Kan man overbevise en 9 årig om privatskole?

Tommelise skriver:

Og - der var faktisk mange af de ansatte i skolevæsnet, der advarede politkerne mod inklusion.

Med hensyn til inklusion synes jeg ikke verden er så sort/hvid. 

Udfordringen med den inklusionslov der blev vedtaget, var ikke inklusionen, men en mærkelig kalkule, hvor man forventede, at man kunne sætte et procenttal på antallet af børn, der havde behov for et andet tilbud end den almene skole.

Og ja at man så glemte, at skal man skabe den klasse, hvor et barn med fx ADHD skal fungere, så er det vigtigt at kunne skabe ro og regelmæssighed. Og skal en lærer stå med 27 børn, og der for resten skiftes lærer i hver time, så er det så som så med ro og regelmæssighed.

Inklusion kan fungere, det kan endda fungere rigtig godt. Men det afhænger af barnets udfordringer, lærerens viden, klassens rummelighed og ikke mindst, at man måske tænker lidt skævt og i andre baner.

Første skridt på vejen til inklusion, er måske at smide ordet langt væk. For alle børn skal inkluderes i klassen, alle børn skal rummes og ses. Og fællesskabet skal både tilgodeses af alle og tilgodese alle. Skal et barn med udfordringer inden for autisme spektret have en god skoledag, så er det alfa og omega at man arbejder med roen og strukturen i klassen - det er ikke nok at lave piktogrammer og sociale historier, hvis alt er kaos rundt om barnet. Derfor tænker jeg, at det første vi skal det er at smide ordet væk - for fokus e på systemet som alle børnene er medskabere af og agerer i.

Nå men det var en lille kæphest - jeg er glad for, at der er kommet fokus på det absurde i inklusionsloven, men synes absolut heller ikke, at vi skal benytte dens modsætning som er, at inklusion per definition er forkert. Sætter vi barnet i centrum, tager barnets perspektiv, så kan vi give det tilbud som er bedst for barnet og det kan for nogles vedkommende betyde et specialtilbud (måske i en periode) og for andre betyde støtte i alment tilbud og for andre igen et alment tilbud.  

Tommelise skriver:

Og - der var faktisk mange af de ansatte i skolevæsnet, der advarede politkerne mod inklusion.

Jeg mener, det er helt skævt at gøre inklusionsloven ansvarlig for samtlige problemer med udadreagerende børn og unge. Børn, der slår etc., behøver altså på ingen måde tilhøre den gruppe, der tidligere blev ekskluderet fra folkeskolen. 

Ydermere kan jeg slet ikke se så firkantet på det, at inklusion pr. definition er af det onde, efter bl.a. at have været klasselærer for en skøn dreng med infantil autisme, som uden tænkelig tvivl fik den bedst mulige skolegang i en normalklasse, hvor han var afholdt og respekteret. Dét, man kunne advare imod, var/er alt for få ressourcer og for rigide retningslinjer omkring antallet af inkluderede børn. 

Bvadr skriver:

Ja jeg stoppede med at svare dig, for jeg syntes ikke du forholdte dig til dét jeg spørger om: Hvad får skolen ud af at miste en flok velfungerende elever?

Dit skriv bærer præg af en holdning om, at folkeskolens primære opgave er at rumme alle børn. Jeg er ikke født i går, så jeg er udmærket klar over at det er en rigtig stor del af deres kerneopgave, MEN det er for Sørensen også en kerneopgave at sikre et trygt og udviklende læringsmiljø, og at have nogle retningslinjer for god adfærd. Jeg vil meget gerne have referencer til noget lovstof om, at inklusionen skal gå forud for trivsel, læring og sikkerhed - for SÅ langt ud er jeg faktisk ikke klar over at vi er kommet! Og så synes jeg du laver en stråmand for debatten ved at blive ved med at tale om, at hvis først man én gang smider en flok elever ud, så går der inflation i det. Hvorfor i alverden skulle der gøre dét? Ledelsen kan jo bare lade være med at følge forældrenes opfordring, hvis den ikke er enig i at de pågældende børn hører til et andet sted, og så kan forældrene tage deres egne børn ud af skolen med god samvittighed, fordi de har gjort hvad de kunne for at komme problemerne til livs. Hvis ledelsen derimod er enig i at skolen ikke kan rumme de pågældende børn, ja så kan den jo overveje at følge opfordringen. Jeg kan virkelig ikke se hvad der er kompliceret i dét, og hvordan det kan blive en glidebane. Hvis der var tale om et barn der ikke gjorde nogen andre børn ondt, hvorfor skulle ledelsen så lade sig presse til at smide barnet ud af skolen? Man kan ikke bruge risikoen for inflation og glidebane som argument for at noget ALDRIG skal gøres. Der vil altid være undtagelser der bekræfter reglen. Og jeg mener faktisk det er en undtagelsestilstand når et barn er blevet bidt til blods. Jeg gad virkelig godt se om du ville have samme holdning til situationen, hvis det var dit eget barn der var blevet så groft mishandlet.

At du pr automatik mener det er de voldelige børn der har størst behov for hjælp og støtte er nok den mest generaliserende holdning jeg længe har hørt! Og det er en holdning som er meget meget skadelig for de stakkels børn som har det svært psykisk, men som ikke er udadreagerende. De børn som lige mister lidt mere af deres i forvejen ringe selvværd hver gang de forbigås til fordel for barnet der råber og skriger, fordi de stressede lærere og pædagoger er nødt til at slukke endnu en ildebrand. Jeg kan faktisk godt mærke at denne del af dit svar gør mig decideret ked af det. Jeg synes du skal se "Eksperimentet med vores børn" en ekstra gang (går ud fra du allerede har set det). Der fokuseres i dette program netop på, at de stille børn kan have det nøjagtig ligeså svært, eller sågar endnu sværere end de udadreagerende. De skaber bare ikke ligeså akutte situationer, eller ildebrande om man vil. Din påstand svarer til at sige, at den psykiatriske patient der tæver flest medarbejdere er den der er mest syg og har mest brug for behandling - selvom der måske sidder en patient på stuen ved siden af som er tæt på at snitte sin underarm op. 

Og for at svare på dit spørgsmål om hvor voldelige børn skal sendes hen, så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad så længe det er et sted hvor de ikke kan skade flere mennesker, og hvor de kan modtage eventuel behandling, men vigtigst af alt gøre noget der gør dem glade og giver dem mening og indhold i livet. Jeg kommer fra en familie hvor næsten alle har uddannelser og jobs indenfor det specialpædagogiske område. De siger alle sammen (og de er langt fra alene), at den største fejl i vores samfund i dag er at vi forventer det samme af alle. At selvom vi godt ved at psykisk og mentalt handicappede Ole aldrig kommer til at lære at tage sine sokker på selv, så er det STADIG det de skal arbejde hen imod på bostedet, i stedet for at gøre noget som Ole godt kan lide. Og selvom stærkt retarderede Rita aldrig kommer til at lære at læse og skrive, så skal hun stadig sendes i skole i seks timer om dagen i stedet for at få lov til at gå ture i haven som hun holder af. Jeg synes det er frygteligt at vi ikke giver syge og funktionsnedsatte børn og voksne mere frihed. At vi ikke kan opgive den rehabiliterende indsats, selv når den er udsigtsløs. Tænk på hvor meget frustration og dermed vold det kunne afhjælpe hvis man lod dem gøre ting der gjorde dem glade. Det samme tænker jeg kan siges om de børn som denne debat handler om. Selvfølgelig skal de have undervisning i et eller andet omfang, men når deres adfærd er kommet så langt ud mener jeg da bestemt man burde sætte ind med behandling som det aller første, og lade undervisningen komme i anden række. Men sådan fungerer vores nuværende samfund desværre ikke. Alle skal åbenbart have det samme liv, og skal hjælpes med henblik på at blive "raske" uanset hvor stationær deres tilstand er. Inklusionen i folkeskolen er for mig at se børnenes udgave af førtidspensions- og fleksjobreformen, for nu bare at sætte tingene helt på spidsen. 

Dét, skolen får ud af at beholde de meget udfordrede elever, er, at de overholder lovgivningen/reglerne på området. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg mener, det er helt skævt at gøre inklusionsloven ansvarlig for samtlige problemer med udadreagerende børn og unge. Børn, der slår etc., behøver altså på ingen måde tilhøre den gruppe, der tidligere blev ekskluderet fra folkeskolen. 

Ydermere kan jeg slet ikke se så firkantet på det, at inklusion pr. definition er af det onde, efter bl.a. at have været klasselærer for en skøn dreng med infantil autisme, som uden tænkelig tvivl fik den bedst mulige skolegang i en normalklasse, hvor han var afholdt og respekteret. Dét, man kunne advare imod, var/er alt for få ressourcer og for rigide retningslinjer omkring antallet af inkluderede børn. 

Der er ingen, der mener, at inklusionsloven er ansvarlig for samtlige problemer.

Jeg har to bonusbørn med diagnoser, der har gået i den ganske almindelige folkeskole, og der har aldrig været udadreagerende - bare opmærksomhedsforstyrrede.

De hørte ikke til på en specialskole. 

Men ingen kommer uden om, at den siutation, TS beskriver, er totalt uholdbar.

Og folkeskolen kan ikke rumme alle. Det er jo netop det, du skriver - antallet af inkluderede børn og for få ressourcer.

Selvfølgelig tilhører alle børn, der slår ikke den gruppe, der tidligere blev ekskluderet fra folkeskolen.

Det siger lidt sig selv, hvis man kender lidt til folkeskolen.

Min mor og flere af hendes kolleger er også blevet kaldt ludere af et skolebarn - og som hun siger - når man kender familien, så ved man godt, at det er det han har lært hjemmefra - at det er sådan, man taler til kvinder.

Han blev altså ikke smidt ud.

lineog4 skriver:

Med hensyn til inklusion synes jeg ikke verden er så sort/hvid. 

Udfordringen med den inklusionslov der blev vedtaget, var ikke inklusionen, men en mærkelig kalkule, hvor man forventede, at man kunne sætte et procenttal på antallet af børn, der havde behov for et andet tilbud end den almene skole.

Og ja at man så glemte, at skal man skabe den klasse, hvor et barn med fx ADHD skal fungere, så er det vigtigt at kunne skabe ro og regelmæssighed. Og skal en lærer stå med 27 børn, og der for resten skiftes lærer i hver time, så er det så som så med ro og regelmæssighed.

Inklusion kan fungere, det kan endda fungere rigtig godt. Men det afhænger af barnets udfordringer, lærerens viden, klassens rummelighed og ikke mindst, at man måske tænker lidt skævt og i andre baner.

Første skridt på vejen til inklusion, er måske at smide ordet langt væk. For alle børn skal inkluderes i klassen, alle børn skal rummes og ses. Og fællesskabet skal både tilgodeses af alle og tilgodese alle. Skal et barn med udfordringer inden for autisme spektret have en god skoledag, så er det alfa og omega at man arbejder med roen og strukturen i klassen - det er ikke nok at lave piktogrammer og sociale historier, hvis alt er kaos rundt om barnet. Derfor tænker jeg, at det første vi skal det er at smide ordet væk - for fokus e på systemet som alle børnene er medskabere af og agerer i.

Nå men det var en lille kæphest - jeg er glad for, at der er kommet fokus på det absurde i inklusionsloven, men synes absolut heller ikke, at vi skal benytte dens modsætning som er, at inklusion per definition er forkert. Sætter vi barnet i centrum, tager barnets perspektiv, så kan vi give det tilbud som er bedst for barnet og det kan for nogles vedkommende betyde et specialtilbud (måske i en periode) og for andre betyde støtte i alment tilbud og for andre igen et alment tilbud.  

Jeg ser ikke verden sort/hvid. Hvor mon du læser det ?

Begge mine forældre har været folkeskolelærere, så jeg kan ikke undgå at have hørt en masse om det. Også selv om det var før inklusionsloven.

Og jeg læser jævnligt fagbladet "Folkeskolen", da min mor stadig er medlem af foreningen, selv om hun er pensioneret.

Min veninde er uddannet lærer og har i mange år arbejdet på en efterskole for "spedialbørn" - og er i dag pædagogisk leder på en friskole.

Som sagt har jeg to børn med diagnoser - ADHD - selv om de måske er fejldiagnoserede og måske nærmere har ADD. 

De har gået i en ganske almindelig folkeskole - og der har de også hørt til.

Men det ændrer ikke på, at den situation, TS beskriver er uholdbar.

Den kan du forhåbentlig ikke forsvare som lærer.

Tommelise skriver:

Jeg ser ikke verden sort/hvid. Hvor mon du læser det ?

Begge mine forældre har været folkeskolelærere, så jeg kan ikke undgå at have hørt en masse om det. Også selv om det var før inklusionsloven.

Og jeg læser jævnligt fagbladet "Folkeskolen", da min mor stadig er medlem af foreningen, selv om hun er pensioneret.

Min veninde er uddannet lærer og har i mange år arbejdet på en efterskole for "spedialbørn" - og er i dag pædagogisk leder på en friskole.

Som sagt har jeg to børn med diagnoser - ADHD - selv om de måske er fejldiagnoserede og måske nærmere har ADD. 

De har gået i en ganske almindelig folkeskole - og der har de også hørt til.

Men det ændrer ikke på, at den situation, TS beskriver er uholdbar.

Den kan du forhåbentlig ikke forsvare som lærer.

Bonusbørn - ikke børn.

Loa skriver:

Efter jeg havde læst de fleste beskeder herinde følte jeg faktisk lidt at jeg overreagerede, men nu bliver jeg sgu i tvivl  

Jeg synes jo også det var voldsomt. Altså den ene dreng bed en anden dreng til blods 

Ledelsen skriver “bare” en mail ud om at det er sket. Og så er den potte ude. Det synes jeg bare ikke er tilfredsstillende.

Det er ikke dig, der overreagerer!

Det virker SÅ uansvarligt af ledelsen! Har du prøvet at snakke med nogle af de andre forældre? Der er måske også en forælder i klassen, der er med i skolebestyrelsen, der kan lægge pres på ledelsen? 

Hvis jeg stod i dine sko, ville jeg svare på lederens mail, og så ville jeg cc børn og unge chefen inde fra kommunen - og igen spørge ind til de pædagogiske overvejelser omkring den kollektive straf - i mailen ville jeg også give udtryk for min bekymring samt mine overvejelser om at skifte skole, grundet utrykhed i klassen, samt følelsen af at tale for døve ører ved lærerne og ledelsen.   - og tage fat i nogle af de andre forældre, for at høre, om de er lige så utilfredse. Jo flere der lægger pres på lederen, jo mere tilbøjelig er han formegentlig til at træde i karakter og handle. 

Tommelise skriver:

Der er ingen, der mener, at inklusionsloven er ansvarlig for samtlige problemer.

Jeg har to bonusbørn med diagnoser, der har gået i den ganske almindelige folkeskole, og der har aldrig været udadreagerende - bare opmærksomhedsforstyrrede.

De hørte ikke til på en specialskole. 

Men ingen kommer uden om, at den siutation, TS beskriver, er totalt uholdbar.

Og folkeskolen kan ikke rumme alle. Det er jo netop det, du skriver - antallet af inkluderede børn og for få ressourcer.

Selvfølgelig tilhører alle børn, der slår ikke den gruppe, der tidligere blev ekskluderet fra folkeskolen.

Det siger lidt sig selv, hvis man kender lidt til folkeskolen.

Min mor og flere af hendes kolleger er også blevet kaldt ludere af et skolebarn - og som hun siger - når man kender familien, så ved man godt, at det er det han har lært hjemmefra - at det er sådan, man taler til kvinder.

Han blev altså ikke smidt ud.

Jeg undrer mig bare over, at (mange) folk sætter lighedstegn mellem inklusion og adfærd som her beskrevet - så blev det lige dit indlæg, jeg reagerede på. 

Det er så på min professionelle erfaring og faglige viden, jeg baserer opfattelsen af, at voldelige/udadreagerende børn i reglen har større behov for hjælp og støtte - iøvrigt til gavn for potentielle ofre - og den kan du fæste lid til eller lade være.
Adfærden skal bremses. Punktum. Skolen har ikke lovhjemmel til at bortvise flere elever. Punktum. 

Du blander inklusionsdagsordenen ind i billedet, hvilket der ikke er belæg for. Børn slog og bed også klassekammerater før Salamanca-erklæringen og inklusionspolitikken, og det behøver absolut ikke at være børn, som førhen ville være henvist til specialskoler, der er tale om her. Hvorfor antager du det? 

Den dér “Hvordan ville du måske have det, hvis det var dit eget barn?”, er simpelthen for usaglig og irrelevant. Med tre børn har jeg flere gange oplevet den type episoder, og min umiddelbare mor-reaktion har da helt indlysende været at ønske “bøllerne” væk - men det påvirker altså ikke min professionelle holdning og viden, og jeg kunne ikke drømme om at forlange sanktioner, som jeg godt ved, skolen ikke har mulighed for at tage i brug. Hvis min datter blev voldtaget, ville jeg formentlig ønske gerningsmanden kastreret og hængt, men det betyder ikke, at jeg går ind for tortur og dødsstraf. 

 

Der er så bare rigtig mange andre med professionel erfaring og faglig viden, som taler meget om at de stille børn og deres behov overses, både fordi de i sagens natur ikke hidkalder sig samme opmærksomhed, men også fordi personalet simpelthen ikke har tid til andet end brandslukning. Hvis din holdning vitterligt er, at det i reglen er de udadreagerende børn der har det største behov for hjælp, så håber jeg godt nok ikke der går nogen stille børn i din klasse.

Jeg antager at det er børn der i gamle dage ville være blevet forflyttet, fordi de ikke er i stand til at indgå i undervisningen, og endda forårsager at de andre børn heller ikke kan følge den.

Kald da endelig mit svar usagligt og irrelevant  Jeg tror ikke en døjt på, at dine børn  flere gange er blevet bidt til blods. Og når man ikke selv er ramt af et problem, så er det rigtig nemt at have en politisk korrekt og tilsyneladende lidt nonchalant holdning til det. Hvis du ikke mener at børn, som har så svært ved at styre deres impulser og temperamenter at de udsætter andre børn for grov vold, hører hjemme i et specialtilbud, hvor så? Jeg er som sagt i familie med mange der arbejder indenfor området.

Jeg vil i øvrigt takke dig for at du har cementeret min beslutning om at min søn skal i privatskole, hvilket ellers indtil nu har været af helt andre årsager end udadreagerende børn. Jeg var simpelthen ikke klar over at skolevæsenet var  så rigidt og inkompetent. Så af hjertet tak for din utilsigtede advarsel om ikke at ofre mit hjerteblod i inklusionens hellige navn. Min søn er en stille og rolig dreng, som allerede nu bliver trynet lidt i dagplejen. Slag med legetøj og den slags. Det har jeg det fint med, for jeg ved han er tryg og glad resten af tiden, og livet er ikke en osteklokke. Men de tilstande der beskrives her i tråden, som du for mig virker chokerende uchokeret over, det skal han fandme ikke stå model til. Måske vil du ændre holdning den dag du selv bliver jagtet hele matriklen rundt af et aggressivt og voldeligt barn. Tro mig, det sætter sig i én. Og jeg holder nu stadig på min påstand om at du ikke ville mene det samme hvis dine egne børn blev bidt til blods. Alle mennesker tager deres egne følelser og oplevelser fra privatlivet med på arbejde i en eller anden grad. Vi er trods alt ikke robotter endnu. 

Bvadr skriver:

Der er så bare rigtig mange andre med professionel erfaring og faglig viden, som taler meget om at de stille børn og deres behov overses, både fordi de i sagens natur ikke hidkalder sig samme opmærksomhed, men også fordi personalet simpelthen ikke har tid til andet end brandslukning. Hvis din holdning vitterligt er, at det i reglen er de udadreagerende børn der har det største behov for hjælp, så håber jeg godt nok ikke der går nogen stille børn i din klasse.

Jeg antager at det er børn der i gamle dage ville være blevet forflyttet, fordi de ikke er i stand til at indgå i undervisningen, og endda forårsager at de andre børn heller ikke kan følge den.

Kald da endelig mit svar usagligt og irrelevant  Jeg tror ikke en døjt på, at dine børn  flere gange er blevet bidt til blods. Og når man ikke selv er ramt af et problem, så er det rigtig nemt at have en politisk korrekt og tilsyneladende lidt nonchalant holdning til det. Hvis du ikke mener at børn, som har så svært ved at styre deres impulser og temperamenter at de udsætter andre børn for grov vold, hører hjemme i et specialtilbud, hvor så? Jeg er som sagt i familie med mange der arbejder indenfor området.

Jeg vil i øvrigt takke dig for at du har cementeret min beslutning om at min søn skal i privatskole, hvilket ellers indtil nu har været af helt andre årsager end udadreagerende børn. Jeg var simpelthen ikke klar over at skolevæsenet var  så rigidt og inkompetent. Så af hjertet tak for din utilsigtede advarsel om ikke at ofre mit hjerteblod i inklusionens hellige navn. Min søn er en stille og rolig dreng, som allerede nu bliver trynet lidt i dagplejen. Slag med legetøj og den slags. Det har jeg det fint med, for jeg ved han er tryg og glad resten af tiden, og livet er ikke en osteklokke. Men de tilstande der beskrives her i tråden, som du for mig virker chokerende uchokeret over, det skal han fandme ikke stå model til. Måske vil du ændre holdning den dag du selv bliver jagtet hele matriklen rundt af et aggressivt og voldeligt barn. Tro mig, det sætter sig i én. Og jeg holder nu stadig på min påstand om at du ikke ville mene det samme hvis dine egne børn blev bidt til blods. Alle mennesker tager deres egne følelser og oplevelser fra privatlivet med på arbejde i en eller anden grad. Vi er trods alt ikke robotter endnu. 

Jeg er oprigtigt forundret over alle dine fortolkninger og insinuationer. Du skyder budbringeren - jeg (og andre) oplyser dig om, at skoleledere ikke har lovhjemmel til at smide elever ud af skolen, og du giver folkeskolen ansvaret for dette og kalder det rigidt og inkompetent - fordi de ikke bryder loven? 
Du klandrer mig for at være “chokerende uchokeret”, fordi jeg efter mere end tyve år som lærer både på privat- og folkeskoler ikke er rystet i min grundvold over at høre, at børn kan bide andre børn. Jeg har flere gange pointeret, at adfærden SELVFØLGELIG skal stoppes, men det er da så indlysende, at jeg ikke behøver ty til skræk-og-rædsel-udbrud. 
Du fastholder opfattelsen af, at inklusionsloven er synderen her og har en formodning om, at 9-årige før i tiden blev “forflyttet” i sådanne tilfælde - det gjorde de imidlertid ikke, da loven om sanktioner er væsentligt ældre end inklusionsloven, så det må være meget gamle dage, du omtaler. 
Du betvivler min professionelle dømmekraft, hvad angår stille børns trivsel eller mangel på samme, fordi jeg ytrer, at det oftest er de voldelige børn, der har behov for særlig hjælp og støtte. Hvordan du får dét til, at jeg som lærer overser stille børn, går over min forstand. Agerer en elev voldeligt, skal der AKT eller anden hjælp udefra på vedkommende - SÅDAN AT JEG KAN UNDERVISE OG TAGE MIG AF DE IKKE-UDADREAGERENDE BØRN, herunder de stille. Jeg beder ikke om hjælp udefra til at støtte elever, hvis største problem er, at deres klassekammerater ryger i totterne på dem og hinanden. Er der derimod tale om påfaldende, “alarmerende” stille børn, sætter jeg selvfølgelig ind for at hjælpe dem - men hvor har TS beskrevet, at dét er tilfældet her?? 

Du har udstyret mig med djævlehorn, tillagt mig diverse holdninger uden belæg, bebrejdet mig, at jeg (for) nøgternt opridser fakta og gjort mig til intet mindre end udslagsgivende for dit valg af skoleform til dit barn. Jeg kan da fortælle, at jeg aldrig selv har haft så udadreagerende elever som hér beskrevet, men udelukkende forholder mig til dét, jeg ved, bl.a. om lovgivningen, og har erfaret gennem andres udfordringer. Det er altså langt fra noget, alle lærere og dermed heller ikke alle elever vil opleve. Hvis mine oplysninger om praksis, NÅR noget sådant forekommer, kan få dig til at vælge folkeskolen fra, tør jeg ikke fortælle dig, hvad jeg har oplevet af lignende tilfælde som privatskolelærer. Alternativt kunne du sænke skuldrene og læse, hvad jeg egentlig skriver.