Min kæreste vil have hans eks og børn ud og spise

Lad mig komme med en oplevelse fra en anden side. 
Min kæreste boede sammen med sin x, da vi fandt sammen. Ikke fordi de var kærester for de havde hvert deres eget liv, men fordi de mente det var det bedste for deres børn, at børnene kunne opleve et hjem, hvor alle boede men de voksne havde så deres eget liv. 
Jeg mødte mine bonus efter 1 år sådan. Den store reagerede så kraftigt på det, at det har taget mig halvandet år, at komme ind på livet af ham. I hans verden, har han tænkt, at fordi vi alle boede sammen, så fandt mor og far nok sammen igen. Da jeg kom ind i billedet, ødelagde jeg jo den fantasi.

Jeg siger ikke, at fordi man ses engang imellem og spiser sammen, at ungerne så straks tænker sit. Eller bliver fastholdt i en tanke. Jeg siger bare, at nogle gange skal man passe på med, at man ikke tænker at ens børns behov trumfer alt. 
Min kæreste og hans x bor stadig i huset men nu flytter de ind og ud. Hun har også fået en kæreste og vi er alle sammen sammen, engang imellem. Det er aparte og jeg glæder mig til at vi flytter sammen om 4 år. Jeg synes det her har været svært.  Det har især gjort ondt på mit forhold til hans børn. At få af vide på dagen, at man ikke må komme med ud at spise på den stores fødselsdag for det er kun for familien. Selvom man har købt gave - den kan man så stikke ham i favnen inden de smutter. At man ikke må møde op og se ham spille fodbold, eller bage kage til holdet. Eller netop bage kage til hans familie fødselsdag men bare ikke være inviteret…

AnjaZenia skriver:

Lad mig komme med en oplevelse fra en anden side. 
Min kæreste boede sammen med sin x, da vi fandt sammen. Ikke fordi de var kærester for de havde hvert deres eget liv, men fordi de mente det var det bedste for deres børn, at børnene kunne opleve et hjem, hvor alle boede men de voksne havde så deres eget liv. 
Jeg mødte mine bonus efter 1 år sådan. Den store reagerede så kraftigt på det, at det har taget mig halvandet år, at komme ind på livet af ham. I hans verden, har han tænkt, at fordi vi alle boede sammen, så fandt mor og far nok sammen igen. Da jeg kom ind i billedet, ødelagde jeg jo den fantasi.

Jeg siger ikke, at fordi man ses engang imellem og spiser sammen, at ungerne så straks tænker sit. Eller bliver fastholdt i en tanke. Jeg siger bare, at nogle gange skal man passe på med, at man ikke tænker at ens børns behov trumfer alt. 
Min kæreste og hans x bor stadig i huset men nu flytter de ind og ud. Hun har også fået en kæreste og vi er alle sammen sammen, engang imellem. Det er aparte og jeg glæder mig til at vi flytter sammen om 4 år. Jeg synes det her har været svært.  Det har især gjort ondt på mit forhold til hans børn. At få af vide på dagen, at man ikke må komme med ud at spise på den stores fødselsdag for det er kun for familien. Selvom man har købt gave - den kan man så stikke ham i favnen inden de smutter. At man ikke må møde op og se ham spille fodbold, eller bage kage til holdet. Eller netop bage kage til hans familie fødselsdag men bare ikke være inviteret…

Hold da op, jeg synes godt nok, at du lyder meget large. Det må kræve meget vilje og overskud at indgå i sådan en konstellation. Respekt for det. 

AnjaZenia skriver:

Lad mig komme med en oplevelse fra en anden side. 
Min kæreste boede sammen med sin x, da vi fandt sammen. Ikke fordi de var kærester for de havde hvert deres eget liv, men fordi de mente det var det bedste for deres børn, at børnene kunne opleve et hjem, hvor alle boede men de voksne havde så deres eget liv. 
Jeg mødte mine bonus efter 1 år sådan. Den store reagerede så kraftigt på det, at det har taget mig halvandet år, at komme ind på livet af ham. I hans verden, har han tænkt, at fordi vi alle boede sammen, så fandt mor og far nok sammen igen. Da jeg kom ind i billedet, ødelagde jeg jo den fantasi.

Jeg siger ikke, at fordi man ses engang imellem og spiser sammen, at ungerne så straks tænker sit. Eller bliver fastholdt i en tanke. Jeg siger bare, at nogle gange skal man passe på med, at man ikke tænker at ens børns behov trumfer alt. 
Min kæreste og hans x bor stadig i huset men nu flytter de ind og ud. Hun har også fået en kæreste og vi er alle sammen sammen, engang imellem. Det er aparte og jeg glæder mig til at vi flytter sammen om 4 år. Jeg synes det her har været svært.  Det har især gjort ondt på mit forhold til hans børn. At få af vide på dagen, at man ikke må komme med ud at spise på den stores fødselsdag for det er kun for familien. Selvom man har købt gave - den kan man så stikke ham i favnen inden de smutter. At man ikke må møde op og se ham spille fodbold, eller bage kage til holdet. Eller netop bage kage til hans familie fødselsdag men bare ikke være inviteret…

Men … i dit tilfælde er der jo slet og ret tale om en familie som behandler dig nedværdigende og ganske urimeligt. Hvis blot det var tale om, at din kæreste og moderen til hand børn nu og da lavede en aktivitet alene med deres børn (sådan som det er tilfældet hos TS), så var der vel ikke noget problem?

Hvorfor finder du mon i at blive behandlet så ringe? Jeg får næsten ondt i maven over hvordan det må føles . Det lyder ikke godt for nogen. 

Av sikke mange uhensigtsmæssige og ubrugelige svar der er kommet i tråden. Jeg vil prøve at komme med min vinkel på det, som skilsmissebarn og mor.

Jeg har oplevet som barn/ung at mine forældres nye partnere/familier hurtigt blev deres første prioritet og nye/vigtigste omdrejningspunkt, hvilket betød at den familie som de stiftede med mig fuldstændig blev glemt, fordi de selv var kommet videre.

Ingen brugte tid eller ressourcer på at tænke på mine følelser og hvis oprindelige familie nu var gået i opløsning og nu blev betragtet som ikke-eksisterende. Jeg havde jo absolut INGEN drøm om nye familier på begge sider, især fordi jeg ikke havde valgt dem eller havde brug for dem. Men som barn er det jo forældrenes valg som tvinges ned i halsen på en. Det har betydet at jeg idag ikke har en særlig tæt eller god relation til min far og hans "nye familie" selvom de har været sammen i 20+ år, da han dengang aldrig anerkendte at jeg mistede min familie og blev tvunget ind i en ny. Det var forfærdeligt, og jeg føler mig stadig utilfreds og til tider ked af hans valg. Min mor er død, men hendes valg og prioritering af nye partnere gennem hendes liv har også fremmedgjort os indtil hun døde.

Min pointe baseret på min erfaring og utallige sårede følelser er, at der skal være en balance mellem den "oprindelige" familie og den nye, således at skilsmissebørn ikke bliver klemt. Hvis man barn oplever at den nye partner skubber ens gamle familie ud i afgrunden kan det blive svært at leve harmonisk sammen bagefter.

Børn er utrolig loyale overfor egne forældre og derfor er det vigtigt at finde en balance som ALLE kan leve med og huske at for barnet er den "oprindelige" familie stadig vigtig også selvom der ikke længere er et parforhold i den.

Held og lykke

AnjaZenia skriver:

Lad mig komme med en oplevelse fra en anden side. 
Min kæreste boede sammen med sin x, da vi fandt sammen. Ikke fordi de var kærester for de havde hvert deres eget liv, men fordi de mente det var det bedste for deres børn, at børnene kunne opleve et hjem, hvor alle boede men de voksne havde så deres eget liv. 
Jeg mødte mine bonus efter 1 år sådan. Den store reagerede så kraftigt på det, at det har taget mig halvandet år, at komme ind på livet af ham. I hans verden, har han tænkt, at fordi vi alle boede sammen, så fandt mor og far nok sammen igen. Da jeg kom ind i billedet, ødelagde jeg jo den fantasi.

Jeg siger ikke, at fordi man ses engang imellem og spiser sammen, at ungerne så straks tænker sit. Eller bliver fastholdt i en tanke. Jeg siger bare, at nogle gange skal man passe på med, at man ikke tænker at ens børns behov trumfer alt. 
Min kæreste og hans x bor stadig i huset men nu flytter de ind og ud. Hun har også fået en kæreste og vi er alle sammen sammen, engang imellem. Det er aparte og jeg glæder mig til at vi flytter sammen om 4 år. Jeg synes det her har været svært.  Det har især gjort ondt på mit forhold til hans børn. At få af vide på dagen, at man ikke må komme med ud at spise på den stores fødselsdag for det er kun for familien. Selvom man har købt gave - den kan man så stikke ham i favnen inden de smutter. At man ikke må møde op og se ham spille fodbold, eller bage kage til holdet. Eller netop bage kage til hans familie fødselsdag men bare ikke være inviteret…

Hvorfor i alverden finder du dig i at blive behandlet sådan? Jeg er målløs