Min kæreste vil have hans eks og børn ud og spise

Unicorn1 skriver:

Det er min både mening og erfaring, at når folk vil lave sådan noget uden sin kæreste, så er der en bagtanke med det.. 

Men du behøver jo ikke at være enig.. Men det er min erfaring 

Nej, det behøver jeg ikke. 

Men stakkels skilsmissebørn der ikke kan lave noget alene med mor og far, når de får kærester. 

Min kæreste sagde det samme som jeg tænker: at kæresten vil prøve på at se, om han og eksen måske kan finde sammen igen 

Min eksmand og jeg har godt nok mødtes meget med min søn, uden at nye kærester var involveret. Måske er vi bare heldige, men ingen har mistænkt os for at prøve at finde sammen igen. Synes altså, at du og din kæreste virker paranoide. 

Min ex og jeg har to gange om året mødtes kun han og jeg, og spist sammen eller fået en kaffe. På den måde kunne vi tale om vores barn i ro og fred og det var med til at vi havde et godt samarbejde igennem årene.  Vi har også bare været ude med vores søn og spist. Vores respektive partner har intet sagt til det igennem årene. 

Unicorn1 skriver:

Det er min både mening og erfaring, at når folk vil lave sådan noget uden sin kæreste, så er der en bagtanke med det.. 

Men du behøver jo ikke at være enig.. Men det er min erfaring 

Men så tænker jeg også man er med til at bidrage til et usundt forhold hvis man har de tanker. Synes det er en meget unuanceret holdning. 

Unicorn1 skriver:

Min kæreste sagde det samme som jeg tænker: at kæresten vil prøve på at se, om han og eksen måske kan finde sammen igen 

Det var da en trist mistanke at have til mennesker, man slet ikke kender. 

Min mand og jeg har været sammen i mange år efterhånden. Vi har et forhold, som mange måske vil synes er underligt, men det betyder absolut ingenting for mig hvad andre tænker. Vi har begge delebørn, og her var den ikke gået. Ligesom man ikke har samtaler af intim karakter eller om sin partner med det modsatte køn. Der er opstået en kultur hvor vi forbinder jalousi med dårlig selvværd og usikkerhed, men det behøver ikke at være tilfældet for alle. Jeg er bestemt hverken usikker eller mistroisk, det er lige præcis derfor jeg kan sige fra og give klart udtryk for mine grænser. Og det samme med min mand. Usikkerheden ligger for mig nærmere i, at man finder sig i for meget selvom man inderst inde får det skidt.

Det vigtigste vel ligger i, at man finder en partner med samme behov og værdier som én selv, så den ene part ikke skal have overtrådt sine grænser gentagne gange. Hvis min mand pludselig kom hjem og ville lave hyggelige ting med sin eks uden mig, så ville det være så fint, men det blev ikke mens jeg sad derhjemme og ventede. Man kan sagtens have en god og ordentlig kommunikation som fraskilte, og børnene kan sagtens stortrives uden man behøver at mødes alene. Jeg ville heller ikke have det store behov for mine forældre mødtes da jeg var barn, men jeg ville hjertens gerne hjem til dem hver især. 

Det er bare for at sige, at alle gør tingene forskelligt, og at man ikke behøver at have en masse issues bare fordi man ikke vil stå model til hygge med eksen, med eller uden børn. Det er ikke nødvendigvis ligefrem proportionelt med børns lykke og trivsel at mor og far kan grille sammen en gang om året. Det kunne være fedt hvis man kunne huske at acceptere, at vi ikke allesammen er ens og har den samme erfaring med os, og at det ene ikke er mere rigtigt end det andet. Jeg synes det er fedt at nogen gør det som ovenstående, men så skal man da ikke pege fingrer af mig og min familie fordi vi gør noget andet. Det er ikke ensbetydende med at vi er forfærdelige forældre. Tolerance er vel ikke kun for dem man er enig med, eller?

Anonym skriver:

Min mand og jeg har været sammen i mange år efterhånden. Vi har et forhold, som mange måske vil synes er underligt, men det betyder absolut ingenting for mig hvad andre tænker. Vi har begge delebørn, og her var den ikke gået. Ligesom man ikke har samtaler af intim karakter eller om sin partner med det modsatte køn. Der er opstået en kultur hvor vi forbinder jalousi med dårlig selvværd og usikkerhed, men det behøver ikke at være tilfældet for alle. Jeg er bestemt hverken usikker eller mistroisk, det er lige præcis derfor jeg kan sige fra og give klart udtryk for mine grænser. Og det samme med min mand. Usikkerheden ligger for mig nærmere i, at man finder sig i for meget selvom man inderst inde får det skidt.

Det vigtigste vel ligger i, at man finder en partner med samme behov og værdier som én selv, så den ene part ikke skal have overtrådt sine grænser gentagne gange. Hvis min mand pludselig kom hjem og ville lave hyggelige ting med sin eks uden mig, så ville det være så fint, men det blev ikke mens jeg sad derhjemme og ventede. Man kan sagtens have en god og ordentlig kommunikation som fraskilte, og børnene kan sagtens stortrives uden man behøver at mødes alene. Jeg ville heller ikke have det store behov for mine forældre mødtes da jeg var barn, men jeg ville hjertens gerne hjem til dem hver især. 

Det er bare for at sige, at alle gør tingene forskelligt, og at man ikke behøver at have en masse issues bare fordi man ikke vil stå model til hygge med eksen, med eller uden børn. Det er ikke nødvendigvis ligefrem proportionelt med børns lykke og trivsel at mor og far kan grille sammen en gang om året. Det kunne være fedt hvis man kunne huske at acceptere, at vi ikke allesammen er ens og har den samme erfaring med os, og at det ene ikke er mere rigtigt end det andet. Jeg synes det er fedt at nogen gør det som ovenstående, men så skal man da ikke pege fingrer af mig og min familie fordi vi gør noget andet. Det er ikke ensbetydende med at vi er forfærdelige forældre. Tolerance er vel ikke kun for dem man er enig med, eller?

Fantastisk skrevet!! Kunne faktisk ikke have skrevet det bedre selv.. 

Er selv mega træt af at blive kaldt diverse ting såsom panoid, bare fordi man har en grænse, der ikke vil overtrædes, og fordi man måske også selv i sit liv har erfaringer, der netop gør, at man har den her grænse 

Jeg er altså lidt nysgerrig. Har fuldt med på sidelinjen. 

er problemet kun at det er en eks. Eller ville det også være er problem hvis det bare var en god veninde ?

og forstår ikke hvori problemet ligger. Det er en middag på en restaurant. Det er jo ikke er weekendophold i Lalandia eller sådan noget. 
hvad er det folk forestiller sig? At de sidder or holder hånd og leger kærester og forvirrer deres børn helt ekstremt og sætter dem i en beklemt situation eftersom de jo kender forældrenes nye partnere og knyttet bånd til dem?

Unicorn1 skriver:

Fantastisk skrevet!! Kunne faktisk ikke have skrevet det bedre selv.. 

Er selv mega træt af at blive kaldt diverse ting såsom panoid, bare fordi man har en grænse, der ikke vil overtrædes, og fordi man måske også selv i sit liv har erfaringer, der netop gør, at man har den her grænse 

Det må vi springe op og falde ned på jeg er sikker på, at der er ligeså mange forhold, der har de samme grænser, men i disse forum går der lidt sport i at være så tolerant som muligt (hvis altså folk bare har den samme holdning). Og det er jo dejligt, at man føler sig rummelig. Jeg læser dog debatten anderledes, og synes der peges (belærende) fingre af forhold, der har defineret deres grænser på en anden måde. 

Heldigvis er begge dele lige rigtige, og det handler som sagt om at finde en partner med samme værdier. 

Jeg er bekymret over at man skælder sig selv og andre ud for følelser, der er helt legitime. Jalousi er en paraply-følelse, og kan sagtens have instinkter og sandhed i sig, og det må man gerne forsøge at lytte til. Ellers er man utro og illoyal over for sig selv. Dermed ikke sagt at jalousi ikke være irrationelt og malplaceret, men det er faktisk rigtig okay at sige fra indimellem.

Anonym skriver:

Min mand og jeg har været sammen i mange år efterhånden. Vi har et forhold, som mange måske vil synes er underligt, men det betyder absolut ingenting for mig hvad andre tænker. Vi har begge delebørn, og her var den ikke gået. Ligesom man ikke har samtaler af intim karakter eller om sin partner med det modsatte køn. Der er opstået en kultur hvor vi forbinder jalousi med dårlig selvværd og usikkerhed, men det behøver ikke at være tilfældet for alle. Jeg er bestemt hverken usikker eller mistroisk, det er lige præcis derfor jeg kan sige fra og give klart udtryk for mine grænser. Og det samme med min mand. Usikkerheden ligger for mig nærmere i, at man finder sig i for meget selvom man inderst inde får det skidt.

Det vigtigste vel ligger i, at man finder en partner med samme behov og værdier som én selv, så den ene part ikke skal have overtrådt sine grænser gentagne gange. Hvis min mand pludselig kom hjem og ville lave hyggelige ting med sin eks uden mig, så ville det være så fint, men det blev ikke mens jeg sad derhjemme og ventede. Man kan sagtens have en god og ordentlig kommunikation som fraskilte, og børnene kan sagtens stortrives uden man behøver at mødes alene. Jeg ville heller ikke have det store behov for mine forældre mødtes da jeg var barn, men jeg ville hjertens gerne hjem til dem hver især. 

Det er bare for at sige, at alle gør tingene forskelligt, og at man ikke behøver at have en masse issues bare fordi man ikke vil stå model til hygge med eksen, med eller uden børn. Det er ikke nødvendigvis ligefrem proportionelt med børns lykke og trivsel at mor og far kan grille sammen en gang om året. Det kunne være fedt hvis man kunne huske at acceptere, at vi ikke allesammen er ens og har den samme erfaring med os, og at det ene ikke er mere rigtigt end det andet. Jeg synes det er fedt at nogen gør det som ovenstående, men så skal man da ikke pege fingrer af mig og min familie fordi vi gør noget andet. Det er ikke ensbetydende med at vi er forfærdelige forældre. Tolerance er vel ikke kun for dem man er enig med, eller?

Du skriver jo flot og er meget velformuleret - men for pokker hvor er jeg uenig med dig   

Børnenes ve og vel SKAL prioriteres højest og hvor er det trist, hvis forældre med nye partnere sætter hensynet til den nye partner før hensynet til børn.