Kan man overbevise en 9 årig om privatskole?

Jeg ser ikke verden sort/hvid. Hvor mon du læser det ?

Begge mine forældre har været folkeskolelærere, så jeg kan ikke undgå at have hørt en masse om det. Også selv om det var før inklusionsloven.

Og jeg læser jævnligt fagbladet "Folkeskolen", da min mor stadig er medlem af foreningen, selv om hun er pensioneret.

Min veninde er uddannet lærer og har i mange år arbejdet på en efterskole for "spedialbørn" - og er i dag pædagogisk leder på en friskole.

Som sagt har jeg to børn med diagnoser - ADHD - selv om de måske er fejldiagnoserede og måske nærmere har ADD. 

De har gået i en ganske almindelig folkeskole - og der har de også hørt til.

Men det ændrer ikke på, at den situation, TS beskriver er uholdbar.

Den kan du forhåbentlig ikke forsvare som lærer.

Den situation som ts beskriver er selvsagt uholdbar, men ikke nødvendigvis pga. inklusion.

Ts beskriver en klasse i mistrivsel og det kan der være en vifte af begrundelser for. En af begrundelserne kan være et barn, der er fejlplaceret, men det kan også handle om en kultur i klassen, om et hierarki, der er under konstant pres, om børn der keder sig, om børn der synes det er for svært, om en drengegruppe der ikke trives sammen osv. osv. 

Ja jeg sidder selv som lærer, og har haft flere klasser gennem hænderne, og ved, der skal arbejdes med trivsel hele tiden både med og uden inkluderede børn. Og det er egentlig derfor, at jeg tænker, vi kommer et langt stykke hen af vejen, hvis vi dropper labels: dette er et inklusionsbarn, for det handler om klassen. 

Jo der er børn, som ikke kan være i en almenklasse, og der skal vi som professionelle gøre, hvad vi kan for at presse på, så det rigtige tilbud findes. Men intet sted i ts indlæg står der, at alle drengene er såkaldte børn med diagnoser, der står, der er nogle vilde drenge og nogle med diagnoser. Alle udfordringer i en klasse kan ikke puttes i kassen med inklusion label på. 

Jeg har været og er både i almen og i specialregi, inklusion eller rettere den specialpædagogiske indsats er det, jeg brænder for. Og min tilgang er at se barnet og se konteksten og arbejde der ud fra. Det kan sagtens være, at det er Bo som er et ubeskrevet blad, han er ikke et såkaldt inklusionsbarn, men det er ham, der reagerer enten ud af eller ind af, og så skal vi se, hvad i konteksten, der gør han reagerer. Fejlen er ikke iboende i barnet heller ikke når barnet har en diagnose. 

En klasse som den ts beskriver er der formodentlig obs på, der arbejdes garanteret hele tiden på at skabe en klassekultur, hvor det er rart at være. Der er professionelle i og om klassen, der forsøger at forstå, hvad er det de drenge giver udtryk for med deres handlinger, og hvordan kan vi skabe ændringer, så det handlemønstre ændres. 

Hvor længe man som forælder vil beholde sit barn i en klasse a la den beskrevne og have tillid til de professionelle er i gang, og snart vil få vendt strømmen, det er op til den enkelte familie. Og jeg kan sagtens forstå, hvis man vælger at smide håndklædet i ringen og finde et alternativ. Men jeg kan ikke forstå det alene kommer til at handle om inklusion, for før inklusionsloven var der også klasser som den ts beskriver.

Og nej jeg negligerer ikke, at inklusionsloven var en brøler af karakter, men den holdning vores undervisningsminister udtrykker sammen med andre om, at hvis bare vi ændrer inklusionsloven og skaber de segrerede tilbud igen, så er alt godt igen. Nej det er det ikke - børnene er for længe i skole, de er for mange i et klasselokale, der er sjældent tolærertimer, de professionelle presses af konstante nye tiltag osv osv osv. 

Der er så bare rigtig mange andre med professionel erfaring og faglig viden, som taler meget om at de stille børn og deres behov overses, både fordi de i sagens natur ikke hidkalder sig samme opmærksomhed, men også fordi personalet simpelthen ikke har tid til andet end brandslukning. Hvis din holdning vitterligt er, at det i reglen er de udadreagerende børn der har det største behov for hjælp, så håber jeg godt nok ikke der går nogen stille børn i din klasse.

Jeg antager at det er børn der i gamle dage ville være blevet forflyttet, fordi de ikke er i stand til at indgå i undervisningen, og endda forårsager at de andre børn heller ikke kan følge den.

Kald da endelig mit svar usagligt og irrelevant  Jeg tror ikke en døjt på, at dine børn  flere gange er blevet bidt til blods. Og når man ikke selv er ramt af et problem, så er det rigtig nemt at have en politisk korrekt og tilsyneladende lidt nonchalant holdning til det. Hvis du ikke mener at børn, som har så svært ved at styre deres impulser og temperamenter at de udsætter andre børn for grov vold, hører hjemme i et specialtilbud, hvor så? Jeg er som sagt i familie med mange der arbejder indenfor området.

Jeg vil i øvrigt takke dig for at du har cementeret min beslutning om at min søn skal i privatskole, hvilket ellers indtil nu har været af helt andre årsager end udadreagerende børn. Jeg var simpelthen ikke klar over at skolevæsenet var  så rigidt og inkompetent. Så af hjertet tak for din utilsigtede advarsel om ikke at ofre mit hjerteblod i inklusionens hellige navn. Min søn er en stille og rolig dreng, som allerede nu bliver trynet lidt i dagplejen. Slag med legetøj og den slags. Det har jeg det fint med, for jeg ved han er tryg og glad resten af tiden, og livet er ikke en osteklokke. Men de tilstande der beskrives her i tråden, som du for mig virker chokerende uchokeret over, det skal han fandme ikke stå model til. Måske vil du ændre holdning den dag du selv bliver jagtet hele matriklen rundt af et aggressivt og voldeligt barn. Tro mig, det sætter sig i én. Og jeg holder nu stadig på min påstand om at du ikke ville mene det samme hvis dine egne børn blev bidt til blods. Alle mennesker tager deres egne følelser og oplevelser fra privatlivet med på arbejde i en eller anden grad. Vi er trods alt ikke robotter endnu. 

Nu har jeg læst med et stykke tid - og ved ikke om min indblanding får det til at blusse op, eller det modsatte. 

Jeg er lærer lige pt. i indskolingen, så min hverdag er et sted, hvor man har børn i den samme alder som ts. 

Jeg er ikke chokerende uchokeret. Jeg er derimod undrende over nogle fakta, fx at man sender børn hjem før skoledagen er slut - det er ikke lovligt. Vi har som skole pligt til at have tilsyn med børnene til skoledagen er slut.

Jeg er også klar over, at der er en præmis, som mange forældre glemmer - i Danmark har man undervisningsret, dvs. vi kan ikke bare smide børn ud af skolen uden et andet tilbud. For en drengegruppe, der konstant kommer op og slås over fodboldregler (og jo det sker ikke konstant, men det sker), er der ikke lavet et decideret specialtilbud. Der er derimod ude på skolerne et AKT team, som fx kan støtte op om processer med målet: vi kan finde ud af at være sammen. 

Der er også, for det er lovpligtigt, en retningslinje på skolen omhandlende trusler og vold - hvis man vurderer, at børnenes handlinger er voldelige, så skal den retningslinje tages i brug. Man kan som forælder bede om at blive informeret om den retningslinje. I den kan fx stå, at eleven sendes hjem til man har holdt et møde med forældrene - og her kommer så dilemmaet, for vi kan ikke sende børn i indskolingen hjem, da vi har tilsyns pligt (har vi også på de andre årgange).

Jeg kan godt forstå, at man som forælder kan nå der til, hvor man tænker, arghhh kunne de bare stoppe i klassen, men der skal man huske, at man er ikke med hver dag, man ved ikke hvad der foregår bag kulissen, man ved ikke hvilke tiltag, der er i gang, og man ved heller ikke om, der faktisk arbejdes på at finde et særligt tilbud til en enkelt elev. Man må tage op med sig selv: har jeg tillid til skolen og de professionelle eller har jeg ikke - har man ikke så er tiden nok moden til at skifte, for tillid er basalt for samarbejdet.

Jeg kan også godt forstå, man kan have lyst til at skrive med en masse underskrifter, men hvad skulle det hjælpe? Har man tilliden til, der arbejdes med udfordringen, så er det jo i gang, og de professionelle er udmærket klar over, at der sidder urolige forældre. Har man ikke tilliden til, de er opmærksomme, ja så i sådan et tilfælde så er det nok tid til at skifte. 

Man er velkommen som forælder til at skrive til såvel lærere og ledere - man kan skrive om sin undren, sine bekymringer, hvordan ens barn har det i situationen osv. Men det giver ingen mening at skrive breve med ultimatummer a la: jeg flytter mit barn, hvis ikke Bo holder op. For det eneste svar man kan få er: har du mistet tilliden, så er det nok på tide at finde et alternativ, for vi kan ikke smide Bo ud. 

Og så lige en hånd frem, ja de højlydte, de udafreagerende, de brølende, de råbende, de hoppende, og løbende fylder en gang imellem, så det er svært at finde tiden til de stille. Som mormedmere skriver, så er det her man rækker hånden ud og beder om, at der kommer andre ind, enten så man have tid til de stille, eller så den anden kan have tid til de stille. 

Det er et fast punkt på dagsordener, hvordan får jeg eller en anden tid og rum til dem der ikke brøler? Vi har det i fokus hele tiden, og jo nogle gange løber vi så stærkt og brandslukker (ikke pga. vold, men måske bare larm), så vi ikke har tid. 

Jeg har selv et barn i skolen, som er den stille type - han blev ikke set de første mange år og jeg var/er utilfreds - men han var/er ikke i mistrivsel, og så må jeg se ham det mere. 

Vi gør, hvad vi kan ude på gulvet, og det lykkes 90% af tiden - i ts' beskrivelse lyder det som om, at der er en lang vej, og der skal mange tiltag i den klasse, men tiltagene er ikke at smide 3-4 drenge ud af klassen, for det er simpelthen ikke muligt og heller ikke optimalt. 

lineog4 skriver:

Den situation som ts beskriver er selvsagt uholdbar, men ikke nødvendigvis pga. inklusion.

Ts beskriver en klasse i mistrivsel og det kan der være en vifte af begrundelser for. En af begrundelserne kan være et barn, der er fejlplaceret, men det kan også handle om en kultur i klassen, om et hierarki, der er under konstant pres, om børn der keder sig, om børn der synes det er for svært, om en drengegruppe der ikke trives sammen osv. osv. 

Ja jeg sidder selv som lærer, og har haft flere klasser gennem hænderne, og ved, der skal arbejdes med trivsel hele tiden både med og uden inkluderede børn. Og det er egentlig derfor, at jeg tænker, vi kommer et langt stykke hen af vejen, hvis vi dropper labels: dette er et inklusionsbarn, for det handler om klassen. 

Jo der er børn, som ikke kan være i en almenklasse, og der skal vi som professionelle gøre, hvad vi kan for at presse på, så det rigtige tilbud findes. Men intet sted i ts indlæg står der, at alle drengene er såkaldte børn med diagnoser, der står, der er nogle vilde drenge og nogle med diagnoser. Alle udfordringer i en klasse kan ikke puttes i kassen med inklusion label på. 

Jeg har været og er både i almen og i specialregi, inklusion eller rettere den specialpædagogiske indsats er det, jeg brænder for. Og min tilgang er at se barnet og se konteksten og arbejde der ud fra. Det kan sagtens være, at det er Bo som er et ubeskrevet blad, han er ikke et såkaldt inklusionsbarn, men det er ham, der reagerer enten ud af eller ind af, og så skal vi se, hvad i konteksten, der gør han reagerer. Fejlen er ikke iboende i barnet heller ikke når barnet har en diagnose. 

En klasse som den ts beskriver er der formodentlig obs på, der arbejdes garanteret hele tiden på at skabe en klassekultur, hvor det er rart at være. Der er professionelle i og om klassen, der forsøger at forstå, hvad er det de drenge giver udtryk for med deres handlinger, og hvordan kan vi skabe ændringer, så det handlemønstre ændres. 

Hvor længe man som forælder vil beholde sit barn i en klasse a la den beskrevne og have tillid til de professionelle er i gang, og snart vil få vendt strømmen, det er op til den enkelte familie. Og jeg kan sagtens forstå, hvis man vælger at smide håndklædet i ringen og finde et alternativ. Men jeg kan ikke forstå det alene kommer til at handle om inklusion, for før inklusionsloven var der også klasser som den ts beskriver.

Og nej jeg negligerer ikke, at inklusionsloven var en brøler af karakter, men den holdning vores undervisningsminister udtrykker sammen med andre om, at hvis bare vi ændrer inklusionsloven og skaber de segrerede tilbud igen, så er alt godt igen. Nej det er det ikke - børnene er for længe i skole, de er for mange i et klasselokale, der er sjældent tolærertimer, de professionelle presses af konstante nye tiltag osv osv osv. 

 

Igen - jeg mener ikke, at hvis inklusionsloven bliver ændret, så er alt godt.

Jeg kan godt forstå, at du tænker, at det er det, jeg mener. For det kommer nemt til at lyde rigtig firkantet.

Men det er det ikke.

Der var også problemer før inklusionsloven. Og man kan ikke pege hvert enkelt barn ud og sige, "du skulle have været i et specialtilbud, hvis inklusionsloven ikke eksisterede"

Men skolen SKAL rummer meget mere - på en anden måde, end den skulle før.

Og mange lærere vælger andre jobs. 

I et lærerhjem så kan det ikke undgås, at der tales om forholdene i skolen. Og jeg kan også mærke på mine søskende, at de nogle gange har en anden indstilling til samarbejdet med skolen end nogle andre forældre.

Og selvfølgelig er problemet ikke altid iboende barnet. 

Det handler også - som du skriver - om heldagsskolen, lærernes arbejdstid, som slet ikke er så fleksibel, som var engang.

Mange forældre har også en helt anden indstillinge før - MIT barn før alle de andre. Ikke interesseret i helheden, men har næsten kun fokus på eget barn.

Jeg kender selvsagt ikke til det på samme måde, som du gør. Det kan jeg ikke, for jeg har ikke arbejdet inden for skolevæsnet.

Og jeg har ikke selv børn.

Og du er helt sikkert en rigtig god lærer, som virkelig brænder.

Men der er også lærere, der mest brænder for formidlingen og bare gerne vil have lov til at undervise. Det kan i mange tilfælde være svært.

En tråd som denne ville ikke få mig til at fravælge folkeskolen.

Jeg har nemlig tillid til, at der helt overordnet arbejdes professionelt.

Og jeg ved, at man ikke bare kan smide en flok elever ud. 

Alle mine niecer og nevøer enten går eller har gået i folkeskolen. Så mine søskende har ikke valgt privatskolen. Det er der heller ikke mange af mine veninder og kolleger, der har.

Og mine søskende fortæller mig jo selvfølgelig også om deres børns skole og klasser.

Men det er jo ikke mærkeligt, at forældre reagerer følelsesmæssigt på, at deres barn er bange for de andre børn og bliver slået. Der er jeg også kun et menneske, og jeg ville ærligt bliver vred, hvis det skete for en af mine niecer og nevøer.

Tommelise skriver:

Igen - jeg mener ikke, at hvis inklusionsloven bliver ændret, så er alt godt.

Jeg kan godt forstå, at du tænker, at det er det, jeg mener. For det kommer nemt til at lyde rigtig firkantet.

Men det er det ikke.

Der var også problemer før inklusionsloven. Og man kan ikke pege hvert enkelt barn ud og sige, "du skulle have været i et specialtilbud, hvis inklusionsloven ikke eksisterede"

Men skolen SKAL rummer meget mere - på en anden måde, end den skulle før.

Og mange lærere vælger andre jobs. 

I et lærerhjem så kan det ikke undgås, at der tales om forholdene i skolen. Og jeg kan også mærke på mine søskende, at de nogle gange har en anden indstilling til samarbejdet med skolen end nogle andre forældre.

Og selvfølgelig er problemet ikke altid iboende barnet. 

Det handler også - som du skriver - om heldagsskolen, lærernes arbejdstid, som slet ikke er så fleksibel, som var engang.

Mange forældre har også en helt anden indstillinge før - MIT barn før alle de andre. Ikke interesseret i helheden, men har næsten kun fokus på eget barn.

Jeg kender selvsagt ikke til det på samme måde, som du gør. Det kan jeg ikke, for jeg har ikke arbejdet inden for skolevæsnet.

Og jeg har ikke selv børn.

Og du er helt sikkert en rigtig god lærer, som virkelig brænder.

Men der er også lærere, der mest brænder for formidlingen og bare gerne vil have lov til at undervise. Det kan i mange tilfælde være svært.

En tråd som denne ville ikke få mig til at fravælge folkeskolen.

Jeg har nemlig tillid til, at der helt overordnet arbejdes professionelt.

Og jeg ved, at man ikke bare kan smide en flok elever ud. 

Alle mine niecer og nevøer enten går eller har gået i folkeskolen. Så mine søskende har ikke valgt privatskolen. Det er der heller ikke mange af mine veninder og kolleger, der har.

Og mine søskende fortæller mig jo selvfølgelig også om deres børns skole og klasser.

Men det er jo ikke mærkeligt, at forældre reagerer følelsesmæssigt på, at deres barn er bange for de andre børn og bliver slået. Der er jeg også kun et menneske, og jeg ville ærligt bliver vred, hvis det skete for en af mine niecer og nevøer.

 

Jeg ville da blive så vred, og så når de første bølger havde lagt sig, så ville jeg mærke efter: har jeg tilliden til, at der kan ske en forandring og ikke mindst om der vil ske en forandring. Og er den tillid brudt, så mener jeg faktisk den eneste vej er at skifte.

Ja vi skal rumme mere med inklusionsloven, og den har ikke medført ekstra ressourcer hverken i form af flere hænder, men heller ikke uddannelse inden for netop den specialpædagogiske gren af lærerjobbet. Der står derfor lærere som er fantastiske formidlere, fantastiske inden for deres fag, fantastiske i det pædagogiske felt inden for almen, men som ikke har den specialpædagogiske viden og derfor ikke har den rygsæk med som det kræver for at skabe de bedste rammer for børn med flere udfordringer. 

Der er også børn (og det er der) som er fejlplacerede og som lider i den almene skole og dermed også kan være en medvirkende faktor til at flere børn i klassen mistrives. 

Jeg synes man skal reagere som forældre, men man skal holde det på egen banehalvdel = den trivsel eller mangel på samme i klassen gør at min datter synes det er svært at være i, synes det er svært at gå i skole, får ondt i maven, er bange osv. Jeg synes ikke man som forælder skal pege en eller flere ud i klassen som årsagen - lad de professionelle om det (og de peger aldrig en eller flere ud som årsagen, for de ser på helheden).

Jeg synes godt man som forælder til et barn der er fejlplaceret kan råbe vagt i gevær, og måske alliere sig med andre forældre - for det er uholdbart at penge og et regneark i nogle få tilfælde kommer foran det enkelte barns trivsel. 

Men igen og det er nok mit vigtigste budskab - de drenge der i ts' historie reagerer, de er også i mistrivsel af den ene eller den anden grund, det kan være en diagnose og en fejlplacering, men det kan i lige så høj grad handle om noget i klassekulturen, undervisningsformen, hierarkiet osv. Alle børn ønsker som udgangspunkt at gøre det gode, og så er det op til os voksne og forstå deres bevæggrunde når de ikke gør, er det fordi det gode i børneflokken absolut ikke stemmer overens med det gode vi voksne synes, er det fordi vi altid møder dem negativt, er det fordi de synes skolen er svær, er det fordi der er en pige gruppe som styrer mere end vi aner, er det fordi der er noget helt andet på spil. Eller er det fordi det bare grundlæggende er svært for måske en af de toneangivende at være i den sammenhæng der hedder almen skole. 

Det er overraskende, hvor meget der er på spil i en klasse, hvor meget vi voksne ikke ser og hvis vi tog børnenes perspektiv bare et kort øjeblik så ville vi kunne komme meget længere.

Men til sidst vil jeg understrege igen, jeg som mor ville også blive vred, frustreret, irriteret og kan også nå der til hvor jeg overvejer skift. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er oprigtigt forundret over alle dine fortolkninger og insinuationer. Du skyder budbringeren - jeg (og andre) oplyser dig om, at skoleledere ikke har lovhjemmel til at smide elever ud af skolen, og du giver folkeskolen ansvaret for dette og kalder det rigidt og inkompetent - fordi de ikke bryder loven? 
Du klandrer mig for at være “chokerende uchokeret”, fordi jeg efter mere end tyve år som lærer både på privat- og folkeskoler ikke er rystet i min grundvold over at høre, at børn kan bide andre børn. Jeg har flere gange pointeret, at adfærden SELVFØLGELIG skal stoppes, men det er da så indlysende, at jeg ikke behøver ty til skræk-og-rædsel-udbrud. 
Du fastholder opfattelsen af, at inklusionsloven er synderen her og har en formodning om, at 9-årige før i tiden blev “forflyttet” i sådanne tilfælde - det gjorde de imidlertid ikke, da loven om sanktioner er væsentligt ældre end inklusionsloven, så det må være meget gamle dage, du omtaler. 
Du betvivler min professionelle dømmekraft, hvad angår stille børns trivsel eller mangel på samme, fordi jeg ytrer, at det oftest er de voldelige børn, der har behov for særlig hjælp og støtte. Hvordan du får dét til, at jeg som lærer overser stille børn, går over min forstand. Agerer en elev voldeligt, skal der AKT eller anden hjælp udefra på vedkommende - SÅDAN AT JEG KAN UNDERVISE OG TAGE MIG AF DE IKKE-UDADREAGERENDE BØRN, herunder de stille. Jeg beder ikke om hjælp udefra til at støtte elever, hvis største problem er, at deres klassekammerater ryger i totterne på dem og hinanden. Er der derimod tale om påfaldende, “alarmerende” stille børn, sætter jeg selvfølgelig ind for at hjælpe dem - men hvor har TS beskrevet, at dét er tilfældet her?? 

Du har udstyret mig med djævlehorn, tillagt mig diverse holdninger uden belæg, bebrejdet mig, at jeg (for) nøgternt opridser fakta og gjort mig til intet mindre end udslagsgivende for dit valg af skoleform til dit barn. Jeg kan da fortælle, at jeg aldrig selv har haft så udadreagerende elever som hér beskrevet, men udelukkende forholder mig til dét, jeg ved, bl.a. om lovgivningen, og har erfaret gennem andres udfordringer. Det er altså langt fra noget, alle lærere og dermed heller ikke alle elever vil opleve. Hvis mine oplysninger om praksis, NÅR noget sådant forekommer, kan få dig til at vælge folkeskolen fra, tør jeg ikke fortælle dig, hvad jeg har oplevet af lignende tilfælde som privatskolelærer. Alternativt kunne du sænke skuldrene og læse, hvad jeg egentlig skriver. 

Du skriver jo dybest set at folkeskolen ikke må smide voldelige elever ud. Synes du helt ærligt det er ansvarligt? Det jeg mener med rigid og inkompetent er at det virker som om der er en helt fanatisk dagsorden om at tage hensyn til udfordrede elever, selv når det går ud over de andre børns sikkerhed og undervisning. Er det noget du som repræsentant for folkeskolen vil være bekendt? Jeg siger jo ikke at det er dig der har besluttet at det skal være sådan, men det virker ærligt talt ikke som om du tager afstand fra det. Det er dét jeg bliver forarget over. Og hvad i alverden kan du dog have oplevet på privatskoler som er værre end det der beskrives her? Hvis vi skal ud i noget der er værre end så grove former for vold, så er vi vel ved at være ude i sådan noget som Ry sagen.. som jo i øvrigt omhandlede elever fra en folkeskole 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er oprigtigt forundret over alle dine fortolkninger og insinuationer. Du skyder budbringeren - jeg (og andre) oplyser dig om, at skoleledere ikke har lovhjemmel til at smide elever ud af skolen, og du giver folkeskolen ansvaret for dette og kalder det rigidt og inkompetent - fordi de ikke bryder loven? 
Du klandrer mig for at være “chokerende uchokeret”, fordi jeg efter mere end tyve år som lærer både på privat- og folkeskoler ikke er rystet i min grundvold over at høre, at børn kan bide andre børn. Jeg har flere gange pointeret, at adfærden SELVFØLGELIG skal stoppes, men det er da så indlysende, at jeg ikke behøver ty til skræk-og-rædsel-udbrud. 
Du fastholder opfattelsen af, at inklusionsloven er synderen her og har en formodning om, at 9-årige før i tiden blev “forflyttet” i sådanne tilfælde - det gjorde de imidlertid ikke, da loven om sanktioner er væsentligt ældre end inklusionsloven, så det må være meget gamle dage, du omtaler. 
Du betvivler min professionelle dømmekraft, hvad angår stille børns trivsel eller mangel på samme, fordi jeg ytrer, at det oftest er de voldelige børn, der har behov for særlig hjælp og støtte. Hvordan du får dét til, at jeg som lærer overser stille børn, går over min forstand. Agerer en elev voldeligt, skal der AKT eller anden hjælp udefra på vedkommende - SÅDAN AT JEG KAN UNDERVISE OG TAGE MIG AF DE IKKE-UDADREAGERENDE BØRN, herunder de stille. Jeg beder ikke om hjælp udefra til at støtte elever, hvis største problem er, at deres klassekammerater ryger i totterne på dem og hinanden. Er der derimod tale om påfaldende, “alarmerende” stille børn, sætter jeg selvfølgelig ind for at hjælpe dem - men hvor har TS beskrevet, at dét er tilfældet her?? 

Du har udstyret mig med djævlehorn, tillagt mig diverse holdninger uden belæg, bebrejdet mig, at jeg (for) nøgternt opridser fakta og gjort mig til intet mindre end udslagsgivende for dit valg af skoleform til dit barn. Jeg kan da fortælle, at jeg aldrig selv har haft så udadreagerende elever som hér beskrevet, men udelukkende forholder mig til dét, jeg ved, bl.a. om lovgivningen, og har erfaret gennem andres udfordringer. Det er altså langt fra noget, alle lærere og dermed heller ikke alle elever vil opleve. Hvis mine oplysninger om praksis, NÅR noget sådant forekommer, kan få dig til at vælge folkeskolen fra, tør jeg ikke fortælle dig, hvad jeg har oplevet af lignende tilfælde som privatskolelærer. Alternativt kunne du sænke skuldrene og læse, hvad jeg egentlig skriver. 

Jeg glemte at spørge om de her ting - 

Hvor mener du at elever, der ikke er i stand til at følge en normal undervisning, og ovenikøbet forårsager at den bliver aflyst, hører til henne hvis ikke i et specialtilbud?

Og hvem har ansvaret for at ingen elever udsættes for vold? Hvordan er folkeskolerne forpligtede til at reagere i tilfælde af vold? Hvis hjælpeforanstaltninger ikke får volden til at ophøre, skal de så bare lade den fortsætte? 

Mor og meget mere skriver:

Vi taler fuldstændigt forbi hinanden. Du skrev om børn med Aspergers, der er mindre udfordret end din søn, og som går i folkeskolen. Det er da ikke påfaldende, når de ikke er så udfordrede som ham. Masser af børn med Aspergers, min søn inklusiv, kan fungere glimrende i et normalt skoleforløb. 

Jeg anfægter bestemt ikke, at man kan møde mere udfordrede børn i folkeskolen end i privatskoler. Tværtimod er det indlysende, eftersom vi ikke blot kan “sende dem videre”, med mindre de tilhører den lille minoritet af udfordrede børn, der kan visiteres til specialskoler. At tro, vi ikke gør en indsats for dette helt på linje med privatskolerne, er en misforståelse. Vi bliver ikke mindre frustrerede, bekymrede, pressede osv. af udfordrede elever end privatskolelærere - nok tværtimod, eftersom vi typisk har færre lærere til flere elever. 

Det der jo ofte kan være problemet er, at det er skolens egen økonomi, der skal finansiere specialskoletilbuddet til de pågældende elever. Derfor kan det nok desværre ikke undgås, at flere skoleledere går alt for langt for at beholde eleverne på egen matrikel...