Under en sag i amtet....

Tulipan skriver:

Læste lige indlægget igennem, da jeg lige så i var lidt uenige

Hvis den ene forældre er utryg ved at den anden skal have barnet på besøg uanset hvor længe om det er en time eller til overnatning. Råder de til at amtet kommer ind over og høre på forældrene så de kan nå til enighed sammen, og evt få snakket om det der gør den ene forældre nervøs.
Hvis det ikke sker, så er det tit at det aldrig vil blive sjovt for barnet, hvis forældre konstant er uvenner pga dette.

Ja barnet skal se sin far, men ikke for en hver pris. Selvom han elsker barnet, er det ikke sikkert han kan passe det ordentlig. Og det skal der jo styr på hvis moren ikke mener han kan gøre det ordentlig.

(kender ikke til sagen eller hvem der har oprettet tråden) Men at hun tager det i amtet, eller hvis det er faren. Det er det rigtige i sådan en situation.

Giver dig helt ret.. Jeg kan kun svare udfra hvad jeg læser og jeg kender ikke til hele historien, men udfra hvad jeg kan se og opfatte mener trådstarter ikke at faren er i stand til at have barnet; han virker ligeglad og bor hjemme. Jeg ved af erfaring at dette bare ikke er grund nok, hvilket jeg prøver at fortælle. Jeg har selv været i en situation hvor min datters far intet sted havde at bo - boede rundt omkring. Når han havde samvær gik han rundt oppe i byen eller var hos tilfældige. Jeg forklarede sagsbehandler at der ingen tryghed for min datter var og at samværet fungerede meget flyvsk, ikke engang dette var grund nok. Har oplevet trusler omkring kidnapning mv, har haft politihold på ham fordi han var voldelig overfor mig, dette var heller ikke grund nok til at ændre reglerne for samvær. Endte med at mine forældre måtte komme hen til mig ved aflevering/afhentning for at jeg kunne opretholde mit politihold. Amtets holdning var: "Så længe din datter ikke lidt nød så skal samværet opretholdes". 

Et barn på 2½ år er ikke i stand til at vise om man vil hjem til sin far eller ej, men er præget af de sindstilstande h*n oplever når far og mor snakker sammen.

Man skal ikke opretholde samvær for enhver pris, i situationer med fysisk eller psykisk vold (far/barn i mellem) bør man ikke opretholde samvær, men har sgu svært ved at finde andre årsager til at man som mor skal nægte faren adgang til sit barn.

Lisbeth85 skriver:

Man kan også snakke sammen med sin sundhedsplejerske. Vil vi gøre mere end statsamtet. Jo mere man selv kan finde ud af sammen jo bedre. Det kan lade sig gøre ikke at skulle i statsamtet, men det kræver meget af begge parter.

Undskyld jeg "blander mig" Jeg vil bare lige sige, at det er dejligt hvis I selv kan finde ud af det. Men I skal ikke brække ryggen det. Jeg forsøgte for alt i verden at undgå statsforvaltningen og det gjorde det meget, meget svære at få lavet en ordenlig løsning.

Det kan godt lade sig gøre at gå i statsforvaltningen og få dem til at hjælpe - og stadig bevare en god tone og et ordenligt samarbejde. Synes faktisk det på mange punkter var lettere, da vi endeligt kom afsted. På den måde kan man få en god aftale, som begge parter forpligter sig til at følge. Du må i hvert fald ikke være bange for dem derinde - de varetager jeres barns tarv så godt de overhovedet kan.

Men håber I finder ud af det på bedst mulig måde

Iøvrigt kan man godt aflevere et sted hvor en pædagog står for den videre overlevering (som henh01 skriver). Men tror kun de sker i ekstreme tilfælde - da det jo koster penge for kommune/statsforvaltning (med mindre det er i eksempelvis jeres barns institution, men det er jo ikke aktuelt de første mange måneder)

henh01 skriver:

Giver dig helt ret.. Jeg kan kun svare udfra hvad jeg læser og jeg kender ikke til hele historien, men udfra hvad jeg kan se og opfatte mener trådstarter ikke at faren er i stand til at have barnet; han virker ligeglad og bor hjemme. Jeg ved af erfaring at dette bare ikke er grund nok, hvilket jeg prøver at fortælle. Jeg har selv været i en situation hvor min datters far intet sted havde at bo - boede rundt omkring. Når han havde samvær gik han rundt oppe i byen eller var hos tilfældige. Jeg forklarede sagsbehandler at der ingen tryghed for min datter var og at samværet fungerede meget flyvsk, ikke engang dette var grund nok. Har oplevet trusler omkring kidnapning mv, har haft politihold på ham fordi han var voldelig overfor mig, dette var heller ikke grund nok til at ændre reglerne for samvær. Endte med at mine forældre måtte komme hen til mig ved aflevering/afhentning for at jeg kunne opretholde mit politihold. Amtets holdning var: "Så længe din datter ikke lidt nød så skal samværet opretholdes". 

Et barn på 2½ år er ikke i stand til at vise om man vil hjem til sin far eller ej, men er præget af de sindstilstande h*n oplever når far og mor snakker sammen.

Man skal ikke opretholde samvær for enhver pris, i situationer med fysisk eller psykisk vold (far/barn i mellem) bør man ikke opretholde samvær, men har sgu svært ved at finde andre årsager til at man som mor skal nægte faren adgang til sit barn.

Hold da op, hvad amt er du lige i lyder jo helt sindsygt.

Dårlig behandling du har fået. Det er jo... ja ved slet ikke havd jeg skal sige. Det burde bare ikke have været sådan.

Tulipan skriver:

Hold da op, hvad amt er du lige i lyder jo helt sindsygt.

Dårlig behandling du har fået. Det er jo... ja ved slet ikke havd jeg skal sige. Det burde bare ikke have været sådan.

Hedder det sjællands amt?

Det er som udgangspunkt reglerne overalt. Tro mig jeg har sat mig meget ind i det, da jeg også følte mig uretfærdigt behandlet. Men npr jeg ser tilbage (det er 4-5 år siden) kan jeg sgu godt se fornuften i det. Uanset hvordan mor og far kommer ud af det med hinanden har det jo intet med kvaliteten af det samvær der opstår ml far og barn.

Jeg oplever i det private og i mit erhverv at alt for mange mødre besværliggøre processen for faren. Mange ønsker ikke deres børn skal se sin far fordi de mener at det de gør ikke er godt nok. Men for barnet er det guld værd. Ja bleen kan sidde forkert, barnet får måske lidt mere usundt mad, får lov til flere ting mv, men i det store hele skaber det barnet. Oplver barnet farens tilstedeværelse som ligegyldig vil barnet per automatik vælge det fra når barnet er gammelt nok til selv at kunne overskue konsekvensen af sine valg. -Tager moren valget for barnet, er jeg overbevist om at barnet altid ville bebrejde moren dette da moren i sådanne tilfælde fratager barnet at skabe egne meninger og holdninger overfor faren.

Tulipan skriver:

Hold da op, hvad amt er du lige i lyder jo helt sindsygt.

Dårlig behandling du har fået. Det er jo... ja ved slet ikke havd jeg skal sige. Det burde bare ikke have været sådan.

Desværre afhænger det ikke af hvilket amt/statsforvaltning. Sådan er det for alle efter den nye forældreansvarslov blev indført - og skyldes politikerne. Mange medarbejdere fra statsforvaltningerne er imod denne lov i disse ekstreme tilfælde. Tvunget samvær for enhver pris.

thildemus skriver:

Desværre afhænger det ikke af hvilket amt/statsforvaltning. Sådan er det for alle efter den nye forældreansvarslov blev indført - og skyldes politikerne. Mange medarbejdere fra statsforvaltningerne er imod denne lov i disse ekstreme tilfælde. Tvunget samvær for enhver pris.

Har altså efter den nye lov, set at det ikke altdi er sådan

Jeg fik af vide at jeg suverænt bestemmer hvorvidt min eks ser vores datter, indtil andet er afsagt af statsforvaltningen.

Jeg har forældremyndigheden over vores datter og jeg har søgt rådgivning ved statsforvaltningen. Jeg har altså ikke læst alle svarene igennem, så ved ikke om i har fælles forældremyndighed. Jeg har så jævnligt kontaktet statsforvaltningen for at høre, hvordan jeg skal gøre i de forskellige situationer. Så mit råd er klart at du skal bruge dem alt det du kan

henh01 skriver:

Hedder det sjællands amt?

Det er som udgangspunkt reglerne overalt. Tro mig jeg har sat mig meget ind i det, da jeg også følte mig uretfærdigt behandlet. Men npr jeg ser tilbage (det er 4-5 år siden) kan jeg sgu godt se fornuften i det. Uanset hvordan mor og far kommer ud af det med hinanden har det jo intet med kvaliteten af det samvær der opstår ml far og barn.

Jeg oplever i det private og i mit erhverv at alt for mange mødre besværliggøre processen for faren. Mange ønsker ikke deres børn skal se sin far fordi de mener at det de gør ikke er godt nok. Men for barnet er det guld værd. Ja bleen kan sidde forkert, barnet får måske lidt mere usundt mad, får lov til flere ting mv, men i det store hele skaber det barnet. Oplver barnet farens tilstedeværelse som ligegyldig vil barnet per automatik vælge det fra når barnet er gammelt nok til selv at kunne overskue konsekvensen af sine valg. -Tager moren valget for barnet, er jeg overbevist om at barnet altid ville bebrejde moren dette da moren i sådanne tilfælde fratager barnet at skabe egne meninger og holdninger overfor faren.

Men får barnet ikke opmærksomhed hos faren, er det ikke det værd. Skal være noget socialt i det. Og tror det er det hun vil ind på. Tror ikke det er en ble der sidder forkert,

Kender det fra mig selv. Jeg er ligeglad med en ble der sidder forkert. MEn ved jeg mit barn bare vil komme til at sidde og kigge for sig selv, jamen så er der sku ingen mening med at abrnet skal til sin far, ja elelr mor hvis det er sådan det er.

Tulipan skriver:

Har altså efter den nye lov, set at det ikke altdi er sådan

Godt at høre Har selv undersøgt en del, og så vidt jeg var orienteret, så kræver det misbrug af barnet eller misbrugsproblemer (stoffer/alkohol) førend der ikke er tvungen samvær.

Jeg mener som udgangspunkt også at man skal finde en løsning mor og far imellem (gerne ved brug af statsforvaltning). Fordi selvfølgeligt har både mor og far krav på samvær. Men der er nogle ekstreme tilfælde, hvor jeg ikke mener at "normalt" samvær/samarbejde er tilrådeligt. Blandt andet i voldssager - dette være sig mod barnet såvel som moren.

Tulipan skriver:

Men får barnet ikke opmærksomhed hos faren, er det ikke det værd. Skal være noget socialt i det. Og tror det er det hun vil ind på. Tror ikke det er en ble der sidder forkert,

Kender det fra mig selv. Jeg er ligeglad med en ble der sidder forkert. MEn ved jeg mit barn bare vil komme til at sidde og kigge for sig selv, jamen så er der sku ingen mening med at abrnet skal til sin far, ja elelr mor hvis det er sådan det er.

hvis barnet ikke får den opmærksomhed du mener barnet bør få mener du ikke det er godt nok. Men barnet kan have en hel anden vurdering af det samvær barnet oplever. Mange har en holdning til hvad normalen er osv, men det er bare ikke altid barnets opfattelse. Og hvis barnet føler sig overset så vil barnet igen sige fra når barnet er stort nok til selv at kunne overskue konsekvensen heraf.

min datter kommer hos sin far hveranden weekend, bliver sendt hen til sin kusine og er faktisk der det meste af weekenden, og selvom hun ikke får nok opmærksomhed og kvalitetstid med sin far som jeg kunne ønske det så elsker hun det.

Selvf kan der være situationer der er så ekstreme at samværet ikke har noget positivt med sig, i sådanne situationer vil amtet reagerer. Man skal bare huske at se det fra barnets øjne og ikke hvad man selv mener er rigtig og forkert. Det er sværere end man tror at se under egne behov og se på barnets behov for sin far på trods af at samværet ikke helt lever op til hvad man kunne håbe på.