Altså… “opførsel” og “brok” om en 7-måneders baby giver ikke ret meget mening som betegnelser. En baby i den alder har jo ikke megen begreb skabt om egen adfærd, og det er jo ikke fordi en baby forsøger at være på tværs - han siger bare “pænt nej tak” til det som foregår. Faktisk ganske tydeligt. Og er ret lige glad med, om de voksne finder det kedeligt eller bøvlet ikke at kunne gå på café. Hvilket er helt normalt for en baby.
Ps: Ingen synes at du er en dårlig mor, fordi din baby græder. Så meget interesserer mennesker sig slet ikke for andre mennesker. Og bare vente til at han som 3-årig smadrer skrigende rundt på gulvet nede i Netto i et raseri-anfald over ikke at måtte få ostehaps. Så kommer du for alvor til at kunne mærke at du lever 
Hvorfor giver det ikke mening at beskrive en babys opførsel som brok? Han ved, at hans skrigeri resulterer i, at vi går derfra, hvilket er hvad han vil have, så jeg vil da bestemt mene, at han er bevidst om sin egen adfærd. Spædbørn er kloge, man bør ikke underminere dem.
Og ja, jeg nævnte café som et eksempel, men det er mere det, at jeg ikke kan tage ham i legestuer, som jeg finder træls, da det kunne være rart at socialisere med andre mødre og deres børn, men jeg finder det decideret pinligt, når han sætter i et skrig og folk kommer hen og spørger om han er okay, når det bare er ren brok.
Anmeld
Citér