Børneopsparing ved bonus og egne

Anonym skriver:

Altså jeg undrer mig over, hvorfor det er ts, der overfører pengene og ikke hendes mand? Jeg forstår fuldt ud jer, der mener, der ikke skal gøres forskel på dine, mine og fælles børn. Det er ikke børnene, der skal betale prisen, fordi de voksne af den ene eller anden årsag kommer op at toppes om et eller andet... men... Jeg tænker bare, hvis de fælles giver 150 til farens datter, hvorfor supplerer far så ikke bare op med 150 kr også? Altså det virker måske lidt hårdt, men det er jo hans barn.

Det er vel strengt taget ikke ts ansvar at sørge for bonusdatter økonomisk... Det jeg mener er, at det er selvfølgelig rigtig fint, hvis hun vil, men det er vel ikke noget, som faren kan tvinge hende til. Jeg synes på en måde, det virker underligt, hvis far vil have ts til at betale penge til et barn, som han har lavet med en helt anden kvinde.

Jeg tænker også, om faren er blevet irriteret, hvis det er ts, der har bestemt, hvad der skal overføres, uden han har vidst det?

Jeg synes i hvert fald ikke, at alle de grunde, der er nævnt, kan bruges som argument for, at bonusdatter skal have mindre. Jeg tænker til gengæld, at far må træde på banen økonomisk, da det er hans datter. Altså sådan helt strengt taget.

Lige præcis.. Hvorfor skal det være TS's opgave? Du skrev det så meget bedre end mig hehe 

For det første synes jeg det er fuldstændige vanvittige børneopsparinger vi taler om. Helt vanvittigt at stå med 43.000kr i hånden når man bliver 18 i mit hoved. 

Jeg kan ikke lure om det er dig ts der betaler pengene eller om beløbene indgår som en del af jeres fælles økonomi. 

Men, som skilsmissebarn, hvor jeg altid har været “ weekendbarnet” - så må jeg sige, der er ingen værre følelse end at føle at man ikke er ligeså vigtig som de fælles børn. Det er utrolig nemt at føle sig udenfor og føle sig uønsket. Og ingen penge eller dyre gaver kan gøre op for det. Og da jeg var 14-15 år og fik tilbuddet om at komme med min fars “perfekte” familie på ferie så takkede jeg også nej, fordi 1. Man er teenager og synes man er lidt for stor til familieferier med en masse små børn, 2. En hel uge og føle man er i vejen og ikke er en del af familie, nej tak. 

Det er en underlig debat med de børnepenge. Men var jeg bonus mor, så gjorde jeg alt i min magt for at den pige følte sig præcis ligeså vigtigt som de andre børn i familien, for det er hun. Når man vælger en mand med barn så har man fået et barn, punktum. Betal det samme til alle børnene. Giv samme beløb i julegaver. Sæt samme krav. Forvent ligeså meget. Giv samme opmærksomhed. Lyt ligeså meget og snak ligeså meget. Vær ligeså interesseret. Og ja, så ender det måske med at bonus får mere, fordi hun får jo også noget fra sin mors side. Men hvad hun får der har intet med jer at gøre. 

Tro mig, det er ikke nemt at være teenager og skilsmissebarn. Alle teenagere er ulidelige og når man så samtidig er delebarn, jamen så kan man nærmest kun gøre ting forkert og være et irritationsmoment ( for det er teenagere generelt) - men det forstærkes jo selvfølglig hvis man føler sig uønsket. 

Anonym skriver:

Nej, tværtimod får hun altid dyrer gaver end hendes søskende. Hendes julegave var en dyr mobil, og hendes 16 års en uge i Budapest med hendes far.....

Men hun er vel også det ældre. Når jeres fælles børn bliver ældre, kan de jo også få en tur med far, mobiler og andet. 

Og ja måske får hun dyre gaver, men ved du hvad jeres børn har den bedste gave, deres forældre bor sammen, de skal ikke rejse mellem mor og far. Deres familie er ikke ødelagt.

At du giver hende penge, køber gaver, hvorfor? Og at hun takker nej til en småbørns ferie.. det tror jeg bare ikke hun har lyst til. Det skal foregå på børne principper, sku ikke altid sjovt for en 16 årig.

Anonym skriver:

Tak for svar alle sammen. Det skal lige pointeres at bonus ikke er herhjemme overhovedet. Hun gider hverken mig eller hendes søskende. 

Hun har været her max 3 gange i år. 

 

Jeg får min mand til at kontakte biomor. 

 

 

Er børneopsparingen “løn” for, at man har lyst at være sammen med sine forældre - i dette tilfælde sin far og hans nye kone + børn? Så hvis ét af jeres fællesbørn rager uklar med jer som teenager og flytter hjemmefra før de 18, skal det så modregnes, så hans/hendes søskende får mere? Og er det bare ærgerligt for bonus, hvis hendes mor ikke har prioriteret eller kunnet oprette en børneopsparing? 

Hvis et af mine børn ikke havde lyst til at være sammen med os, ville jeg i den grad rette blikket indad og tænke over, om det havde grund til at føle ulyst til samværet. Og uanset, om jeg så nåede frem til, at der ikke var noget at sætte en finger på fra vores side - ét eller andet er der som regel, om det så blot er en følelse hos barnet eller beror på misforståelser - så ville jeg aldrig “fodre” den opfattelse hos barnet ved kontant afregning og direkte forskelsbehandling. 

Er det et princip fra din side, eller er det de 150 kroner månedligt, der vil vælte jeres budget? I mine øjne er det småligt og unødigt konfliktoptrappende. 

Ja jeg synes du er forkert på den - MEN jeg kan så heller ikke se hvorfor DU skal betale til hendes børneopsparing? Det må da være faderen aka din kæreste som skal betale den - og ergo så kan han da selv bestemme beløbet hvis han er så utilfreds. 

Jeg betaler kun til min egen datters opsparing, min kæreste bidrager ikke en eneste krone til den (endnu) og han har heller ikke lavet en opsparing til hans søn fra tidligere - hans barn = hans ansvar.

kan fortælle at da jeg fik min børneopsparing var den på 13.300 kr, mens min ældste storebrors var på 24.000 - grunden til forskellen, var pga min mor stoppede med at indbetale til min , men nåede at blive færdig med at betale til min brors inden han blev 18.

Oddi skriver:

For det første synes jeg det er fuldstændige vanvittige børneopsparinger vi taler om. Helt vanvittigt at stå med 43.000kr i hånden når man bliver 18 i mit hoved. 

Jeg kan ikke lure om det er dig ts der betaler pengene eller om beløbene indgår som en del af jeres fælles økonomi. 

Men, som skilsmissebarn, hvor jeg altid har været “ weekendbarnet” - så må jeg sige, der er ingen værre følelse end at føle at man ikke er ligeså vigtig som de fælles børn. Det er utrolig nemt at føle sig udenfor og føle sig uønsket. Og ingen penge eller dyre gaver kan gøre op for det. Og da jeg var 14-15 år og fik tilbuddet om at komme med min fars “perfekte” familie på ferie så takkede jeg også nej, fordi 1. Man er teenager og synes man er lidt for stor til familieferier med en masse små børn, 2. En hel uge og føle man er i vejen og ikke er en del af familie, nej tak. 

Det er en underlig debat med de børnepenge. Men var jeg bonus mor, så gjorde jeg alt i min magt for at den pige følte sig præcis ligeså vigtigt som de andre børn i familien, for det er hun. Når man vælger en mand med barn så har man fået et barn, punktum. Betal det samme til alle børnene. Giv samme beløb i julegaver. Sæt samme krav. Forvent ligeså meget. Giv samme opmærksomhed. Lyt ligeså meget og snak ligeså meget. Vær ligeså interesseret. Og ja, så ender det måske med at bonus får mere, fordi hun får jo også noget fra sin mors side. Men hvad hun får der har intet med jer at gøre. 

Tro mig, det er ikke nemt at være teenager og skilsmissebarn. Alle teenagere er ulidelige og når man så samtidig er delebarn, jamen så kan man nærmest kun gøre ting forkert og være et irritationsmoment ( for det er teenagere generelt) - men det forstærkes jo selvfølglig hvis man føler sig uønsket. 

Lidt et sidespor, men hvorfor tænker du, at det er helt vanvittige beløb? Blot for at se tingene fra et andet perspektiv end mit eget. Vi sætter nemlig max ind på børnenes opsparing, dvs indbetaling på forhåbentlig ca 76.000 kr. Herudover er børneopsparingerne investeret, så med forrentningen bliver de forhåbentlig en del højere. Derudover regner jeg med, at vi laver en sideløbende opsparing, når vi rammer børneopsparingernes max. Det er ud fra tanken om, at jeg netop synes, at det er godt for unge mennesker at starte livet uden økonomiske problem. Mit håb er, at børnene vil bruge pengene på at rejse, indskud til en ejerlejlighed eller med opsparingen undgå at få su gæld. Der er selvfølgelig også en risiko for, at de bruger dem ufornuftigt, men der håber jeg, at jeg har givet dem den rigtige opdragelse og balast til at forvalte dem godt. 

Oddi skriver:

For det første synes jeg det er fuldstændige vanvittige børneopsparinger vi taler om. Helt vanvittigt at stå med 43.000kr i hånden når man bliver 18 i mit hoved. 

Jeg kan ikke lure om det er dig ts der betaler pengene eller om beløbene indgår som en del af jeres fælles økonomi. 

Men, som skilsmissebarn, hvor jeg altid har været “ weekendbarnet” - så må jeg sige, der er ingen værre følelse end at føle at man ikke er ligeså vigtig som de fælles børn. Det er utrolig nemt at føle sig udenfor og føle sig uønsket. Og ingen penge eller dyre gaver kan gøre op for det. Og da jeg var 14-15 år og fik tilbuddet om at komme med min fars “perfekte” familie på ferie så takkede jeg også nej, fordi 1. Man er teenager og synes man er lidt for stor til familieferier med en masse små børn, 2. En hel uge og føle man er i vejen og ikke er en del af familie, nej tak. 

Det er en underlig debat med de børnepenge. Men var jeg bonus mor, så gjorde jeg alt i min magt for at den pige følte sig præcis ligeså vigtigt som de andre børn i familien, for det er hun. Når man vælger en mand med barn så har man fået et barn, punktum. Betal det samme til alle børnene. Giv samme beløb i julegaver. Sæt samme krav. Forvent ligeså meget. Giv samme opmærksomhed. Lyt ligeså meget og snak ligeså meget. Vær ligeså interesseret. Og ja, så ender det måske med at bonus får mere, fordi hun får jo også noget fra sin mors side. Men hvad hun får der har intet med jer at gøre. 

Tro mig, det er ikke nemt at være teenager og skilsmissebarn. Alle teenagere er ulidelige og når man så samtidig er delebarn, jamen så kan man nærmest kun gøre ting forkert og være et irritationsmoment ( for det er teenagere generelt) - men det forstærkes jo selvfølglig hvis man føler sig uønsket. 

Jeg spørg af ren nygerrighed. Læste dit svar i morges og da jeg kom hjem måtte jeg lige se hvad der står på mine børns børneopsparinger. Hos os er det kun bedsteforældre der sætter ind og kan se de er godt fyldt op. Jeg havde ikke selv en børneopspring med mig og har klaret mig fint. Min mand havde 50.000 som han rejste rundt i australien, new zealand og asien for i et halvt år for. En oplevelsen han ikke ville have været foruden. 

Hvad er et godt beløb at få udbetalt når man rammr 18. Vores børn skal så være 21, så de lige har overstået gymnasiet.  

Møghe skriver:

Lidt et sidespor, men hvorfor tænker du, at det er helt vanvittige beløb? Blot for at se tingene fra et andet perspektiv end mit eget. Vi sætter nemlig max ind på børnenes opsparing, dvs indbetaling på forhåbentlig ca 76.000 kr. Herudover er børneopsparingerne investeret, så med forrentningen bliver de forhåbentlig en del højere. Derudover regner jeg med, at vi laver en sideløbende opsparing, når vi rammer børneopsparingernes max. Det er ud fra tanken om, at jeg netop synes, at det er godt for unge mennesker at starte livet uden økonomiske problem. Mit håb er, at børnene vil bruge pengene på at rejse, indskud til en ejerlejlighed eller med opsparingen undgå at få su gæld. Der er selvfølgelig også en risiko for, at de bruger dem ufornuftigt, men der håber jeg, at jeg har givet dem den rigtige opdragelse og balast til at forvalte dem godt. 

Jeg ved ikke om den anden i tråden har lignende tanker som jeg - men min egen grund til meget bevidst at undlade at spare op til mine børn på den måde er, at jeg ikke ønsker at de skal tage netop den opstart du snakker om, for givet. Vi er i en (synes jeg selv) priviligeret økonomisk situation herhjemme, så jeg ønsker ikke at mine børn “forventer/ved/regner med” at noget særligt tilfælder dem den dag de flytter ud/bliver myndige. Det er nok lidt gammeldags, men studiegælden, jordomrejsen og indskuddet til første bolig, den vil jeg gerne så vidt muligt gerne have at de selv skaffer sig selv - ligesom vi i øvrigt selv gjorde, da vi var unge - med enorm stolthed og kompetence til følge. Det var sgu meget fint for mig at lære, at vende hver krone i et par år... og det vil jeg tro mine børn også har meget godt af  

Oddi skriver:

For det første synes jeg det er fuldstændige vanvittige børneopsparinger vi taler om. Helt vanvittigt at stå med 43.000kr i hånden når man bliver 18 i mit hoved. 

Jeg kan ikke lure om det er dig ts der betaler pengene eller om beløbene indgår som en del af jeres fælles økonomi. 

Men, som skilsmissebarn, hvor jeg altid har været “ weekendbarnet” - så må jeg sige, der er ingen værre følelse end at føle at man ikke er ligeså vigtig som de fælles børn. Det er utrolig nemt at føle sig udenfor og føle sig uønsket. Og ingen penge eller dyre gaver kan gøre op for det. Og da jeg var 14-15 år og fik tilbuddet om at komme med min fars “perfekte” familie på ferie så takkede jeg også nej, fordi 1. Man er teenager og synes man er lidt for stor til familieferier med en masse små børn, 2. En hel uge og føle man er i vejen og ikke er en del af familie, nej tak. 

Det er en underlig debat med de børnepenge. Men var jeg bonus mor, så gjorde jeg alt i min magt for at den pige følte sig præcis ligeså vigtigt som de andre børn i familien, for det er hun. Når man vælger en mand med barn så har man fået et barn, punktum. Betal det samme til alle børnene. Giv samme beløb i julegaver. Sæt samme krav. Forvent ligeså meget. Giv samme opmærksomhed. Lyt ligeså meget og snak ligeså meget. Vær ligeså interesseret. Og ja, så ender det måske med at bonus får mere, fordi hun får jo også noget fra sin mors side. Men hvad hun får der har intet med jer at gøre. 

Tro mig, det er ikke nemt at være teenager og skilsmissebarn. Alle teenagere er ulidelige og når man så samtidig er delebarn, jamen så kan man nærmest kun gøre ting forkert og være et irritationsmoment ( for det er teenagere generelt) - men det forstærkes jo selvfølglig hvis man føler sig uønsket. 

Helt vanvittigt er det jo ikke, det kan rigtig hurtigt koste mange penge hvis den unge vælger at studere og (Måske)dermed flytte væk fra sit værelse og mors kødgryder.
Begge mine unger har været flyttet hjemmefra og det er jo ikke ligefrem billigt at betale depositum og 3 måneders forudbetalt husleje   

Hck skriver:

Helt vanvittigt er det jo ikke, det kan rigtig hurtigt koste mange penge hvis den unge vælger at studere og (Måske)dermed flytte væk fra sit værelse og mors kødgryder.
Begge mine unger har været flyttet hjemmefra og det er jo ikke ligefrem billigt at betale depositum og 3 måneders forudbetalt husleje   

Men så kan man jo arbejde og sparre sammen?