Legeaftaler i en coronatid

Mullemee skriver:

Ja, det kunne vi godt. Jeg er bare i forvejen nok kendt som en lidt emsig mor, der godt kan lide regler, og jeg tror, de andre forældre ikke gider jeg leger politibetjent overfor dem. Det er en hårfin grænse.

Vi har også talt om herhjemme, at oprette et møde på zoom og så lade pigerne hygge sig sammen online, men underligt nok, så synes vores datter ikke det er en god ide. Måske jeg skulle aftale et møde med bare en eller to af pigerne til at starte med... Tak for input. 

Men hvis det er lærerne som skriver ud er du jo ikke afsender på den

Nu ved jeg ikke, hvor gammel din datter er. Min datter ordner det hele selv. De er ikke alle pigerne sammen, men 2-3-4 stykker. De hygger sig max og får derved også styret deres sociale behov - selvom de ikke er rigtig sammen

Vores børn har stadig legeaftaler, men færre end de plejer, og det er med de samme få børn. 

Som Søren Brostrøm siger, så er det ikke de mindre børn, der driver smitten, så når det er forsvarligt, at børnene leger på kryds og tværs i institutionerne, burde det også være ok, at de mødes privat.

Her er der ingen lege aftaler, dog er min venindes datter her flere gange om ugen i stedet for nødpasning når de ikke har fri. 

Nu bliver jeg sikkert slagtet.

Jer der holder på at jeres børn overhoved ikke har kontakt til andre børn - hvad forestiller I jer det har af psykiske konsekvenser i forhold til trivsel. Det er snildt et halv år ialt i isolation. Hvis det er en på 7 år er det godt nok en stor andel af ens bevidste liv ikke at kunne leget eller være sammen med nogen på egen alder. 

Væres børn har en ven hver som de løbende leger med. Forældrene er også hjemsendt. Det ser jeg som absolut minimum hvis de også skal ud på den anden side uden at være alt for påvirkede. 

Det er som om at corona bliver det altafgørende - man glemmer at tænke på psykiske konsekvenser, andre sygdomme man kan blive ramt af osv.   Corona er også det eneste de praktiserende læger tænker på  ... sørgeligt. 

Jeg og børnene arbejder og har skole hjemmefra, min kære husbond er afsted på arbejde fysisk hver dag (er lidt misundelig må jeg sige, og han er vist lidt misundelig på mig - græsset er altid grønnere).

Min ældste datter går i 1.g og hun har en klassekammerat som hun mødes med og arbejder med fx matematik. Hun er også på arbejde i bageren i Føtex til sine normale vagter. Og det er det ellers er hendes sociale liv reduceret til facetime, ludospil (jeg aner hvor og hvordan) og ærligt det lyder nogen gange som de er 20 inde på værelset, men der er bare hende. De får det bedste ud af det.

Den mellemste i 7. klasse ser ingen udover via skærmen. Det har han sådan set ikke gjort sig meget i siden marts, fordi han helst vil mødes og spille magic card, og det er bare slet ikke cororna godt. Men der foregår en masse på skærmen. Han savner ikke så meget det at mødes fysisk, men det man gjorde når man mødtes fysisk: spille magic card, være i sin garde osv. I dag kom han glædestrålende og fortalte at man kunne have kor virtuelt.

Den yngste går i 4. klasse og han har en enkelt ven fra klassen han gerne må mødes med, og den ven har så også kun ham.

Ellers mødes vi kun med mormor, da vi ikke har en familie der tæller flere tætte familiemedlemmer. Så vi har hinanden, og de må så have en ven hver de kan mødes med. 

Jeg selv, ja jeg er bare mig - og en enkelt gang imellem er jeg indkaldt til fysiske møder - hold da op, hvor jeg mangler at se mennesker. Kan sgisme godt blive lidt træt af min kære mand som den eneste kilde til voksen snak.

Anonym skriver:

Kære alle jer.

Hvad er jeres holdning til legeaftaler under denne nedlukning? Hvilke regler har I for jeres børn og hvordan oplever I det?

Mine 2 børn må mødes med 1 hver. Og kun betinget af at den anden ikke ser andre heller. De er 11 og 13 år 

corona eller ej så er det vigtigt at børn stadig kan få lov til at være bare en smule sociale. Bare min mening 

Anonym skriver:

Kære alle jer.

Hvad er jeres holdning til legeaftaler under denne nedlukning? Hvilke regler har I for jeres børn og hvordan oplever I det?

Altså er nok lidt blandet - jeg går på arbejde i en kæmpe institution 120 mennesker - og nej der er ingen der bliver holdt hjemme. Vi er i grupper, men pga sygdom i personalegruppen skal vi dække hiandnen. Min mand arbejder på en arbejdsplads med mange. Vores unger har nu været alene hjemme i snart 4 uger og ja de ser altså et par venner i løbet af ugen. Min 9 årig har simpelthen for meget energi til at sidde alene så mange timer hver dag.

Hans bedste ven bor lige inde ved siden af og de løber ud og ind hos hinanden og det må være sådan. Vi har siden marts været ektremt forsigtige, men vores børn skal også igennem det her og være glade børn på den anden side. Min store datter på 13 år udviser stress og er til tider meget ensom og ked af det. Hun er et meget socialt barn og lige nu koster det på hendes sindstilstand, at være så isoleret.

MoarHvidovre skriver:

Ej, det kan jeg godt forstå. Vores pige er 11 år og går i 5 klasse. Der er ingen som sidder sammen, men til gengæld er de rigtig meget sammen over Meet - de både sidder bare og dimser eller bager eller finder på noget andet skørt.

En ide var måske, at skrive til lærerne som kunne skrive en besked ud til alle, at de opfordre til, at der ikke laves aftaler i skoleregi. Det har de gjort på min datters skole - dog bare med legeaftaler.

 

ej man må simpelthen stole på at alle forældre gør deres bedste. Børn reagerer jo forskelligt på at være alene hjemme dagen lang. Min datter må gerne se andre, da det simpelthen påvirker hendes psyke at være så meget alene. 

Vi kan ikke bare lave regler der gælder for alle men vi bliver simpelthen nød til at kigge på de enkelte børn og så må man pakke sin indre corona betjent væk og udvise lidt tillid til andre. 

Ingen aftaler hjemme. Hvis børnene er ude og lege, og deres klassekammerater kommer fordi, så leger de som de altid har gjort. Og de kan til tider finde på at spørge om en ven kommer med ud og leger.

Egentlig bryder jeg mig ikke 100 % om det, men vi bor i et socialt boligområde, og her støder børnene tit på hinanden, og de har også brug for at blive socialiseret en smule. 

Anonym skriver:

Nu bliver jeg sikkert slagtet.

Jer der holder på at jeres børn overhoved ikke har kontakt til andre børn - hvad forestiller I jer det har af psykiske konsekvenser i forhold til trivsel. Det er snildt et halv år ialt i isolation. Hvis det er en på 7 år er det godt nok en stor andel af ens bevidste liv ikke at kunne leget eller være sammen med nogen på egen alder. 

Væres børn har en ven hver som de løbende leger med. Forældrene er også hjemsendt. Det ser jeg som absolut minimum hvis de også skal ud på den anden side uden at være alt for påvirkede. 

Det er som om at corona bliver det altafgørende - man glemmer at tænke på psykiske konsekvenser, andre sygdomme man kan blive ramt af osv.   Corona er også det eneste de praktiserende læger tænker på  ... sørgeligt. 

 

Words, words, words!