Børn med Downs!

Livet er ik altid nemt...selv for os, jeg ville få det fjernet.

Mettemus skriver:

Jeg er heller ikke i tvivl om, at hvis man får et barn med downs, så vil man elske det lige så højt som sine andre børn og tanken om, at de skulle have være valgt fra vil være ulidelig.

Hvis jeg med diagnosen "downs syndrom" ville være sikker på, at det barn jeg fik var som Morten og Peter, ville jeg være knapt så nervøs. Men nogle af dem har ikke noget sprog, kan blive voldsomme pga frustrationer og kan ikke bo hjemme. Det ville jeg ikke kunne holde ud. Jeg ville have mere end svært ved at acceptere, at jeg ikke selv ville kunne passe mit eget barn. I den situation tror jeg, at jeg ville gå så langt i forsøget på at holde det barn hjemme at det i et eller andet omfang ville komme til at stjæle tid og ressourser fra evt. søskende. Gir det mon mening?

 

Det giver god mening, men ofte er netop downs børn jo i den lette ende af handicap 'scalaen'. Det er jo ikke multihandicappede som skal have hjælp til alt der er er tale om, og langt de fleste med downs kan sagtens lære at begå sig i en ganske almindelig hverdag. Ofte er deres udvikling ikke meget mere end 1-2 år efter 'normen'. De børn jeg kender til med downs kan alt det alle andre børn også kan, bare en smule forsinket.
Hvad med et barn der får konstateret ADHD og også er udadreagerende, det kan man ikke se på en NF-scanning, vil man også ønske at vælge sådan et barn fra? Hvad med et barn som får en hjerneblødning og bliver hjerneskadet efter fødslen? Et barn som bliver kørt ned og herefter hjerneskadet? Hvad med i fremtiden, vil man så fravælge børn som skal bruge briller er vesntrehåndede, har det forkerte køn? Hvor stopper det? Jeg ved godt det er sat på spidsen nu, men tænk en gang.
Jeg er ikke imod abort, for jeg mener at det skal være op til den eneklte familie at vurdere om de har overskud, men tanken om hvad fremtiden kan komme til at byde på skræmmer mig i aller højeste grad.

Jeg er ret sikker på at jeg ville have fået fjernet min søn, hvis han havde haft Downs Syndrom. Det var faktisk ikke rigtig med i vores tanker da jeg var gravid, men jeg er i senere samtaler/diskussioner kommet frem til at det liv vi lever ikke vil være forenelige med et barn der kræver/fortjener ekstra opmærksomhed. Hvis vi havde været ældre og etablerede på arbejdsmarkedet havde det måske været en anden situation.

Jeg synes der er en vigtig problemstilling ved debatterne omkring forsterdiagnostik der sjældent bliver taget op. (Nu har jeg ikke læst tråden igennem, så jeg ved ikke om der er andre der har nævnt følgende.)

Hvis det bliver normen at der screenes og fravælges (og det ser ud til at være tendensen), vil det måske ændre på hvordan smafundet ser på de forældre der "vælger" at få et barn der har Downs Syndrom. Vil de tilbud der er idag stadig være der, hvis antallet af børn/unge med Downs bliver så lavt at det måske ikke kan "betale sig" i forhold til forældrenes tabte arbejdsfortjeneste? Måske vil vi ende med en retorik hvor man ikke længere fravælger et barn med Downs, men valget istedet ligger i at få det. Så er det jo lige pludselig forældrenes eget valg, og kan man så forsvare at samfundet skal poste millioner i familien? Ikke meget ulig diskussionen om om rygere har ret til lægehjælp...

Jeg mener at det er iorden at det enkelte menneske kan fravælge når nu muligheden er der, men samfundet skal "love" at det stadig vil støtte op om de forældre der ikke vil tage det fravalg!!

Håber det giver mening - ellers spørg!!

Da jeg var gravid med min datter, valgte jeg ikke at vide om hun havde nogen former for handicap, da jeg ikke ville elske hende mindre pga eventuelle "mangler", og denne gang vil jeg heller ikke vide noget, da jeg igen ikke ville elske barnet mindre eller se det som en byrde.

Jeg kan godt forstå, det er fristende at få fjernet et barn, der er "anderledes", da det uden tvivl vil blive et anderledes og til tider meget hårdere liv, end man havde regnet med, men jeg synes i blandt, det kan blive for meget med disse frasorteringer, for som artiklen også skriver; hvad bliver det næste, man så vælger fra?

 

Henri84 skriver:

God debat
Jeg må sige at jeg I DEN GRAD har ændret mening i løbet af de sidste par år. Ved vores første barn var vi faktisk så godt som enige om at vi havde fravalgt et barn med downs. Og det skyldes på daværende tidspunkt udelukkende uvidenhed.
MEN efter jeg har fået min søn så kunne jeg på ingen måder have forestillet mig at have valgt ham fra hvis han havde haft et ekstra komosom, og havde vores lille Alberte vist sig at have downs, ja så var hun bestemt blevet tilvalgt
Efter jeg er blevet mor kunne jeg slet ikke forestille mig at vælge et barn fra, medmindre det var så sygt at det ikke var levedygtigt.
Og når det kommer til stykket er downs jo virkelig ikke et særlig 'slemt' handicap, de kan også lege, gå i skole, få et job, blive lykkelige osv.
Man kan ikke scanne sig frem til alt -og gudskelov for det. Selvom man har en god NF-scanning kan man jo aldrig være sikker på at man får et sundt og raskt barn ud af det. Der kan ske så mange ting som man ikke selv er herre over.
Jer der nævner at i ikke ville kunne byde jeres andre børn det, hvad er det der ville være 'slemt' ved at have en søster eller bror med downs? De familier jeg kender til som har et barn med downs er de mest kærlige familier man overhovedet kan forestille sig, med et kæmpe overskud og kærlighed til alle deres børn. Deres søskende lider på ingen måder afsavn, tilgengæld lærer de at ikke alt i livet behøver være perfekt, de lærer at have respekt for forskelligheder og behandle hinanden ligeværdigt. De får et helt andet syn på livet end andre børn. Jeg ville på ingen måde føle det ville gå ud over mine børn hvis vi i fremtiden fik en bror/søster med downs.

Men mens der selvfølgelig vokser "mange" (så mange er det jo ikke efterhånden) op og har et godt liv, hvor de kan bo hjemme ved mor og far og hvor downs syndromet er primært hvad der påvirker barnet/den voksne, så er der altså også mange som lever på inst. hele deres liv, fordi der kan være en del andre "sygdomme"/"komplikationer", som gør at det er et andet liv, dem ser vi ikke, fordi de ikke er raske nok til at gå rundt ude i blandt os. De kan ikke bo i støtteboligere og har ikke de samme muligheder som morten og peter typerne, som jo er mønstereksemplet på børn/voksne med downs, nogle af de komplikationer fører samtidigt til død langt før gennemsnitsalderen, og det kan man ikke nødvendigvis vide eller se når man får at vide at barnet muligvis har downs. 

Der er mange inst. for denne gruppen af børn/unge rundt om i landet, men som sagt ser vi dem ikke altid.. 

Min datters far fortalte da jeg var over ved ham kort efter jeg havde fortalt at jeg var gravid, at hans veninde havde foreslået ham at fortælle at de havde downs i familien, så jeg ville vælge en abort - det er ikke en baggrund jeg havde valgt et barn fra på (altså at han sagde at det var i familien), men det fik mig til at tænke, hvad nu hvis der faktisk var noget galt med barnet - jeg er 100 % overbevist om at jeg havde valgt barnet fra..

men jeg forstår og respektere fuldt ud at andre ser anerledes på det, men derfor er det stadig en stor omkostning og omvæltning af have et barn der kræver særlig pleje, fik jeg at føle da min lillebror blev kørt over, da jeg var 13 og hele vores familie blev vendt på hovedet, heldigvis blev han helt rask og "normal" igen, som disse børn jo ikke gør, men det krævede enorme ofre af mine forældre og mig og min søster, mine forældre har stadig den dag i dag dårlig samvittighed over for os i de par år dette stod på.. 

pokulati skriver:

Jeg er ret sikker på at jeg ville have fået fjernet min søn, hvis han havde haft Downs Syndrom. Det var faktisk ikke rigtig med i vores tanker da jeg var gravid, men jeg er i senere samtaler/diskussioner kommet frem til at det liv vi lever ikke vil være forenelige med et barn der kræver/fortjener ekstra opmærksomhed. Hvis vi havde været ældre og etablerede på arbejdsmarkedet havde det måske været en anden situation.

Jeg synes der er en vigtig problemstilling ved debatterne omkring forsterdiagnostik der sjældent bliver taget op. (Nu har jeg ikke læst tråden igennem, så jeg ved ikke om der er andre der har nævnt følgende.)

Hvis det bliver normen at der screenes og fravælges (og det ser ud til at være tendensen), vil det måske ændre på hvordan smafundet ser på de forældre der "vælger" at få et barn der har Downs Syndrom. Vil de tilbud der er idag stadig være der, hvis antallet af børn/unge med Downs bliver så lavt at det måske ikke kan "betale sig" i forhold til forældrenes tabte arbejdsfortjeneste? Måske vil vi ende med en retorik hvor man ikke længere fravælger et barn med Downs, men valget istedet ligger i at få det. Så er det jo lige pludselig forældrenes eget valg, og kan man så forsvare at samfundet skal poste millioner i familien? Ikke meget ulig diskussionen om om rygere har ret til lægehjælp...

Jeg mener at det er iorden at det enkelte menneske kan fravælge når nu muligheden er der, men samfundet skal "love" at det stadig vil støtte op om de forældre der ikke vil tage det fravalg!!

Håber det giver mening - ellers spørg!!

Jeg synes ikke man kan sætte det så firkantet op, selvom det er en interessant diskussion.
Pg.a. diverse screeninger har man valget om man vil beholde eller ej, men man skal huske på at man i bund og grund aldrig selv vælger at få et barn med downs. I min verden kan man aldrig sammenligne med f.eks. rygere hvor det er selvvalgt og selvforskyldt, et barn med downs er et af naturens luner, og ikke noget man selv er herre over. Håber det giver mening

Ville ALDRIG nogensinde i mit liv fravælge et barn. Raskt eller sygt- jeg er ligeglad. Hvis jeg bliver gravid med et barn, det ikke er meningen jeg skal have, skal min krop nok selv udstøde det (Spontan abort)

Jeg mener at et hvert barn der kommer, og bliver- er en gave, til mig. En gave som gud har valgt til mig. Nu lyder jeg ekstremt religiøs, men det er jeg ikke.. Men lige med det her, er jeg ikke til at rokke

Jeg syntes de er noget af de mest charmerende mennesker i verden for som du skriver er de glade så er de glade er de sure er de sure, man kan se det på dem!! Havde det været mit første barne tror jeg ville have fået det. Men jeg har to piger og tænke på nu der også kraver opmærksomhed og jeg ville blive ked af hvis de ville føle sig til side sat!! Jeg kan godt lide og bruge tid med pigerne hver for sig. Da det betyder meget for den store lige og have mor alene for noget tid, og det ville man ikke kunne gøre på samme mÅde med et barn med downs på samme måde..

Henri84 skriver:

Jeg synes ikke man kan sætte det så firkantet op, selvom det er en interessant diskussion.
Pg.a. diverse screeninger har man valget om man vil beholde eller ej, men man skal huske på at man i bund og grund aldrig selv vælger at få et barn med downs. I min verden kan man aldrig sammenligne med f.eks. rygere hvor det er selvvalgt og selvforskyldt, et barn med downs er et af naturens luner, og ikke noget man selv er herre over. Håber det giver mening

Det giver fuldt ud mening, og det er præcis det jeg mener:

"Jeg mener at det er iorden at det enkelte menneske kan fravælge når nu muligheden er der, men samfundet skal "love" at det stadig vil støtte op om de forældre der ikke vil tage det fravalg!!"

Min frygt ligger i om det i fremtiden vil ændre sig, og derfor mener jeg at det burde være en diskussion der skal tages i samfundet nu, inden det kan ende med at handle om hvor man kan spare mange penge på få mennesker...

N&J skriver:

Men mens der selvfølgelig vokser "mange" (så mange er det jo ikke efterhånden) op og har et godt liv, hvor de kan bo hjemme ved mor og far og hvor downs syndromet er primært hvad der påvirker barnet/den voksne, så er der altså også mange som lever på inst. hele deres liv, fordi der kan være en del andre "sygdomme"/"komplikationer", som gør at det er et andet liv, dem ser vi ikke, fordi de ikke er raske nok til at gå rundt ude i blandt os. De kan ikke bo i støtteboligere og har ikke de samme muligheder som morten og peter typerne, som jo er mønstereksemplet på børn/voksne med downs, nogle af de komplikationer fører samtidigt til død langt før gennemsnitsalderen, og det kan man ikke nødvendigvis vide eller se når man får at vide at barnet muligvis har downs. 

Der er mange inst. for denne gruppen af børn/unge rundt om i landet, men som sagt ser vi dem ikke altid.. 

Min datters far fortalte da jeg var over ved ham kort efter jeg havde fortalt at jeg var gravid, at hans veninde havde foreslået ham at fortælle at de havde downs i familien, så jeg ville vælge en abort - det er ikke en baggrund jeg havde valgt et barn fra på (altså at han sagde at det var i familien), men det fik mig til at tænke, hvad nu hvis der faktisk var noget galt med barnet - jeg er 100 % overbevist om at jeg havde valgt barnet fra..

men jeg forstår og respektere fuldt ud at andre ser anerledes på det, men derfor er det stadig en stor omkostning og omvæltning af have et barn der kræver særlig pleje, fik jeg at føle da min lillebror blev kørt over, da jeg var 13 og hele vores familie blev vendt på hovedet, heldigvis blev han helt rask og "normal" igen, som disse børn jo ikke gør, men det krævede enorme ofre af mine forældre og mig og min søster, mine forældre har stadig den dag i dag dårlig samvittighed over for os i de par år dette stod på.. 

Jeg synes bare det er vigtigt at huske på at det netop også kan ske for alle børn. At der tilstøder sygdomme, ulykker, man er bare ikke altid herre over det. Jeg er godt klar over der er større risiko for følgesygdomme, og jeg kender endda til det sygeste barn der er kendskab til med downs, pg.a. en hjerteoperation som ikke gik som forventet ved forældrene at de har ham på lånt tid. Men han ved ikke han er syg og ikke bude kunne noget, han trodser lægerne gang på gang og har en kæmpe vilje til livet. Forældrene har valgt at deres liv ikke skal gå i stå pg.a. dette, og han har nu en skøn lillebror som bestemt ikke lider nogen overlast. Og jeg ved at foælrene på ingen måde ville have været foruden deres dreng, selvom han er så syg. Selvfølgelig har det omkostninger for familierne, men jeg tror også på deres liv bliver berriget med så meget ekstra, at det opvejer omkostningerne.
Men igen, som jeg også har skrevet før, så må det være op til den enkelte familie at vurdere om de har overskudet. Men jeg kan igen ikke lade være med at tænke at der på et tidspunkt på trækkes en grænse. Jeg bryder mig ikke om tanken om at man i fremtiden kommer til at kunne vælge og vrage.