Min kæreste vil have hans eks og børn ud og spise

SØS skriver:

Du skriver jo flot og er meget velformuleret - men for pokker hvor er jeg uenig med dig   

Børnenes ve og vel SKAL prioriteres højest og hvor er det trist, hvis forældre med nye partnere sætter hensynet til den nye partner før hensynet til børn. 

Det kan de også sagtens blive selvom mor og far siger nej.

Bruger du hele dagen på at indfri ALLE dine børns ønsker? Hvad hvis de gerne vil flytte til Disneyland eller vil en tur til månen? Siger du så nej? Og hvis du gør, betyder det så at du ikke prioriterer dine børn? 

Kunne man i stedet for sige: "ved du hvad skat, det kunne også være rigtig hyggeligt, men det synes jeg ikke er en god ide. Lad os i stedet for finde på noget hyggeligt sammen hele familien! Eller bare os to! Måske en tur i skoven eller i legeland?" Jeg tænker der er en vej udenom uden at have begået grov omsorgssvigt og vupti, så har man respekteret alles følelser, og jeg er sikker på børnene kommer helskindet igennem alligevel.

SØS skriver:

Du skriver jo flot og er meget velformuleret - men for pokker hvor er jeg uenig med dig   

Børnenes ve og vel SKAL prioriteres højest og hvor er det trist, hvis forældre med nye partnere sætter hensynet til den nye partner før hensynet til børn. 

Det kunne for øvrigt også være en rigtig god læring for børnene at se, at mor/far/bonusmor/bonusfar også har følelser, der er lige så legale som andres, og skal værnes om i den nye konstellation. Hvis man vil have total frie tøjler med sin eks, så er man jo velkommen til at være single. Men det er ikke fair at gå ind i et nyt forhold og fuldstændig negligere den nye partners følelser. Heller ikke overfor børnene. Hvilket signal sender det dog ikke? Der er en ganske fin mellemvej. Jeg har selv en meget glad mand, en meget glad eksmand og 3 meget meget glade og elskede børn, uden at nogen er trådt på. 

Anonym skriver:

Det må vi springe op og falde ned på jeg er sikker på, at der er ligeså mange forhold, der har de samme grænser, men i disse forum går der lidt sport i at være så tolerant som muligt (hvis altså folk bare har den samme holdning). Og det er jo dejligt, at man føler sig rummelig. Jeg læser dog debatten anderledes, og synes der peges (belærende) fingre af forhold, der har defineret deres grænser på en anden måde. 

Heldigvis er begge dele lige rigtige, og det handler som sagt om at finde en partner med samme værdier. 

Jeg er bekymret over at man skælder sig selv og andre ud for følelser, der er helt legitime. Jalousi er en paraply-følelse, og kan sagtens have instinkter og sandhed i sig, og det må man gerne forsøge at lytte til. Ellers er man utro og illoyal over for sig selv. Dermed ikke sagt at jalousi ikke være irrationelt og malplaceret, men det er faktisk rigtig okay at sige fra indimellem.

Kan du uddybe, hvorfor netop dem, du er uenig med, deltager i den påståede sport, der går ud på at være så tolerant som muligt i fora som disse - mens dem, du deler holdning med, ikke deltager i sporten at være - fx - så intolerante som muligt?
For kommentarer som “Det er for mærkeligt” og “Sådan noget gør man da aldrig uden sin nye partner” og “Der er en bagtanke med det” er da nøjagtigt lige så belærende som modpolens, men dem hæfter du dig tilsyneladende ikke ved. For mig at se står de i direkte modsætning til din ytring om, at “begge dele er lige rigtige”. 

Jeg har ingen anelse om, hvor mange forhold der fungerer på den ene eller den anden måde, hvilket for mig at se også er underordnet. Nogle forhold er utvivlsomt for grænseløse, andre for begrænsende, så om der er lige mange af hver slags virker både irrelevant og forsimplet. 

Derimod kunne det være berigende at høre mere om, hvad der kan ligge bag jalousi udover usikkerhed og/eller selvværdsissues. Jeg fordømmer på ingen måde jalousi. Den tror jeg, vi alle vil kunne rammes af i særlige situationer, nogle blot langt lettere og hyppigere end andre, ligesom nogle vil tackle den ved at begrænse sådanne situationer, mens andre vil nægte den at definere ens egen og partnerens livsførelse. Begge dele kan gå godt eller helt skævt. 
Jeg er bare ikke stødt på begrundelser for jalousi - hverken i psykologien eller i den virkelige verden - som ikke på en eller anden måde var forbundet med usikkerhed, angst for at miste, tilknytnings-issues eller mindreværd. Jeg har aldrig fundet en kilde eller case, hvor dét at få det skidt indeni, når partneren - eller en anden kær - omgikkes bestemte andre mennesker, kom af noget positivt eller blot neutralt. Derfor kan jeg ikke genkende din påstand om, at det er “en kultur”, der er opstået. 

Når det er sagt, så er der vel generel konsensus om, at der er situationer, man med god grund kan begrænse/forbyde i et forhold, eftersom det vil vække jalousi hos langt de fleste. At det er hensigtsmæssigt ikke at kysse en fremmed intenst for øjnene af sin partner, med mindre andet er aftalt, fx. 

Mor og meget mere skriver:

Kan du uddybe, hvorfor netop dem, du er uenig med, deltager i den påståede sport, der går ud på at være så tolerant som muligt i fora som disse - mens dem, du deler holdning med, ikke deltager i sporten at være - fx - så intolerante som muligt?
For kommentarer som “Det er for mærkeligt” og “Sådan noget gør man da aldrig uden sin nye partner” og “Der er en bagtanke med det” er da nøjagtigt lige så belærende som modpolens, men dem hæfter du dig tilsyneladende ikke ved. For mig at se står de i direkte modsætning til din ytring om, at “begge dele er lige rigtige”. 

Jeg har ingen anelse om, hvor mange forhold der fungerer på den ene eller den anden måde, hvilket for mig at se også er underordnet. Nogle forhold er utvivlsomt for grænseløse, andre for begrænsende, så om der er lige mange af hver slags virker både irrelevant og forsimplet. 

Derimod kunne det være berigende at høre mere om, hvad der kan ligge bag jalousi udover usikkerhed og/eller selvværdsissues. Jeg fordømmer på ingen måde jalousi. Den tror jeg, vi alle vil kunne rammes af i særlige situationer, nogle blot langt lettere og hyppigere end andre, ligesom nogle vil tackle den ved at begrænse sådanne situationer, mens andre vil nægte den at definere ens egen og partnerens livsførelse. Begge dele kan gå godt eller helt skævt. 
Jeg er bare ikke stødt på begrundelser for jalousi - hverken i psykologien eller i den virkelige verden - som ikke på en eller anden måde var forbundet med usikkerhed, angst for at miste, tilknytnings-issues eller mindreværd. Jeg har aldrig fundet en kilde eller case, hvor dét at få det skidt indeni, når partneren - eller en anden kær - omgikkes bestemte andre mennesker, kom af noget positivt eller blot neutralt. Derfor kan jeg ikke genkende din påstand om, at det er “en kultur”, der er opstået. 

Når det er sagt, så er der vel generel konsensus om, at der er situationer, man med god grund kan begrænse/forbyde i et forhold, eftersom det vil vække jalousi hos langt de fleste. At det er hensigtsmæssigt ikke at kysse en fremmed intenst for øjnene af sin partner, med mindre andet er aftalt, fx. 

Jeg har reageret på en tendens i denne tråd, der ikke står til debat. De fleste "likes" og kommentarer er på indlæg, der overvejende har et indhold, der får TS til at fremstå som usikker og jaloux; "langt ude" har også været brugt. Meget, meget ubehageligt. Samtidig snakker man om accep og rummelighed. Det synes jeg er temmelig selvmodsigende. 

"Begge dele er lige rigtigt" refererer til måden man indgår i et forhold på, ikke hvordan man debatterer. Jeg har efterspurgt at man udviser støtte og forståelse i stedet for fordømmelse. Hvis det var dig, der var TS, hvad ville så gøre dig mest ked af det? At sige "han er da en tarvelig fætter" er da i og for sig meget uskyldigt og støttende, men man kunne også bare sige "det kan jeg godt forstå, det lyder ikke rart, her er mine erfaringer eller dine muligheder, som jeg ser dem." Det er en generel tendens jeg ser i debatter herinde der omhandler jalousi, der er ofte nogen der får tilskrevet lidt rigelige komplekser og issues.

At begrænse sin partners "livsførelse" (frihed?) ved sin jalousi er netop ikke noget jeg vil kommentere på. Det må man som sagt finde ud af i de pågældende situationer og respektive forhold, det er jo lidt min pointe Men mit standpunkt er fortsat, at man skal være villig til at gå på kompromis hvis man indgår i et forhold, og så må man sammen definere en god realtion med sunde grænser. Vi kan ikke sidde og diktere hvad andre skal gøre, hvad der er rigtigt for dig er ikke rigtigt for mig, tydeligvis. Her har TS og parter haft én konstellation i et år, og den vil han nu ændre på. Fair nok, men det er jo ikke sikkert det er noget for hende, og så skal man ikke pege fingre og kalde hende for "langt ude". Virkelig unfair. Hun har trives med de grænser, de havde defineret sammen indtil nu, og så er det op til hende at finde sine ben i partnerens nyfundne interesse i at hygge med "den gamle" familie (- af mangel på et bedre udtryk, forstå mig ret). Hvis hun kan.

At du ikke er stødt på en "positiv" kilde til jalousi, er jo ikke ensbetydende med de ikke findes. Jeg kan sagtens leve med, at summen af mine følelser hopper under definitionen af jalousi, men jeg er absolut ikke usikker, og ingen har (så vidt jeg ved) nogensinde været mig utro. Jeg har ingen traumer og har haft en skøn barndom - men jeg er vijlestærk og tydelig i mine grænser, og klar i kommunikationen. Det synes jeg selv er ret positivt. Men jeg er da samtidig med på, at jeg har fejl og mangler, og helt sikkert også usikkerheder hist og her 

Men nu vil jeg takke for en spændende debat, indimellem må man finde sig i at være "Odd man out"

Jeg kommentere gerne og er i den modsatte grøft - jeg gad personligt ikke et forhold hvor min kæreste skulle ud og spise med sin eks alene. Slet ikke hvis det var en ‘ting’ og skete regelmæssigt. Det er dejligt med godt forældre samarbejde, men det behøves man ikke mødes og spise middag sammen for. 

jeg siger ikke eller tror at det betyder der er hverken romantiske følelser eller ideer om at finde sammen igen. Men for mig ville det være over grænsen, og andre har andre grænser sådan er vi så forskellige. Der er intet rigtigt eller forkert i denne debat, kun hvad du mærker er rigtigt eller forkert for dig. 

Det er okay at tage en snak med kæresten og være nysgerrig på at høre det fra hans side af og samtidig give udtryk for din usikkerhed og se om i ikke kan finde en løsning som ikke giver dig ondt i maven og hvor kæresten godt kan være med på den. 

Anonym skriver:

Jeg har reageret på en tendens i denne tråd, der ikke står til debat. De fleste "likes" og kommentarer er på indlæg, der overvejende har et indhold, der får TS til at fremstå som usikker og jaloux; "langt ude" har også været brugt. Meget, meget ubehageligt. Samtidig snakker man om accep og rummelighed. Det synes jeg er temmelig selvmodsigende. 

"Begge dele er lige rigtigt" refererer til måden man indgår i et forhold på, ikke hvordan man debatterer. Jeg har efterspurgt at man udviser støtte og forståelse i stedet for fordømmelse. Hvis det var dig, der var TS, hvad ville så gøre dig mest ked af det? At sige "han er da en tarvelig fætter" er da i og for sig meget uskyldigt og støttende, men man kunne også bare sige "det kan jeg godt forstå, det lyder ikke rart, her er mine erfaringer eller dine muligheder, som jeg ser dem." Det er en generel tendens jeg ser i debatter herinde der omhandler jalousi, der er ofte nogen der får tilskrevet lidt rigelige komplekser og issues.

 

At begrænse sin partners "livsførelse" (frihed?) ved sin jalousi er netop ikke noget jeg vil kommentere på. Det må man som sagt finde ud af i de pågældende situationer og respektive forhold, det er jo lidt min pointe Men mit standpunkt er fortsat, at man skal være villig til at gå på kompromis hvis man indgår i et forhold, og så må man sammen definere en god realtion med sunde grænser. Vi kan ikke sidde og diktere hvad andre skal gøre, hvad der er rigtigt for dig er ikke rigtigt for mig, tydeligvis. Her har TS og parter haft én konstellation i et år, og den vil han nu ændre på. Fair nok, men det er jo ikke sikkert det er noget for hende, og så skal man ikke pege fingre og kalde hende for "langt ude". Virkelig unfair. Hun har trives med de grænser, de havde defineret sammen indtil nu, og så er det op til hende at finde sine ben i partnerens nyfundne interesse i at hygge med "den gamle" familie (- af mangel på et bedre udtryk, forstå mig ret). Hvis hun kan.

 

At du ikke er stødt på en "positiv" kilde til jalousi, er jo ikke ensbetydende med de ikke findes. Jeg kan sagtens leve med, at summen af mine følelser hopper under definitionen af jalousi, men jeg er absolut ikke usikker, og ingen har (så vidt jeg ved) nogensinde været mig utro. Jeg har ingen traumer og har haft en skøn barndom - men jeg er vijlestærk og tydelig i mine grænser, og klar i kommunikationen. Det synes jeg selv er ret positivt. Men jeg er da samtidig med på, at jeg har fejl og mangler, og helt sikkert også usikkerheder hist og her 

 

Men nu vil jeg takke for en spændende debat, indimellem må man finde sig i at være "Odd man out"

Nu har jeg ikke tjekket likes eller nærstuderet antallet af personer med den ene eller den anden holdning. En ret stor del af debatten foregår mellem to eller tre, der er indbyrdes uenige, og jeg kan simpelthen ikke se, at den ene part argumenterer mere konstruktivt og venligt end den anden. Indlæg direkte henvendt til TS bør selvfølgelig formuleres med hensyntagen til, at hun er i en sårbar situation, enig. Men i den store del af diskussionen, som omhandler scenariet generelt, er det i min optik lige så dømmende  at oplyse, at eks’er, der ses uden nye partnere, “leger familie”, at det er for mærkeligt, at dét gør man da ikke, at det bunder i et ønske om at finde sammen igen etc., som det er at advokere for, at det er helt fint og en god idé. 

Og jeg henviser ikke til måden at føre debat på, når jeg citerer dig for, at “begge dele er lige rigtigt”. Min pointe er, at der ikke er noget “begge dele er lige rigtigt” i mange af kommentarerne, der harmonerer med din opfattelse. At “det gør man da ikke” og “man skal ikke lege familie” osv. på ingen måde er udtryk for rummelighed og accept af, at det kan være helt rigtigt for nogle eks’er at ses uden nye partnere. 

Det er netop derfor, jeg finder det både letkøbt og urimeligt at postulere, at den for den ene part simpelthen går sport i at have og at ytre et bestemt standpunkt. Det er da en grov måde at bagatellisere og mistænkeliggøre ægtheden af andres holdninger på - “det er bare noget, de skriver for at virke rigtige og rummelige”. At du ikke kan se, det er et billigt, retorisk trick, er mig en gåde. Det svarer 1:1 til, at jeg hævder, du egentlig ikke har særlig forståelse for mennesker med jalousi, men bare vil fremstå empatisk, for det ser jo så sympatisk ud. Hvorfor betvivle andres oprigtighed? 

Mor og meget mere skriver:

Nu har jeg ikke tjekket likes eller nærstuderet antallet af personer med den ene eller den anden holdning. En ret stor del af debatten foregår mellem to eller tre, der er indbyrdes uenige, og jeg kan simpelthen ikke se, at den ene part argumenterer mere konstruktivt og venligt end den anden. Indlæg direkte henvendt til TS bør selvfølgelig formuleres med hensyntagen til, at hun er i en sårbar situation, enig. Men i den store del af diskussionen, som omhandler scenariet generelt, er det i min optik lige så dømmende  at oplyse, at eks’er, der ses uden nye partnere, “leger familie”, at det er for mærkeligt, at dét gør man da ikke, at det bunder i et ønske om at finde sammen igen etc., som det er at advokere for, at det er helt fint og en god idé. 

Og jeg henviser ikke til måden at føre debat på, når jeg citerer dig for, at “begge dele er lige rigtigt”. Min pointe er, at der ikke er noget “begge dele er lige rigtigt” i mange af kommentarerne, der harmonerer med din opfattelse. At “det gør man da ikke” og “man skal ikke lege familie” osv. på ingen måde er udtryk for rummelighed og accept af, at det kan være helt rigtigt for nogle eks’er at ses uden nye partnere. 

Det er netop derfor, jeg finder det både letkøbt og urimeligt at postulere, at den for den ene part simpelthen går sport i at have og at ytre et bestemt standpunkt. Det er da en grov måde at bagatellisere og mistænkeliggøre ægtheden af andres holdninger på - “det er bare noget, de skriver for at virke rigtige og rummelige”. At du ikke kan se, det er et billigt, retorisk trick, er mig en gåde. Det svarer 1:1 til, at jeg hævder, du egentlig ikke har særlig forståelse for mennesker med jalousi, men bare vil fremstå empatisk, for det ser jo så sympatisk ud. Hvorfor betvivle andres oprigtighed? 

 

Undskyld, men jeg synes at det virker som om du er mere interesseret i at konkurrere på retorik end at forsøge at forstå hvad jeg rent faktisk mener. 

Du siger så oven i købet, at du ikke har tjekket likes eller nærstuderet andres holdninger i debatten, så allerede dér har du jo slet ikke fanget min pointe. Det er nemlig lige præcis det jeg baserer min holdning i denne debat på og det, der gav mig lyst til at kommentere til at starte med. Hvordan kan du afvise at der er tale om tendenser i en debat, som du ikke har studeret?

Anyway, du siger det jo selv så fint: man skal selvfølgelig snakke pænt til TS. Så lad være enige om det i det mindste.

Mor og meget mere skriver:

Nu har jeg ikke tjekket likes eller nærstuderet antallet af personer med den ene eller den anden holdning. En ret stor del af debatten foregår mellem to eller tre, der er indbyrdes uenige, og jeg kan simpelthen ikke se, at den ene part argumenterer mere konstruktivt og venligt end den anden. Indlæg direkte henvendt til TS bør selvfølgelig formuleres med hensyntagen til, at hun er i en sårbar situation, enig. Men i den store del af diskussionen, som omhandler scenariet generelt, er det i min optik lige så dømmende  at oplyse, at eks’er, der ses uden nye partnere, “leger familie”, at det er for mærkeligt, at dét gør man da ikke, at det bunder i et ønske om at finde sammen igen etc., som det er at advokere for, at det er helt fint og en god idé. 

Og jeg henviser ikke til måden at føre debat på, når jeg citerer dig for, at “begge dele er lige rigtigt”. Min pointe er, at der ikke er noget “begge dele er lige rigtigt” i mange af kommentarerne, der harmonerer med din opfattelse. At “det gør man da ikke” og “man skal ikke lege familie” osv. på ingen måde er udtryk for rummelighed og accept af, at det kan være helt rigtigt for nogle eks’er at ses uden nye partnere. 

Det er netop derfor, jeg finder det både letkøbt og urimeligt at postulere, at den for den ene part simpelthen går sport i at have og at ytre et bestemt standpunkt. Det er da en grov måde at bagatellisere og mistænkeliggøre ægtheden af andres holdninger på - “det er bare noget, de skriver for at virke rigtige og rummelige”. At du ikke kan se, det er et billigt, retorisk trick, er mig en gåde. Det svarer 1:1 til, at jeg hævder, du egentlig ikke har særlig forståelse for mennesker med jalousi, men bare vil fremstå empatisk, for det ser jo så sympatisk ud. Hvorfor betvivle andres oprigtighed? 

 

Der går sport i det, fordi når folk skriver et svar til TS om, at man synes, at det er mærkeligt at ses med sin eks, så kommer der pludselig 3-5 indlæg på den besked om, at man er langt ude, mistroisk, panoid eller noget andet.. Eller også kommer der 1000 spørgsmål til HVORFOR det dog ikke er okay, og om DET og DET så heller ikke er okay, og mange vil ikke bare lade den ligge, når man skriver, at det her er ens holdning eller som i mit tilfælde - min erfaring.. Nej så skal både jeg og mange andre stadig lige have alverdens personlige skældsord (også henvist fra tidligere debatter) eller citeres af 5 forskellige, der skal fortælle os, hvor forkerte vi er.. Eller 2-3 forskellige, der altså lige skal stille spørgsmål på, om det og det scenarie så også er forkert.. 

Så jo på den måde går der sport i det fra dem, der mener, at man skal være rummelig.. Men de er ikke selv rummelige med, at andre har andre holdninger, grænser eller erfaringer 

Anonym skriver:

Undskyld, men jeg synes at det virker som om du er mere interesseret i at konkurrere på retorik end at forsøge at forstå hvad jeg rent faktisk mener. 

Du siger så oven i købet, at du ikke har tjekket likes eller nærstuderet andres holdninger i debatten, så allerede dér har du jo slet ikke fanget min pointe. Det er nemlig lige præcis det jeg baserer min holdning i denne debat på og det, der gav mig lyst til at kommentere til at starte med. Hvordan kan du afvise at der er tale om tendenser i en debat, som du ikke har studeret?

Anyway, du siger det jo selv så fint: man skal selvfølgelig snakke pænt til TS. Så lad være enige om det i det mindste.

Nærstuderet  antallet  af personer med den ene eller den anden holdning, skrev jeg. Og uddybede. 
Du underkender over en kam ægtheden af andres holdninger ud fra antallet af personer, der ytrer den. Og nu betvivler du mit motiv for at drøfte det med dig - jeg vil bare konkurrere på retorik. 

Din præmis er: Hvis flertallet hælder til holdning A, er det en tendens, der bunder i et ønske om at fremstå på en særlig måde. Ikke et udtryk for, at mange reelt har holdning A. 
Det anfægter jeg. 

Mor og meget mere skriver:

Nærstuderet  antallet  af personer med den ene eller den anden holdning, skrev jeg. Og uddybede. 
Du underkender over en kam ægtheden af andres holdninger ud fra antallet af personer, der ytrer den. Og nu betvivler du mit motiv for at drøfte det med dig - jeg vil bare konkurrere på retorik. 

Din præmis er: Hvis flertallet hælder til holdning A, er det en tendens, der bunder i et ønske om at fremstå på en særlig måde. Ikke et udtryk for, at mange reelt har holdning A. 
Det anfægter jeg. 

Du drager selv konklusioner på præcis de samme præmisser, bare med omvendt fortegn, og så er det jo helt okay   jeg er afstumpet og forudindtaget, mens du selvfølgelig bare nysgerrig og anfægter mine synspunkter. Desværre er det ikke muligt for dig at forstå. Jeg har baseret mine kommentarer på noget, der faktuelt kan ses og måles, lige præcis antallet! Derved en tendens!! 

Min antagelse står således absolut ved magt.

Nu kan jeg efterhånden ikke forklare det på flere måder, så god dag til dig.