Skreg I.....

...da I fødte??? Skreg selv under selve forløselsen, kunne simpelthen ikke lade være. Har ellers altid ment at det med at skrige når man fødte var noget pjat.... Det har jeg pænt måtte tage i mig igen.

Har efterfølgende hørt om flere der IKKE skreg og har fornemmet en vis stolthed herved.... Hvad sige I???? 

Kb skriver:

...da I fødte??? Skreg selv under selve forløselsen, kunne simpelthen ikke lade være. Har ellers altid ment at det med at skrige når man fødte var noget pjat.... Det har jeg pænt måtte tage i mig igen.

Har efterfølgende hørt om flere der IKKE skreg og har fornemmet en vis stolthed herved.... Hvad sige I???? 

Jeg skreg mig pænt hæs da jeg fødte mit første barn/datter og var blevet sat i gang.. Men anden gang skreg jeg ikke Råbte måske lidt... ggg...

...da I fødte??? Skreg selv under selve forløselsen, kunne simpelthen ikke lade være. Har ellers altid ment at det med at skrige når man fødte var noget pjat.... Det har jeg pænt måtte tage i mig igen.

Har efterfølgende hørt om flere der IKKE skreg og har fornemmet en vis stolthed herved.... Hvad sige I???? 

Sagde ikke en lyd under fødslen... Jordmødrene beundret det meget... Sagde heller ikke noget under veerne i de lange dage jeg havde dem...

Har fået at vide og læst mange steder, at det er en god ting ikke bare at tie. For når man råber / skriger åbner man op - så er kun en god ting du gjorde det.

Håber selv jeg kommer til det (men ville ikke undre mig at jeg er for genert overfor jordmoderen hehe)

Jeg skreg ikke som sådan... Men jeg råbte højt, rigtig højt, ikke nogen ord, bare sådan aaaaarg... hehe...

Jeg råbte så højt at jeg formåede at vække en der var blevet lagt til at sove på morfin, på den anden side af gangen... De hørte at en var røget til akut kejsersnit og var sikker på det var mig.... det viste sig at v ære en jeg har gået i folkeskole med - hende jeg havde holdt vågen

2. gang der råbte jeg også, men det var "kun" en 7 minutters tid, så havde jeg født ham...
Kan huske jeg inde i mit hovede råbte UUUUUUUUD! men jeg er ret sikker på at det kom ud som bare UUUUUUUUH!

Begge gange var det altså under presseveerne, mens jeg forsøgte at føde rigtigt... (forstås at jeg havde presseveer 2½ time med den første, men altså først gav mig til at råbe rigtigt, da jeg måtte begynde at presse med)

Jeg sagde intet hverken da jeg havde veer eller da jeg fødte .. Eller jo jeg græd en smugle .. Men ellers ikk 

Sagde ikke selv så meget første gang, men endte med AK, så jeg kender ikke, hvordan resten ville have gået.....dvs. sagde godt nok lidt surt, "at jeg snart sprang ud af vinduet, hvis der ikke snart kom en baby ud"!

Har dog hørt fra flere veninder, at de pænt blev bedt om at tie, da de skulle bruge energien på selve fødslen!

Jeg må se, om jeg er en 'skriger' hér anden gang.....lige om lidt....forhåbenligt (er i uge 39)!

Altså jeg tudede som en ulv under de sidste udvidelsesveer og brølede som en brunstig elg under presseveerne Og det hjalp rigtig meget at få lov at give efter for "urkraften"... Jeg synes ikke der er nogen skam i at bruge hele kroppen inklusiv stemmen når man føder, så det der med at være stolt over at være stille lyder for mig som en middelalderlig tanke - hvis man har lyst så giv los og råb, skrig og hyl aaaalt hvad du vil!!!

Første gang skreg jeg ikke da jeg slet ikke nåede så langt før det endte med AKS.

2. gang skreg jeg alt hvad jeg kunne. Min kæreste taler stadig om hvor meget jeg larmede - og Klara er 4 år.....

Jeg har svært ved at forestille mig jordemødre som beder kvinderne om at være stille. Hører det ikke fortiden til??

Kb skriver:

...da I fødte??? Skreg selv under selve forløselsen, kunne simpelthen ikke lade være. Har ellers altid ment at det med at skrige når man fødte var noget pjat.... Det har jeg pænt måtte tage i mig igen.

Har efterfølgende hørt om flere der IKKE skreg og har fornemmet en vis stolthed herved.... Hvad sige I???? 

JA FOR FANDEN!!!

Min kæreste sagde man kunne høre mig langt væk på hospitalet... og jeg synes også det var noget pjat førhen, men det gør jeg ikke mere!