Skreg I.....

Znuzke skriver:

Første gang skreg jeg ikke da jeg slet ikke nåede så langt før det endte med AKS.

2. gang skreg jeg alt hvad jeg kunne. Min kæreste taler stadig om hvor meget jeg larmede - og Klara er 4 år.....

Jeg har svært ved at forestille mig jordemødre som beder kvinderne om at være stille. Hører det ikke fortiden til??

Jeg fik bud på at tie stille og presse i stedet for, da jeg kom til at skrige under den første rigtige presseve lige efter jordemoderen endelig havde tid til os...

Min jordemoder var en halvgammel garvet én på 60år og virkede lidt konservativ på nogle punkter... Hun var meget kommanderende mht hvordan jeg skulle ligge og hvordan jeg skulle holde mine ben osv. Jeg forsøgte selv at holde mine ben på en anden måde som virkede bedre til mig, men hun sagde straks: det dur ikke det der! Pyh jeg følte mig uduelig og magtesløs

Men samtidig følte jeg, at hun bare havde helt tjek på det hele..

Så nej, det hører ikke fortiden til at få bud på at tie stille.

Kb skriver:

...da I fødte??? Skreg selv under selve forløselsen, kunne simpelthen ikke lade være. Har ellers altid ment at det med at skrige når man fødte var noget pjat.... Det har jeg pænt måtte tage i mig igen.

Har efterfølgende hørt om flere der IKKE skreg og har fornemmet en vis stolthed herved.... Hvad sige I???? 

Jeg stønner og pruster under veerne... Og siger nogle laaaaange lyde, men skrige gør jeg ikke..

Under presseveerne kommer der mere lyd på, men det er mere brøl end skrigeri...

Sådan en rigtig anstrengelses-lyd.

Mathilde skriver:

Jeg fik bud på at tie stille og presse i stedet for, da jeg kom til at skrige under den første rigtige presseve lige efter jordemoderen endelig havde tid til os...

Min jordemoder var en halvgammel garvet én på 60år og virkede lidt konservativ på nogle punkter... Hun var meget kommanderende mht hvordan jeg skulle ligge og hvordan jeg skulle holde mine ben osv. Jeg forsøgte selv at holde mine ben på en anden måde som virkede bedre til mig, men hun sagde straks: det dur ikke det der! Pyh jeg følte mig uduelig og magtesløs

Men samtidig følte jeg, at hun bare havde helt tjek på det hele..

Så nej, det hører ikke fortiden til at få bud på at tie stille.

Åhhh nej håber ik jeg får sådan en JM... Så kommer jeg bare til at skælde ud.. Sidst var der en JM der sagde at jeg ik måtte komme i bad (og var iøvrigt ret sur agtig) fordi jeg havde vee-drop.. Så hissede jeg mig op... Fordi jeg selv tit har badet folk med drop og dræn og ting..

 For en sød og "yngre" JM...

Kb skriver:

...da I fødte??? Skreg selv under selve forløselsen, kunne simpelthen ikke lade være. Har ellers altid ment at det med at skrige når man fødte var noget pjat.... Det har jeg pænt måtte tage i mig igen.

Har efterfølgende hørt om flere der IKKE skreg og har fornemmet en vis stolthed herved.... Hvad sige I???? 

Jeg BRØLEDE som en okse, da presseveerne kom. Det var de vildeste kræfter, der arbejdede i kroppen og jeg kunne bare ikke lade være. Jeg sad og brølede: "Det kan ikke passe" fordi jeg ikke kunne fatte de kræfter, der var i min krop.

Min mand siger at han aldrig har hørt noget ligende og hvis jeg nogensinde råber så højt af ham, så er det fordi han har gjort noget MEGET slemt.

Da jeg begyndte at presse, sagde jeg ikke så meget. Var meget koncentreret og ud kom han, den lille dreng.

Jeg var pænt ligeglad med hvad jordemoderen og andre måtte tænke, det er jo ikke en skovtur man er på, når man føder et barn.

Jeg græd og skreg ved nr 1 og 2.

Men ved nr 3 tog jeg det lidt bedre. Havde ondt og skældte ud, men husker ik om jeg skreg. Fødslen tog kun 10 min. Råbte højt under veerne, havde kun veer i 40 min.

I udvidelsesfasen går jeg bare og puster og stønner lidt og er egentlig bare mest i min egen verden - men under presseveerne har jeg begge gange BRØLET som en gal... har simpelthen ikke kunne lade være...

mjø altså.

Skreg ikke, prustede vist bare lidt højt for at få vejret osv..og messede lidt for mig selv..av av av av av av av...osv:-)

Men mindes ikke at jeg skreg da jeg fødte..havde vist bare ikke lysten til det, for brugte al min luft på at presse hende ud. Pressede aktivt med i under 15 min, ok for en første gang synes jeg:-)

Så ikke stolt over det, men havde bare ikke lige lysten til det tror jeg.

jeg sagde ikke en lyd jeg kunne ikke..

2 gang var jeg meget forkuseret på min vejrtrækning så tænkte slet ikke over det..  men begge gange har jeg hørt andre skrige. første gang var jeg ret sur over dte til sidst. selvom jeg ikke kunne sige noget. for kunne næsten ikke høre hva lars og jm snakket om. det var ret voldsomt.  lars var os ret overrasket over hvor meget hun skreg..

Nej, jeg skreg ikke.....jeg brølede som løve!!!  Kan slet ikke forklare den kraft og energi der bare skal ud af mig lige i denne situation, men jeg kan slet ikke holde det inde. Så alle tre gange har jeg brølet mig igennem pressefasen, som heldigvis aldrig har varet længere end 12 min, ellers kunne man jo gå hen og miste stemmen, haha. Ved at min mand blev ret forskrækket ved vores første, men jeg gjorde jeg også selv   Nu griner vi tit af det. Synes det er så morsomt at jeg kan lyde sådan, haha!