dorthemus skriver:
God formiddag 
I går fik Runa fjernet de ekstra fingre og tæer - eller rettere vedhæng - hun blev født med. Der blev dermed sat endeligt punktum for de sidste mange måneders venten på denne operation og jeg er utroligt lettet og glad for forløbet og at jeg ikke længere skal tænke på den og den længe frygtede narkose 
Vi blev indlagt på Rigshospitalet aftenen før fordi Runa var den første på programmet om torsdagen. Det blev en lang nat for mig, der selvfølgelig ikke sov ret meget af spænding og nervøsitet. Runa skulle faste fra kl. 5 om morgenen...heldigvis bliver hun ammet ellers havde det været fra kl. 3. Det var ikke noget der passede damen som græd meget og søgte brystet som en anden fugleunge, de sidste timer op til indgrebet...det er jo også lidt svært at forklare en 5 måneder gammel baby at hun ikke må få mad. Heldigvis tog hun en lille lur inden portøren kom og hentede os på børneafdelingen. Kirurgen Pernille kom kort forbi og så til Runa og satte krydser på hænder og fødder. Og så var vi klar til afgang.
Turen ned på operationsgangen var svær og jeg gik med en stor knude i maven mens jeg knugede Runa ind til mig og hviskede små søde ord til hende...prøvede at få hold på mig selv så jeg ikke skræmte hende. Vi sad lidt og ventede og fik taget billeder og så kom narkoselægen og så var det tid!!
Runa blev lagt på den oppustede pude der var fyldt med varm luft og så fik hun masken på..først strittede hun lidt imod, men faldt hurtigt til ro og jeg aede hende ben og hviskede "mor elsker dig, du er så dygtig skat" og efter et halvt minuts tid blev jeg bedt om at gå ud....der gik jeg lidt i panik, "jamen hun er ikke væk, hun har åbne øjne!!!" Det er helt normalt, vi lukker dem om lidt, hun er væk, fortalte de....Åhhhh hvor var det svært og jeg brød helt sammen da jeg kom ud på gangen. Stod bare og tudede og vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Det er en utrolig skræmmende oplevelse at overvære og man føler sig helt magtesløs.
Den ene sygeplejerske fulgte mig ud af operationsgangen og så gik jeg op på Girafstuen igen og tudbrølede ned i dynen. Heldigvis kom min veninde Christina (Runas gudmor) lige efter og det var rart ikke at skulle være alene.
Efter halvanden time ringede de efter mig og jeg skyndte mig ned på Opvågningen. Der kunne jeg høre min datter skrige i vilden sky og jeg blev så forskrækket over at se hende; helt groggy, forvirret og med venflon i hovedet...havde glemt, at de jo selvfølgelig ikke kunne lægge drop i hånden når de skulle operere der. Runa flippede helt ud og var så sulten at hun næsten ikke kunne spise. Efter 45 min. faldt hun dog til ro og lignede mere og mere mit lille glade barn 
Hun sov i 1½ time i sin barnevogn og så ventede vi ellers i mange timer på, at kirurgen skulle blive færdig med at operere så hun kunne komme og se til Runa og give grønt lys for, at vi kunne tage hjem. Efter at Runa havde tisset, skidt og spist tog sygeplejersken venflonen ud...uhhh det gjorde ondt på Runa 
Og ved 19 tiden pakkede jeg Runamusen og alt vores habengut sammen og tog hjem. Fik også ekstra panodil-stikpiller med hjem for smertelindring.
I dag er hun sit gamle jeg igen og virker ikke til at have ondt. Jeg er simpelthen så stolt af hende og synes hun er supersej Nu kan hun ligge med bare tæer uden at jeg skal frygte at hun hiver i dem
Den 16. november skal vi til tjek og så er det HELT overstået 
Tak fordi I læste med 
Knus Dorthe
åhh det var tæt på jeg sad her og græd.
åh det må virkelig have været hårdt at skulle gå fra sit barn, efter det er lagt i narkose.
men hvor er hun da bare tapper, lille runa. og det er da dejligt at hun er kommet af med sine ekstra vedhæng.
elsker teksten på det sidste billede.
