Anonym skriver:
At lave en scene er for mig at tiltrække negativ opmærksomhed i offentligheden, og det har efter min mening intet med alder at gøre. Vi har tydeligvis en forskellig forståelse af udtrykket, og det er træls, at I vælger at hænge jer så meget i det fremfor at komme med hjælpsomme svar.
Jeg kender personligt ingen, hvis jævnaldrende børn har opført sig som mit, hvilket er grunden til, at jeg (til min nu store fortrydelse) har spurgt til råds på dette forum.
Jeg synes, at det er så tarveligt af dig (og andre for den sags skyld) at sige, at jeg ikke aktiverer mit barn/aflæser hans behov ordentligt, for det ved I jo ikke en skid om, eftersom I ikke kender os personligt, og det er på ingen måde hjælpsomt at få vide.
Min søn skriger IKKE fordi han er ked af det, det er af kedsomhed/utålmodighed, og det er et skrig uden nogen som helst form for tårer - et brokke skrig (og jo, et barn på 7 måneder kan godt brokke sig).
Tusind tak til den ene person, der har erfaring med at have et barn som mit, og gav mig et hjælpsomt svar.
Jeg er færdig med denne her tråd nu, gider ikke bruge mere tid på en flok negative madammer, der hænger sig i uvigtige udtryk og har så ekstrem travlt med at dømme andre mødre på en situation, som I tydeligvis ikke har erfaring med.
Ærligt jeg tror alle forældre har erfaring med babyer som har skrevet uden tårer, og frustrationen over, at man så må ændre planer, ikke helt forstår hvad pokker skal jeg nu, og ikke mindst set alle de bare dydsmønstre som klapper til musikken og smiler tilfreds. Tror alle har erfaring med at føle, at man bliver set som verdens dårligste mor fordi ens baby er et skrigehoved, mens de andre lige så stille leger med en plastic dims.
Men de fleste af os, der har et par børn på bagen har bare også erfaring med, at skrig er babys måde at fortælle: der er noget her jeg ikke er tilfreds med. Og så er det op til den voksne at finde ud af, hvad pokker det kan være, og handle på det. Det lyder til, du ved hvad din søn skriger på nemlig at komme væk fra situationen og ud i barnevognen, du tolker det som kedsomhed, men uafhængigt af tolkningen, så handler du så han kan stoppe med at skrige, og det er vel det vigtigste.
En baby på 7 måneder er kun i den spæde begyndelse på at forstå årsag - virkning, de har (forhåbentlig) lært skrig = min mor, far eller anden voksen giver mig en forn for opmærksomhed, og et skrig kan fortælle: nej nej.... og så gør den voksne noget andet. En baby på 7 måneder kan ikke tænke, jeg synes det er røvsygt at være til legegruppe, de andre børn er ikke sjove at lege med, så jeg vil hellere ud af gynge. Baby kan tænke: jeg har det ikke perfekt, jeg skriger.... og så er der forresten også den anden forklaring, jeg skriger fordi jeg øver lyde (nej hvor kan jeg huske en af mine der kunne lave de værste skrig efterfulgt af et kæmpe smil fordi det lød så sjovt).
Når det her pludselig bliver en diskussion om ord, så er det fordi mange (inklusiv mig selv) forbinder det at lave en scene med en bevidst intention om at skabe sig, få sin vilje med det at lave en scene. Oh vi kan alle blive enige om, at en baby kan slet ikke tæbke så langt, en baby tænker ikke jeg vil gynge, så derfor skriger jeg til jeg bliver rød i hovedet, for så bliver mor flov og dropper ideen legestue.
Men selvsagt skabes en scene når din søn skriger, og du ikke kan få ham tim at stoppe. Det er bare ikke ham der skaber den med et bestemt formål for så langt kan han slet ikke tæbke. Han skriger fordi han er utilfreds, havde han kunne råbe; mor, jeg vil hjem, så havde han gjort det, men det kan han ikke.
Og du har så fået den skønsak af en søn som kan holde til legestue i 20 minutter, og duner så en så god mor så du kan læse og forstå hans skrig, og kan give han den ro eller den forandring han skriger efter. Og ærligt tror altså 20 minutter er meget flot klaret, husker ikke mine kunne så længe i den alder uden der blev ammet lidt, flyttede plads, var oppe at gå, og ja at jeg var på det meste af tiden.
