Mit barns opførsel stopper mig fra at tage ham ud

StortOgSmåt skriver:

Måske din kritik vil fremstå mere seriøs, hvis du ikke gemmer dig bag en anonymitets-funktion? 
Jeg er usikker på hvad du bliver så ramt af - for mig at læse er indlæggene skarpt formulerede, ja - men hverken “utilstedelige” eller for den sags skyld eksempler på “shaming”. Bare fordi man er forælder, kan man jo godt være forkert på den, og kritik derved være berettiget …

Du skriver, at hun skader sit barn og bør søge hjælp fordi hun har en anden opfattelse af, hvor meget et barn i den alder er i stand til at forstå. Derudover beskylder du hende for ikke at møde sit barns behov, men det gør hun jo netop ved at tage barnet hjem igen, når det bliver for meget for ham. At hun synes, at det er træls, er en anden sag. 

Så jo, du momshamer. 

StortOgSmåt skriver:

Måske din kritik vil fremstå mere seriøs, hvis du ikke gemmer dig bag en anonymitets-funktion? 
Jeg er usikker på hvad du bliver så ramt af - for mig at læse er indlæggene skarpt formulerede, ja - men hverken “utilstedelige” eller for den sags skyld eksempler på “shaming”. Bare fordi man er forælder, kan man jo godt være forkert på den, og kritik derved være berettiget …

Og det er helt fair at give kritik. Men at skrive at man skader sit barn er altså at gå over stregen.. til en ny mor. 
Og jeg er anonym netop fordi folk på dette forum kan være modbydelige nogle gange.

Anonym skriver:

Du skriver, at hun skader sit barn og bør søge hjælp fordi hun har en anden opfattelse af, hvor meget et barn i den alder er i stand til at forstå. Derudover beskylder du hende for ikke at møde sit barns behov, men det gør hun jo netop ved at tage barnet hjem igen, når det bliver for meget for ham. At hun synes, at det er træls, er en anden sag. 

Så jo, du momshamer. 

Jeg tror, at du skriver til en anden end mig. Indlæggene er ikke mine.

Og så for god ordens skyld - shaming betyder som bekendt noget i retning af “udskamning”. Hvis en forælder skader sig barn, og andre påpeger det, har det som sådan ikke noget med skam at gøre. Og principielt kan et forældet børnesyn og fejlopfattelser af barnets kompetencer og intentioner vel godt være “skadeligt” idet det kan give opdragelse og relationer ganske svære vilkår …

Men igen … de indlæg du raser over, er ikke mine …

Jeg tror, at du skriver til en anden end mig. Indlæggene er ikke mine.

Og så for god ordens skyld - shaming betyder som bekendt noget i retning af “udskamning”. Hvis en forælder skader sig barn, og andre påpeger det, har det som sådan ikke noget med skam at gøre. Og principielt kan et forældet børnesyn og fejlopfattelser af barnets kompetencer og intentioner vel godt være “skadeligt” idet det kan give opdragelse og relationer ganske svære vilkår …

Men igen … de indlæg du raser over, er ikke mine …

Det er brugeren 'Mor og meget mere' der bliver talt om.

Definitionen af mom shaming er "the act of one mother shaming another whose beliefs don't agree with hers" og det må man da så sandelig sige at 'Mor og meget mere' har gjort.

Hvorfor er det, at folk er så hurtige til at dømme hinanden på det her forum i stedet for at komme med empatiske svar - vi er alle forældre, der prøver at gøre vores bedste, og jeg er sikker på, at størstedelen af jer også var uvidende omkring en masse som førstegangsmødre. 

Anonym skriver:

Og det er helt fair at give kritik. Men at skrive at man skader sit barn er altså at gå over stregen.. til en ny mor. 
Og jeg er anonym netop fordi folk på dette forum kan være modbydelige nogle gange.

“Det KAN skade dit barn”, skrev jeg. Og det kan det. Og ja, stod jeg overfor en ny mor, som trods indvendinger fra andre fastholdt, at hendes barn bevidst satte sin vilje igennem ved at græde uden tårer - beskrev hans opførsel som “han ter sig og laver scener” - så ville jeg uden vaklen sige til hende, at hun tog fejl, at det kunne skade ham, hvis hun ikke reviderede sit syn på ham, og at hun skulle sætte sig ind i babyers formåen enten ved læsning eller ved hjælp fra folk med indsigt. 
Ikke for at udskamme hende, men for at tage vare på barnet. 

Det påvirker da i den grad barnet at blive fejltolket af sin mor. Hvis nu en mand opfattede sin kones oprigtige udbrud af frustration og fortvivlelse som hysteri, “teen sig” og vilje til at lave en scene - og, helt grotesk, underkendte hendes udbrud, fordi der ikke kom tårer - så ville det fuldstændigt underminere deres kommunikation med og forståelse af hinanden. Hun ville ikke have en chance for at blive mødt, hvor hun var. 
Den voksne kvinde ville dog MÅSKE være i stand til at trænge igennem med ord og forklaringer - afhængigt af hans lydhørhed - men babyen har ikke den mulighed. Så må andre være talerør for barnet. 

Hvordan påvirker det interaktionen mellem et barn og dets voksne, hvis de voksne tillægger det intentioner, det ikke kan have? Hvis barnet opfattes som én, der tér sig og laver scener - tror du så, det bliver mødt, som det er? Vil det også være same-same, om en grædende 7-årig konsekvent opfattes som ulykkelig eller hysterisk og manipulerende? 
Jeg kan ikke forstå, man kan være i tvivl om, at det kan skade. 

Anonym skriver:

Det er brugeren 'Mor og meget mere' der bliver talt om.

Definitionen af mom shaming er "the act of one mother shaming another whose beliefs don't agree with hers" og det må man da så sandelig sige at 'Mor og meget mere' har gjort.

Hvorfor er det, at folk er så hurtige til at dømme hinanden på det her forum i stedet for at komme med empatiske svar - vi er alle forældre, der prøver at gøre vores bedste, og jeg er sikker på, at størstedelen af jer også var uvidende omkring en masse som førstegangsmødre. 

Er det så også mom shaming, hvis en mor fastholder, at hendes 1-årige kan blive blefri, hvis bare han/hun gider? Eller at det er træls, hendes barn tér sig og laver scener, fordi han/hun ikke gider begynde i vuggestue? 
Og hvor hurtigt “må” man korrigere og råbe vagt i gevær? Er ni indlæg fra TS, som ikke accepterer indsigelser, for hurtigt? 

Mor og meget mere skriver:

“Det KAN skade dit barn”, skrev jeg. Og det kan det. Og ja, stod jeg overfor en ny mor, som trods indvendinger fra andre fastholdt, at hendes barn bevidst satte sin vilje igennem ved at græde uden tårer - beskrev hans opførsel som “han ter sig og laver scener” - så ville jeg uden vaklen sige til hende, at hun tog fejl, at det kunne skade ham, hvis hun ikke reviderede sit syn på ham, og at hun skulle sætte sig ind i babyers formåen enten ved læsning eller ved hjælp fra folk med indsigt. 
Ikke for at udskamme hende, men for at tage vare på barnet. 

Det påvirker da i den grad barnet at blive fejltolket af sin mor. Hvis nu en mand opfattede sin kones oprigtige udbrud af frustration og fortvivlelse som hysteri, “teen sig” og vilje til at lave en scene - og, helt grotesk, underkendte hendes udbrud, fordi der ikke kom tårer - så ville det fuldstændigt underminere deres kommunikation med og forståelse af hinanden. Hun ville ikke have en chance for at blive mødt, hvor hun var. 
Den voksne kvinde ville dog MÅSKE være i stand til at trænge igennem med ord og forklaringer - afhængigt af hans lydhørhed - men babyen har ikke den mulighed. Så må andre være talerør for barnet. 

Hvordan påvirker det interaktionen mellem et barn og dets voksne, hvis de voksne tillægger det intentioner, det ikke kan have? Hvis barnet opfattes som én, der tér sig og laver scener - tror du så, det bliver mødt, som det er? Vil det også være same-same, om en grædende 7-årig konsekvent opfattes som ulykkelig eller hysterisk og manipulerende? 
Jeg kan ikke forstå, man kan være i tvivl om, at det kan skade. 

Det er måden, du har skrevet på i denne her tråd, der har været enormt uempatisk. Og jeg er sikker på, at hendes søn ikke får mén af, at hans forældre synes, at han er et brokkehoved.

TS har desuden gentagende gange forklaret hendes egen opfattelse af udtrykket at 'lave en scene', som ikke passer med din opfattelse af det, og derfor vender og drejer du det til noget, som hun som sådan ikke har sagt.

Jeg synes, at moderator bør lukke denne her tråd nu eftersom der intet konstruktivt er kommet af den. 

Er det så også mom shaming, hvis en mor fastholder, at hendes 1-årige kan blive blefri, hvis bare han/hun gider? Eller at det er træls, hendes barn tér sig og laver scener, fordi han/hun ikke gider begynde i vuggestue? 
Og hvor hurtigt “må” man korrigere og råbe vagt i gevær? Er ni indlæg fra TS, som ikke accepterer indsigelser, for hurtigt? 

Ej seriøst, stop nu med at gentage udtryk som dig og TS tydeligvis har en forskellig forståelse af, du kører det helt over på et sidespor

Mor og meget mere skriver:

“Det KAN skade dit barn”, skrev jeg. Og det kan det. Og ja, stod jeg overfor en ny mor, som trods indvendinger fra andre fastholdt, at hendes barn bevidst satte sin vilje igennem ved at græde uden tårer - beskrev hans opførsel som “han ter sig og laver scener” - så ville jeg uden vaklen sige til hende, at hun tog fejl, at det kunne skade ham, hvis hun ikke reviderede sit syn på ham, og at hun skulle sætte sig ind i babyers formåen enten ved læsning eller ved hjælp fra folk med indsigt. 
Ikke for at udskamme hende, men for at tage vare på barnet. 

Det påvirker da i den grad barnet at blive fejltolket af sin mor. Hvis nu en mand opfattede sin kones oprigtige udbrud af frustration og fortvivlelse som hysteri, “teen sig” og vilje til at lave en scene - og, helt grotesk, underkendte hendes udbrud, fordi der ikke kom tårer - så ville det fuldstændigt underminere deres kommunikation med og forståelse af hinanden. Hun ville ikke have en chance for at blive mødt, hvor hun var. 
Den voksne kvinde ville dog MÅSKE være i stand til at trænge igennem med ord og forklaringer - afhængigt af hans lydhørhed - men babyen har ikke den mulighed. Så må andre være talerør for barnet. 

Hvordan påvirker det interaktionen mellem et barn og dets voksne, hvis de voksne tillægger det intentioner, det ikke kan have? Hvis barnet opfattes som én, der tér sig og laver scener - tror du så, det bliver mødt, som det er? Vil det også være same-same, om en grædende 7-årig konsekvent opfattes som ulykkelig eller hysterisk og manipulerende? 
Jeg kan ikke forstå, man kan være i tvivl om, at det kan skade. 

Så må andre være talerør..? Ej stop dig selv. Tror du virkelig at du får taletid hos ts ved din retorik..? Et angreb skaber modangreb. Og ved at fare frem og sige, at ts kan skade sit. barn, som det første du nævner -  minder du om den belastende reklame med bedrevidende passagerne i et tog, der fortæller en mand hvordan han skal holde en flaske. 

Anonym skriver:

Så må andre være talerør..? Ej stop dig selv. Tror du virkelig at du får taletid hos ts ved din retorik..? Et angreb skaber modangreb. Og ved at fare frem og sige, at ts kan skade sit. barn, som det første du nævner -  minder du om den belastende reklame med bedrevidende passagerne i et tog, der fortæller en mand hvordan han skal holde en flaske. 

Enig!