Mit barns opførsel stopper mig fra at tage ham ud

Min søn er 7 måneder. Vi har primært gået ture med ham de første seks måneder af hans liv, men er for nylig begyndt at tage ham i legestuer i området og med på café.

Han er meget udadvendt, smiler til alle og finder andre børn meget interessante, men efter ca. tyve minutter gider han ikke være der mere og sætter i et stort skrig, som først stopper, når vi er udenfor igen og kører ham afsted i barnevognen. 

Det skal lige siges, at det er et skrig uden tårer, så det er ikke fordi, at han er ked af det. 

Det er utrolig stressende og gør, at jeg ikke har lyst til at tage ham nogle steder. Jeg føler, at folk kigger på os, som om vi er dårlige forældre, fordi vi ikke kan få ham til at stoppe med at te sig på den måde, og det er ikke en rar følelse.

Det er desuden ikke kun indendørs, at han gør det, han gør det også, når vi er på legepladsen eller når vi tager et lille hvil på en bænk. Maks tyve minutter gider han og så vil han videre. 

Han er generelt lidt af et brokkehoved, men er ellers sund og rask. 

Jeg kender ingen andre, der har haft samme problem med deres barn, og sundhedsplejersken har ikke kunne give os nogle brugbare råd. 

Hvad gør man i sådan en situation? 

Det er helt normalt for et barn, mine har også været sådan og det er endnu mere normal at føle sig som en dårlig forældre og alle kigger på en. 

Hvis du bliver stresset af situationen så tag hjem med din søn. Det er bedst for jer begge at du føler dig godt tilpas. Det skal nok blive bedre når han bliver større

Børn på 6-7 måneder bliver hurtig overstimuleret. Nogle trækker ind i sig selv, andre skriger og siger højlydt fra og det er jo kun positivt. Min den mindste er 3,5 år og når jeg kan mærke han har fået nok når vi er ude så tager jeg stille roligt hjem eller finder et sted og holder pause sammen med ham

Det er helt normalt for et barn, mine har også været sådan og det er endnu mere normal at føle sig som en dårlig forældre og alle kigger på en. 

Hvis du bliver stresset af situationen så tag hjem med din søn. Det er bedst for jer begge at du føler dig godt tilpas. Det skal nok blive bedre når han bliver større

Hvad tror du, kan være årsagen til, at han maks vil være et sted tyve minutter af gangen?

Jeg er godt træt af at være hjemme hele tiden, så det er virkelig træls ikke at kunne tage ham nogle steder, uden at han laver en scene

Hvad tror du, kan være årsagen til, at han maks vil være et sted tyve minutter af gangen?

Jeg er godt træt af at være hjemme hele tiden, så det er virkelig træls ikke at kunne tage ham nogle steder, uden at han laver en scene

Han er 7 måneder. Tænk på hvor meget han udvikler sig, han laver ingen scene han er bare et spædbarn der reagere på en sund både i min optik. 
Nogle børn er mere følsomme end andre, og jeg vil til enhver tid lytte til barnets behov. Måske kan du få besøg i stedet? 
jeg tror du kommer længst med tålmodighed og giver ham den ro han har brug for, også selvom det kedeligt lige nu og her. Jeg tror ikke der andre løsninger desværre. 

Børn på 6-7 måneder bliver hurtig overstimuleret. Nogle trækker ind i sig selv, andre skriger og siger højlydt fra og det er jo kun positivt. Min den mindste er 3,5 år og når jeg kan mærke han har fået nok når vi er ude så tager jeg stille roligt hjem eller finder et sted og holder pause sammen med ham

Jeg synes ikke, at han virker overstimuleret, når vi tager ham ud, det virker mere som om, at han begynder at kede sig efter lidt tid og skriger fordi han vil videre og lave noget andet. 

Herhjemme brokker han sig også, når han ikke føler sig underholdt.

Jeg vil vove den påstand, at give dig ret. 

Han keder sig nok bare hurtigt.. Du kender ham og har sikkert en fin fornemmelse af hvorvidt han er overstimuleret eller ej. 

Min den ældste var lige sådan. Han var frygtelig at have med nogen steder. Det gjorde jeg mig slet ikke i på samme måde som jeg har gjort med min datter. Nu er han 6 år og det er det samme. Han skriger bare ikke mere. Men der skal ske noget hele tiden. Frygteligt trættende til tider.

Jeg kan trøste dig med at så snart han går bliver det bedre. Eller, det gjorde det i hvert fald her. Men hold op hvor han skreg i 3 år.

Ind i mellem handlede det også om at han var overstimuleret, men det var nemt at skelne mellem de to. Altså dét og kedsomhed.

Hvis vi var hos andre havde jeg altid sørget for muligheden for at kunne ligge mig ind på en seng med ham og nusse, kysse og tumle i fred og ro. Det hjalp gevaldigt.

Og ellers er mit bedste råd at acceptere tilstanden for nu. Øv dig i at undlade at blive stresset. Jeg ved det er svært. Det føles som om nogen banker dig i hovedet med en stegepande, jeg ved det. Men det er faktisk noget man kan øve sig på. Så viser du ham også at du, selvfølgelig hører ham, men det altså bare er sådan det er. I er på legepladsen, færdig slut. �� 

Anonym skriver:

Jeg vil vove den påstand, at give dig ret. 

Han keder sig nok bare hurtigt.. Du kender ham og har sikkert en fin fornemmelse af hvorvidt han er overstimuleret eller ej. 

Min den ældste var lige sådan. Han var frygtelig at have med nogen steder. Det gjorde jeg mig slet ikke i på samme måde som jeg har gjort med min datter. Nu er han 6 år og det er det samme. Han skriger bare ikke mere. Men der skal ske noget hele tiden. Frygteligt trættende til tider.

Jeg kan trøste dig med at så snart han går bliver det bedre. Eller, det gjorde det i hvert fald her. Men hold op hvor han skreg i 3 år.

Ind i mellem handlede det også om at han var overstimuleret, men det var nemt at skelne mellem de to. Altså dét og kedsomhed.

Hvis vi var hos andre havde jeg altid sørget for muligheden for at kunne ligge mig ind på en seng med ham og nusse, kysse og tumle i fred og ro. Det hjalp gevaldigt.

Og ellers er mit bedste råd at acceptere tilstanden for nu. Øv dig i at undlade at blive stresset. Jeg ved det er svært. Det føles som om nogen banker dig i hovedet med en stegepande, jeg ved det. Men det er faktisk noget man kan øve sig på. Så viser du ham også at du, selvfølgelig hører ham, men det altså bare er sådan det er. I er på legepladsen, færdig slut. �� 

Tak for dit svar, det er rart at høre fra andre, der har været i samme situation, og jeg vil se rigtig meget frem til, at han begynder at gå. 

Anonym skriver:

Han er 7 måneder. Tænk på hvor meget han udvikler sig, han laver ingen scene han er bare et spædbarn der reagere på en sund både i min optik. 
Nogle børn er mere følsomme end andre, og jeg vil til enhver tid lytte til barnets behov. Måske kan du få besøg i stedet? 
jeg tror du kommer længst med tålmodighed og giver ham den ro han har brug for, også selvom det kedeligt lige nu og her. Jeg tror ikke der andre løsninger desværre. 

Han er ikke et følsomt barn, tværtimod; han foretrækker, at der konstant sker noget omkring ham, og det er også derfor, at jeg tror, at han skriger af kedsomhed og ikke fordi han bliver overstimuleret.

Og jeg vil bestemt mene, at det er at lave en scene, når et barn skriger som en stukket gris uden tårer for at få deres vilje - spædbarn eller ej

Altså… “opførsel” og “brok” om en 7-måneders baby giver ikke ret meget mening som betegnelser. En baby i den alder har jo ikke megen begreb skabt om egen adfærd, og det er jo ikke fordi en baby forsøger at være på tværs - han siger bare “pænt nej tak” til det som foregår. Faktisk ganske tydeligt. Og er ret lige glad med, om de voksne finder det kedeligt eller bøvlet ikke at kunne gå på café. Hvilket er helt normalt for en baby.

Ps: Ingen synes at du er en dårlig mor, fordi din baby græder. Så meget interesserer mennesker sig slet ikke for andre mennesker. Og bare vente til at han som 3-årig smadrer skrigende rundt på gulvet nede i Netto i et raseri-anfald over ikke at måtte få ostehaps. Så kommer du for alvor til at kunne mærke at du lever