*.* skriver:
Folk kommer jo hvis de kan og nu er det ved sjældenhederne at hele klassen er inviteret i min søns klasse - det er primært drenge og pige fødselsdag. Nogle har også slået sig sammen nogen år, andre gange ikke. Det er forskelligt.
Og folk er jo i al sin ret til ikke at kunne, og vi har da også oplevet afbud til både legeland og lasertag fordi det ikke passede ind, lige så vel som vi selv har meldt afbud hvis det ikke har passet ind.
Jeg er med på en konstruktiv snak, men jeg oplever at nogengange kan det blive lidt for meget at der skal tages hensyn til alle, og kompromiser alle vegne for ellers føler nogen de bliver overset eller trådt over tæerne. Kan jo bare være glad for min søns klasses forældre har haft samme tilgang som jeg og tænkt det må man selv om hvordan man vil gøre det.
men den der “nogen kan ikke give det så hvorfor skal andre ha lov?” Det synes jeg er lidt plat, og det er bare min mening. Men fx min søns ven skulle holde fødselsdag og der blev alle ungerne hentet i limousine! Og en fødselsdag tog to forældrepar fra klassen alle 12 drenge med en tur i Tivoli med turbånd og det hele for at fejre deres to drenge der havde fødselsdag tæt på hinanden.. Det har jeg ikke haft råd til, men synes da det var mega fedt og børnene synes det var fede oplevelser og havde det rigtig sjovt!
tilgengæld har jeg aldrig oplevet min søn tale negativt om en fødselsdag hjemme med skattejagt osv. alt har han oplevet som sjovt og fedt på hver sin måde. Har aldrig hørt ham sige noget grimt eller sammenligne fødselsdagene.
JEG tror, at børnene bare nyder dagen sammen og har det sjovt, de tænker ikke så meget over hvad det har kostet eller om det er boller og lagkage eller pizza der serveres. Det er ihvertfald den oplevelse jeg har haft i min søns klasse blandt børnene.
da jeg var barn var der heller ikke den slags aftaler omkring fødselsdagene? Så skulle jeg blive fornærmet fordi når jeg var til fødselsdag hos søs fra klassen der havde et stutteri - og vi kunne komme ud og ride - for min mor og far havde ikke et stutteri? Nu er jeg vokset op med at være den i klassen hvor pengene var små i familien, men har aldrig skænket det en tanke som barn eller sammenlignet mine fødselsdage med de andres.
Jeg tror lidt min mening nok også bunder i, at jeg mener vi blander os for meget som forældre efterhånden.. vi fisker efter problematikker vi kan løse i blinde. Vi skal helst sørge for alt er lige og ingen må opleve der er forskel.. det næste bliver vel at al mad skal være glutenfri, vegansk, økologisk og sukkerfrit og så skal der være et alternativ til vegansk men det skal være både kosher og halal…?
Jeg synes bare det er blevet lidt for.. meget? Det beskriver det nok bedst..
men igen har vi jo forskellige meninger
tænker jeg har vel forhåbentlig lige så meget ret til min som du har til din.
Ved godt min mening måske ikke er lige så populær; men det er nu engang sådan jeg ser det.
sidder jeg til et forældremøde en dag og en problematik som denne blev bragt op, ville jeg da aktivt lytte til argumenterne for og imod, og forhåbentlig kan vi så finde en løsning alle kunne leve med. 
Det lyder fornuftigt og velovervejet - hvor dit første indlæg virkede mere stejlt på mig.
Jeg kan også virkelig godt lide forskellighederne, især når børnene tager godt imod det, men jeg har også stået på sidelinjen og hørt børn tale nedladende om kakao og boller-fødselsdage, fordi niveauet var skruet op - og oplevet klasser, hvor forældrene nærmest overbød hinanden i vilde, spektakulære fejringer, så nogle børn helt undlod at holde noget af frygt for, det ikke blev et hit.
Det er rigtigt, at der kan være en tendens til at lave meget detaljerede aftaler om alle tænkelige forhold, og så mister man let de individuelle og forskelligtartede oplevelser. Det er en balancegang, for samtidig bliver jeg ked af det på vegne af de børn og forældre, der slet ikke oplever at kunne byde ind med noget, der er flot og festligt nok. Derfor mener jeg stadig, det er klogt at tage snakken blandt forældrene. Dem, der bliver forskrækkede over det niveau, andre lægger, er ofte ikke meget for at sige højt, at det kan de slet ikke være med til, og så er det særligt væsentligt, at andre husker at tænke på og betone, at man selvfølgelig bakker op uanset formen.