Børn med Downs!

Da jeg var til NF skanning var jeg meget afklaret med at hvis det havde DS ville jeg få det fjernet. 

af den simple grund at jeg ikke føler at kunne give et barn med den lidelse alt det den har brug for.. det ville jeg hverken byde mig selv eller det ufødte foster .. 

Jeg fik heldigvis en risiko på 1:22210 så chancen er minimal. 

det er helt fint at der er nogen der beholder foster uanset om det fejler noget eller ej, men jeg ville ikke selv have overskud til at have et barn med DS

Jeg var 40 år, da jeg blev gravid. Resultatet efter NF var ikke det bedste, og jeg blev tilbudt fostervandsprøve. Men både min mand og jeg var enige om, at vi ville have dette barn uanset hvad, så vi valgte yderligere undersøgelser fra, for vi kunne ikke bruge det til noget. Og vi fik en dejlig sund og rask dreng. Vi har efterfølgende forsøgt at gøre ham til storebror, men desværre uden held. Min umiddelbare tanke er, at havde vi haft held med at blive gravide, så havde vi nok valgt de undersøgelser, vi blev tilbudt, men hvad vi ville bruge de oplysninger til som vi evt. fik, ved jeg faktisk ikke. Jeg ville havde utrolig svært ved at fravælge et barn, men på den anden side har jeg også en dreng, jeg skal tage hensyn til.

God debat
Jeg må sige at jeg I DEN GRAD har ændret mening i løbet af de sidste par år. Ved vores første barn var vi faktisk så godt som enige om at vi havde fravalgt et barn med downs. Og det skyldes på daværende tidspunkt udelukkende uvidenhed.
MEN efter jeg har fået min søn så kunne jeg på ingen måder have forestillet mig at have valgt ham fra hvis han havde haft et ekstra komosom, og havde vores lille Alberte vist sig at have downs, ja så var hun bestemt blevet tilvalgt
Efter jeg er blevet mor kunne jeg slet ikke forestille mig at vælge et barn fra, medmindre det var så sygt at det ikke var levedygtigt.
Og når det kommer til stykket er downs jo virkelig ikke et særlig 'slemt' handicap, de kan også lege, gå i skole, få et job, blive lykkelige osv.
Man kan ikke scanne sig frem til alt -og gudskelov for det. Selvom man har en god NF-scanning kan man jo aldrig være sikker på at man får et sundt og raskt barn ud af det. Der kan ske så mange ting som man ikke selv er herre over.
Jer der nævner at i ikke ville kunne byde jeres andre børn det, hvad er det der ville være 'slemt' ved at have en søster eller bror med downs? De familier jeg kender til som har et barn med downs er de mest kærlige familier man overhovedet kan forestille sig, med et kæmpe overskud og kærlighed til alle deres børn. Deres søskende lider på ingen måder afsavn, tilgengæld lærer de at ikke alt i livet behøver være perfekt, de lærer at have respekt for forskelligheder og behandle hinanden ligeværdigt. De får et helt andet syn på livet end andre børn. Jeg ville på ingen måde føle det ville gå ud over mine børn hvis vi i fremtiden fik en bror/søster med downs.

Jeg er faktisk slet ikke i tvivl - hvis jeg fik at vide, at jeg ventede et barn med ds, ville jeg få det fjernet. Min kæreste og jeg snakkede en del om det inden vi bestilte tid til NF-scanning (for hvad er pointen med at få den scanning, hvis man er ligeglad med om barnet har ds eller ej?), og vi blev enige om, at vores drømme bare ikke stemte overens med at få et barn med ds. Man kan vel godt kalde det at være egoistisk, men de planer vi har om en stor børneflok hænger dårligt sammen med at få et barn med særlige behov. Det kan vi selvfølgelig aldrig gardere os imod, men når vi nu havde muligheden for at vælge fra eller til, ville vi gerne benytte os af det. Jeg er dog glad for at vi aldrig kom i situationen hvor vi blev nødt til at træffe et aktivt valg - det er jeg sikker på havde været drønsvært, selvom vi i bund og grund var enige.

Nu hvor vi så har fået en rask søn, er jeg sådan set bare blevet endnu mere sikker på, at jeg ville vælge det fra. Selvom personer med downs helt sikkert er smukke mennesker, som kan give en masse til deres søskende (fx viden om at alle mennesker ikke er ens, og at man sagtens kan være sød/sjov/elskelig osv alligevel), kan det ikke undgås at det tager noget opmærksom hed fra de andre søskende - det tror jeg simpelthen ikke på.

Henri84 skriver:

God debat
Jeg må sige at jeg I DEN GRAD har ændret mening i løbet af de sidste par år. Ved vores første barn var vi faktisk så godt som enige om at vi havde fravalgt et barn med downs. Og det skyldes på daværende tidspunkt udelukkende uvidenhed.
MEN efter jeg har fået min søn så kunne jeg på ingen måder have forestillet mig at have valgt ham fra hvis han havde haft et ekstra komosom, og havde vores lille Alberte vist sig at have downs, ja så var hun bestemt blevet tilvalgt
Efter jeg er blevet mor kunne jeg slet ikke forestille mig at vælge et barn fra, medmindre det var så sygt at det ikke var levedygtigt.
Og når det kommer til stykket er downs jo virkelig ikke et særlig 'slemt' handicap, de kan også lege, gå i skole, få et job, blive lykkelige osv.
Man kan ikke scanne sig frem til alt -og gudskelov for det. Selvom man har en god NF-scanning kan man jo aldrig være sikker på at man får et sundt og raskt barn ud af det. Der kan ske så mange ting som man ikke selv er herre over.
Jer der nævner at i ikke ville kunne byde jeres andre børn det, hvad er det der ville være 'slemt' ved at have en søster eller bror med downs? De familier jeg kender til som har et barn med downs er de mest kærlige familier man overhovedet kan forestille sig, med et kæmpe overskud og kærlighed til alle deres børn. Deres søskende lider på ingen måder afsavn, tilgengæld lærer de at ikke alt i livet behøver være perfekt, de lærer at have respekt for forskelligheder og behandle hinanden ligeværdigt. De får et helt andet syn på livet end andre børn. Jeg ville på ingen måde føle det ville gå ud over mine børn hvis vi i fremtiden fik en bror/søster med downs.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at hvis man får et barn med downs, så vil man elske det lige så højt som sine andre børn og tanken om, at de skulle have være valgt fra vil være ulidelig.

Hvis jeg med diagnosen "downs syndrom" ville være sikker på, at det barn jeg fik var som Morten og Peter, ville jeg være knapt så nervøs. Men nogle af dem har ikke noget sprog, kan blive voldsomme pga frustrationer og kan ikke bo hjemme. Det ville jeg ikke kunne holde ud. Jeg ville have mere end svært ved at acceptere, at jeg ikke selv ville kunne passe mit eget barn. I den situation tror jeg, at jeg ville gå så langt i forsøget på at holde det barn hjemme at det i et eller andet omfang ville komme til at stjæle tid og ressourser fra evt. søskende. Gir det mon mening?

 

Jeg har været alene siden jeg var 5½ uge henne.

Til NF, fik jeg en risikovurdering der hed 1:44, og ja jeg takkede ja tak til en biopsi, men bestemt ikke med henblik på at få en abort hvis det vidste sig at min lille darling havde DS eller fx Turner, men simpelthen for, at kunne forberede mig selv og mine omgivelser, hvis det vise sig at være en et lille DS barn.

 

Min lille datte havde så ikke DS.

 

Men senere har jeg så fundet ud af, at med mit NF tal, havde de(muligvis) kunne se, at hun ville være IGUR. Hvilke gør mig trist, at jeg ikke blev gjort opmærksom på, da jeg hvis ikke ved et tilfælde, var blevet sent til en ekstra scanning i uge 24-25, kunne havde kostet hende livet, inde i min mave. (og jeg synes det er forrykt, at de ikke selv følger op på dette med ekstra scanninger)

 

 

Nu synes jeg at det er ret svært at vurdere når jeg aldrig har stået i situationen, men da vi skulle til NF havde jeg næsten* besluttet mig for at jeg ikke ville få det fjernet pga DS. En af grundene til det er, at vi i lang tid har ønsket at få et barn og at jeg ganske enkelt nok ikke ville være i stand til at få det fjernet når jeg endelig var/er blevet gravid.

Hvis det var barn nr. 2 eller 3. ville mine tanker nok være fokuseret på de børn vi har i forvejen og alt det ekstra arbejde der ligger i at få et handicappet barn og så ville jeg højst sandsynligt få det fjernet. Men igen, har jeg ikke prøvet det og kan ikke give et endegyldigt svar.

*ville ikke skulle tage beslutningen alene, da vi er to herhjemme

/Fenja

Jeg ville beholde barnet, og så ville jeg tage den derfra og gøre hvad der skulle til for at det/vi fik et godt liv. Sætte mig ind i sygdommen, tilbud, muligheder osv. I min verden har jeg ikke ret til at afbryde et liv der er ved at udvikle sig.

Men det er bare min holdning og jeg har fuld respekt for at andre måske har en anden holdning. Ligeledes dømmer jeg ikke nogen for at vælge anderledes.

Personligt ville jeg ikke vælge et barn fra pga. Down syndrom. Jeg takkede ja til scanningen, under min graviditet til Celina- så jeg kunne få vished hvis hun havde DS, for at være forberedt, ikke for at vælge fra. Synes det er trist, at så mange vælger DS børn fra, når det til tider lader til at være pga. uvienhed omkring det. Jeg synes at mennesker med DS, bidrager med en masse positivt til denne verden.

jeg ville ikke få det fjernet..

vi kæmper for at få de børn vi gerne vil havde så de er meget værdifulde ligegyldigt hvad de fejler.(ok hvis de ikke kunne overleve frem til fødslen eller uden for livmoren ville vi fjerne det.)

for mig ville der gå for meget køb og smid væk i den hvis man først får lavet barnet på klinik for derefter at afbryde svangerskabet forde varen ikke levede op til forventingerne...

man kan teste sig til meget men ikke alt.. og hvad så hvis barnet fik iltmangel uder fødslen og blev skadet der...eller havde en kromoson fejl de ikke tester for.

jeg er så sikker på jeg ville kunne tilbude barnet et godt liv.. og at mine andre børn ville lære noget værdifuldt.. om mennesker..