Kønsscanning og rigtig ked af det

Nadia&Daniel skriver:

Først en til dig.. Forstår dig fuldt ud.. Har altid gerne ville have en lille pige, og tanken om en dreng lå meget fjern for mig (selvom jeg stadig ville elske dette barn højt)..

Jeg gik selv med fornemmelsen af en pige - men når andre kom med Deres "det der - det er helt sikkert en drenge-mave" eller "I er da ligeglade med hvad I får, bare det er sundt og rask", kunne jeg bliver rigtig ked af det.

"Heldigt" for mig, viste min fornemmelse være rigtigt (vi kendte ikke kønnet før hun kom ud - så havde nogle hårde perioder engang imellem), og i dag har vi den skønneste pige. Og er sikker på at vist "maven" havde været en dreng, ville vi elske ham lige så højt.

Du får lige en mere..

Du får lige en  tilbage og tak for forståelsen og de opmuntrende ord

Frøken J. skriver:

Jeg synes det er rigtig strengt, at du får så mange løftede pegefingre efter dig. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan virke mega utaknemmeligt, hvis man selv bare vil have et barn i det hele taget, men helt ærligt. Så kan man jo sige sådan til alt. Jeg må ikke blive ked af det pga. kærestesorger, for tænk på alle de stakkels ensomme mennesker, som ville ønske de kunne få en kæreste! Eller jeg må ikke ærge mig over, at jeg ikke kan lide min aftensmad, for tænk på alle de folk der sulter. Og sådan kan man blive ved!

Man kan ikke tage hensyn til, at andre har det værre, hver gang man føler noget, og ærlig talt synes jeg i det her tilfælde godt, at man kunne vise noget forståelse for din situation, og evt. tage det andet i en sideløbende debat, for du har tydeligvis ikke brug for - eller har spurgt efter - løftede pegefingre. Faktisk er du meget åben omkring det faktum, at du godt ved, at det er 'forkert' at føle sådan. Hvilket i grunden ikke synes det er! For både du og jeg ved, at du kommer til at elske den knægt højere end livet selv, men derfor kan man jo godt blive virkelig ked af det i "gerningsøjeblikket".

Det lange af det korte () jeg ville sige var, at jeg forstår. Jeg har altid ønsket en pige. Jeg kan ikke forklare hvorfor, det er bare en følelse. Et brændende ønske, måske pga. det forhold jeg har til min egen mor, som jeg gerne vil give til en datter. Og jeg var klart blevet skuffet, hvis jeg havde fået at vide det var en dreng. Det betyder ikke, at skuffelsen ville hænge ved, og det betyder ikke, at jeg ikke ville komme over skuffelsen. Det betyder ikke, at en søn ville være et uønsket barn, eller at jeg for evigt ville tænke: "Åh, du skulle have været en pige". Selvfølgelig ikke! Men derfor har man stadig ret til at være ked af det, når man lige skal vende hele sin forestilling i hovedet om, og det er der ikke noget underligt og forkert i.

Man kan ikke gå hver dag og tage hensyn til, at nogen har det værre. Så kunne man jo aldrig være ked af noget som helst. 

(Før jeg bliver høvlet ned: Jeg føler dybt med barnløse, men i må også prøve at sætte jer ind i andres følelser, ligesom i forventer vi gør det med jer )

Guldklumperne skriver:

Jeg forstår dig 100 %....da jeg blev gravid 2. gang ønskede jeg, ligesom dig, en lille prinsesse. Da scanningsdamen så sagde, at der en lille tissemand, brød jeg sammen. Jeg græd åbenlyst, for var bare så skuffet.

MEN damen blev så bare ved med at scanne, og sagde efter lang tid, at hun lige ville hente lægen. Det så ud somom vores lille dreng havde vand i hovedet. Pludselig ændrede alting sig, for nu var det pludselig noget andet som galt, og i værste tilfælde kunne jeg risikere, at skulle have en abort. Miste min lille babydreng, som jeg nu mærkede, hvor højt jeg elskede. Der var heldigvis intet galt med ham.

Min dreng nr. 2 er mit hjertebarn, og vores bånd er tæt tæt knyttede for tænk, hvis jeg havde mistet ham. Mit syn på det "rigtige/forkerte" køn blev den dag ændret for altid....

Jeg håber du kan bruge min lille historie..... 

Ja så bliver alting sat i perspektiv, hold da op

Jeg sagde også til min kæreste at vi burde være dybt taknemmelige for en lille sund baby dreng i stedet for en baby pige som er syg eller fejler andet og vi er taknemmelige men alligevel fylder skuffelsen en del.

Vil dog sige at efter jeg startede den tråd her så har jeg accepteret mine følelser mere og er faktiks blevet meget mere glad for min lille baby dreng

Bare det at høre fra jer alle og få sat tingene i perspektiv gør at jeg på en måde kan forlige mig med tanken nu

Anonym skriver:

Vi har været til kønsscanning og jeg blev bare så ked af resultatet

Har det rigtig skidt med det for jeg føler mig dybt utaknemmelig men kan stadig ikke ryste tristheden af mig.

Det skulle være mit det sidste barn og havde et kraftigt ønske om kønnet men sådan skulle det bare ikke være og nu skærer det i mit hjerte selvom jeg ved det er dybt forkasteligt at jeg føler sådan.

Nogen andre herinde som har prøvet at være igennem det samme som mig som kan give nogle opmuntrende ord med på vejen?

Hov, rettelse:

Er ikke blevet mere glad for min baby dreng for elsker ham uanset hvad men er blevet mere glad for TANKEN om at vi skal have en dreng

Synes forskellen er ret stort og ville lige rette det

Anonym skriver:

Nej men det er så ikke alting i den verden her som man skal forstå

Jeg føler med alle barnløse og kan sagtens forholde mig til hvor svært det må være at leve med et kæmpe savn ikke at kunne få børn men alle har deres egen situation

 

Og jeg føler bestemt med dig, for det må ikke være en særlig rar følelse at gå rundt med, og som jeg skrev tidligere, så ved vi jo godt at du vil elske den lille dreng lige så højt som hans storebror.

Jeg tror måske jeg er blevet en smule misforstået, for har bestemt ikke haft intentioner om at gøre dig endnu mere ked af det, men prøvede bare at forklare at jeg ikke forstår hvor ked af det man kan blive.
Jeg har personligt altid været ligeglad med hvad jeg fik, bare det var et raskt barn. Men jeg skal da ikke kunne sige om det havde været anderledes, hvis jeg havde haft nemt ved at få børn. Følelser kan vi ikke kontrollere, og det er også derfor nogle (inkl. mig selv kan blive lidt provokerede), men synes det er flot at du står ved dine følelser og tanker

Anonym skriver:

Hov, rettelse:

Er ikke blevet mere glad for min baby dreng for elsker ham uanset hvad men er blevet mere glad for TANKEN om at vi skal have en dreng

Synes forskellen er ret stort og ville lige rette det

DAs mor skriver:

Ja det er fint vi ikke alle er ens Men det er bare ikke altid man behøver fortælle når man er uenig (ikke fordi du ikke må svare i denne tråd!)

 

Jeg reagerede egentlig også mest, fordi jeg syntes du var lidt hård ved hende den anden der skrev. havde egentlig ikke tænkt mig at skrive i denne tråd, men bare undres i mit stille sind.

Og det er jo en debat, så vi må vel alle komme med vores synspunkter

Jeg ønskede mig brændende en pige første gang, og tror også jeg var blevet ked af det, hvis det havde været en dreng.. Jeg måtte ikke få af vide hvilket køn det var, der var sønderborg sygehus lige gået fra det, fordi de havde taget fejl for mange gange (den besked fik jeg).. 10 dage inden fødslen var jeg til tjek, hvor han spurgte mig om jeg havde fået kønnet af vide, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde, og så viste han mig det.. Fik selv lov til at tjekke, og kunne se, at det var lille pige

Denne gang ville jeg gerne have haft en dreng, også fordi det sikkert var den sidste.. Vidste kæresten også ønskede sig en dreng.. Og fik af vide, at det sørme var en pige mere.. Det tog da lige en 3 dage at sluge den, men så gik det over igen, og vi glædede os begge over, at det var en pige

Men må sige, at jeg ikke indrømmede over for andre, den skuffelse der lå de første par dage, og synes det er stort af dig, at indrømme over for dig selv - og andre - at du er det.. Og det skal nok ændre sig lige så hurtigt igen