Der er faktisk slet ikke nogen rigtig historie bag de navne vi valgte til vores børn
Da jeg var gravid første gang talte vi utroligt(!) meget om navne, og skulle finde ud af hvilken "slags" navne vi ønskede for vores børn, og blive enige om et... jeg nægtede dog at blive enig om noget som helst, før jeg havde set at der kom et rigtigt barn ud af mig... Vi blev dog enige om at vi gerne ville have at vores børn skulle have "almindelige" navne, som ikke var hverken moderne eller umoderne.
Så kom det første barn. Aftenen inden havde vi talt navne med svoger/svigerinde - tror der blev nævnt 50 navne, inkl. det vi valgte, men kunne slet ikke forestille mig at have et barn der hed noget som helst. Men han kom, som sagt, og han lignede bare en der hed Simon. Det var vi fuldstændigt enige om, så inden han var blevet en ½ time gammel, havde han fået sit navn. Og han er bare 100 % en Simon. Heldigvis 
Blev gravid igen, og det var dreng igen. Stilen var lagt mht navne-type. Og selvfølgelig var der mange der spurgte hvad drengen skulle hedde. Det vidste jeg jo ikke - skulle igen se at der kom et rigtigt barn ud af mig. Men indenfor én uge, da jeg var lidt over halvvejs sagde min kæreste, min rigtigt gode veninde og en kollega: "Hvad med Casper - altså med C" (de sagde faktisk alle tre også det efter bindestregen). Fuldstændigt uafhængigt af hinanden. Havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg skulle have et barn der hed Casper, men flere og flere kaldte maven Casper under graviditeten, og da han kom kunne han ikke hedde andet...så Casper (altså med C) blev hans navn 
Til efternavn hedder de mit efternavn efterfulgt af min mands efternavn. Og efter vi blev gift i sommer, tog vi også hinandens efternavne, så vi alle fire hedder det samme.
Anmeld