Kønsscanning og rigtig ked af det

Til alle som bliver stødte over mig:

Følelser kan man ikke kontrollerer altid og jeg vil da mene baby.dk er til for at man kan finde støtte fra andre som står i samme situation eller har oplevet noget ligende.

At man har nogle følelser som støder andre, det kan jeg da virkelig ikke tage mig af for vi alle har jo vores problemer og ingen kan da sige at man ikke burde føle sådan og sådan bare fordi de står i en helt anden situation.

Tak til jer alle som kan forholde sig til min situation og som har haft opmuntrende ord til mig, det betyder alt i verden at høre fra andre som har prøvet det som jeg går igennem nu

Vi alle elsker vores børn på godt og på ondt, uanset køn, men derfor er følelser ikke altid sådan lige at kontrollere

Anonym skriver:

Til alle som bliver stødte over mig:

Følelser kan man ikke kontrollerer altid og jeg vil da mene baby.dk er til for at man kan finde støtte fra andre som står i samme situation eller har oplevet noget ligende.

At man har nogle følelser som støder andre, det kan jeg da virkelig ikke tage mig af for vi alle har jo vores problemer og ingen kan da sige at man ikke burde føle sådan og sådan bare fordi de står i en helt anden situation.

Tak til jer alle som kan forholde sig til min situation og som har haft opmuntrende ord til mig, det betyder alt i verden at høre fra andre som har prøvet det som jeg går igennem nu

Vi alle elsker vores børn på godt og på ondt, uanset køn, men derfor er følelser ikke altid sådan lige at kontrollere

Jeg synes det er rigtig strengt, at du får så mange løftede pegefingre efter dig. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan virke mega utaknemmeligt, hvis man selv bare vil have et barn i det hele taget, men helt ærligt. Så kan man jo sige sådan til alt. Jeg må ikke blive ked af det pga. kærestesorger, for tænk på alle de stakkels ensomme mennesker, som ville ønske de kunne få en kæreste! Eller jeg må ikke ærge mig over, at jeg ikke kan lide min aftensmad, for tænk på alle de folk der sulter. Og sådan kan man blive ved!

Man kan ikke tage hensyn til, at andre har det værre, hver gang man føler noget, og ærlig talt synes jeg i det her tilfælde godt, at man kunne vise noget forståelse for din situation, og evt. tage det andet i en sideløbende debat, for du har tydeligvis ikke brug for - eller har spurgt efter - løftede pegefingre. Faktisk er du meget åben omkring det faktum, at du godt ved, at det er 'forkert' at føle sådan. Hvilket i grunden ikke synes det er! For både du og jeg ved, at du kommer til at elske den knægt højere end livet selv, men derfor kan man jo godt blive virkelig ked af det i "gerningsøjeblikket".

Det lange af det korte () jeg ville sige var, at jeg forstår. Jeg har altid ønsket en pige. Jeg kan ikke forklare hvorfor, det er bare en følelse. Et brændende ønske, måske pga. det forhold jeg har til min egen mor, som jeg gerne vil give til en datter. Og jeg var klart blevet skuffet, hvis jeg havde fået at vide det var en dreng. Det betyder ikke, at skuffelsen ville hænge ved, og det betyder ikke, at jeg ikke ville komme over skuffelsen. Det betyder ikke, at en søn ville være et uønsket barn, eller at jeg for evigt ville tænke: "Åh, du skulle have været en pige". Selvfølgelig ikke! Men derfor har man stadig ret til at være ked af det, når man lige skal vende hele sin forestilling i hovedet om, og det er der ikke noget underligt og forkert i.

Man kan ikke gå hver dag og tage hensyn til, at nogen har det værre. Så kunne man jo aldrig være ked af noget som helst. 

(Før jeg bliver høvlet ned: Jeg føler dybt med barnløse, men i må også prøve at sætte jer ind i andres følelser, ligesom i forventer vi gør det med jer )

Frøken J. skriver:

Jeg synes det er rigtig strengt, at du får så mange løftede pegefingre efter dig. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan virke mega utaknemmeligt, hvis man selv bare vil have et barn i det hele taget, men helt ærligt. Så kan man jo sige sådan til alt. Jeg må ikke blive ked af det pga. kærestesorger, for tænk på alle de stakkels ensomme mennesker, som ville ønske de kunne få en kæreste! Eller jeg må ikke ærge mig over, at jeg ikke kan lide min aftensmad, for tænk på alle de folk der sulter. Og sådan kan man blive ved!

Man kan ikke tage hensyn til, at andre har det værre, hver gang man føler noget, og ærlig talt synes jeg i det her tilfælde godt, at man kunne vise noget forståelse for din situation, og evt. tage det andet i en sideløbende debat, for du har tydeligvis ikke brug for - eller har spurgt efter - løftede pegefingre. Faktisk er du meget åben omkring det faktum, at du godt ved, at det er 'forkert' at føle sådan. Hvilket i grunden ikke synes det er! For både du og jeg ved, at du kommer til at elske den knægt højere end livet selv, men derfor kan man jo godt blive virkelig ked af det i "gerningsøjeblikket".

Det lange af det korte () jeg ville sige var, at jeg forstår. Jeg har altid ønsket en pige. Jeg kan ikke forklare hvorfor, det er bare en følelse. Et brændende ønske, måske pga. det forhold jeg har til min egen mor, som jeg gerne vil give til en datter. Og jeg var klart blevet skuffet, hvis jeg havde fået at vide det var en dreng. Det betyder ikke, at skuffelsen ville hænge ved, og det betyder ikke, at jeg ikke ville komme over skuffelsen. Det betyder ikke, at en søn ville være et uønsket barn, eller at jeg for evigt ville tænke: "Åh, du skulle have været en pige". Selvfølgelig ikke! Men derfor har man stadig ret til at være ked af det, når man lige skal vende hele sin forestilling i hovedet om, og det er der ikke noget underligt og forkert i.

Man kan ikke gå hver dag og tage hensyn til, at nogen har det værre. Så kunne man jo aldrig være ked af noget som helst. 

(Før jeg bliver høvlet ned: Jeg føler dybt med barnløse, men i må også prøve at sætte jer ind i andres følelser, ligesom i forventer vi gør det med jer )

Hvor er det velskrevet og du skrev alt det jeg ville ønske jeg selv havde været i stand til at formulere

Anonym skriver:

Vi har været til kønsscanning og jeg blev bare så ked af resultatet

Har det rigtig skidt med det for jeg føler mig dybt utaknemmelig men kan stadig ikke ryste tristheden af mig.

Det skulle være mit det sidste barn og havde et kraftigt ønske om kønnet men sådan skulle det bare ikke være og nu skærer det i mit hjerte selvom jeg ved det er dybt forkasteligt at jeg føler sådan.

Nogen andre herinde som har prøvet at være igennem det samme som mig som kan give nogle opmuntrende ord med på vejen?

Først en til dig.. Forstår dig fuldt ud.. Har altid gerne ville have en lille pige, og tanken om en dreng lå meget fjern for mig (selvom jeg stadig ville elske dette barn højt)..

Jeg gik selv med fornemmelsen af en pige - men når andre kom med Deres "det der - det er helt sikkert en drenge-mave" eller "I er da ligeglade med hvad I får, bare det er sundt og rask", kunne jeg bliver rigtig ked af det.

"Heldigt" for mig, viste min fornemmelse være rigtigt (vi kendte ikke kønnet før hun kom ud - så havde nogle hårde perioder engang imellem), og i dag har vi den skønneste pige. Og er sikker på at vist "maven" havde været en dreng, ville vi elske ham lige så højt.

Du får lige en mere..

Det jeg har skrevet var ikke ment som løftede pegefingre, følelser kan vi ikke kontrollere, og jeg forstår godt hun er ked af at have de følelser, men jeg forstår ikke at man kan græde i skuffelse over kønnet på et barn, som nogle har skrevet, det virker en smule utaknemmeligt overfor det ufødte barn.

Vi ved alle, at de vil elske deres barn højt, når de får det, og sikkert allerede gør det, men jeg reagerede vist også mest på den lidt stramme bemærkning om, hvorfor den dér bemærkning lige skulle med. Vi har alle voldsomme følelser når det drejer sig om børn, og vi der prøver og prøver og ingen vegne kommer, bliver utroligt kede af at læse om nogen som hellere ville have et andet køn.

Så det jeg egentlig bare vil sige er, jeg forstår udemærket at man kan blive lidt skuffet, hvis man havde håbet på et andet køn, men jeg forstår altså ikke (og har aldrig kunnet), at man ligefrem kan græde i skuffelse over det

Frøken J. skriver:

Jeg synes det er rigtig strengt, at du får så mange løftede pegefingre efter dig. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan virke mega utaknemmeligt, hvis man selv bare vil have et barn i det hele taget, men helt ærligt. Så kan man jo sige sådan til alt. Jeg må ikke blive ked af det pga. kærestesorger, for tænk på alle de stakkels ensomme mennesker, som ville ønske de kunne få en kæreste! Eller jeg må ikke ærge mig over, at jeg ikke kan lide min aftensmad, for tænk på alle de folk der sulter. Og sådan kan man blive ved!

Man kan ikke tage hensyn til, at andre har det værre, hver gang man føler noget, og ærlig talt synes jeg i det her tilfælde godt, at man kunne vise noget forståelse for din situation, og evt. tage det andet i en sideløbende debat, for du har tydeligvis ikke brug for - eller har spurgt efter - løftede pegefingre. Faktisk er du meget åben omkring det faktum, at du godt ved, at det er 'forkert' at føle sådan. Hvilket i grunden ikke synes det er! For både du og jeg ved, at du kommer til at elske den knægt højere end livet selv, men derfor kan man jo godt blive virkelig ked af det i "gerningsøjeblikket".

Det lange af det korte () jeg ville sige var, at jeg forstår. Jeg har altid ønsket en pige. Jeg kan ikke forklare hvorfor, det er bare en følelse. Et brændende ønske, måske pga. det forhold jeg har til min egen mor, som jeg gerne vil give til en datter. Og jeg var klart blevet skuffet, hvis jeg havde fået at vide det var en dreng. Det betyder ikke, at skuffelsen ville hænge ved, og det betyder ikke, at jeg ikke ville komme over skuffelsen. Det betyder ikke, at en søn ville være et uønsket barn, eller at jeg for evigt ville tænke: "Åh, du skulle have været en pige". Selvfølgelig ikke! Men derfor har man stadig ret til at være ked af det, når man lige skal vende hele sin forestilling i hovedet om, og det er der ikke noget underligt og forkert i.

Man kan ikke gå hver dag og tage hensyn til, at nogen har det værre. Så kunne man jo aldrig være ked af noget som helst. 

(Før jeg bliver høvlet ned: Jeg føler dybt med barnløse, men i må også prøve at sætte jer ind i andres følelser, ligesom i forventer vi gør det med jer )

Velskrevet! Og er (som du kan læse tidligere i tråden) fuldstændig enig

Jeg forstår dig 100 %....da jeg blev gravid 2. gang ønskede jeg, ligesom dig, en lille prinsesse. Da scanningsdamen så sagde, at der en lille tissemand, brød jeg sammen. Jeg græd åbenlyst, for var bare så skuffet.

MEN damen blev så bare ved med at scanne, og sagde efter lang tid, at hun lige ville hente lægen. Det så ud somom vores lille dreng havde vand i hovedet. Pludselig ændrede alting sig, for nu var det pludselig noget andet som galt, og i værste tilfælde kunne jeg risikere, at skulle have en abort. Miste min lille babydreng, som jeg nu mærkede, hvor højt jeg elskede. Der var heldigvis intet galt med ham.

Min dreng nr. 2 er mit hjertebarn, og vores bånd er tæt tæt knyttede for tænk, hvis jeg havde mistet ham. Mit syn på det "rigtige/forkerte" køn blev den dag ændret for altid....

Jeg håber du kan bruge min lille historie..... 

det er som regel kvinder der venter drenge og ellers ønskede sig piger der har det sådan. Tror det rammer mange, men heldigvis gr det over igen og man elsker sit banr når det kommer, uanset hvilket køn, for babyer er bare så lækre, uanset hvad man ellers havde forestillet sig:-)

Det skal nok gå og du vil elske den sidste lige så meget som de andre, også selv om du ikke fik dit ønske opfyldt, for man får ikke bare et barn for et bestemt køns skyld. Man får det fordi man elsker børn generelt, uanset kønnet. At man så kan have et bestemt ønske er meget normalt især hvis man har børn i forvejen:-)

Nessie skriver:

Det jeg har skrevet var ikke ment som løftede pegefingre, følelser kan vi ikke kontrollere, og jeg forstår godt hun er ked af at have de følelser, men jeg forstår ikke at man kan græde i skuffelse over kønnet på et barn, som nogle har skrevet, det virker en smule utaknemmeligt overfor det ufødte barn.

Vi ved alle, at de vil elske deres barn højt, når de får det, og sikkert allerede gør det, men jeg reagerede vist også mest på den lidt stramme bemærkning om, hvorfor den dér bemærkning lige skulle med. Vi har alle voldsomme følelser når det drejer sig om børn, og vi der prøver og prøver og ingen vegne kommer, bliver utroligt kede af at læse om nogen som hellere ville have et andet køn.

Så det jeg egentlig bare vil sige er, jeg forstår udemærket at man kan blive lidt skuffet, hvis man havde håbet på et andet køn, men jeg forstår altså ikke (og har aldrig kunnet), at man ligefrem kan græde i skuffelse over det

Nej men det er så ikke alting i den verden her som man skal forstå

Jeg føler med alle barnløse og kan sagtens forholde mig til hvor svært det må være at leve med et kæmpe savn ikke at kunne få børn men alle har deres egen situation

Nessie skriver:

Jeg har heller ikke sagt at jeg ikke kunne ønske et bestemt køn, det jeg ikke forstår er at man kan blive så ked af det, at man ligefrem begynder at græde, for jeg går ud fra at de fleste børn er kærlighedsbørn uanset køn.

Der skal ikke tages hensyn hele tiden, men jeg synes det er ok, at vi ikke alle forstår hinanden, og jeg er bare kommet med mit synspunkt, og forklaret at jeg godt kan føle mig en smule provokeret af sådan en udmelding

Ja det er fint vi ikke alle er ens Men det er bare ikke altid man behøver fortælle når man er uenig (ikke fordi du ikke må svare i denne tråd!)