Legeaftaler i en coronatid

kamikaze skriver:

Jeg kunne også være en af de forældre. Vi er gået sammen med en anden familie fra klassen og har to børn anden hver dag. På den måde kan vi arbejde nogenlunde fuldtid. Ellers ville vi skulle sende i nødpasning, og jeg kan ikke se at det skulle give mindre smitterisiko. Der er ingen andre legeaftaler.

Jeg har en del elever, hvor familierne netop har valgt den løsning. Og jeg må indrømme jeg ikke forstår modstanden mod det - det er da langt mere sikkert med en fast klassekammerat frem for en bunke børn i nødpasning. Hvis ikke forældrene gjorde som jer, så ville vi formodentlig have 10-15 børn i nødpasning, hvor vi nu har to på vores årgang. Set med virus brillerne på, så er det da at foretrække. 

Og ja der slår uretfærdigheden så igennem, for hvorfor var det ikke mig der fik den ide, hvorfor har jeg ikke den tætte kontakt med et forælderpar fra klassen, hvorfor bor vi ikke tættere på osv. 

Men igen skal vi tænke på virus så foretrækker jeg, at mit eget barn har en fast samarbejdspartner, hvor de kan skiftes til at være hjemme hos hinanden, end at sætte ham i nødpasning med en de flere forskellige børn (og det skal siges vi har ikke en fast skolepartner for der er ikke behov, men var der så gjorde jeg det, og spurgte en om vi kunne være hjælpe familie, så sagde jeg ja). 

MoarHvidovre skriver:

Jeg er slet ikke enig. Vi er midt i en pandemi og vi må alle ofre os på den ene eller den anden måde.

Det har intet med corona-politi at gøre. Det har noget at gøre med sund fornuft. 

Men lad os tale sammen, hvis vi bare laver legeaftaler, mødes med venner mv. og se, hvor vi er om 2 måneder når hele den engelske variant har spredt sig. Det er jo netop for, at undgå det, at vi alle må leve i vores små bobler.

Der er en væsentlig forskel på, at lade sine børn lege med nogle få børn, og det du beskriver, hvor alle i husstanden mødes på kryds og tværs med venner. 

Selvfølgelig må alle ofre noget, men det betyder ikke, at man skal ofre alt. Jeg tror, du har svært ved at finde nogen, der ikke har ofret noget, men det lyder som om, du foventer, at man ofrer alt.

Mine børn skal forhåbentlig leve mange, mange år endnu, og det skal gerne være som psykisk stærke mennesker, der kan bidrage til samfundet og have et godt liv. Derfor vil jeg aldrig tage alt fra dem, når jeg kan mærke og se på dem, at vi har nået grænsen for, hvad de kan klare uden at blive mærket psykisk. Måske kan de psykiske skader rettes op med psykologhjælp efter krisen, måske kan de ikke. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at psykologerne får rigeligt at se til de kommende år med både børn og voksne. 

Det er fornuft ikke at mødes med mange mennesker, men det er også fornuft at give sig selv den smule frihed, der er nødvendig for ikke at knække psykisk. Vi skal også have et liv på den anden side. 

Anonym skriver:

Læs mit opslag... hvad tænker du om trivslen for din datter..?

Det er godt nok lang tid hvis du undlader legeaftaler af nogen som hels art. 

Hvad er problemet i en veninde som man leger med evt. som den eneste. Eller taget med på en tur udenfor i skoven.

Synes godt nok det bliver en meget enøjet formål kun at kigge på corona. 

Men når Mette siger hop..

Nedladende måde at slutte dit ellers fine indspark på. Bare fordi nogle mennesker følger anbefalingerne mere stringent end dig selv, betyder det ikke at de ikke har taget selvstændig stilling.

Anonym skriver:

Tak

hvis vi tager et barn på 8 år, som kan huske tilbage til 4 års alderen. Så er der reelt tale om 4 år det er bevist om. Hvis barnet så isoleres i 1/2 år, svarer der til 1/8 af dets bevidste tid!

Laver man samme regnestykke for en på 40. (40-4 år =36 bevidste år). Så svarer et halvt år kun til 1/72 af den bevidste tid.

Hvis vi skal forstå,hvordan et barn på 8 år oplever 1/2 års isolation så svarer det til (1/8 af 40 år fx) omkring 5 år for en på 40 år!

Tid opleves relativt til ens livslængde. Et år for en på 90 er kortere end for en på 20 år. 

Så at sige “de overlever nok et halv år”... holder altså bare ikke. 

Oplevelsen af tid er subjektiv, og psykologi kan ikke sættes på formel.  Der er ligeledes mange andre faktorer på spil. Barnets personlighed. Evt. søskende, som barnet leger fint med. Forældrenes indsats og muligheder for at adsprede og stimulere barnet. 
Situationen og påvirkningen er vidt forskellig fra barn til barn, nøjagtigt som den er for os voksne. Jeg har en kollega, der nyder isolationen, og selv er jeg ved at eksplodere. Vi er jævnaldrende ... 

Det er ikke fordi, dette underminerer din pointe om, at det for nogle børn er en meget barsk tid, som potentielt kan give mén. Pointen er netop, at det er fuldstændigt individuelt, og at det kalder på individuelle løsninger. Men regnestykker fortæller intet, hverken generelt eller individuelt - og jeg kan da fortælle, at min mormor på 99 oplever dagene og ugerne slæbe sig afsted, mens jeg ikke forstår, at tiden går så hurtigt. 

Anonym skriver:

Læs mit opslag... hvad tænker du om trivslen for din datter..?

Det er godt nok lang tid hvis du undlader legeaftaler af nogen som hels art. 

Hvad er problemet i en veninde som man leger med evt. som den eneste. Eller taget med på en tur udenfor i skoven.

Synes godt nok det bliver en meget enøjet formål kun at kigge på corona. 

Men når Mette siger hop..

Det er ikke befordrende for debatten, at du afrunder med en underkendelse af andre menneskers evne til selv at vurdere og træffe en afgørelse. Faktisk virker det arrogant. De, der overholder retningslinjerne til punkt og prikke, kunne så replicere med en hentydning til, at du er bedøvende ligeglad og ikke udviser samfundssind. Hvorfor skal det være så polariseret? 

Anonym skriver:

Læs mit opslag... hvad tænker du om trivslen for din datter..?

Det er godt nok lang tid hvis du undlader legeaftaler af nogen som hels art. 

Hvad er problemet i en veninde som man leger med evt. som den eneste. Eller taget med på en tur udenfor i skoven.

Synes godt nok det bliver en meget enøjet formål kun at kigge på corona. 

Men når Mette siger hop..

Hehe du kender mig ikke så klart du skriver det. For hvis du kendt mig vil du ikke ha skrevet sådan. 

Og allerførst skal du slet ikke bekymre dig om min datters trivsel. Det har jeg styr på. 

For det andet læs lige mit indlæg igen. 

Jeg skrev at jeg kan godt se at min datter mangler at lege med nogle på hendes egen alder. Kan mærke på hende at hun godt kan savne det lidt, men hun elsker stadig lidt at gå hjemme og hygge sig med mor og far og lillesøster. Men self bliver det ved med lukning så vil jeg overveje at kontakte den pigens mor for måske at kunne lave legeaftale. Da jeg synes ikke at børn kan gå så længe uden at være sammen med nogle jævnaldrende. Men vil samtidig pas på mine piger i første række.

Og sidst men ikke mindst. Er jeg fuldstændig ligeglad med hvad Mette siger eller nogen som helt fra det Lorte statministrer hus ærlig talt. ( sorry mit sprog)

Anonym skriver:

Nu bliver jeg sikkert slagtet.

Jer der holder på at jeres børn overhoved ikke har kontakt til andre børn - hvad forestiller I jer det har af psykiske konsekvenser i forhold til trivsel. Det er snildt et halv år ialt i isolation. Hvis det er en på 7 år er det godt nok en stor andel af ens bevidste liv ikke at kunne leget eller være sammen med nogen på egen alder. 

Væres børn har en ven hver som de løbende leger med. Forældrene er også hjemsendt. Det ser jeg som absolut minimum hvis de også skal ud på den anden side uden at være alt for påvirkede. 

Det er som om at corona bliver det altafgørende - man glemmer at tænke på psykiske konsekvenser, andre sygdomme man kan blive ramt af osv.   Corona er også det eneste de praktiserende læger tænker på  ... sørgeligt. 

 

Mine unger er nogle af dem, som må affinde sig med fuldkommen isolation. Vi har siden 18/12 levet isoleret og faktisk siden foråret været ekstremt begrænset i omgang med andre. Én af de primære grunde til dette er, at vi føler at vi kan og gerne vil bidrage så meget vi overhovedet kan. Vi er ekstremt sociale mennesker, men vi er også så priviligerede at være i stand til at nøjes med os selv og hinanden i en periode, selvom den er ekstremt lang og svær.

Så jeg er faktisk ikke bekymret for mine børns (primært den ældste, den yngste er for lille til at forstå) psykiske reaktioner. Det har været få relevante og forståelige reaktioner undervejs, fordi det naturligvis er hårdt - men det kan både vi forældre og vores unger godt klare. Vi snakker om det og holder ud. Finder kreative løsninger. Alle ofrer noget - og alternativet er værre. Lige nu er vi yderligere kommet i den situation, at et nært familiemedlem er ekstremt kritisk syg. Det fjerner den sidste tvivl hos mig om, hvorvidt vi gør det helt rigtige. Dels fordi jeg som eneste pårørende skal kunne tage på hospitalsbesøg, dels fordi jeg ikke kan tillade mig at udsætte andre intensive patienter for at trække smitte med ind, og så samtidig fordi det er meget tydeligt, hvad det har  af konsekvenser (og kommer til at have endnu mere lige om lidt), at vores sundhedsvæsen er presset i bund fordi vi ikke har fået bremset smittten. Det kommer til at koste liv, også for de som eller kunne overleve. Og det gør ondt at leve med som pårørende. 

På positivsiden har vi mere tid sammen end nogensinde før, mine unger (og jeg) har i den grad lært at sætte tempoet ned, vi er meget mere i naturen og med meget mere nærvær på simple ting ... og så har ungerne på godt og ondt været tvunget til at få en tæt relation til hinanden. Så vi holder fortsat ud - så længe det kræves - og det kan vi godt 

MoarHvidovre skriver:

Jeg er slet ikke enig. Vi er midt i en pandemi og vi må alle ofre os på den ene eller den anden måde.

Det har intet med corona-politi at gøre. Det har noget at gøre med sund fornuft. 

Men lad os tale sammen, hvis vi bare laver legeaftaler, mødes med venner mv. og se, hvor vi er om 2 måneder når hele den engelske variant har spredt sig. Det er jo netop for, at undgå det, at vi alle må leve i vores små bobler.

For det 1. er det jo ikke børn der bærer smittet, det er vi blevet informeret om. Og lige nu betaler især de små årgange prisen ved at være sendt i isolation fra venner og sport. 

For det 2. må det vel være sund fornuft at kigge på ens barn der er trist og ligger under sin dyne, savner og kan ikke overskue endnu engang at være sendt hjem. Hun er alene mellem 6-8 timer hver dag. Jeg er og bliver ikke sådan en mor der beder mit barn tage sig sammen og ofre sig lidt i denne tid. Hos os er løsningen at have den tætteste veninde tæt på og forhåbentlig undgå at hun skal til psykolog snart.

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Mine unger er nogle af dem, som må affinde sig med fuldkommen isolation. Vi har siden 18/12 levet isoleret og faktisk siden foråret været ekstremt begrænset i omgang med andre. Én af de primære grunde til dette er, at vi føler at vi kan og gerne vil bidrage så meget vi overhovedet kan. Vi er ekstremt sociale mennesker, men vi er også så priviligerede at være i stand til at nøjes med os selv og hinanden i en periode, selvom den er ekstremt lang og svær.

Så jeg er faktisk ikke bekymret for mine børns (primært den ældste, den yngste er for lille til at forstå) psykiske reaktioner. Det har været få relevante og forståelige reaktioner undervejs, fordi det naturligvis er hårdt - men det kan både vi forældre og vores unger godt klare. Vi snakker om det og holder ud. Finder kreative løsninger. Alle ofrer noget - og alternativet er værre. Lige nu er vi yderligere kommet i den situation, at et nært familiemedlem er ekstremt kritisk syg. Det fjerner den sidste tvivl hos mig om, hvorvidt vi gør det helt rigtige. Dels fordi jeg som eneste pårørende skal kunne tage på hospitalsbesøg, dels fordi jeg ikke kan tillade mig at udsætte andre intensive patienter for at trække smitte med ind, og så samtidig fordi det er meget tydeligt, hvad det har  af konsekvenser (og kommer til at have endnu mere lige om lidt), at vores sundhedsvæsen er presset i bund fordi vi ikke har fået bremset smittten. Det kommer til at koste liv, også for de som eller kunne overleve. Og det gør ondt at leve med som pårørende. 

På positivsiden har vi mere tid sammen end nogensinde før, mine unger (og jeg) har i den grad lært at sætte tempoet ned, vi er meget mere i naturen og med meget mere nærvær på simple ting ... og så har ungerne på godt og ondt været tvunget til at få en tæt relation til hinanden. Så vi holder fortsat ud - så længe det kræves - og det kan vi godt 

 

Og hvor er det bare dejligt I har den mulighed, hos os skal vores to skolebørn være alene hele dagen da min mand og jeg arbejder i samfundskritiske fag. Vi kan ikke skabe sjove og hyggelige stunder for vores børn i løbet af dagen. For os bliver vi simpelthen nød til at lade vores børn se nogle venner, ikke mange men de kan ikke være så meget alene uden det har konsekvenser for deres trivsel. De er 9 og 13 år. 

Og det handler ikke om vi ikke gerne vil bakke op og støtte dk i at komme ud af denne pandemi. Det handler om at ikke alle er hjemsendt og os der tager afsted hver dag med ondt i maven må jo finde andre løsninger. 

Anonym skriver:

Læs mit opslag... hvad tænker du om trivslen for din datter..?

Det er godt nok lang tid hvis du undlader legeaftaler af nogen som hels art. 

Hvad er problemet i en veninde som man leger med evt. som den eneste. Eller taget med på en tur udenfor i skoven.

Synes godt nok det bliver en meget enøjet formål kun at kigge på corona. 

Men når Mette siger hop..

Ikke fordi jeg er uenig, mine egne nå også 1-2 faste venner.

Men hvorfor skal et altid ende med de der sort/hvide: hvis du tænker sådan, så er du et får og gør alt hvad Mette siger. Et man kan jo godt tænke selv, også selvom man tænker noget andet end dig, og to så er det altså ikke Mette,  den reducering af politik til en person er for mig så trættende. Politik er ideologi, samarbejde, kompromis og konsensus. Og politikere har embedsmænd, eksperter osv til at guide dem og især i denne tid, hvor det overhovedet ikke handler om rødt, blåt, grønt, lilla eller hvidt, for en virus er drøn hamrende ligeglad med politisk farve. Forskellen er i høj grad, hvad er der stemmer i, og så er det økonomisk, hvor er klart er forskelle. Havde vi haft en blå regering havde de samme bekymring for virus, men havde måske af andre økonomiske briller valgt en anden tilgang.

Så kan vi ikke droppe den der; når Mette siger hop, for så holder man op med at lytte