Kønsscanning og rigtig ked af det

har været til køns scanning alle 3 gange og jeg har aldrig gået op i kønnet, men min mand har altid sagt når jeg har stået med positiv graviditets test hvad køn det er bleven.. og han har haft ret alle 3 gange så man må sige at min mand ved hvad han vil have..

arbejder på nummer 4 og der er det lige meget om det er dreng eller pige..

har indtil nu pige, dreng, pige.. så gad vide og den næste er en dreng..

Egentlig tror jeg ikke, det er nogen fordel at kende kønnet på forhånd. Det gjorde vi ikke, da jeg fik børn, og i samme øjeblik, barnet kom til verden, var vi jo FULDSTÆNDIGT ekstatiske over det her HELT fantastiske væsen, vi pludselig havde i armene - og barnets køn var blot en lillebitte del af det og fyldte meget lidt i vores bevidsthed.

Jeg prøver lige at uddybe det: Når man kender kønnet på forhånd, forholder man sig til, at det er en pige - eller en dreng. Ikke, at det lige netop er DEN fantastiske babypige eller -dreng, som man beundrer lige efter fødslen.  Man er så ellevild og forelsker sig straks i den lille - uanset, om man havde håbet på det modsatte køn. På sin vis tror jeg, at kønnet kan komme til at "fylde for meget" i tankerne, når man ved det på forhånd - fordi det stort set er det eneste, man kan forholde sig til.

Jeg har ikke hørt mange fortælle, at det var et slag i ansigtet at opdage, at deres nyfødte havde det "forkerte" (forstå mig ret) køn - og slet ikke, at det tager dem uger eller måneder at forlige sig med det. Derimod sker det tilsyneladende ofte i forbindelse med kønsscanninger, at skuffelsen er overvældende og massiv - efter min opfattelse altså blandt andet fordi, man ikke har barnet i favnen og kan se og mærke, hvor enestående og fantastisk, det er.

Blot en tanke...

DAs mor skriver:

Hvorfor skal dén der altid komme!?!

Fordi det er sandt! Jeg sad med samme tanke da jeg læste tråden. Nogle af os skal pumpe os med hormoner, have suget æg ud, sat dem op igen, hvor der så er 20% chance for at der overhovedet kommer en baby ud af det. Og så bekymrer I jer om hvorvidt det er 'det rigtige' køn I får? Alle børn er da en gave....

Nessie skriver:

Jeg har heller ikke sagt at jeg ikke kunne ønske et bestemt køn, det jeg ikke forstår er at man kan blive så ked af det, at man ligefrem begynder at græde, for jeg går ud fra at de fleste børn er kærlighedsbørn uanset køn.

Der skal ikke tages hensyn hele tiden, men jeg synes det er ok, at vi ikke alle forstår hinanden, og jeg er bare kommet med mit synspunkt, og forklaret at jeg godt kan føle mig en smule provokeret af sådan en udmelding

Helt enig:-)

Har heldigvis ikke selv opdaget det....har været fuldstændig ligeglad med kønnet bare de har været raske....men kender en som virkelig gik ned over at hun fik to drenge....men hun fik virkelig grim smag i munden da hun fødte søn nr 2 som hun  bestemt ikke ønskede, da han få dage efter fødslen var ved at dø af samonella forgiftning...der sad hun og skammede sig over at hun havde været skuffet over kønnet....syntes der er synd for dem som bliver så skuffet at det helt overskygger glæden ved at vente en lille bebs...

Anonym skriver:

Vi har været til kønsscanning og jeg blev bare så ked af resultatet

Har det rigtig skidt med det for jeg føler mig dybt utaknemmelig men kan stadig ikke ryste tristheden af mig.

Det skulle være mit det sidste barn og havde et kraftigt ønske om kønnet men sådan skulle det bare ikke være og nu skærer det i mit hjerte selvom jeg ved det er dybt forkasteligt at jeg føler sådan.

Nogen andre herinde som har prøvet at være igennem det samme som mig som kan give nogle opmuntrende ord med på vejen?

Tænk på det på denne måde, hvis det kan trøste lidt: Du ønskede en pige så du havde én af hver, men din ældste søn vil garanteret helst have en lillebror, og når de vokser op sammen vil de sandsynligvis have mere til fælles som brødre end som bror og søster

At du er skuffet er vel ganske naturligt - det skal du nok komme over.

Selve dét at blive ked af det og skuffet kan jeg personligt ikke sætte mig ind i da jeg var helt ligeglad med kønnet (venter en pige) - og når vi skal have nummer to vil jeg da synes det kunne være rigtig fedt at få en dreng også, men får vi en pige mere, så vil jeg være glad for at der er større chance for at de to søstre vil få mere ud af hinanden

Anonym skriver:

Vi har været til kønsscanning og jeg blev bare så ked af resultatet

Har det rigtig skidt med det for jeg føler mig dybt utaknemmelig men kan stadig ikke ryste tristheden af mig.

Det skulle være mit det sidste barn og havde et kraftigt ønske om kønnet men sådan skulle det bare ikke være og nu skærer det i mit hjerte selvom jeg ved det er dybt forkasteligt at jeg føler sådan.

Nogen andre herinde som har prøvet at være igennem det samme som mig som kan give nogle opmuntrende ord med på vejen?

Nu har jeg jo kun et barn, men inden jeg fik hende havde jeg et idealbillede af, at jeg skulle have to drenge med et par års mellemrum og så en pige til sidst, så de store drenge kunne passe på hende!

Mit første barn blev så en pige og nu går vi og joker herhjemme med at vi får 3 piger

Jeg er på ingen måde utilfreds og oplevede slet ingen skuffelse, da vi fil besked om kønnet! At få et barn er en fantastisk gave og om det er det ene eller det andet køn, det betyder ikke så meget for mig

Charlotte89 skriver:

Fordi at JEG synes, at det er en forfærdelig tanke at have, når der er så mange der ikke kan få børn. Så synes jeg, at man skal være taknemlig for det barn man får uanset køn!

 

//Charlotte

Man kan jo ikke altid ligge under for andres ulykke.

Du kan ikke putte problemer, sorg, følelser i et glad og måle og veje det.

Det er de steder man er livet.

Selvfølgelig skal man sætte ting i perspektiv, men hvis man altid maner ting til jorden på den måde, så skabes tabu!

*Camilla 26+6, med nummer 3, der er en lille drenge basse og jeg glæder mig sindsygt til han kommer (er også så heldig at have en af hver i forvejen)

Mor og meget mere skriver:

Egentlig tror jeg ikke, det er nogen fordel at kende kønnet på forhånd. Det gjorde vi ikke, da jeg fik børn, og i samme øjeblik, barnet kom til verden, var vi jo FULDSTÆNDIGT ekstatiske over det her HELT fantastiske væsen, vi pludselig havde i armene - og barnets køn var blot en lillebitte del af det og fyldte meget lidt i vores bevidsthed.

Jeg prøver lige at uddybe det: Når man kender kønnet på forhånd, forholder man sig til, at det er en pige - eller en dreng. Ikke, at det lige netop er DEN fantastiske babypige eller -dreng, som man beundrer lige efter fødslen.  Man er så ellevild og forelsker sig straks i den lille - uanset, om man havde håbet på det modsatte køn. På sin vis tror jeg, at kønnet kan komme til at "fylde for meget" i tankerne, når man ved det på forhånd - fordi det stort set er det eneste, man kan forholde sig til.

Jeg har ikke hørt mange fortælle, at det var et slag i ansigtet at opdage, at deres nyfødte havde det "forkerte" (forstå mig ret) køn - og slet ikke, at det tager dem uger eller måneder at forlige sig med det. Derimod sker det tilsyneladende ofte i forbindelse med kønsscanninger, at skuffelsen er overvældende og massiv - efter min opfattelse altså blandt andet fordi, man ikke har barnet i favnen og kan se og mærke, hvor enestående og fantastisk, det er.

Blot en tanke...

Jeg vil give dig ret - på en måde. Jeg har altid ønsket (kun!!) piger, men venter dreng nummer to der kommer om to uger. Min kæreste vil ikke love at han vil have flere børn og man ved jo aldrig om man kan få flere, så jeg får måske aldrig min pige.

Første gang sagde ALLE at det blev en pige, så jeg kom til at håbe lidt for meget. Vidste dog først det var en dreng 4 dage før han blev født, så havde ikke så meget tid til at tænke over det.

Anden gang så vi ret tydeligt en lille tissemand til MD scanning, det var simpelthen ikke til at tage fejl af. Og jeg blev faktisk rigtigt ked af det, for denne gang troede jeg også selv at det blev en pige. Hele min verden brød sammen et øjeblik, men jeg har heldigvis en meget forstående kæreste der trøstede mig og lovede mig at når han kommer, så bliver jeg jo lykkelig alligevel.
Vi valgte at tage til 3D scanning og det hjalp virkelig meget!! Så kunne vi tydeligt se at det er en rigtig lille baby der er derinde og han er SÅ nuttet. Blev smaskforelsket og på dét tidspunkt blev det til DEN BABY jeg vil have og ikke "en pige" eller "en dreng".

Så jeg vil anbefale en 3D scanning, det gjorde i hvert fald mig glad for graviditeten igen. Synes det er svært at forholde sig til "en dreng" når man nu havde en pige i hovedet. men forholde sig til dét smukke lille ansigt, det kan jeg i hvert fald. Så nu glæder jeg mig til at møde min dejlige lille søn.

Men jeg synes der skal være plads til at man er ærlig, for man føler jo alligevel det man gør.. 

Nessie skriver:

Fordi vi er nogen der har svært ved at få børn, som bliver stødt på manchetterne.
Vi ville give vores højre arm for at få et barn, uanset køn, og bliver temmelig provokerede af, at nogle ligefrem bliver kede af det når det ikke var det ønskede køn, for barnet er vel et ønskebarn uanset hvad?

Jeg forstår godt at man kan blive en smule skuffet, hvis det ikke var hvad man forventede eller ønskede, men jeg forstår ikke at man bliver så trist, og ligefrem kan græde i skuffelse over det.

Det er jo ikke kønnet der definerer kærligheden til barnet, det er vel hele essensen af drømmen om et barn, der gør at man elsker det, fra det ligger i maven?

 er enig. Forstår godt Ts på nogen punkter, men som du selv skriver, et ønskebarn er vel et ønskebarn uanset køn, kærligheden bør ikke være mere eller mindre til barnet uanset køn.