Den herlige svigerfamilie...

Katrines89 skriver:

Hvad har det med sagen at gøre? Hvorfor skal hendes mor blandes ind i det?

Det er da logisk nok. Attitude bag beskeder, lyder som om hun vil bare ha en undskyldning for ikke at blive der ret længe. Også tænker jeg om hun endelig har samme holdning når/hvis det er hendes egen mor.

lineog4 skriver:

Men der er jo ikke en løsning på det egentlig problem. Jeg forstår hende, men jeg forstår så sandelig også svigermekanikken.

Og den eneste løsning er vel en som vi alle benytter, nemlig at vi kender vores børn bedst og handler derefter. Og så får vi måske bemærkninger, tro mig jeg har fået mange fra mange forskellige kanter i alt min tid som mor, og dem smiler vi overbærende til, taler imod eller måske lytter vi faktisk, for det kunne jo være et godt råd. 

Jeg kan godt huske da verden havde et centrum = min datter, og jeg havde lidt svært ved at forstå andre ikke også havde hende som centrum. Jeg kan godt huske den tid og den var vidunderlig, fordi den var så simpel.  Nu står jeg med forholdsvis store børn, og er den der skal invitere den med baby. Jeg tager nogle hensyn, men forventer egentlig også, at de tager hensyn til deres baby selv og fx vælger at tage tidligere hjem, hvis det passer dem bedst. Jeg skal nok forsøge ikke at kommentere, men jeg ændrer ikke alt for en baby, det regner jeg med forældrene gør. 

Vil jeg være anderledes når jeg får børnebørn, formodentlig får så bliver jeg nok bedstemortosset og vil tro hele verden igen drejer sig om en baby. Men det er ikke alle bedsteforældre der gør og kan det - jo heller ikke sikkert jeg kan, for med den høje pensionsalder er jeg jo nok på arbejdsmarkedet endnu.

Så hvad tænker du man skal sige til det egentlig problem udover: øv, men jeg synes ikke nogen af jer har ret på den måde, for I er to forskellige steder i livet.

Jeg ville råde hende til at gøre, hvad der gør hendes mest glad. Det ville jeg råde alle til. Det samme gør svigerforældrene. Og hvis der ikke kan opnås en konsensus om, hvad det skal gøres, så er det bare smadderærgerligt for begge parter. 

Når jeg kommenterer på indlæggene, som jeg gør, så er det fordi jeg synes der hersker en tarvelig svar-attitude herinde. Selv ønsker jeg et frit forum, hvor man har lyst til at spørge som uvidende og blive vidende. Jeg har ikke lyst til at føle mig flov, hvis jeg ikke har ramt takt og tone i nogens øjne eller spørgsmålet opfattes flovt og dumt at flergangsmoren.

Jeg håber på, at vi kan drage omsorg og opmuntre hinanden i stedet for at hakke unødigt på hinanden. 

Love Angel skriver:

Det er da logisk nok. Attitude bag beskeder, lyder som om hun vil bare ha en undskyldning for ikke at blive der ret længe. Også tænker jeg om hun endelig har samme holdning når/hvis det er hendes egen mor.

Det synes jeg ikke lyder logisk. 

Katrines89 skriver:

Jeg ville råde hende til at gøre, hvad der gør hendes mest glad. Det ville jeg råde alle til. Det samme gør svigerforældrene. Og hvis der ikke kan opnås en konsensus om, hvad det skal gøres, så er det bare smadderærgerligt for begge parter. 

Når jeg kommenterer på indlæggene, som jeg gør, så er det fordi jeg synes der hersker en tarvelig svar-attitude herinde. Selv ønsker jeg et frit forum, hvor man har lyst til at spørge som uvidende og blive vidende. Jeg har ikke lyst til at føle mig flov, hvis jeg ikke har ramt takt og tone i nogens øjne eller spørgsmålet opfattes flovt og dumt at flergangsmoren.

Jeg håber på, at vi kan drage omsorg og opmuntre hinanden i stedet for at hakke unødigt på hinanden. 

Jeg synes på ingen måde man skal være flov, kan sagtens huske forskellen på at være førstegangsmor og flergangsmor. Ting jeg troede var umuligt som førstegangsmor var helt naturlige som flergangs fx at baby godt kunne være med til n klassefest selvom en strak sig ind i den normale sovetid  st baby kunne sove mens 4 børn havde fundet instrumenter og legede orkester i samme rum, at baby ikke fik varige mén f fingre i øjnene, og puha da baby begyndte at kravle og man kunne tømme munden for små dippedutter hele tiden og så kan man amme mens man nå de trøster  og leger, ja sågar mens man finder mad frem i forskellige skabe. 

Og her i det her forum vil man få svar fra både den ene og den anden, og selvom jeg sagtens kan huske følelsen af, at baby bare fylder ALT, så kan jeg også huske hvordan en baby ikke behøver at begrænse, for når baby har store søskende, så må man gå på tusind kompromiser også med sovetider det kan være fordi der er afslutning i 0. Klasse, eller fordi storesøster lige ved sovetid får en nedsmeltning og har sindsyg meget brug for at opleve at hun kommer først, eller det kan være fordi man er på besøg og storebror bare har gang i en fantastisk leg og man nænner ikke at stoppe ham lige der, eller.....

Har man et barn som du beskriver, ja så finder kan løsninger fx at dele sig op. Men har man ikke, så skal man måske overveje om det er ens egne behov eller babys.

Nej, man bør ikke være flov. Men trådstarter er stadig anonym, og det siger lidt. Nu synes jeg også dine svar er konstruktive, da du deler ud af egne erfaringer og ikke gør trådstarter til syndebuk.

Men det er ikke fair at antage, at trådstarter kan se så nuanceret på situationen, når hun ikke har erfaringerne som andengangsmor. Man vokser med opgaven og bliver klogere, gør man ikke? 

I forhold til egne og babysbehov tror jeg det er svært at mærke forskel. Altså finde frem til, hvis behov det egentlig bliver dækket. Sådan har jeg det selv. Jeg synes det er voldsomt synd for mit barn, at hun skal græde mange gange på en aften og bange for, om det giver et efterslag - hvor flergangsmoren måske har erfaret, at det hele nok går sin gang og det ikke er så voldsomt synd for barnet.

Katrines89 skriver:

Og til trådstarter, håber ikke du lader dig gå på af sådanne nogen kommentarer om at du råber mm. Jeg kan ikke høre noget. 

LSS, shhhh

sødt 

Katrines89 skriver:

Ej, stop da lige. Prøv at find pointen i det hun skriver, i stedet for at bruge tid på “mit, jeg, vores”.

Jeg mener oprigtigt, at det er en væsentlig pointe. Barnets far er immervæk nærmeste bindeled mellem sit barn og sin far, men han glimrer ved sit fravær i TS’ fremstilling af problemet. Det ville være meget opklarende at vide hvorfor -  og jeg stiller det bevidst som et åbent spørgsmål i stedet for at konkludere noget. 
Det ER påfaldende, i mine øjne, at der kun er et “vi”, når det omhandler hans fysiske tilstedeværelse ved besøgene. 

LSS skriver:

sødt 

Tak 

Jeg mener oprigtigt, at det er en væsentlig pointe. Barnets far er immervæk nærmeste bindeled mellem sit barn og sin far, men han glimrer ved sit fravær i TS’ fremstilling af problemet. Det ville være meget opklarende at vide hvorfor -  og jeg stiller det bevidst som et åbent spørgsmål i stedet for at konkludere noget. 
Det ER påfaldende, i mine øjne, at der kun er et “vi”, når det omhandler hans fysiske tilstedeværelse ved besøgene. 

Point taken. Det forstod jeg ikke på dit indlæg i første omgang. Jeg syntes at dit indlæg bar mere præg af provokation end oprigtig nysgerrighed.

Katrines89 skriver:

Nej, man bør ikke være flov. Men trådstarter er stadig anonym, og det siger lidt. Nu synes jeg også dine svar er konstruktive, da du deler ud af egne erfaringer og ikke gør trådstarter til syndebuk.

 

Men det er ikke fair at antage, at trådstarter kan se så nuanceret på situationen, når hun ikke har erfaringerne som andengangsmor. Man vokser med opgaven og bliver klogere, gør man ikke? 

I forhold til egne og babysbehov tror jeg det er svært at mærke forskel. Altså finde frem til, hvis behov det egentlig bliver dækket. Sådan har jeg det selv. Jeg synes det er voldsomt synd for mit barn, at hun skal græde mange gange på en aften og bange for, om det giver et efterslag - hvor flergangsmoren måske har erfaret, at det hele nok går sin gang og det ikke er så voldsomt synd for barnet.

Tror bare en del læser ts indlæg især når hun skriver: tak der var lige det svar jeg søgte. Som at ts vil bekræftiges i, at svigermekanikken har fejlen og hun har ret.

Og ja selvsagt har hun ret, for hun gør det som gør hende glad, og hvad der gør hende glad gør 90% af tiden også.baby glad. Har selv prøvet flere gange, at når jeg spændte til, når jeg var vrissen og utilfreds med situationen, så vupti græd baby lige det lidt mere. Så hvis ts er irriteret over de sene middage, så er det bedste helt klart at melde afbud eller gå tidligere.

Der er bare nogle som kan melde: det kan for de fleste babyer godt lade sig gøre (lyder til din datter er udstyret med et skønt temperament, og så kan mor være nok så jubelidiot datter skriger). Og ja måske kan ts ikke se nunacen lige nu, men den kan lagre sig, og måske næste gang en inviterer lidt senere, kan ts tænk: okay vi prøver, for det er jo rigtig nok, at er der to eller flere børn så kan alt ikke styres af baby, og de lyder jo til, at det faktisk kan fungere.

Og med hensyn til udstyrsstykke, så kan man også vurdere - er behovet så tørt. Hvad er need to have og hvad er good to have? Jegv har aldrig selv haft særlig meget med, mest fordi jeg glemmer det  og fordi jeg tog med det offentlige og så er grænsen = det som kan være under en barnevogn.

Og så igen alt afhænger også af egne behov.

Jeg er fx kke en person der har behov for rytme og forudsigelighed, har så rigeligt af det i mit professionelle liv, men anerkender nogle har. Jeg er også en person der er total oplevelsesnarkoman (tro mig jeg har været udfordret her hvor teatre, rejser osv har været lukket ned) tilgengæld er jeg ikke super social. Så det har været vigtigt for mig, at mine børn kunne drage afsted på oplevelser helt fra de blev født, og jeg har været sindsyg heldig, at de heller ikke er personer med stort behov for rytme, de kan sagtens tage 3 uger i Italien, hvor vi følger den rytme og tidligst er i seng ved 22-23 tiden og så tilbage til dansk hverdagsrytme - er det fordi de er født sådan, eller er der fordi der har været et behov i vores familie? Det synes jeg egentlig er en spændende undren - jeg tror nemlig selv, at mine børn delvist har kunne det de kan  fordi vi som forældre har haft behov for det, og vi derfor med ord og handlinger har vist dem: det her er godt. Plus vi måske har klaret lidt mere gråd når et var noget vi selv ville, end hvis et var noget vi ikke rigtig selv gad.