Kan man overbevise en 9 årig om privatskole?

Mor og meget mere skriver:

Det har jeg efter min bedste overbevisning givet dig, men du har ikke forholdt dig til det: Folkeskolen er en samfundsinstitution med ansvar for ALLE de børn, der bruger den. Også de voldsomme, besværlige osv. Vi må og kan ikke opgive hele grupper af elever og kun i helt særlige tilfælde en enkelt elev. 
Hvor ville du sende de pågældende elever hen? Hvordan ville du forhindre, at de ikke ville blive sendt rundt fra skole til skole til skole, hvis der blev åbnet for dén mulighed? Hvordan ville du undgå, at der gik inflation i det, så forældregrupper med ringe rummelighed og syndebuks-tendenser kunne presse en skoleledelse til at sende et udfordret eller bare upopulært barn på porten under trusler om alternativt at trække deres børn ud af skolen? Intrigante forældre findes også ... 

Skal de stærkestes ret gøre sig gældende, så de velfungerende, veltalende, ressourcestærke forældre kan bruge deres søde, nemme børn som våben til at presse ønsket om ekskludering af en eller flere klassekammerater ud igennem med? Og tror du, at 9-årige børn er hårdkogte, uforbederlige voldsudøvere, som det er helt ok at give op overfor? 

Selvfølgelig er det uacceptabelt, at børn agerer voldeligt, og at nogle børn med rette frygter deres klassekammerater. Men der hersker forhåbentlig ikke tvivl om, hvem der har størst behov for massiv hjælp og støtte hér. 

Ja jeg stoppede med at svare dig, for jeg syntes ikke du forholdte dig til dét jeg spørger om: Hvad får skolen ud af at miste en flok velfungerende elever?

Dit skriv bærer præg af en holdning om, at folkeskolens primære opgave er at rumme alle børn. Jeg er ikke født i går, så jeg er udmærket klar over at det er en rigtig stor del af deres kerneopgave, MEN det er for Sørensen også en kerneopgave at sikre et trygt og udviklende læringsmiljø, og at have nogle retningslinjer for god adfærd. Jeg vil meget gerne have referencer til noget lovstof om, at inklusionen skal gå forud for trivsel, læring og sikkerhed - for SÅ langt ud er jeg faktisk ikke klar over at vi er kommet! Og så synes jeg du laver en stråmand for debatten ved at blive ved med at tale om, at hvis først man én gang smider en flok elever ud, så går der inflation i det. Hvorfor i alverden skulle der gøre dét? Ledelsen kan jo bare lade være med at følge forældrenes opfordring, hvis den ikke er enig i at de pågældende børn hører til et andet sted, og så kan forældrene tage deres egne børn ud af skolen med god samvittighed, fordi de har gjort hvad de kunne for at komme problemerne til livs. Hvis ledelsen derimod er enig i at skolen ikke kan rumme de pågældende børn, ja så kan den jo overveje at følge opfordringen. Jeg kan virkelig ikke se hvad der er kompliceret i dét, og hvordan det kan blive en glidebane. Hvis der var tale om et barn der ikke gjorde nogen andre børn ondt, hvorfor skulle ledelsen så lade sig presse til at smide barnet ud af skolen? Man kan ikke bruge risikoen for inflation og glidebane som argument for at noget ALDRIG skal gøres. Der vil altid være undtagelser der bekræfter reglen. Og jeg mener faktisk det er en undtagelsestilstand når et barn er blevet bidt til blods. Jeg gad virkelig godt se om du ville have samme holdning til situationen, hvis det var dit eget barn der var blevet så groft mishandlet.

At du pr automatik mener det er de voldelige børn der har størst behov for hjælp og støtte er nok den mest generaliserende holdning jeg længe har hørt! Og det er en holdning som er meget meget skadelig for de stakkels børn som har det svært psykisk, men som ikke er udadreagerende. De børn som lige mister lidt mere af deres i forvejen ringe selvværd hver gang de forbigås til fordel for barnet der råber og skriger, fordi de stressede lærere og pædagoger er nødt til at slukke endnu en ildebrand. Jeg kan faktisk godt mærke at denne del af dit svar gør mig decideret ked af det. Jeg synes du skal se "Eksperimentet med vores børn" en ekstra gang (går ud fra du allerede har set det). Der fokuseres i dette program netop på, at de stille børn kan have det nøjagtig ligeså svært, eller sågar endnu sværere end de udadreagerende. De skaber bare ikke ligeså akutte situationer, eller ildebrande om man vil. Din påstand svarer til at sige, at den psykiatriske patient der tæver flest medarbejdere er den der er mest syg og har mest brug for behandling - selvom der måske sidder en patient på stuen ved siden af som er tæt på at snitte sin underarm op. 

Og for at svare på dit spørgsmål om hvor voldelige børn skal sendes hen, så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad så længe det er et sted hvor de ikke kan skade flere mennesker, og hvor de kan modtage eventuel behandling, men vigtigst af alt gøre noget der gør dem glade og giver dem mening og indhold i livet. Jeg kommer fra en familie hvor næsten alle har uddannelser og jobs indenfor det specialpædagogiske område. De siger alle sammen (og de er langt fra alene), at den største fejl i vores samfund i dag er at vi forventer det samme af alle. At selvom vi godt ved at psykisk og mentalt handicappede Ole aldrig kommer til at lære at tage sine sokker på selv, så er det STADIG det de skal arbejde hen imod på bostedet, i stedet for at gøre noget som Ole godt kan lide. Og selvom stærkt retarderede Rita aldrig kommer til at lære at læse og skrive, så skal hun stadig sendes i skole i seks timer om dagen i stedet for at få lov til at gå ture i haven som hun holder af. Jeg synes det er frygteligt at vi ikke giver syge og funktionsnedsatte børn og voksne mere frihed. At vi ikke kan opgive den rehabiliterende indsats, selv når den er udsigtsløs. Tænk på hvor meget frustration og dermed vold det kunne afhjælpe hvis man lod dem gøre ting der gjorde dem glade. Det samme tænker jeg kan siges om de børn som denne debat handler om. Selvfølgelig skal de have undervisning i et eller andet omfang, men når deres adfærd er kommet så langt ud mener jeg da bestemt man burde sætte ind med behandling som det aller første, og lade undervisningen komme i anden række. Men sådan fungerer vores nuværende samfund desværre ikke. Alle skal åbenbart have det samme liv, og skal hjælpes med henblik på at blive "raske" uanset hvor stationær deres tilstand er. Inklusionen i folkeskolen er for mig at se børnenes udgave af førtidspensions- og fleksjobreformen, for nu bare at sætte tingene helt på spidsen. 

Bvadr skriver:

Ja jeg stoppede med at svare dig, for jeg syntes ikke du forholdte dig til dét jeg spørger om: Hvad får skolen ud af at miste en flok velfungerende elever?

Dit skriv bærer præg af en holdning om, at folkeskolens primære opgave er at rumme alle børn. Jeg er ikke født i går, så jeg er udmærket klar over at det er en rigtig stor del af deres kerneopgave, MEN det er for Sørensen også en kerneopgave at sikre et trygt og udviklende læringsmiljø, og at have nogle retningslinjer for god adfærd. Jeg vil meget gerne have referencer til noget lovstof om, at inklusionen skal gå forud for trivsel, læring og sikkerhed - for SÅ langt ud er jeg faktisk ikke klar over at vi er kommet! Og så synes jeg du laver en stråmand for debatten ved at blive ved med at tale om, at hvis først man én gang smider en flok elever ud, så går der inflation i det. Hvorfor i alverden skulle der gøre dét? Ledelsen kan jo bare lade være med at følge forældrenes opfordring, hvis den ikke er enig i at de pågældende børn hører til et andet sted, og så kan forældrene tage deres egne børn ud af skolen med god samvittighed, fordi de har gjort hvad de kunne for at komme problemerne til livs. Hvis ledelsen derimod er enig i at skolen ikke kan rumme de pågældende børn, ja så kan den jo overveje at følge opfordringen. Jeg kan virkelig ikke se hvad der er kompliceret i dét, og hvordan det kan blive en glidebane. Hvis der var tale om et barn der ikke gjorde nogen andre børn ondt, hvorfor skulle ledelsen så lade sig presse til at smide barnet ud af skolen? Man kan ikke bruge risikoen for inflation og glidebane som argument for at noget ALDRIG skal gøres. Der vil altid være undtagelser der bekræfter reglen. Og jeg mener faktisk det er en undtagelsestilstand når et barn er blevet bidt til blods. Jeg gad virkelig godt se om du ville have samme holdning til situationen, hvis det var dit eget barn der var blevet så groft mishandlet.

At du pr automatik mener det er de voldelige børn der har størst behov for hjælp og støtte er nok den mest generaliserende holdning jeg længe har hørt! Og det er en holdning som er meget meget skadelig for de stakkels børn som har det svært psykisk, men som ikke er udadreagerende. De børn som lige mister lidt mere af deres i forvejen ringe selvværd hver gang de forbigås til fordel for barnet der råber og skriger, fordi de stressede lærere og pædagoger er nødt til at slukke endnu en ildebrand. Jeg kan faktisk godt mærke at denne del af dit svar gør mig decideret ked af det. Jeg synes du skal se "Eksperimentet med vores børn" en ekstra gang (går ud fra du allerede har set det). Der fokuseres i dette program netop på, at de stille børn kan have det nøjagtig ligeså svært, eller sågar endnu sværere end de udadreagerende. De skaber bare ikke ligeså akutte situationer, eller ildebrande om man vil. Din påstand svarer til at sige, at den psykiatriske patient der tæver flest medarbejdere er den der er mest syg og har mest brug for behandling - selvom der måske sidder en patient på stuen ved siden af som er tæt på at snitte sin underarm op. 

Og for at svare på dit spørgsmål om hvor voldelige børn skal sendes hen, så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad så længe det er et sted hvor de ikke kan skade flere mennesker, og hvor de kan modtage eventuel behandling, men vigtigst af alt gøre noget der gør dem glade og giver dem mening og indhold i livet. Jeg kommer fra en familie hvor næsten alle har uddannelser og jobs indenfor det specialpædagogiske område. De siger alle sammen (og de er langt fra alene), at den største fejl i vores samfund i dag er at vi forventer det samme af alle. At selvom vi godt ved at psykisk og mentalt handicappede Ole aldrig kommer til at lære at tage sine sokker på selv, så er det STADIG det de skal arbejde hen imod på bostedet, i stedet for at gøre noget som Ole godt kan lide. Og selvom stærkt retarderede Rita aldrig kommer til at lære at læse og skrive, så skal hun stadig sendes i skole i seks timer om dagen i stedet for at få lov til at gå ture i haven som hun holder af. Jeg synes det er frygteligt at vi ikke giver syge og funktionsnedsatte børn og voksne mere frihed. At vi ikke kan opgive den rehabiliterende indsats, selv når den er udsigtsløs. Tænk på hvor meget frustration og dermed vold det kunne afhjælpe hvis man lod dem gøre ting der gjorde dem glade. Det samme tænker jeg kan siges om de børn som denne debat handler om. Selvfølgelig skal de have undervisning i et eller andet omfang, men når deres adfærd er kommet så langt ud mener jeg da bestemt man burde sætte ind med behandling som det aller første, og lade undervisningen komme i anden række. Men sådan fungerer vores nuværende samfund desværre ikke. Alle skal åbenbart have det samme liv, og skal hjælpes med henblik på at blive "raske" uanset hvor stationær deres tilstand er. Inklusionen i folkeskolen er for mig at se børnenes udgave af førtidspensions- og fleksjobreformen, for nu bare at sætte tingene helt på spidsen. 

Helt kort: Du tager fejl, når du tror, jeg lufter min holdning ved at oplyse om fakta: En folkeskole må ikke smide en gruppe elever ud, og det handler ikke om, hvad skolen “får ud af det”, men hvad den er forpligtet på. Det kunne måske helt undtagelsesvis finde sted, hvis en gruppe elever i 8.-9. klasse ALLE agerede voldeligt. 
Jeg argumenterer for, hvorfor det forholder sig sådan, men du har tilsyneladende en opfattelse af, at der er noget at forhandle om/presse igennem, og det er der ikke. 

Dine sammenligninger med mentalt handicappede og din omtale af sikrede anstalter tidligere taler efter min opfattelse for sig selv, når emnet er 9-årige, hvoraf én har bidt en anden til blods. 

Loa skriver:

Eller ville i nogensinde lade det komme til, at I bestemte det på barnets vegne?

Vi er virkelige trætte af alt den ballade der er i vores datters klasse. Der er flere drenge med (og uden) diagnoser som er virkelige voldsomme. Flere gange ender det i stort postyr og aktiviteter og planlagte ture bliver aflyst pga. dette.

Generelt er der bare utroligt meget uro pga. disse drenge og derfor går meget af lærernes krudt jo også til disse.

Jeg ved min datter ville sige nej til at flytte skole, hvis jeg spurgte hende, men jeg ved også at en 9 årig måske ikke ligefrem tænker fagligt og fremtid.

Hvor slemt skulle det være, før I ville skifte skole?

Jeg gik i en klasse i folkeskolen der var præget af så meget ballade at mange børn blev taget ud og vi til sidst kun var 12 elever tilbage i 6. Klasse. Der var ikke engang nogen vikarer der ville tage os når vores lærere var syge hele tiden. Der var jeg så 12 år gammel. Og det er selvfølgelig et meget mere grelt tilfælde end der beskrives her. 
men min mor tog mig ud af skolen efter 6. Uden at jeg havde noget at skulle have sagt. Også selvom jeg trivedes både socialt og fagligt. 

synes aldrig et barn uanset om det er 9 eller 12 år skal have indflydelse på hvorvidt de skal skifte skole. 
barnet vil efter min opfattelse i langt de fleste tilfælde sige nej til det da det er/kan være skræmmende at være ny i klassen på en fremmed skole. 

Mor og meget mere skriver:

Helt kort: Du tager fejl, når du tror, jeg lufter min holdning ved at oplyse om fakta: En folkeskole må ikke smide en gruppe elever ud, og det handler ikke om, hvad skolen “får ud af det”, men hvad den er forpligtet på. Det kunne måske helt undtagelsesvis finde sted, hvis en gruppe elever i 8.-9. klasse ALLE agerede voldeligt. 
Jeg argumenterer for, hvorfor det forholder sig sådan, men du har tilsyneladende en opfattelse af, at der er noget at forhandle om/presse igennem, og det er der ikke. 

Dine sammenligninger med mentalt handicappede og din omtale af sikrede anstalter tidligere taler efter min opfattelse for sig selv, når emnet er 9-årige, hvoraf én har bidt en anden til blods. 

Hvis din sætning om at de voldelige børn er dem der har størst behov for støtte ikke er din egen personlige holdning, hvad er det så? Fakta er det i hvert fald ikke. Jeg synes du på flere planer viser misforstået hensyn overfor voldelige børn og deres forældre. Du taler om at det vil kunne skabe en konflikt mellem børnene hvis nogle forældre tager fat i ledelsen, selvom det jo kun ville blive aktuelt hvis forældrene er inkompetente nok til at inddrage deres børn i noget så voksent. Og du forholder dig sjovt nok ikke til hvad din holdning ville være hvis det var dit eget barn der blev bidt til blods!

Ja jeg valgte at inddrage min families erfaringer med det specialpædagogiske område, for jeg mener som så mange andre at inklusionen er en helt forkert strategi, og at mange børn med særlige behov netop burde høre ind under dette område - som ikke kun er for mentalt handicappede. Og jeg vil som sagt gerne se noget dokumentation for, at inklusionen går forud for trivsel, læring og sikkerhed. Hvis du ved så meget om det som du påstår burde det vel ikke være et problem at finde det. 

Bvadr skriver:

Hvis din sætning om at de voldelige børn er dem der har størst behov for støtte ikke er din egen personlige holdning, hvad er det så? Fakta er det i hvert fald ikke. Jeg synes du på flere planer viser misforstået hensyn overfor voldelige børn og deres forældre. Du taler om at det vil kunne skabe en konflikt mellem børnene hvis nogle forældre tager fat i ledelsen, selvom det jo kun ville blive aktuelt hvis forældrene er inkompetente nok til at inddrage deres børn i noget så voksent. Og du forholder dig sjovt nok ikke til hvad din holdning ville være hvis det var dit eget barn der blev bidt til blods!

Ja jeg valgte at inddrage min families erfaringer med det specialpædagogiske område, for jeg mener som så mange andre at inklusionen er en helt forkert strategi, og at mange børn med særlige behov netop burde høre ind under dette område - som ikke kun er for mentalt handicappede. Og jeg vil som sagt gerne se noget dokumentation for, at inklusionen går forud for trivsel, læring og sikkerhed. Hvis du ved så meget om det som du påstår burde det vel ikke være et problem at finde det. 

Prøv at Google ‘bortvisning folkeskole’, for det er temmelig komplekst. Læs fx dette

https://jyllands-posten.dk/livsstil/familiesundhed/familie/ECE9038310/saadan-maa-skolerne-straffe-eleverne/

Bvadr skriver:

Hvis din sætning om at de voldelige børn er dem der har størst behov for støtte ikke er din egen personlige holdning, hvad er det så? Fakta er det i hvert fald ikke. Jeg synes du på flere planer viser misforstået hensyn overfor voldelige børn og deres forældre. Du taler om at det vil kunne skabe en konflikt mellem børnene hvis nogle forældre tager fat i ledelsen, selvom det jo kun ville blive aktuelt hvis forældrene er inkompetente nok til at inddrage deres børn i noget så voksent. Og du forholder dig sjovt nok ikke til hvad din holdning ville være hvis det var dit eget barn der blev bidt til blods!

Ja jeg valgte at inddrage min families erfaringer med det specialpædagogiske område, for jeg mener som så mange andre at inklusionen er en helt forkert strategi, og at mange børn med særlige behov netop burde høre ind under dette område - som ikke kun er for mentalt handicappede. Og jeg vil som sagt gerne se noget dokumentation for, at inklusionen går forud for trivsel, læring og sikkerhed. Hvis du ved så meget om det som du påstår burde det vel ikke være et problem at finde det. 

Det er så på min professionelle erfaring og faglige viden, jeg baserer opfattelsen af, at voldelige/udadreagerende børn i reglen har større behov for hjælp og støtte - iøvrigt til gavn for potentielle ofre - og den kan du fæste lid til eller lade være.
Adfærden skal bremses. Punktum. Skolen har ikke lovhjemmel til at bortvise flere elever. Punktum. 

Du blander inklusionsdagsordenen ind i billedet, hvilket der ikke er belæg for. Børn slog og bed også klassekammerater før Salamanca-erklæringen og inklusionspolitikken, og det behøver absolut ikke at være børn, som førhen ville være henvist til specialskoler, der er tale om her. Hvorfor antager du det? 

Den dér “Hvordan ville du måske have det, hvis det var dit eget barn?”, er simpelthen for usaglig og irrelevant. Med tre børn har jeg flere gange oplevet den type episoder, og min umiddelbare mor-reaktion har da helt indlysende været at ønske “bøllerne” væk - men det påvirker altså ikke min professionelle holdning og viden, og jeg kunne ikke drømme om at forlange sanktioner, som jeg godt ved, skolen ikke har mulighed for at tage i brug. Hvis min datter blev voldtaget, ville jeg formentlig ønske gerningsmanden kastreret og hængt, men det betyder ikke, at jeg går ind for tortur og dødsstraf. 

Bvadr skriver:

Ja jeg stoppede med at svare dig, for jeg syntes ikke du forholdte dig til dét jeg spørger om: Hvad får skolen ud af at miste en flok velfungerende elever?

Dit skriv bærer præg af en holdning om, at folkeskolens primære opgave er at rumme alle børn. Jeg er ikke født i går, så jeg er udmærket klar over at det er en rigtig stor del af deres kerneopgave, MEN det er for Sørensen også en kerneopgave at sikre et trygt og udviklende læringsmiljø, og at have nogle retningslinjer for god adfærd. Jeg vil meget gerne have referencer til noget lovstof om, at inklusionen skal gå forud for trivsel, læring og sikkerhed - for SÅ langt ud er jeg faktisk ikke klar over at vi er kommet! Og så synes jeg du laver en stråmand for debatten ved at blive ved med at tale om, at hvis først man én gang smider en flok elever ud, så går der inflation i det. Hvorfor i alverden skulle der gøre dét? Ledelsen kan jo bare lade være med at følge forældrenes opfordring, hvis den ikke er enig i at de pågældende børn hører til et andet sted, og så kan forældrene tage deres egne børn ud af skolen med god samvittighed, fordi de har gjort hvad de kunne for at komme problemerne til livs. Hvis ledelsen derimod er enig i at skolen ikke kan rumme de pågældende børn, ja så kan den jo overveje at følge opfordringen. Jeg kan virkelig ikke se hvad der er kompliceret i dét, og hvordan det kan blive en glidebane. Hvis der var tale om et barn der ikke gjorde nogen andre børn ondt, hvorfor skulle ledelsen så lade sig presse til at smide barnet ud af skolen? Man kan ikke bruge risikoen for inflation og glidebane som argument for at noget ALDRIG skal gøres. Der vil altid være undtagelser der bekræfter reglen. Og jeg mener faktisk det er en undtagelsestilstand når et barn er blevet bidt til blods. Jeg gad virkelig godt se om du ville have samme holdning til situationen, hvis det var dit eget barn der var blevet så groft mishandlet.

At du pr automatik mener det er de voldelige børn der har størst behov for hjælp og støtte er nok den mest generaliserende holdning jeg længe har hørt! Og det er en holdning som er meget meget skadelig for de stakkels børn som har det svært psykisk, men som ikke er udadreagerende. De børn som lige mister lidt mere af deres i forvejen ringe selvværd hver gang de forbigås til fordel for barnet der råber og skriger, fordi de stressede lærere og pædagoger er nødt til at slukke endnu en ildebrand. Jeg kan faktisk godt mærke at denne del af dit svar gør mig decideret ked af det. Jeg synes du skal se "Eksperimentet med vores børn" en ekstra gang (går ud fra du allerede har set det). Der fokuseres i dette program netop på, at de stille børn kan have det nøjagtig ligeså svært, eller sågar endnu sværere end de udadreagerende. De skaber bare ikke ligeså akutte situationer, eller ildebrande om man vil. Din påstand svarer til at sige, at den psykiatriske patient der tæver flest medarbejdere er den der er mest syg og har mest brug for behandling - selvom der måske sidder en patient på stuen ved siden af som er tæt på at snitte sin underarm op. 

Og for at svare på dit spørgsmål om hvor voldelige børn skal sendes hen, så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad så længe det er et sted hvor de ikke kan skade flere mennesker, og hvor de kan modtage eventuel behandling, men vigtigst af alt gøre noget der gør dem glade og giver dem mening og indhold i livet. Jeg kommer fra en familie hvor næsten alle har uddannelser og jobs indenfor det specialpædagogiske område. De siger alle sammen (og de er langt fra alene), at den største fejl i vores samfund i dag er at vi forventer det samme af alle. At selvom vi godt ved at psykisk og mentalt handicappede Ole aldrig kommer til at lære at tage sine sokker på selv, så er det STADIG det de skal arbejde hen imod på bostedet, i stedet for at gøre noget som Ole godt kan lide. Og selvom stærkt retarderede Rita aldrig kommer til at lære at læse og skrive, så skal hun stadig sendes i skole i seks timer om dagen i stedet for at få lov til at gå ture i haven som hun holder af. Jeg synes det er frygteligt at vi ikke giver syge og funktionsnedsatte børn og voksne mere frihed. At vi ikke kan opgive den rehabiliterende indsats, selv når den er udsigtsløs. Tænk på hvor meget frustration og dermed vold det kunne afhjælpe hvis man lod dem gøre ting der gjorde dem glade. Det samme tænker jeg kan siges om de børn som denne debat handler om. Selvfølgelig skal de have undervisning i et eller andet omfang, men når deres adfærd er kommet så langt ud mener jeg da bestemt man burde sætte ind med behandling som det aller første, og lade undervisningen komme i anden række. Men sådan fungerer vores nuværende samfund desværre ikke. Alle skal åbenbart have det samme liv, og skal hjælpes med henblik på at blive "raske" uanset hvor stationær deres tilstand er. Inklusionen i folkeskolen er for mig at se børnenes udgave af førtidspensions- og fleksjobreformen, for nu bare at sætte tingene helt på spidsen. 

Som Abradadabra skriver, så er det meget kompliceret.

Der er faktisk ingen, der skriver, at inklusion går forud for alt andet.

Men skoleledelsen kan ikke bare begå selvtægt. For de har ikke lovhjemmel til det.

Inklusion er ikke godt for nogen af børnene.

Jeg tror ikke, du finder nogen, der ikke synes, de forhold du beskriver, ikke er ganske forfærdelige.

Hvis forældrene vil gøre noget, så må de på gaden i demonstrationer.

Tommelise skriver:

Som Abradadabra skriver, så er det meget kompliceret.

Der er faktisk ingen, der skriver, at inklusion går forud for alt andet.

Men skoleledelsen kan ikke bare begå selvtægt. For de har ikke lovhjemmel til det.

Inklusion er ikke godt for nogen af børnene.

Jeg tror ikke, du finder nogen, der ikke synes, de forhold du beskriver, ikke er ganske forfærdelige.

Hvis forældrene vil gøre noget, så må de på gaden i demonstrationer.

 

 

Men det er vel også fint at flytte sit barn fra dårlige omstændigheder/ rammer, hvis det er grelt nok. 

Vi andre skifte jo også job, hvis man har en voldsomt irriterende kollega/ chef mm.

det er fint nok at demonstrere - men som forældre kan man være tvunget til (og det er efter min mening ok), at vælge med fødderne/ ikke være tålmodig nok i forhold til at skjulte indsatser bærer frugt. 

Jeg føler ikke et ansvar for de børn der er udfordrede , som det primære. Jeg føler inderste omgang en forpligtelse overfor mit specifikke barn. 

Tjullehej skriver:

Men det er vel også fint at flytte sit barn fra dårlige omstændigheder/ rammer, hvis det er grelt nok. 

Vi andre skifte jo også job, hvis man har en voldsomt irriterende kollega/ chef mm.

det er fint nok at demonstrere - men som forældre kan man være tvunget til (og det er efter min mening ok), at vælge med fødderne/ ikke være tålmodig nok i forhold til at skjulte indsatser bærer frugt. 

Jeg føler ikke et ansvar for de børn der er udfordrede , som det primære. Jeg føler inderste omgang en forpligtelse overfor mit specifikke barn. 

Selvfølgelig er det ok at flytte sit barn.

Det ville jeg nok også gøre.

Men det ændrer ikke på, at skoleledelsen ikke har lovhjemmel til at gøre, som Bvadr forerslår.

Nej, du har ikke ansvar for udfordrede børn. Men det har skolen - uanset om vi kan lide det eller ej.

Skolen har ansvar for alle børnene. De kan ikke bare smide de udfordrede børn ud. 

Tjullehej skriver:

Men det er vel også fint at flytte sit barn fra dårlige omstændigheder/ rammer, hvis det er grelt nok. 

Vi andre skifte jo også job, hvis man har en voldsomt irriterende kollega/ chef mm.

det er fint nok at demonstrere - men som forældre kan man være tvunget til (og det er efter min mening ok), at vælge med fødderne/ ikke være tålmodig nok i forhold til at skjulte indsatser bærer frugt. 

Jeg føler ikke et ansvar for de børn der er udfordrede , som det primære. Jeg føler inderste omgang en forpligtelse overfor mit specifikke barn. 

Og - der var faktisk mange af de ansatte i skolevæsnet, der advarede politkerne mod inklusion.