+3, så nu må vi se om jeg går over tid, eller om jeg når at føde inden dag. Men vil tage det med mig du siger om vejtrækningen!

Jeg var til tjek på FG med min mor, var der 11.30, fik afvide jeg ville blive sat igang kl. 13.00. Så vi gik ned og spiste, jeg var ikke bange op til fødslen eller noget, og havde jeg aldrig været. Men da vi sad og spiste fik jeg sommerfugle i maven, jeg tænkte bare ''Tænk, om få timer sidder jeg med min lille dreng i armene, og så kan jeg kalde mig selv MOR!''  Det er en vildt fantastisk følelse. Og jeg var ikke bange da jeg blev sat igang, og fik veer og det. Jeg havde ikke overskuddet til at tænke på det. Jeg tænkte mest bare ''Snart er jeg mor, så sidder jeg med Benjamin i armene'', ''Gad vide hvordan han ser ud, og hvem han ligner'', ''Gad vide om han nu også ligner en Benjamin''. Og ellers tænkte jeg egentligt kun på at få presset ham ud til sidst.  

Det skal nok gå! Du klare det! Jeg er imponeret over det vi kvinder kan klare, og synes det er super fedt! 

Jeg er normalt bange for ALT med smerte osv. men jeg valgte at ligge alt angst omkring fødslen på hylden (ved godt det nemt at sige).. For når det først går igang så kan du ikke stoppe det, så kommer barnet ud på den ene eller anden måde.. Jeg tog det simpelthen i minni etapper bare var tilstede lige i nuet.. så er det ikke så slemt.. alt der kunne gå galt til en fødsel gik stort set galt til min fødsel, men jeg var på intet tidspunkt derude hvor jeg tænkte det her gør jeg aldrig igen.. og husk på vi er skabt til at kunne det her - Det er det vi kan !! 

 

Du kan og det skal nok gå 

Leonora skriver:

Mit aller bedste råd er at du skal fokusere på din vejrtrækning. Du har meget bedre kontrol over dine veer og smerter hvis du trækker vejret dybt og langsomt. Hvis du synes det er svært så bed din kæreste om at trække vejret sammen med dig...

Jeg tænkte på mine mine veer som et tog der kører op på en bakke....jeg tænkte kom kom kom kom helt op på toppen så vi kan køre ned igen....( hvis du forstår). Lidt lige som når man dyrker hård motion og skal holde fx 2 min endnu....pres dig selv til at nå toppen og tænk på hvor rar nedturen er....det hjalp mig meget at tænke sådan underråd HVER ve..

Det er ikke unormalt at være bange for de smerter man skal igennem og det er helt ok. Ingen skam....

Et andet råd er at du skal bruge de hjælpere som err til stede.
Fortæl dem hvad der hjælper dig. Og intet er underligt....bare det hjælper dig igennem dine veer.

Håber du kan bruge mine råd. Og jeg er sikker på at du nok skal klare den fødsel til UG

Kan helt sikkert bruge dem - Tak! Jeg tror også noget jeg skal fokusere på er ærlighed. Jeg har det ofte med at underspille hvordan jeg har det og være lidt for "høflig" til at ville sige fra eller bede om hjælp. Det må jeg ligge fra mig under fødslen!

Godaften!!

Hvor kan jeg godt huske den følelse... Men, men, men!!! Jeg gir dig nok et lidt mærkelig råd nu og du vil nok tænke hvad fanden er det lige du siger?? Men det var altså sådan for mig at jeg havde det lige præcis som dig, jeg forventede det væreste af det væreste... På et tidspunkt var jeg faktisk så bange, at jeg troede jeg ville dø af at skulle føde... Men da dagen så kom, jeg havde som sagt den væreste forestilling om at føde, jamen hvad skal jeg sige?? Jeg blev bare så lettet og det havde hjulpet mig at forvente det væreste, jeg kunne jo kun blive positiv overrasket!! Og så er det vigtigt at du lytter til din jordemoder, for det hjælper dig enormt!! Gør alt det du kan for at gøre som hun siger! 

Og for guds skyld, så husk at sig det som det... både til din jordemoder, men også til din læge og de sygeplejersker som er med til fødslen! Du er enormt bange for at føde!!!

Håber du kan bruge mit lidt mærkelig råd!!

 fra Camilla 

Frøken J. skriver:

Jeg ved ikke.. Jeg tror det primære er smerterne, angsten for at sprække, og at man ikke ANER hvad man går ind til! Jeg er meget kontrolmenneske, og for mig er det svært at jeg ikke har den ringeste anelse om, hvad jeg går ind til. Man kan jo UMULIGT på forhånd forestille sig, hvor ondt det vil gøre. Jeg har læst en milliard fødselsberetninger, jeg har set fødselsvideoer, lyttet til DR's fødselspodcasts, og alligevel føler jeg mig på bar bund.

Jeg var fx ret afklaret med, at jeg ville have en rimelig naturlig fødsel uden for meget unaturlig smertelindring, men efter en nat med mavekramper den anden aften hvor jeg godt ved, at veerne bliver værre, så er jeg pludselig ikke så sikker mere..

Husk at veer ikke kan sammenlignes med nogen anden smerte overhovedet!!! De gør helt ubeskriveligt ondt MEN efter hver evig eneste ve, kommer der en vepause, kort eller lang, og i vepauserne er man HELT SMERTEFRI!!!! Det giver altså lige en hel del kræfter og gør det muligt at holde ud, for man ved hele tiden at lige om lidt, lige lige om lidt, om ganske få sekunder, så er det overstået, så er denne ve færdig og det gør ikke ondt mere.

De første veer vare ca 30 sek, de lange og seje veer vare ca 1½ min. Men når man tænker over at når det er værst, så skal det gøre ondt i 1½ minut. Så er det lidt nemmere at overkomme.

Veen kommer heller ikke bare sådan lige pludselig bang, den kommer rullende, man fornemmer at nu kommer den næste ve, man gør sig klar, tager i mod den, arbejder med den, den topper, og så klinger den af igen, og så er den slut, og der er ve-pause.

Pøj pøj med det!