Skreg I.....

Nej jeg skreg ikke. men råbte bare av. og da jeg lige havde fået ham op på maven spurtge jeg jordemoder om det var det ? hun kiggede også meget mærkeligt på mig.
manden husker det så tydeligt. og kalder mig bonderøv

Jeg skreg heller ikke, bandede ikke engang men min kæreste fortalte mig efter fødslen at jeg sagde undskyld til jordermor

Jeg gryntede mere end jeg skreg. Sådan lange pivelyde. Svært at forklare faktisk

Kb skriver:

...da I fødte??? Skreg selv under selve forløselsen, kunne simpelthen ikke lade være. Har ellers altid ment at det med at skrige når man fødte var noget pjat.... Det har jeg pænt måtte tage i mig igen.

Har efterfølgende hørt om flere der IKKE skreg og har fornemmet en vis stolthed herved.... Hvad sige I???? 

jeg vil ikke sige jeg direkte skreg, nærmere a jeg nok brølede lidt 

jeg havde det på sammen måde og tænkte det var noget pjat, meen det var nok også fordi det var en hårdere omgang end jeg lige kunne forestille mig, tilsidst da hoved kom ud fik jeg skreget ''hold kæft det gør ondt'' lige midt i et press og så var det overstået, ret flovt a tænke på bagefter

men tror bar at man tar det meget forskelligt, det der sker med en når man føder.,

Natascha

Jeg sagde ikke en lyd. Jeg gik fuldstændig ind i mig selv og ingen kunne rigtig komme i kontakt til mig.

Det er ikke noget pjat at skrige eller skælde ud. Man reagerer jo forskelligt og hvis man kommer nemmere igennem det ved at skrige, bande og svovle, så er det da det man skal

Altså jeg tudede som en ulv under de sidste udvidelsesveer og brølede som en brunstig elg under presseveerne Og det hjalp rigtig meget at få lov at give efter for "urkraften"... Jeg synes ikke der er nogen skam i at bruge hele kroppen inklusiv stemmen når man føder, så det der med at være stolt over at være stille lyder for mig som en middelalderlig tanke - hvis man har lyst så giv los og råb, skrig og hyl aaaalt hvad du vil!!!

HEHEHE.... Det er sørme godt at høre man ikke er den eneste der så IKKE lider i stilhed

Jeg vil egentlig også sige at jeg trak mig ind i mig selv under det meste af fødslen. Sov mellem veerne og var god til at bruge min vejrtrækning. MEN da presseveerne meldte deres ankomst kunne jeg simpelthen ikke holde skrig/brøl (kald det hvad du vil) tilbage. 

Har en bekendt der er jordmoder og som siger at hun oplever at mange kvinder går meget op i at de skal være "pæne piger" når de føder. De bliver glade når de for ros for at være stille og på den måde tapre.

Nå men jeg gav altså los som urkvinde. Har en følelse af at det er jeg faktisk lidt flov over, hvorfor mon????   

Kb skriver:

 

HEHEHE.... Det er sørme godt at høre man ikke er den eneste der så IKKE lider i stilhed

Jeg vil egentlig også sige at jeg trak mig ind i mig selv under det meste af fødslen. Sov mellem veerne og var god til at bruge min vejrtrækning. MEN da presseveerne meldte deres ankomst kunne jeg simpelthen ikke holde skrig/brøl (kald det hvad du vil) tilbage. 

Har en bekendt der er jordmoder og som siger at hun oplever at mange kvinder går meget op i at de skal være "pæne piger" når de føder. De bliver glade når de for ros for at være stille og på den måde tapre.

Nå men jeg gav altså los som urkvinde. Har en følelse af at det er jeg faktisk lidt flov over, hvorfor mon????   

 

Hopper med på den her !!

Kb skriver:

...da I fødte??? Skreg selv under selve forløselsen, kunne simpelthen ikke lade være. Har ellers altid ment at det med at skrige når man fødte var noget pjat.... Det har jeg pænt måtte tage i mig igen.

Har efterfølgende hørt om flere der IKKE skreg og har fornemmet en vis stolthed herved.... Hvad sige I???? 

det kan jeg ærlig talt ikke huske men umidbart synes jeg ikke at jeg skreg, kan stadig huske smerten så det ville ikke undre mig hvis jeg skreg..

kan dog ikke sig at jeg ville være stolt af ikke at skrige, det gør jo ondt!! så man takler det jo forskelligt

Naannaa87 skriver:

Jeg skreg heller ikke, bandede ikke engang men min kæreste fortalte mig efter fødslen at jeg sagde undskyld til jordermor

haha det gjorde jeg også og under veerne begyndte jeg at klynke og sagde: jeg er bare så glad for i vil hjælpe mig" haha

Jeg skreg ikke - men ikke fordi, jeg holdte noget tilbage, var genert eller ville være en "pæn pige" - det er bare ikke sådan, jeg håndterer det - jeg gi'r mig, beklager mig og er ellers meget stille og helt inde i mig selv...især under anden fødsel var jeg vist meget stille, og hørte min mand og jordemoderen tale indbyrdes med sådan en følelse af, at de var i en anden verden...