Og hvad nu hvis man bare ikke har lyst?

Jeg har aldrig kunnet fordrage at nogen rører mine brystvorter og derfor har jeg altid været af den overbevisning at jeg ikke kunne/skulle amme.

Jeg fik min datter i sommers og fysisk synes jeg ikke det var ubehageligt. Kan dog godt huske at følelsen af mælken der løber til osv kan være en underlig følelse

Men igen jeg ville også utrolig gerne amme og det er nok der forskellen kommer ind. Om man vil eller ikke vil/har lyst eller ej.

Heldigvis lever vi da i Dk hvor man plejer at kunne gøre det man har mest lyst til

Pøj Pøj - hvad end du vælger

Syntes ikke du skal amme hvis du ikke føler for det, det skal være rart og hyggeligt både for dig og barnet.

Jeg kæmpede selv en kamp for at få Nicklas til at tage fat da jeg bare ville amme og det lykkes men jeg ammede kun fuld ud til han var knap 4 måneder og vi gik over på grød stoppede med at amme helt da han var lidt over 6 måneder.

Man skal føle for at amme. følg dit hjerte

Husk også at flaskegivning er præcis lige så godt som amning, hvis du selv malker ud og altså ikke bruger ME, men derimod din egen mælk. Intimiteten kan sagtens være den samme som ved amning fortalte de til sidste Forældreaften på Herlev

Men hvis problemet er følelsen af mælken der løber til dur det måske ikke!?

jeg forstår dig ikke, bryster er til mælk.

synes du skal amme selvom du ikke kan li det, det er det bedste dit barn kan få? bare min mening.

Jeanne skriver:

Jeg venter nr 2 til juli, og skal åbenbart til at tage stillig til amning allerede nu - ifølge min jm. Efter den første fik jeg amningen nogenlunde i gang inden jeg blev nødt til at stoppe, men jeg brød mig virkelig ikke om det. Følelsen af mælken der kommer ud af brystet gav mig kryb, så jeg havde faktisk ikke tænkt mig at amme denne gang.

Men så er det jeg tænker på alle de dunk jeg vil få i hovedet med den udmelding - så nu spørger jeg jer tøser om hvordan jeg lige skal få tacklet det uden at få træls respons? For jeg kunne virkelig virkelig ikke lide det.

Hej ..

jeg har lige fået nr 3.. en rigtig lille dejlig efternøgler.. ( med en mand der, lige havde 4 i forvejen :-) )

jeg elskede at amme med de to første, men denne gang havde jeg virkelig bare ikke lyst ?? ALLE, venner, naboer og andet godt folk, var virkelig efter mig, indtil jeg en dag fik nok og svarede at jeg ikke blandede mig i hverken, deres opdragelse af børn eller mangel på samme eller i deres sexliv og faktisk ikke havde bedt om deres meninger vedr. om hvad jeg valgte mht mit barn.  Også fik jeg endelig ro..!!

Det skal siges at jeg halvhjertet forsøgte i et par mdr, for at gøre min mand glad, men denne gang var det bare ikke hverken rart eller smukt..  

MEN.. jeg har ikke fået det "bånd" med nr 3, som med de to første, jeg er IKKE den eneste der kan trøste eller give mad .. nr 3 har fået et fantastisk bånd med sin far og sine større søskende, pga de også har givet flaske.. kan ærligt, godt savne følelsen af at være den eneste i verden der du´r... men, når jeg ser min glade lille søn, fjolle rundt med min familie, er jeg så glad for at de også har kunne få del i at "amme"..

Mht hospitalet, så skrev jeg det direkte ned, sammen med mine ønsker til fødslen, at jeg ikke ønskede at de skulle presse mig med amning og jeg selv ville spørge efter hjælp hvis jeg mente jeg havde brug for den :0) og det blev respekteret, de viste mig både hvor jeg kunne hente flasker med mælk, ammerum og "malkeud-maskine".. så hvidovre skal der have stor ros.. 

Hvis du ikke har lyst- så har du ikke lyst. Og så skal folk bare holde deres mund! Jeg valgte amning fra allerede inden fødslen- tanken om at min datter skulle sutte på mine bryster? Skummelt!! Det kommer ALDRIG til at gå.. Og nu er modermælks erstatning faktisk lige så godt, så hvorfor pine sig selv? Det er hvad både læge og sp sagde til mig.

Zafir skriver:

Jeg er så nok en af dem I kalder 'amme-mafiaen'... For jeg forstår ikke, hvor det kommer fra, de tanker og følelser I beskriver.

Jeg syntes det er så DEJLIGT at amme. Jeg syntes det er nemt og man har altid et veltempereret måltid ved hånden.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor amning har fået et ry, som noget ulækkert eller frastødende. Jeg syntes det er SÅ naturligt, smukt og moderligt. Og det behøver IKKE at være med junger sprøjtende ud til alle sider, når man er på café...

Men jeg kan godt se, at der ikke er nogen herinde i denneher tråd, der hverken kan eller vil overbevises. Jeg kan blot fortælle at det er super dejligt, nemt og smukt...

kunne ikke have sagt det bedre  da jeg fik min datter for 9 år siden kunne jeg bare ikke få gang i amningen.. hun vejede 4.270 og ville bare lægges til hele tiden, men hun fik slet ikke det hun havde behov for.. var ikke ret gammel dengang og tog ikke 'kampen' op for at få amningen i gang..

denne gang vil jeg gøre alt hvad jeg kan or at få amningen i gang.. det er da noget af det nemmeste at man lige kan sætte sig for sig selv, og så er maden klar  synes det var besværligt dengang med alle de flasker og tøsen nåede jo nogen gange at blive godt hidsig inden flasken var klar

suanne85 skriver:

Du skal bare være glad for at du har valgt det der gør dig glad, for man skal ikke føle det som en pligt at amme, er altså utrolig mange børn der har overlevet på mme

Man skal bare huske at styre det stramt så de ikke bliver overfodret af det.

Jeg ammede selv de første 3 mdr og så stoppede jeg fordi Emil selv sagde fra og min sundhedsplejerske sagde faktisk ikke rigtig noget, andet end at jeg skulle gøre det der var bedste for mig og gav så råd til hvad han så skulle have af mælk.

Men alle jm vil have man skal amme, sådan er det bare.

Men du skal ikke amme hvis du har det sådan, så hellere en flaske og så nyd barnet fuldt ud i stedet for at frygte næste måltid.

giver dig helt ret 

Jeg ammede Daniella i 2 mdr., så var der ikke mere mælk....og hold da op, hvor var det rart at man kunne blive aflastet, for jeg var ved at blive sindsyg til sidst, da hun ikke lavede andet end at hænge i mine patter og farmand synes at det var herligt at han også kunne komme lidt tættere på hende ved at give hende flaske

Hej

Ja nu har jeg af gode grunde ikke nogle erfaringer om dette he he, men jeg tillader mig nu at skrive alligevel fordi jeg syntes der mangler et aspect i denne sag.

Jeg tror der ligger nogle ting til grunde for dette, som måske på en eller anden måde kunne bearbejdes så en mor der ikke har det godt med at amme kan få det ok med det.

Så det jeg vil spørge om, er om jer der ikke kan lide det, har tænkt over om i kunne få hjælp til at få det bearbejdet så i kunne få et bedre forhold til det at amme ?

Det er helt ok hvis det er en for personlig ting at komme ind på her, syntes bare det var et område der ikke var blevet vendt i denne debat, og syntes da det er et vigtigt område.

Til slut vil jeg da også sige, at i jo alle har jeres frie vilje til selv at bestemme hvad i ønsker at gøre, så det er ikke for at være efter nogle jeg har skrevet som jeg gør  

mvh Michael

Jeanne skriver:

Jeg venter nr 2 til juli, og skal åbenbart til at tage stillig til amning allerede nu - ifølge min jm. Efter den første fik jeg amningen nogenlunde i gang inden jeg blev nødt til at stoppe, men jeg brød mig virkelig ikke om det. Følelsen af mælken der kommer ud af brystet gav mig kryb, så jeg havde faktisk ikke tænkt mig at amme denne gang.

Men så er det jeg tænker på alle de dunk jeg vil få i hovedet med den udmelding - så nu spørger jeg jer tøser om hvordan jeg lige skal få tacklet det uden at få træls respons? For jeg kunne virkelig virkelig ikke lide det.

Har kun én ting at sige: hvis du ikke føler for at skulle amme, så skal du så absolut heller ikke gøre det!

Min hustru forsøgte sig med at amme vores første, men det kunne ikke rigtig komme igang, og der blev set ned på hende (os) af personalet på både barselsgang og patienthospital.

Det medførte at min hustru (trods det at hun forsøgte ihærdigt at få det til at køre) var milimeter fra en fødselsdepression, og det er bare ikke det værd!

Hun følte sig ikke som en mor (hvilket hun ellers havde gjort hele graviditeten), men blot som en malkemaskine, og først da vi traf beslutningen om at han altså skulle være flaskebarn begyndte hun at få moderfølelserne igen.

Heldigvis støttede vores familie meget op omkring det, da de godt kunne se at der var noget helt galt med min hustru. Og først efter Luka kom på flaske blev han ordentligt mæt og kunne sove.

Jeg forstår ikke at dem der synes amning er så skønt, skal hagle dem der ikke ammer ned! Hvis de elsker at amme, så er det jo fint og så er det, det de skal gøre, men de har på ingen måde ret til at betragte mødre der ikke ammer som ringere mennesker eller dårligere forældre.
Det bedste vi kunne gøre (og gjorde) for vores søn var at lade ham blive flaskebarn.

Det betød naturligvis også at jeg kunne tage over om natten, morgenen, eftermiddag og aften og give ham hans flaske, hvilket jeg har nydt utroligt meget, og jeg er sikker på det har givet mig et meget tættere forhold til min søn end jeg ellers ville have været hvis jeg var blevet "distanceret" hver gang han skulle have bryst. Samtidig har min hustru så også fået muligheden for at hvile mere ud, hvilket har gjort hende gladere.
Altså: 2 glade forældre om et barn giver alt andet lige et mere harmonisk og trygt barn, end hvis moderen er ulykkelig over at skulle amme og ikke har det godt med sin rolle som mor.

Nu venter vi så nummer 2 i slutningen af august, og beslutningen er allerede truffet: det bliver et flaskebarn, og vi er stolte af det!