Den herlige svigerfamilie...

Katrines89 skriver:

Når du skriver JER, mener du så trådstarter og hendes mand uden baby? Tænker det bliver lidt besværligt. Både praktisk og mentalt. 

Min biologiske morhjerne vil altid være indstillet på min datters behov, sengetider og jeg ville alligevel være væk under halvdelen af middagen for at putte min datter. Så det ville ikke være en win-win og voksensnak for nogen af os. 

Nej jeg mener faktisk at når man inviterer voksne mennesker .. med en baby..... så er det ikke alle der ønsker st bruge al tiden på at se baby. Det kan være at svigerforældrene faktisk inviterer til middag for at baby kan sove mens men faktisk kan have voksensnak

Katrines89 skriver:

Jeg stejler lidt over, at du stejler over, at trådstarter stejler over, at hun ikke tager halvdelen af huset med til svigerforældrene. 

Det var da ærgerligt 

Tjullehej skriver:

 Har du fået luft nu med alle de beskeder.

Grunden til man kan hæfte sig ved jeg og mig og “jeg har ikke behov for” får det til at lyde mere, som at det er svigerdatteren, der vil hjem end at det egentlig er en udfordring med barnet.  

på skrift råber man når man bruger !. Jeg gider i hvert fald ikke.... er attituden gennem alle beskederne. 

Næsten 

Har tendens til at blive voldsom provokeret af uberettigede antagelser.

Nu handler tråden om hende og hendes behov, så tænker ikke det er så forkert skrevet. Det er jer (måske ikke lige dig), der hiver hendes mand med i det og derefter gøres det forkert, måden som hun skriver på. Bagateller. Blot fordi man er et par, et par forældre, er det ikke ensbetydende med, at alle behov skal gøres til et fælles behov. 

FruStolpe skriver:

Det var da ærgerligt 

Meget!

Tjullehej skriver:

Nej jeg mener faktisk at når man inviterer voksne mennesker .. med en baby..... så er det ikke alle der ønsker st bruge al tiden på at se baby. Det kan være at svigerforældrene faktisk inviterer til middag for at baby kan sove mens men faktisk kan have voksensnak

Er det så ikke tarveligt at invitere midt i puttetid?

Mor-livet har mange faser. I denne debat beskæftiger vi os primært med to:

Den første tid som førstegangsmor, hvor man er meget anspændt, symbiotisk med sit barn og kan have svært ved at adskille barnets behov fra egne behov. Helt klassisk kommer den frem u sætninger som ‘det er ikke mit barns behov at...’ (gøre noget MOR ikke gider). 

En anden fase er som ældre førstegangsmor eller som flergangsmor, hvor man ser undrende (tilbage) på førstegangsmødrenes overdrevne anspændthed, regelbundethed og rigiditet og ønsker for dem (og måske også for ens tidligere jeg?), at en mere afslappet og knapt så selvcentreret tilgang til livet var mulig... Faktisk mest af alt for at passe på den stakkels neurotiske førstegangsmor. 

Jeg var den første...  Og jeg kæmpede virkelig med det. For det pinte mig at være så begrænset i mine muligheder. Jeg er lettet over at være kommet videre. Jeg havde heldigvis mange veninder med børn, jeg kunne spejle mig i, hvilket bragte mig et langt stykke ift hvad man faktisk KAN også med et lille barn. Man kan fx sagtens have en weekendseng med. 

Katrines89 skriver:

Det mener jeg i den grad også, at hun gør. Altså at tager ansvar for at få sit barn puttet. Blot tråden her er et eksempel herpå. 

Læser ingensteder, at hun ønsker at få banket sim svigerfar på plads. Næh. Læser hun ønsker at løse en problemstilling med sin svigerfar. 

 

Jeg er som sådan enig med dig, som forældre tager man ansvaret og kan ens barn ikke rumme at blive puttet for at blive flyttet ud i en bil, ja så aflyser man selvsagt eller tager hjem før puttetid. Så får man formodentlig nogle bemærkninger og dem smiler man til eller taler imod alt efter temperament.

Men det er ikke de som ikke har fået en baby som skal indrette deres liv anderledes, måske vil de måske ikke - og man må tage det som det er. 

Jeg havde selv en datter, der sov som en brækket arm. Hun havde det bedst ved brystet så om jeg sad hjemme insofaen med en baby knappet på brystet eller et andet sted var hip om hap.

Så fik jeg flere børn, og om det var fordi de bare var anderledes personligheder eller om det var fordi der ikke var det samme rum til særligheder, eller måske fordi jeg blev mere afslappet og ikke mindst opmærksom på, at en baby ikke skulle ændre de store børns liv. Aner ikke hvad begrundelsen er, men e blev netop de små pakker som bare var med, hvor jeg ikke var begrænset af en baby udover selvsagt, at mine bryster gerne skulle være i rimelig afstand. Men vauw hvor livet bare var anderledes med dem, de kunne sove alle vegne, især den mindste blev bare smidt i en slynge og kunne så være med til ALT sågar hele går I Rom i ringslynge midt om sommeren. 

Måske de bare var anderledes personligheder eller også var jeg anderledes, for ja kan sagtens huske det du og trådstarter beskriver (dog kunne jeg sagtens tage ud, for hun sov heller ikke der hjemme før 3 timers amning ), men jeg kan også huske den anden måde at have baby på, og den var klart den fedeste - jeg kunne have rejst jorden rundt med mine tre børn også a den mindste var en baby (det kunne jeg såmænd stadig hvis jeg havde råd).

Abracadabra skriver:

Mor-livet har mange faser. I denne debat beskæftiger vi os primært med to:

Den første tid som førstegangsmor, hvor man er meget anspændt, symbiotisk med sit barn og kan have svært ved at adskille barnets behov fra egne behov. Helt klassisk kommer den frem u sætninger som ‘det er ikke mit barns behov at...’ (gøre noget MOR ikke gider). 

En anden fase er som ældre førstegangsmor eller som flergangsmor, hvor man ser undrende (tilbage) på førstegangsmødrenes overdrevne anspændthed, regelbundethed og rigiditet og ønsker for dem (og måske også for ens tidligere jeg?), at en mere afslappet og knapt så selvcentreret tilgang til livet var mulig... Faktisk mest af alt for at passe på den stakkels neurotiske førstegangsmor. 

Jeg var den første...  Og jeg kæmpede virkelig med det. For det pinte mig at være så begrænset i mine muligheder. Jeg er lettet over at være kommet videre. Jeg havde heldigvis mange veninder med børn, jeg kunne spejle mig i, hvilket bragte mig et langt stykke ift hvad man faktisk KAN også med et lille barn. Man kan fx sagtens have en weekendseng med. 

Måske har hun ingen veninder at spejle sig i. Måske er hun 1’eren, der ikke tror på, at 2’eren eksisterer. I stedet for at slå hende i hovedet med, hvorvidt hun i virkeligheden bare hader sin svigerfar og ikke involverer hendes mand, opmuntre hende til jeres pragtfulde historier om livet som flergangsmor? Hvor livet ikke behøver at være så begrænsende og rigidt?

Det første forekommer mig ondt og tarveligt.

lineog4 skriver:

Jeg er som sådan enig med dig, som forældre tager man ansvaret og kan ens barn ikke rumme at blive puttet for at blive flyttet ud i en bil, ja så aflyser man selvsagt eller tager hjem før puttetid. Så får man formodentlig nogle bemærkninger og dem smiler man til eller taler imod alt efter temperament.

Men det er ikke de som ikke har fået en baby som skal indrette deres liv anderledes, måske vil de måske ikke - og man må tage det som det er. 

Jeg havde selv en datter, der sov som en brækket arm. Hun havde det bedst ved brystet så om jeg sad hjemme insofaen med en baby knappet på brystet eller et andet sted var hip om hap.

Så fik jeg flere børn, og om det var fordi de bare var anderledes personligheder eller om det var fordi der ikke var det samme rum til særligheder, eller måske fordi jeg blev mere afslappet og ikke mindst opmærksom på, at en baby ikke skulle ændre de store børns liv. Aner ikke hvad begrundelsen er, men e blev netop de små pakker som bare var med, hvor jeg ikke var begrænset af en baby udover selvsagt, at mine bryster gerne skulle være i rimelig afstand. Men vauw hvor livet bare var anderledes med dem, de kunne sove alle vegne, især den mindste blev bare smidt i en slynge og kunne så være med til ALT sågar hele går I Rom i ringslynge midt om sommeren. 

Måske de bare var anderledes personligheder eller også var jeg anderledes, for ja kan sagtens huske det du og trådstarter beskriver (dog kunne jeg sagtens tage ud, for hun sov heller ikke der hjemme før 3 timers amning ), men jeg kan også huske den anden måde at have baby på, og den var klart den fedeste - jeg kunne have rejst jorden rundt med mine tre børn også a den mindste var en baby (det kunne jeg såmænd stadig hvis jeg havde råd).

Og det er jo sådanne nogle dejlige historier, man bør bringe om som en sidebemærkning til det egentlige problem!

Katrines89 skriver:

Og det er jo sådanne nogle dejlige historier, man bør bringe om som en sidebemærkning til det egentlige problem!

Men der er jo ikke en løsning på det egentlig problem. Jeg forstår hende, men jeg forstår så sandelig også svigermekanikken.

Og den eneste løsning er vel en som vi alle benytter, nemlig at vi kender vores børn bedst og handler derefter. Og så får vi måske bemærkninger, tro mig jeg har fået mange fra mange forskellige kanter i alt min tid som mor, og dem smiler vi overbærende til, taler imod eller måske lytter vi faktisk, for det kunne jo være et godt råd. 

Jeg kan godt huske da verden havde et centrum = min datter, og jeg havde lidt svært ved at forstå andre ikke også havde hende som centrum. Jeg kan godt huske den tid og den var vidunderlig, fordi den var så simpel.  Nu står jeg med forholdsvis store børn, og er den der skal invitere den med baby. Jeg tager nogle hensyn, men forventer egentlig også, at de tager hensyn til deres baby selv og fx vælger at tage tidligere hjem, hvis det passer dem bedst. Jeg skal nok forsøge ikke at kommentere, men jeg ændrer ikke alt for en baby, det regner jeg med forældrene gør. 

Vil jeg være anderledes når jeg får børnebørn, formodentlig får så bliver jeg nok bedstemortosset og vil tro hele verden igen drejer sig om en baby. Men det er ikke alle bedsteforældre der gør og kan det - jo heller ikke sikkert jeg kan, for med den høje pensionsalder er jeg jo nok på arbejdsmarkedet endnu.

Så hvad tænker du man skal sige til det egentlig problem udover: øv, men jeg synes ikke nogen af jer har ret på den måde, for I er to forskellige steder i livet.