Toffi skriver:
IIIIIH tillykke!! 
Og tak for dit svar i øvrigt.
Jeg ville nemlig også gerne have flere børn og derfor synes jeg jo heller ikke der skal gå voldsomt længe før jeg tager beslutningen. Har du fået lagt noget af den babyjuice til side som blev brugt til dine tvillinger? Hvor er det iøvrigt sejt at få tvillinger!!
Jeg er selv i tvivl om jeg har PCO, har ikke fået det tjekket, men kan se jeg har nogle symptomer (kalder man det det?). Så tænk nu hvis der går vildt langt tid før det ville lykkes mig at blive gravid.
Ja måske er det en sorg jeg ville føle hvis det bliver resultatet. Jeg havde slet ikke tænkt det som en sorg, men måske mere en form for " hvorfor pokker skal jeg lige være en af dem som skal være så super moderne, hvorfor kan jeg bare ikke være ligesom alle andre" agtigt.
Jeg har været skruk i relativt mange år, før mange af mine veninder, men nu er de begyndt at overhale mig. Jeg synes det er skønt at de er nået dertil, men det kan godt være lidt smerteligt at jeg ikke engang har fundet fyren at få børnene med. Det virker næsten uoverskueligt at skulle finde ham nu og nå at lære ham at kende, for først derefter at finde ud af om han er "den rette". Og hvad nu hvis han ikke er. Jeg vil langt langt hellere have barn med en donor, frem for en som jeg måske kan have en tvivl om, ville holde i længden.
Jeg har egentligt også nået den erkendelse at jeg nok kommer til at gøre det omvendt, og det er også okay. Men følelsen "men hvis bare nu liiiige" den er der stadig. Og måske er jeg en anelse nervøs for at den bliver der for længe, så jeg er for længe om at tage en beslutning.
Opbakning har jeg fra stort set alle, også selvom jeg ikke har bedt om den. Har sågar en veninde der spurgte om det var mit alvor, for de ville gå igang med at lave baby til næste sommer, og det kunne da være hyggeligt at kunne være gravide sammen.
Beklager hvis jeg sludrer lidt meget, men det er faktisk meget rart at få vendt tankerne og få dem ned på skrift.
Og endnu engang STORT tillykke med de kommende tvillinger 
Jeg kender alle de der tanker.
Jeg tror, at det er vigtigt, at man behandler "mangel på far til barnet" som en sorg. For det er det jo vitterligt. Det er vigtigt at gøre sig mange tanker, græde/bande/skælde ud over det, evt. få vendt det med en professionel.
Du kan nemlig slet ikke forestille dig, hvor meget du vil støde ind i par, når du er gravid. I svangerambulatoriet er der FYLDT med lykkelige par. De deler det største i livet sammen - man kan nærmest se, at de genoplever forelskelsen, når de forlader scanningslokalet med de små fine billeder.
Det kan godt gøre lidt nas, at man så er der helt alene og skal rumme alle følelserne selv.
Der er det vigtigt, at være afklaret - og man har bearbejdet en del af sorgen. At være gravid alene kan være en ensom affære. Specielt, hvis der tilstøder komplikationer. Fx. når man skal have tvillinger. Jeg har virkelig savnet et par stærke arme omkring mig, der kunne love mig, at det nok skulle gå alt sammen.
Når det er sagt, så er det også helt vidunderligt fantastisk selv at tage kasketten på, og lave sin egen lykke. Aldrig mere afsted til juleaften alene og aldrig mere være hovedperson i et selvoptaget singleliv. Skøøønt.
Glæder mig til at blive mor - selvom det bliver en udfordring kun at have to arme, når der er to babyer.
Jeg har ikke fået lagt noget sæd til side. Jeg fandt jo ret hurtig ud af, at det var tvillinger - og så regner jeg med at spare turen op på klinikken igen. 
