Fortvivlet skriver:
Dårlig søvn: Nu er det jo ikke kun mor der får dårlig søvn, det gør barnet jo også, så det er faktisk et godt argument for at stoppe amningen. Jeg ser mange uoplagte børn på mit job, som bliver ammet natten lang og mange hvor putningen tager en krig pga barnet skal ammes i søvn, hvilket resulterer i at barnet også kommer al for sent i seng i forhold til at kunne fungere i vuggestuen næste dag. - Det er virkelig synd
Spiser ikke nok: Jeg her set et par ammebørn som ikke spiser nok og var ret undervægtige. Jeg har set mange ammebørn som spiser lidt /ingenting i institutionen, hvilket resulterer i uoplagte og pjevsede børn en lang vuggestuedag - det er også mega synd.
Ved ikke hvad du mener med intimitet for man kan give barnet nærhed på så mange andre måder en sut i en pat.
Vi ser ofte i mit job (vuggestuen) hvor det helt tydeligt er mors behov. Vi har faktisk mange ammebørn som pjevser, er kede af det og hiver ned i vores bluser fordi de mangler en pat.
Der er også børn der fungere fint i det, men hos over halvdelen, fungere det faktisk ikke specielt godt i forhold til deres trivsel. Og det glemmer mødrene altså lidt og tænke på, men de ser dem selvfølgelig heller ikke hvor mulighed for bryst ikke er der og de ser heller ikke hvordan de er uoplagte til en vuggestuedag, som jeg kræver lidt mere end at tuller rundt derhjemme i weekenden
Ud over at jeg egentlig er enig i det jeg opfatter som din grundpræmis: At trivsel er mere end blot amning og også omhandler fx kost og søvn (også for mor) og derfor må ses bredere end bare “amning er altid godt”, studser jeg over flere ting ved dit indlæg:
- Du beskriver (og det er jo anekdotisk) eksempler på børn du har mødt i din praksis, som har haft problemer med kost/pjevsethed/andet - og kobler det til amningen som problem. Dels er grundlaget spinkelt (du sjusser dig frem til procenter), dels er der tale om problemer som TS jo netop ikke oplever (hendes barn sover og spiser fint), så andre situationer er ikke relevante?
- Hvordan rationaliserer du dig frem til, at kausaliteten ikke er stik modsat, fremfor at ammebørn pjevser og spiser dårligt: Fx at de børn som ammes længst, bliver det fordi de har forældre med blik for at deres børn har ekstra gavn af den tryghed/næring/omsorg der ligger i langtidsamning? Altså at amning er en respons, fremfor en årsag?
- Der er noget enormt nedladende ved sprogbruget: “sut på pat”, “savner pat”... patter sidder på dyr og dyrs unger dier på dem. Menneskebørn ammer - på bryster. Det andet har undertoner af noget, som nærmest er vammelt?
Nå, men for at svare TS. Det har aldrig faldet mig ind at en mand kan være “mod” amning. Det har for mig været et fælles projekt med nogenlunde enighed om at det gav god mening for alle parter. Har ammet den ene til 9 måneder, den anden til 14, begge tabte selv interessen til sidst og jeg havde det fint med at stoppe. Jeg ville nok være enormt nysgerrig på hvis min mand havde holdninger som din - man han skulle dælme havde de tunge argumenter frem, hvis han skulle få lov at blande sig i ammestop.