Kønsscanning og rigtig ked af det

Vi har været til kønsscanning og jeg blev bare så ked af resultatet

Har det rigtig skidt med det for jeg føler mig dybt utaknemmelig men kan stadig ikke ryste tristheden af mig.

Det skulle være mit det sidste barn og havde et kraftigt ønske om kønnet men sådan skulle det bare ikke være og nu skærer det i mit hjerte selvom jeg ved det er dybt forkasteligt at jeg føler sådan.

Nogen andre herinde som har prøvet at være igennem det samme som mig som kan give nogle opmuntrende ord med på vejen?

Næh. ikke rigtig jeg har dog kun 1 barn og da jeg blev gravid vidste jeg bare det ville være en pige og det blev

 

Hvad ønskede du da at få, altså ud over et sundt og raskt barn?

Vi var til kønsscanning i fredags..
Da hun sagde kønnet løb tårerne bare ned af kinderne på mig - og hun slukkede lyden på optagelsen.
Efter scanningen brød jeg hylende sammen og min kæreste trøstede mig.

Da han ringede til sin mor og sagde "det er en pige" så løb tårerne bare ned af kinderne på mig - kunne slet ikke gøre noget ved det og ville ikke ringe og fortælle det til min familie.

Hele weekenden er brugt på shopping og det har fået mig til at acceptere det mere, men er stadig ikke ovre min skuffelse - skal nok få min vilje en gang

Håber at det snart bliver bedre - for os begge to
Et sundt og raskt barn er trods alt det vigtigste..

Er helt sikker på at du ikke er den eneste der har været skuffet og tror det er en meget alm. følelse der kommer når man brændende ønsker noget og så får det modsatte. Synes ikke du skal gå og føle dig som et dårligere menneske af den grund. Kan godt forstå, hvis du "skammer" dig over at have de følelser, men der er garanteret ingen tvivl om, at du vil elske dette barn ligeså højt, uanset kønnet.

Jeg kan ikke kommer med egne erfaringer, da jeg venter vores første, men mon ikke at du bare skal have lov at forlige dig med tanken og have mulighed for at være lidt ked.

 Fenja

Ditte_Marie skriver:

Vi var til kønsscanning i fredags..
Da hun sagde kønnet løb tårerne bare ned af kinderne på mig - og hun slukkede lyden på optagelsen.
Efter scanningen brød jeg hylende sammen og min kæreste trøstede mig.

Da han ringede til sin mor og sagde "det er en pige" så løb tårerne bare ned af kinderne på mig - kunne slet ikke gøre noget ved det og ville ikke ringe og fortælle det til min familie.

Hele weekenden er brugt på shopping og det har fået mig til at acceptere det mere, men er stadig ikke ovre min skuffelse - skal nok få min vilje en gang

Håber at det snart bliver bedre - for os begge to
Et sundt og raskt barn er trods alt det vigtigste..

Du ønskede dig måske en dreng?

Jeg ønskede mig en pige brændene og det er så en dreng.

Ja et sundt og raskt barn er da det vigtigste men jeg kan bare ikke lægge den her følelse af nærmest sorg fra mig...er rigtig trist.

Har i forvejen en dreng og vil ikke have flere børn  og nu er det endnu en dreng

Anonym skriver:

Vi har været til kønsscanning og jeg blev bare så ked af resultatet

Har det rigtig skidt med det for jeg føler mig dybt utaknemmelig men kan stadig ikke ryste tristheden af mig.

Det skulle være mit det sidste barn og havde et kraftigt ønske om kønnet men sådan skulle det bare ikke være og nu skærer det i mit hjerte selvom jeg ved det er dybt forkasteligt at jeg føler sådan.

Nogen andre herinde som har prøvet at være igennem det samme som mig som kan give nogle opmuntrende ord med på vejen?

Kan ikke sige så meget andet end at jeg fuldt ud forstår dig. Jeg blev også SÅ skuffet da vi fik at vide at det er en dreng jeg bærer på... Også selvom det er den første, og der højst sansynligt bliver et forsøg mere... Ved så bare at jeg vil nok vil blive endnu mere skuffet, hvis nr to også er en dreng. Det er jo ikke fordi jeg ikke gerne vil have en dreng, ville bare så gerne have en pige - og helst først. Dernæst vil jeg sige, at jeg er lykkelig for at vi fik kønnet at vide i god tid, så jeg har haft tid til at finde alle de positive ting ved at få en dreng... Men havde jeg selv kunnet vælge, er der ingen tvivl om at jeg havde valgt at få en datter først. Jeg tror der er mange der ønsker et bestemt køn, og bliver skuffede når de så får det modsatte. Men fordi det ikke er socialt acceptabelt, og man "skal være glad, bare baby er sund og rask" går de fleste stille med dørene...

Fenja09 skriver:

Er helt sikker på at du ikke er den eneste der har været skuffet og tror det er en meget alm. følelse der kommer når man brændende ønsker noget og så får det modsatte. Synes ikke du skal gå og føle dig som et dårligere menneske af den grund. Kan godt forstå, hvis du "skammer" dig over at have de følelser, men der er garanteret ingen tvivl om, at du vil elske dette barn ligeså højt, uanset kønnet.

Jeg kan ikke kommer med egne erfaringer, da jeg venter vores første, men mon ikke at du bare skal have lov at forlige dig med tanken og have mulighed for at være lidt ked.

 Fenja

Tak for svaret og håber virkelig du har ret.

Kan slet ikke forstå jeg reagerer på den måde her...Igår aftes var jeg rigtig langt nede og sagde endda til kæresten at hvis jeg havde vidst det er en dreng så ville jeg ikke have gået alt det med slem graviditets kvalme igennem...tanken om det måske var ønske pige har holdt mig oppe

Nu har jeg ikk haft lige de følelser... Men hvis jeg fik en pige ville jeg have haft de følelser... Da jeg inderligt ønskede mig en dreng.  Og jeg tror nu det er ganske normalt.

Holbæktrunten skriver:

Kan ikke sige så meget andet end at jeg fuldt ud forstår dig. Jeg blev også SÅ skuffet da vi fik at vide at det er en dreng jeg bærer på... Også selvom det er den første, og der højst sansynligt bliver et forsøg mere... Ved så bare at jeg vil nok vil blive endnu mere skuffet, hvis nr to også er en dreng. Det er jo ikke fordi jeg ikke gerne vil have en dreng, ville bare så gerne have en pige - og helst først. Dernæst vil jeg sige, at jeg er lykkelig for at vi fik kønnet at vide i god tid, så jeg har haft tid til at finde alle de positive ting ved at få en dreng... Men havde jeg selv kunnet vælge, er der ingen tvivl om at jeg havde valgt at få en datter først. Jeg tror der er mange der ønsker et bestemt køn, og bliver skuffede når de så får det modsatte. Men fordi det ikke er socialt acceptabelt, og man "skal være glad, bare baby er sund og rask" går de fleste stille med dørene...

Ja tror du har ret for mine omgivelser mener alle jeg bare skal være lykkelig for at babyen er sund og rask og det er jeg så sandelig også  Men føler mig stadig så trist indeni...

Synes det er synd for babyen at han ikke er ligeså ønske som min første søn, han var nemlig et rigtig ønske barn fra start til idag

Jeg burde skamme mig

Anonym skriver:

Vi har været til kønsscanning og jeg blev bare så ked af resultatet

Har det rigtig skidt med det for jeg føler mig dybt utaknemmelig men kan stadig ikke ryste tristheden af mig.

Det skulle være mit det sidste barn og havde et kraftigt ønske om kønnet men sådan skulle det bare ikke være og nu skærer det i mit hjerte selvom jeg ved det er dybt forkasteligt at jeg føler sådan.

Nogen andre herinde som har prøvet at være igennem det samme som mig som kan give nogle opmuntrende ord med på vejen?

Ååååh hvor forstår jeg dig bare 100 % 

Vi kender ikke kønnet endnu men skal vide det så snart det er muligt, nu skal vi dog lige igennem NF først som jeg frygter som ild i helved 

Men jeg har hele tiden vidste at fik jeg besked om en dreng ville jeg blive helt utrolig ked af det, også fordi at alle fra da vi gjorde det officielt i 5+3 har sagt det blev en pige.. Så jeg har "psyket" mig selv til at gå og tro det er en dreng, og det hjælper faktisk lidt.. Det føles stadigvæk ikke fedt at gå og sige det bliver en dreng men føles efterhånden bedre og bedre 

Jeg er sikker på at du nok skal ende mig at være rigtig rigtig glad for endnu en lille velskabt dreng