Toffi skriver:
Tusind tak skal du have
Jeg er glad for at høre dine erfaringer.
Jeg kan ikke forestille mig at man fortryder sine børn uanset hvordan de er blevet til på. Jeg havde nok heller ikke for 10 år siden forestillet mig at jeg ville sidde med de her tanker, så det hele er måske også en erkendelse af at livet ikke er kørt helt af den bane jeg havde planlagt og en vigtig reminder til mig om at man ikke kan planlægge livet til mindste detalje
Jeg er ikke ked af at skulle ud i den løsning, nogle gange er det bare lidt arhhhh.. He he.
Inden jeg fik min datter, var jeg bange for at jeg netop skulle se far-pointatiale, som Dorte også skriver om, i de fyre jeg mødte, men så samtidigt ville have nøjes på kærestefronten (ikke at folk gør det, men jeg var så forblindet i perioder om at jeg gerne ville have mor, at det var min frygt). Da jeg så fik Nikita, kom den fantastiske følelse af ro, tid, jeg havde det sådan at når jeg blev velsignet (pludselig) med så meget kærlighed som jeg får ved at være mor til hende, så er chancerne for at jeg finder kærligheden med en mand engang i fremtiden uundgåeligt, og jeg har ikke længere den frygt for at vælge forkert, eller falde for den forkerte, fordi jeg ikke har det ur indeni der tikker.. (utroligt hvad ens biolog kan gøre ved en), jeg er klar til et nyt forhold nu, 1½ år efter min datter kom til verdenen, men om det så først sker nu eller om 1-2-4 år, så gør det ikke noget, for jeg ved at det kommer..
Selvfølgelig skal man hvis man vælger en mere utraditonel metode gøre sig nogle tanker om hvordan man takler det, og hvilke kriser barnet kan komme ud for.. Men skal man føle sig klar, selvfølgelig, men jeg tror ærlig talt aldrig man bliver helt klar til at blive mor, og man kan aldrig forberede sig 100 % på hvordan det er at få et barn, da de alle er forskellige, men som du også skriver så fortryder man aldrig... aldrig.. eller det har jeg i hvert fald ikke gjort i de rationelle øjeblikke.. 
Anmeld